Svampef(angst)

I år er svampeår.

Pinot-druerne har kamp til stregen. Hvis det lykkes at hive halvdelen i hus, er det godt. Vi har aldrig set noget lignende, og vi har tilsammen kigget siden 1997. Også i skoven skyder paddehattene.

Jeg mødte et ægtepar på skovstien for et par dage siden. De fortalte mig, at rørhattene, som er meget værdsat, synger på sidste vers, og at de nu leder efter trompettes de mort. Eller trompetsvamp.

Disse små sorte svampe med det ildevarslende navn har jeg kun smagt én gang. De var indsamlet af min svogers mor. Ellers er svampejagt tit mænds domæne. Jeg kender ingen kvinder udover bemeldte bedstemor. Men mange mænd, og de er ikke ret interesseret i følgeskab. Hver har sine steder.

"Men du godeste, er du ikke bange for at gå alene i skoven?" spurgte en anden bedstemor mere end forbavset i går.

"Næh," svarede jeg, "Egentlig er jeg mere bange for at være bange."

Det er mange af de franske kvinder, jeg møder.

Efter syv år i Frankrig prøver jeg stadig at finde ud af, om det er mig, der ikke er rigtig klog, eller de andre, der er hysterisk tilbageholdende. Endda selvom en kvindelig motionist blev myrdet i en skov i Nordfrankrig for nylig. Det er ikke mit indtryk, at der sker flere voldelige overgreb i skove end i byer. Den slags nyheder er blot bedre eksponeret.

Svampene har jeg til gengæld stor respekt for. Kun de fine detaljer skiller det virkeligt giftige fra det spiselige. Selv erfarne svampejægere kan komme galt afsted. Her i Frankrig kan man gå på apoteket med sine fund, og da der er et apotek i hver en flække, kan man hurtigt få sorteret gift fra godt. Jeg holder mig til rørhatte, som er lette at genkende, hvis man ellers kan finde dem. Selv er jeg oppe på en.