Kors og slør og skolegang

 

Tyskland fik i sidste uge sin første delstatsminister af tyrkisk oprindelse. I dag skriver Le Figaro - konservativ, præsidentvenlig fransk avis - hvordan den 38-årige minister allerede har sat lus i den tyske skindpels ved at erklære sig imod kristne kors i de tyske klasseværelser. Hun sidestiller dem med muslimske tørklæder, som hun også er imod.

Det er en interessant historie i Frankrig, hvor den slags religiøse symboler i forvejen er forbudt i skolerne. Modsat Danmark og Tyskland - så vidt jeg ved - er Frankrig en sekulær stat. Kirke og stat er adskilt. Skolen underviser ikke i religion overhovedet, og dermed er et forbud måske lettere gennemførligt. Adskillelsen betyder, at mange franskmænd har en anden grundindstilling til religiøse symboler, end jeg f.eks. oplever i Danmark. Ingen henviser - som nu i Tyskland - til en 100-årig kristen tradition. Den har man også i Frankrig, men den har i over 100 år været en privat sag. Hvilket kirken bærer stærkt præg af, men det er en anden historie.

Vores franske venner er derfor behørigt chokerede, når Alain fortæller, hvordan han for syv år siden måtte en tur på kirkekontoret på Nørrebro for at registrere vores nyfødte søn. Eller hvordan giftermål i kirken er juridisk bindende modsat Frankrig, hvor man skal forbi rådhuset først. De kan næsten ikke tro deres egne ører. I dén grad undlader den danske praksis at forholde sig til, at det kan være ubehageligt for folk af anden eller uden trosretning at være forpligtet til at møde op på kirkekontoret.

I Danmark henviser man til en tradition. Den franske måde viser, at der også er tale om et valg. Den nye tyrkiske minister i den tyske delstat Niedersachsen har naturligvis måttet sluge sin kritik af korsene. Så kan hun alligevel blive indsat i dag.