Den stærkes skole

Fire ud af 10 børn lærer ikke helt basale ting i løbet af de fem år, de tilbringer i den franske primaire-skole. Det viser en undersøgelse fra tænketanken Institut Montaigne.

Umiddelbart tænker jeg: Chokerende.

Dernæst: Hvor er jeg dog glad for at mit eget barn går i en klasse med en fantastisk lærer, der gør alt muligt for at få alle i første klasse med på læsevognen. Første klasse handler især om at lære at læse.

Derpå opstiller tænkerne er serie forklaringer på, hvorfor det er sådan.

- skoledagene er for lange og for få (140 mod omkring 200 i Danmark)
- uklare retningslinjer fra lokale myndigheder indenfor uddannelse
- for mange går om (hver femte)
- for meget tid går med sprog, it og trafikundervisning i stedet for basale færdigheder. Læs mere

Det lyder også velkendt fra danske forhold.

Min næste tanke bliver: Jeg gad nok vide, om det overhovedet er meget anderledes i andre vesteuropæiske lande med samme levemønster med masser af tv, computerspil, dårlig mad og mangel på tid eller lyst/mulighed for at investere den tid, der er.

Hvad Frankrig til gengæld har, er meget systematisk hjælp efter - eller før - skoletid. Her i byen er det en halv time om dagen til børn, der har svært ved at følge med, og som på den måde undgår at komme endnu længere bagud. Til gengæld får de en skoledag, der er en halv time længere.

Skoledagen er her seks timer: Tre om morgenen, tre om eftermiddagen og en spise- og legepause på cirka halvanden time midt på dagen. Der er også frikvarter om formiddagen og om eftermiddagen. Alt i alt bliver dagen ikke længere end danske børns, hvis man tæller fritidsordning med, men den er anderledes og mindre frit disponeret.

Det er ikke engang en uge siden, at jeg spiste middag med tre sproglærere, hvoraf en fortalte, hvordan mange af de unge i hendes sjetteklasse simpelthen ikke gider lærer noget. De sidder klistret til deres mobiltelefoner, iPods og hvad de ellers har, og har åbenbart ikke lyst til at lære.

Jeg tænker straks tid. Alt det elektrohejs har man, når ens forældre ikke har tid, og det er i virkeligheden måske præcis, hvad de børn har brug for for at connecte lidt mere til den virkelige verden.

Nu kender jeg ikke så meget til næste trin - college - men jeg kan jo se i statistikker, hvordan franske børns lyst til at lære styrtdykker med årene. Måske fordi presset er for stort. Det er jo en nærliggende tanke i et system, der er meget akademisk og bygger meget på at lære ting udenad.

Men så er det jo at min egen bekendt siger, nå ja, nogen gange bruger vi også bare en (undervisnings)time på at snakke sammen, og - siger hun - de fortæller mig alt muligt, de vil så gerne udveksle alt muligt. Det er også en sjette klasse. Måske ligger sandheden bare et sted midt i mellem? Måske er den hverken sort eller hvid, som det jo oftest viser sig.