27 January, 2010

10 bidder af Paradis

 
Posted by Picasa
Noget af det bedste, jeg kan få, er en lille fin æske fra Waïda.

Det er muligvis ikke Reims' bedste patissier, det kan jeg i så fald leve med. Disse små kager er fabelhaft.

Det er min kære mands ægteskabelige forpligtelse at tage stilling til, om det skal være chocolat eller pistache, måske en enkelt café kombineret med vanille. Den er på den anden side lidt for intet-sigende efter min smag.

 
Posted by Picasa
Jeg er mere til praliné eller caramel au beurre salé. Det falder ham aldrig ind, for han bryder sig ikke om karamel, salt eller ej. Framboise, griotte eller rose ligger mere for hans højreben. For ikke at tale om citron, cassis-citron eller ananas. Selv foretrækker jeg mere afdæmpede naturer som noix de coco, figue eller amande. Men jeg snupper såmænd både abricot, passion eller rhubarbe, som har tiden for sig. Forårsbebuder om nogen.

Jagtsæsonen på Macarons er heldigvis åben hele året rundt.

 
Posted by Picasa
Man må endelig ikke forestille sig en hård, dansk makron. Disse her er hårde på overfladen, som æg og sukker bliver, men med en meget delikat let gummi-agtig sejhed under, der går op i en forunderlig vidunderlighed med den creme, der forener de to halvdeles halvkugler.

Hver består af tre gode mundfulde, og det er alt rigeligt.

Heldigvis

For jeg er nødt til, jeg er ægteskabeligt forpligtet til at dele dem med hele familien. Min datter kan heldigvis - eller er det nu det - kun lide den med mørk chokolade. Min søn elsker dem alle, eller er i hvert fald parat til at udsætte sin smag for eksperimenter. Jeg fandt dermed en bid af lykken med vanille, kastanje og mandel. Ni små stykker af det delte Paradis.

3 comments:

Nille said...

MMMMHHH!!!!! Jeg er både til de klassiske som framboise, caramel au beurre salé og café - men også til de mere avancerede.

I Paris den 1. weekend i 2010 fik jeg en med Matchathé og sesamfrø - og jeg har for nylig fundet en salt udgave, der er helt sort og med kammusling indeni... jeg tror, at det var i Elle à table. Den kunne jeg nemlig godt tænke mig at lave til en forret, når de nye sorte Mega Mussel skal indvies til en fin middag inden længe :-)

Vi har nogle gode macaron-producenter i Bruxelles; men jeg ved dog alligevel, hvad jeg skal have med hjem fra Lille på lørdag... der ligger nemlig en forretning, der også sælger paradis i bidder :-)

Hav en dejlig dag :-)

Sol said...

Her til aften spiste min datter, der ellers ikke spiser kager, med meget stor nydelse den med mørk chokolade, og nu er eventyret slut. Indtil næste gang.

Det lyder meget smukt med en sort skal på Sort Mega Mussel. Er den malet sort med blæksprutteblæk eller hvordan. Dekorativt på den fine måde.

Jeg har også noget Mussel, og jeg elsker det, det er bare så dyrt, at det tager mig for evigt at samle nok, så derfor er det kun meget udvalgte lejligheder, hvor vi ikke er for mange, at det kommer frem.

Vi havde det i brug i november, og vi fik såmænd rugbrød med sild, rå rødløg og kapers samt juleøl og snaps sammen med en meget god fransk veninde og hendes mand, og de elskede det.

Jeg er spændt på at høre, hvilke varianter du finder i Lille.

Rigtig god tur.

Nille said...

Hej Solveig,

Ja, det var en mere 'salt' dej og farvet med blæksprutteblæk - og så med den hvis St Jacques indeni! Det kunne se lidt frækt ud på de tallerkener.

Jeg har kun 6 spisetallerkener indtil videre - jeg fik dem alle i julegave; og to små skåle. Men det er ikke til at opdrive i Belgien - så det skal slæbes forsigtigt hjem i porioner, som budgettet tillader det!

I Lille er der en skandinavisk restaurant - med traiteur!!! Jeg skal hen at købe sild kan du tro :-)

Tak og god weekend!