18 March, 2011

Stiv kuling fra fransk højre

"Franskmænd oplever nogle gange, at de konfronteret med ukontrolleret indvandring ikke længere er i deres eget land," sagde indenrigsminister, Claude Guéant for nylig til fransk radio.

Ved samme lejlighed sagde ministeren, at franskmænd føler sig presset af "former, som ikke passer til vores regler eller sociale værdier".

De udtalelser har fået Front National-lederen Marine le Pen til at tilbyde den nyudnævnte indenrigsminister æresmedlemsskab af sit højreradikale parti.

Socialisterne har selvfølgelig omgående trykket på maskinen for automatiske reaktioner, og frem dukkede Laurent Fabius med en kommentar om, at ministeren "anvender Front Nationals sprog", og det har han da ret i, og det vil han også få af alle gode socialister. Jeg får besøg af en i weekenden, så kan jeg teste der.

Men det vil ikke være kommet bag på hende. Det er trods alt en af Sarkos folk, så hvad kan man vente sig andet.

Andre venner i sidste weekend ville formentlig skrive under på ministerens udtalelser til hver en tid. Jeg tror ikke, at de stemmer Front National. Endnu. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, når jeg hører deres historier, og retorikken nærmer sig i betænkelig grad højrepopulisternes.

Weekendens historie er heller ikke hyggelæsning, selvom den har sine burleske elementer.

Hør bare her:

De bor på landet. På en gård i en lillebitte landsby lige nord for Paris. I de sidste snart 10 år har et af standardemnerne for samtale disse weekender været den stigende kriminalitet, der i den nærliggende by er voldsom.

For nylig fik en bekendt sin bil stjålet. Hun havde parkeret den udenfor politistationen, mens hun var inde for at melde sin taske stjålet. I tasken lå nøglen til bilen. Roger over.

Den nyudnævnte minister afløste Brice Hortefeux, der i sin embedstid blandt andet var en tur med toget på strækningen Paris-Beauvais, der ifølge vores venner er den farligste i Frankrig. Nå, men toget var til lejligheden spækket med politi og ministerens følge og ellers tomt, så Hortefeux mistede næppe sin håndtaske, som så mange andre ellers oplever på dette tog.

Også et fælles vennepar fra Paris var med til middagen. De fortalte også historier.

Kvinden - og her taler vi altså ikke om en trutmundet, fransk l'Oreal-klon, hende her er gud-ved-hvilken-generation af en matriarkalsk familie fra Pyrenæerne, og hun og alle andre ved godt, hvor bukserne sidder i dén familie - blev slået ned uden for sin arbejdsplads i slutningen af januar på vej til arbejde. Højlys dag. Overfaldmændene - formoder jeg - ville have hendes taske. Det ville hun ikke, så det fik de ikke. Men hun fik et seriøst chok og angst for at gå fra toget til sin arbejdsplads, en stor amerikansk virksomhed for internetteknologi.

Noget lignende hændte et medlem af vores familie på vej til arbejde for et par år siden i en by lidt syd for Paris. Hun har ikke turdet spadsere til toget siden.

Jeg tror sådan set heller ikke, at disse to kvinder stemmer Front National. Det er jeg ret sikker på, at de ikke gør. Men jeg kan godt forstå franskmænds sygelige - efter min mening - optagethed af sikkerhed, når den slags hændelser spreder sig til et almindeligt, dagligdags liv.

Jeg har aldrig hørt hverken vores familiemedlem eller vores veninde, der blev slået ned, harcelere mod nogen navngivne grupper - det være sig etniske, nationale eller farvemæssige - men vennerne på gården, der er vokset op på stedet, og har set næromgivelserne forandre sig gennem de sidste 30 år, gør. Det ser ud som om, de bor på landet, omgivet af marker, men i virkeligheden bor de i en nordlig forstad til Paris, og det er ikke rart.

Det uhyggelige er, at skurken næsten altid bliver "de andre " i stedet for de andres tro følgesvend: Fattigdom. Den bølge ridder Front National og andre populister på. Skamløst.

