Skolelukning

Jeg er jo medlem af skolerådet i vores landsby, og det er fortsat meget interessant.

Godt nok begynder begivenhederne at overskride mine referencer og dermed mine muligheder for at deltage særlig aktivt. Jeg kender hverken ordene, forkortelserne eller de strukturer, der diskuteres udfra. Det giver til gengæld et glimrende indblik i det franske samfund set nedefra, og skolelukning er jo til at forstå, lige meget hvem man er.

En klasse er nemlig blevet lukket her i landsbyen. Det betyder, at en af tre lærere på skolen for de 6-11 årige må forlade byen, hvis forældrene ikke får held til at skaffe flere børn i skolen inden september.

Det ulykkelige er, at nabolandsbyen som forsøgsvist dette år har sendt en klasse til skolen her hver dag, ophører med dette. I stedet vil de samle fem niveauer - jeps mine damer og herrer - i en klasse. En såkaldt classe unique, som i hvert fald de forældre, der var mødt op til mødet her til aften, var meget lidt begejstret for.

Omvendt er de heller ikke ret begejstrede for at vores landsby ikke har vist vilje til at hjælpe med at holde deres skole i live. Klart nok.

Men lige nu ser det ud til, at alle taber stort.

Nu har jeg selv aldrig kendt til andet end centralskole, så for mig er selve idéen med disse små landsbyskoler måske nok smuk, men også urentabel og måske ikke engang særligt god for klassens niveau. Det sidste ved jeg ikke. Vi har været godt tilfreds med tilbuddet indtil videre, og er da bekymret over udsigterne.

Det mærkelig er imidlertid, at byrådene i de to byer ikke har slået kluddene sammen for at finde en løsning. Sammen har de nemlig børn nok til at klare frisag i et stykke tid i hvert fald. Det utrolige er, at ingen åbenbart taler sammen, og vi taler om landsbyer med tre kilometer imellem sig.

Men jeg har da nu haft lejlighed til at deltage i to møder med vrede forældre, en inspektør - ham der træffer beslutningen - der svarede godt for sig, men det er selvfølgelig også hans arbejde. En yderst trist skoleleder, og urolige forældre, der er nervøse for deres børns skolegang.

Det holder aldrig op med at undre mig, hvor lidt folk arbejder sammen her i dette område. Men fortsættelse følger helt sikkert.