Skoven åbner sit skatkammer

Jeg har været så dygtig i pinsen.

Tre cykelture er det blevet til, og dem, der kender terrænet her, vil vide, at det ikke er for tøsedrenge.

Til gengæld blev jeg også belønnet i rigt mål.

På den første tur gennem vinmarkerne holdt jeg øje med planternes vækst. Sol og varme giver dem virkelig et boost, hvilket også er fint, for de har nærmest stået stille i det kolde majvejr.

På den anden tur havde jeg min datter med i cykelstolen, som jo er et meget eksotisk redskab på disse kanter. Jeg har i syv år kun set yderligere en cykel med barnesæde i Montagne de Reims. Nå, men vi benyttede lejligheden til at samle blomster til at presse og klistre ind i et børne-blomster-leksikon, som min søn fik i gave for flere år siden, men som vi slet ikke er færdige med at fylde ind i. Det der med blomsterpresning kommer kun over mig i perioder, men faktisk er det en rigtig fin aktivitet, hvis man gerne vil kende verden omkring sig bedre. Sætte navn på blomster for eksempel, blive opmærksom på hvor de vokser og den slags.

Vi bor jo 30 meter nedenfor en meget stor og vild skov - Montagne de Reims, som er en nationalpark, og rummer mange dyr og vækster, som er værd at kende.

Vi fandt for eksempel vilde roser - men kun et enkelt sted langs ruten, som jo altså må have haft en undergrund, der passede den fine, lille blomst godt - og lærte, at denne blomst har en berusende, dejlig duft. Min datter er ret kvik med næsen, så jeg prøver at udvide hendes og mit eget duftmæssige repetoire, når det er muligt. Og sætter ord på næsens erfaringer.

Den mest opsigtsvækkende opdagelse kom på min tredje cykeltur - i mandags - hvor jeg for første gang gjorde forsøget på at nå landsbyen Mailly-Champagne, der i fugleflugt ligger fem kilometer herfra, men ad skovens småstier er et noget mere omfattende projekt kilometermæssigt. Til gengæld undgår jeg så landevejens meget bratte stigninger og fald.

Langs en lille og ret hemmelig, tror jeg, skovsti stod de så. Blomster, som jeg ikke umiddelbart syntes, at jeg havde set før, trods pænt mange ture i skoven i årenes løb. Så jeg gik tilbage, og kiggede lidt nærmere på dem, og fandt to blomstertyper, jeg aldrig har set før, men har hørt om fra skovridderen. Den vildei orkidé er mindre end butikkernes og af en himmelblå farve. Den anden blomst minder om en hyacinth med sin tykke og korte stængel, hvorpå vokser mindre blomster på samme måde men af en anden form end hyacinthens. Farven er en kombination af hvid og vinrød.

Jeg var helt begejstret, fotograferede løs, og fortæller stadig flere dage efter om denne fantastiske opdagelse. At se noget nyt i skoven rangerer blandt de store oplevelser, og det er formentlig også resultatet af at bo så tæt på i en del år.

Blandt årens andre højdepunkter er en sjælden salamander i meget giftige kulører, der en aften efter et kraftigt regnvejr dukkede op på vores matrikel, en vildsvineunge i baghaven - de siger virkelig som en gris - og en lille stålgrå slange på skovstien.

Skoven er virkelig det skønneste skatkammer. Og det giver endda motion.