Men det er også skamløst at automatstemple ministerens udtalelser som Front National'ske, sådan som virkeligheden i Frankrig også ser ud. Det illusterer disse tilfældige historier, synes jeg.

Det er det Frankrig, der lige om lidt vælger ny canton'er - en gruppering af kommuner - men i virkeligheden varmer kedlerne op til 2012.

Præsidentvalg.

I en meningsmåling for nylig nåede den nuværende præsident Sarkozy aldrig den afgørende anden runde, som i stedet havde den franske socialistiske chef for Den Internationale Valutafond, Dominique Strass-Kaun, overfor Front Nationals Marine le Pen.

Der er jo stemmer i indvandring.

09 March, 2011

Marts-musik

Jeg skifter bilmusik hver måned.

Børnenes første favorit er Sorten Mulds Ravnen, eller som de siger: Skal vi ikke høre etterdiscen, sekseren. Dens lydmalerier forbliver overraskende moderne, synes jeg. Det er svært at høre, at Ravnen har 15 år på bagen.

Jeg har aldrig rigtig fået smag for Gustav Holts Planeterne, men nu får den så en chance i bilen. Til børnene har jeg solgt den som en forløber for musikken til StarWars. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at stjernekrigskomponisten ikke har lyttet til denne her først.

Februar-status: Mika var et stort hit. Bossanovaen gled så godt ind, de begyndte ligefrem at nynne visse bossanova-standarder, så derfor prøver jeg nu bossa i en anden udgave kombineret med lidt mere moderne electronica-lyd. Sønnen fandt i øvrigt på falderebet ud af, at han synes godt om Lloyd Webbers symfoniske variationer over Paganini-temaet.

Mere musik i bilen.

11 February, 2011

Minikommuner der batter

 
Posted by Picasa
Her er et billede fra en del af Frankrig, jeg synes rigtig godt om.

Det er pensionisterne fra min svigermors landsby, og de er fotograferet i forbindelse med det årlige gilde, som kommunen inviterer på.

Kommuner i Frankrig er jo ikke ligefrem store. Denne tæller 150 sjæle, måske er den endda nået op på et par 100. Der er jo kommet 10 nye huse til, siden jeg selv boede i landsbyen.

Efter gildet bruger kommunen oven i købet et par håndører på at trykke det nye års kalender sammen med et par billeder fra lejligheden og distribuerer den så til alle.

I vores landsby er der et tilsvarende måltid, dog uden den husstandsomdelte kalender-gimmick, som jeg personligt synes sætter prik over i'et.

Se, det er skattekroner, jeg i den grad godt gider betale.

04 February, 2011

Fricadelles

Frikadeller er den mest danske af alle spiser.

Jeg har nu aldrig brudt mig specielt meget om kødbollerne, og her i Frankrig kan man spise så mange dejlige ting, at jeg ikke har gjort nogen større indsats for at holde dellen i hævd.

Men Tulip er åbenbart lige om hjørnet med hjælp.

Stor forbløffelse, da jeg for leden læste, at jeg nu kan forvente fricadelles på børnenes kantinemenu. I Frankrig spiser man ellers primært regulære kødstykker, men skal kødet være hakket, er udgangspunktet en udskæring, der har et navn. Læs mere.

200 tons fricadelles bliver det til om året, fortæller Tulip selv. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste i mit supermarked, og de har heller ikke optrådt på ugens menu i kantinen endnu. Men det kan jo komme.

21 January, 2011

Biblioteket har egen drage

"Nå, hvordan gik det så på biblioteket i går?" spurgte Augustes mor til morgen.

"Det gik godt," svarede jeg. Det er altid interessant at se ungerne sammen. Hvordan de hver især opfører sig, hvem der gør hvad med hvem, og hvordan læreren agerer. Det var det også i går.

"Men," jeg kender stadig ikke hendes fornavn, og der er et helt kontinent, hudfarve og formentlig bunker af oplevelser til forskel, men vi forstår hinanden, så jeg fortsatte: "Jeg forstår altså ikke måden, de taler til små børn på i det her land."

