Nyt navn, ny identitet

I går var sådan en hyggelig dag. Vi havde besøg i vinen af en gruppe dansk-franske par, og det gav lidt lejlighed til at udveksle noter med mere erfarne kvinder i det vælske end undertegnede.

Nu var jeg rimeligt travlt beskæftiget med at beskænke 40 mennesker to gange på en lille times tid, så udvekslingerne blev i virkeligheden alt for begrænsede for min smag og lyst.

Men en af disse damer hedder Lene, og hun oplever som jeg, at franskmænd ikke kan sige hendes navn. Det bliver til noget i retning af læn med en lang n-lyd, hvilket jo er noget helt andet end det danske Lene. Hendes navn er dermed blevet et andet. Ligesom mit.

Jeg er på dansk Solveig, men på fransk hedder jeg Solweg, jeg præsenterer mig også som Solweg, selv om jeg ikke oplever det som samme navn som mit. Og hvorfor så det?

Jamen, jeg har selv svært ved at huske navne, som jeg hører for første gang. Men jeg ved ikke, om det er her, hunden ligger, eller om stavelserne udtalt på dansk er for lidt artikulerede til, at franskmænd kan høre dem. Pointen er, at jeg skal gentage mit danske navn så mange gange, at det er meget lettere for alle parter, hvis jeg præsenterer mig i stavelser, som de kan opfatte.

Min mand og en enkelt ekstremt sprog-interesseret veninde gør hæderlige forsøg på at ramme den danske tone, men den falder åbenbart ingen ikke-indfødte danskere særligt let.

Jeg lever i stedet med, at jeg har skiftet navn. Den franske version bliver dermed det lydlige udtryk for den af mine identiteter, der lever og agerer i Frankrig. Den franske udgave opfører sig heller ikke 100 procent som den danske Solveig, hvilket, tror jeg, er en nødvendig justering, når man bor i et andet land. Sådan gør jeg. Hver sin strategi.