Folket uden mellemveje

En skolekrig raser omkring os. Den foregår mellem to landsbyer. Dén, der har den store skole - knapt 50 børn - og den, der har den lille - knapt 25 børn.

Uenigheden handler om børnenes skolegang. Om den skal foregå i den ene eller den anden landsby, eller om man eventuelt kan fordele. For en ret udenforstående som mig virker det sidste som en umiddelbart god idé, da ingen af de to landsbyskoler har plads til alle børnene. Ingen kantiner - det er dér mange af børnene spiser frokost - har heller plads til alle, og for begge landsbyer er en åben skole en vigtig del af landsbyens fortsatte liv.

Imidlertid er der uenighed om, hvor skolegangen er bedst, og i den ene landsby ønsker byråd og forældreforening derfor ikke at sende børn den anden vej. De andre ønsker at bevare i hvert fald en del af deres skole, og det kan kun lade sig gøre, hvis de tager børn, der i år har gået det andet sted, tilbage. Resultatet kan umiddelbart forventes at blive dårligere for begge parter, fordi op til fem klasser skal undervises samtidig af den samme lærer. (Ja, rigtigt læst: F-e-m).

Disse problemstillinger har skabt en opdeling af de tre lærere på mit eget barns skole med to partier, der ikke længere taler med hinanden, forældre, der ikke hilser eller siger farvel, når de forlader et møde, og stor usikkerhed blandt resten af forældrene angående det kommende skoleår.

Kun en enkelt lærer blandt mange kokke - byråd, forældreforening, forældrerepræsentatner og lærere - har jeg hørt tale om den fortsatte kvalitet af børnenes uddannelse. For mig, der ikke tilhører landsbykernen, er den i virkeligheden det eneste interessante. Vores børn skal helst kunne klare sig ikke blot i landsbyen men i verden. Den næste snublende nære tanke er at lede efter skolealternativer. Jeg gad nok vide, hvor mange andre forældre der gør sig lignende tanker?

De umiddelbare tabere bliver i første omgang børnene. På sigt begge landsbyer, for begge skoler er på vej ned på denne sag. Det, jeg finder utrolig ærgerligt, er, at der tilsyneladende ingen mellemvej findes. Parterne ligger gravet ned i hver deres skyttegrav uden mellemvej. Ingen argumentere for og imod. Dette er ren Bush: Den, der ikke er med os, er imod os. Helt uforståeligt for en tidligere indbygger i konsensusland. Men bevares et interessant kik ind til, hvad fransk nationalkarakter også er. Men skolerådsarbejde på landet er nok ikke noget for mig.

Mere om klasselukning.