Første oplevelse på hovedbiblioteket efter at alle børn var bænket foran den børnebibliotekar, der her havde mulighed for at kapre 29 fremtidige kunder med familier.

Og hvordan gjorde hun så det?

Jo. Hun lagde ud med et rimelig lukket spørgsmål, der gik på, hvad forskellen på et bibliotek og et mediatek er. "Et sted, man kan låne bøger," var flere af børnene mellem fire og fem år i stand til at svare. Men det var ikke godt nok.

Hun spurgte, om børnene allerede havde besøgt stedet, og det havde en enkelt. Tre gange endda. Men det var ikke nok til at besvare spørgsmålet korrekt, og det cirklede vi derfor rundt i en femten minutters tid, indtil det lykkedes at få nævnt at man udover bøger også kan låne CD'er, CDROM'er og DVD-film samt magasiner på stedet. Hvor skulle børnene vide det fra?

Næste indslag. Børn rører jo på sig, og når dem på den bagerste række strakte armene i vejret, kom et par af dem til at røre ved et par rammer indeholdende originale illustrationer til en udgave af Den lille Rødhætte. Pludselig hang rammen på skrå, og vor vært gik straks i gang med at skælde de formastelige børn ud. Hvis nu rammen faldt ned, hvis nu billedet gik i stykker, hvad ville illustratoren, der så venligt havde lånt biblioteket sine billeder så ikke sige.

Det kunne hun jo have ret i.

Hvorfor der hænger så skrøbelige billeder på en plads, som børn vanskeligt kan undgå at røre, hvis de har brug for at strække sig, melder historien intet om. På det sted, hvor børn bliver bedt om at sætte sig for lytte til historier.

Børnene måtte frit kigge bøger i 15 minutter - progressivt - blot skulle de huske præcis, hvor de havde taget bogen, så der ikke kom uorden. Hvilket der allerede var, og flere børn kommenterede det. Samtlige børn, jeg tjekkede - random - var i stand til at placere bogen korrekt i rigtig kasse under rigtigt bogstav. Piger og drenge, hvoraf de fleste formentlig er mellem 4,5 og 5,5 år gamle. Det, synes jeg, da egentlig var ret godt gået.

Bibliotekaren sluttede den halvanden time lange seance med at læse en bog op, der handlede om en løve, der overtrådte bibliotekets reglement, og som derfor måtte gå et andet sted hen på trods af, at den elskede bøger. Joda.

Nu er jeg i forvejen ramt af bogbacillen, men ellers er jeg faktisk slet ikke sikker på, at jeg overhovedet ville turde vise mig på hendes bibliotek. Der er simpelthen for meget, man ikke må. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig?

Nu er der bare det, at børneafdelingen havde nogle ret fantastisk illustrerede værker til udlån stående frit fremme. Så det kan godt være, at Eva og jeg kommer til at se dragen lige midt i øjnene og gå derhen alligevel.

Augustes mor grinede højt og larmende af historien sammen med mig hele vejen hen på parkeringspladsen. Hun på vej til sin ghetto og jeg på vej til min. Det vidste jeg, at hun ville gøre, og det føltes rigtig godt.

12 October, 2010

Det farlige net

Hvorfor skal alt i dette land lovgives og regelrettes? Nu er det internettets umoralske del. Andre gange er det noget andet. Typisk fransk at ville lade staten eller en eller anden instans bestemme og derefter styre tingene. Jeg mener jo, at det ikke er nogen gudgiven sandhed, at man nødvendigvis ved bedre, selvom man er højere på strå med bedre uddannelse. Der er sikkert stor sandsynlighed for det, men det er trods alt ikke det samme, og jeg vil gerne bestemme selv. Men jeg kommer jo også fra den anden side af muren. Brudfladen mellem det latinske og det angel-saksiske, som de kalder det her, non-stop. Jeg kigger fra nord mod syd, og her kigger man fra syd mod syd, hvilket giver et helt andet perspektiv. Agr. I det mindste er den socialistiske opposition ikke enig i præsidentens kontrollerende dagsorden, og madne og vinen og måske endda vejret er stadig bedre.