Den røde hat forever

 

Den røde hat befinder sig på bordet til venstre. Det er undertegnede, der gnaver i en sandwich, som min kære mand, hvis ben også anes, har bragt mig, så jeg bedre kunne overleve polargraderne.

For fire år siden solgte jeg denne røde hat på loppemarkedet her i Verzy.

Jeg fik den af en veninde, hvis døtre havde valgt den til mig. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide den. Den var altså bare for lille til mit hoved, der ellers statistisk set er ret lille.

Kun på et hængende hår slap jeg for at give øl til hele klassen, da jeg blev student. Som I måske ved, skal den med det mindste og den med det største hoved give øl.

Nå, men mit hoved var næstmindst ud af 17, men altså for stort til den røde hat, som jeg derfor satte til salg denne absolut isnende kolde 1. maj-dag.

Den blev købt af et vaskeægte livsstykke

Jeg kan stadig se hende for mig fire år efter. Ikke under 70 år og med læbestift og personlighed, der matchede hatten fuldstændig perfekt.

Det er det bedste salg, jeg har gjort på loppemarked til dato.

Min veninde, som jeg loppemarker med for hyggens skyld, kan også stadig se hende for sig, da hun dansede afsted med den røde hat ovenpå det hvide, ondulerede hår.

Når jeg har den slags møder, ved jeg allerede, at det var en god dag, og så kort mødet end var, kan jeg stadig mærke den gamle kvindes - jeg er ikke helt overbevist om, at hun var en dame - ubændige livglæde.

Hvorfor også ellers købe sig sådan en rød hat?