06 June, 2010

Ung fransk pige

 
Posted by Picasa
For nogle dage siden mødte min datter på snart fire og jeg en særlig ung fransk pige.

Vi gik for første gang nogensinde en tur downtown Reims uden at skulle noget. Ligeledes for første gang blev damen ikke træt i benene, og inden vi fik set os om, stod vi ved katedralen.

Vi satte os ned, hun løb rundt, vi spiste kiks, og så på de mange mennesker, der når forbi stedet i løbet af kort tid. Domkirken i Reims er et af Frankrigs store, gotiske mesterværker, men det må jeg skrive om en anden gang.

Jeg fik nemlig øje på en ret lille statue, der står lettere uanseelig i et hjørne på den store plads, og det er vel egentlig uretfærdigt. Jeanne d'Arc var trods alt pigen fra landet, som fik Frankrig op at stå efter lang tids kaos med den engelske arvefjende.

Nu er jeg ikke helt stærkt i de historiske detaljer - den unge kvinde er jo ikke en del af min historie - men jeg ved da, at hun ledsagede den franske konge, så han kunne blive kronet i Reims. Dermed blev han det symbol, der kunne samle franskmændene, så de kunne jage englænderne hjem til England.

En vigtig person i Frankrigs historie med andre ord, og et glimrende idol for en ung pige, der ikke bryder sig om kjoler, pigeting, prinsesser, men til gengæld godt kan lide rustninger, sværd og heste. Så jeg fortalte, hvad jeg vidste, og bagefter smuttede vi en tur ind i katedralen, hvor der er et kapel for Jeanne d'Arc.

Her står hun i form af en anden statue, skrøbelig som en skønjomfru og dog stærk som en ridder med sin rustning og hjelm. Jeg har allerede besluttet, at jeg må i gang med at genopfriske hele historien. Eller rettere en del af den. Den hjerteskærende afslutning på et bål i Rouen behøver vi jo ikke tale om lige nu.

1 comment:

Jens P said...

Husk at fortælle at Jeane blev dømt som heks!