Giftig kamp

Et fransk parlamentsmedlem fra departementet Moselle foreslår at kræve, at bloggere oplyser deres fulde navn og kontaktdetaljer.

Den idé har selvfølgelig skabt masser af rajasjang i blogverdenen. Flere anonyme blogger om deres arbejdsplads, det kan af og til være opsigtsvækkende ting, de offentliggør og derfor ønsker de selvfølgelig ikke at lægge navn til.

Der er flere eksempler på fyringer af populære bloggere, der har skrevet for meget, og alligevel ikke var så anonyme, som de troede.

De fortæller blandt andet, at de aldrig ville kunne fortælle den slags historier, som de bringer, hvis de ikke var anonyme.

Jeg tilføjer så, at det nok også lige præcis er meningen med forslaget.

Som journalist mener jeg oplagt, at man bør overveje, om man overhovedet skal publicere noget, man ikke vil lægge navn og kontaktmulighed til.

Frankrig er jo imidlertid et land, der altid har haft megen meget giftig satire - pamfletter - der for eksempel fyrede godt op under kedlerne i årene op til den franske revolution.

Det er kun et par dage siden, at jeg studsede over en bog med sort omslag forfattet af en anonym - Judas var pseudonymet vist, og det giver jo allerede et par associationer. Ifølge bogens bagside omfatter det en stribe skribenter, politikere og lignende, der gerne deler ud af, hvorfor de mener, at præsident Sarkozy er færdig. Men de lægger ikke navn til.

Når man følger lidt med i, hvordan historier om samme præsident får folk fyret - der er flere eksempler på både fyring og mundkurv - ligger en del af forklaringen uden tvivl her. Ubehageligt.

Ligeså ubehageligt er alle de giftigheder, som en forfatter kan tillade sig med anonymitetens dække. Måske er det min skandinaviske, måske min journalistiske baggrund, der får mig til at ækles ved stilen.

På den anden side er Frankrig et samfund, hvor det er svært at få magthaverne i tale. Man må derfor råbe højt, hvis man vil frem med et budskab. Anonym pamflet eller blog er en indlysende mulighed. Men kønt er det altså ikke.