Den er jeg rigtig glad for jeg synes det er meget underholdende at læse på andres blogs, men selvom dagen er lang, når den begynder, er den hurtigt brugt op hver dag, og der er aldrig ret mange computerminutter tilbage, når min champagneblog er skrevet. Men lad blot mailboksen sande til i fred og ro endnu en dag:
Tre ting, jeg husker, som var det i går...
Siden jeg fik børn, står oplevelser i kraft af dem i det skarpest tænkelige lys, som i virkeligheden lægger det meste andet i skyggen.
1) At jeg gennemførte en eksamen her i Frankrig på et tidspunkt, hvor jeg talte og forstod et meget begrænset fransk og desuden var ret usikker i de praktiske færdigheder, der skulle afprøves, krævede stort mod, som jeg den dag i dag ikke helt forstod, hvor jeg egentlig gravede frem henne. At føde et barn her krævede forresten også mod af især sproglige grunde.
2) En rimelig undskyldning, jeg fik som ret ung af et nært familiemedlem, og som pga den undskyldning steg mange grader i min agtelse. Jeg har aldrig glemt det, og jeg lærte at en reel undskyldning har helende kraft, hvis man vil.
3) En omvej, jeg engang kørte med min mormor, for at se storken, der var landet i Ribe. Det blev en oplevelse, som vi delte sammen og talte om i flere år efter. Det bekræftede vigtigheden i at gøre ting, mens man kan. Man ved aldrig om der kommer en chance til, og jeg plejer at rykke på de chancer, der byder sig.
Tre ting, jeg ikke kan lide...
- Snobberi, op eller ned,
- Glatte facader
- Manglende tolerance og indføling med andre
1) Champagne i alle aspekter.
2) Mødet med mennesket, derfor at rejse men også at bo, for mine møder afhænger ikke af nye himmelstrøg
3) Nettet har været som en åbenbaring, siden jeg begyndte at arbejde med det i 1998. Jeg elsker det stadig.
Tre blogs, jeg besøger dagligt...
Jeg besøger de blogs, som jeg linker til, og listen er kun kort, fordi jeg ikke lige har fået tilføjet nogle flere, som jeg så ligeledes ville besøge fast.
Derfor altså Nille for det udlandskulturelle aspekt, Lone Landmand for livet på landet og Slagt en hellig ko for det blogæstetiske. Det hænder også at jeg svinger ind om Champagneelskeren og Champagnefreak. Champagne er jo mit felt.
Tre sange, jeg hører lige nu....
Jeg hører meget lidt musik i disse år. Jeg har bedst tid, når jeg sidder ved min computer, men musikanlæg og computer står tæt ved børneværelset, og da et barn sover meget let, sætter jeg så godt som aldrig musik på.
Når børnene er hjemme, besætter de musikanlægget, og jeg skal kæmpe mig frem til at have en cd liggende i mere end et par minutter. SÅ vi hører Disney-sange, Sigurd og Symfoniorkesteret - præference Hr Trompetersens mavepine - og Ziveli Orkestar, som er et serbisk messingsuppe-band, hele familien oplevede i Chalons-en-Champagne i sommer, og hvor moren - jeg - var dum nok til at købe en disc.
Musikken holder - trods fire tubaer ud af otte mulige - 100%, det er blot overvældende at høre seks skæringer dagligt i fire måneder. Men der sker så mange andre ting i de timer, at den aktuelle musik ikke rangerer ret højt blandt to-do-punkterne.
Men... når jeg selv kan bestemme, vil jeg gerne høre Messias her i december og Bachs partitaer for violin er også balsam for sjælen og så har jeg genopdaget Pink Floyd efter en pause på 15 år. Wish You Were Here.
Tre TV-programmer, jeg følger med i...
Jeg åbner aldrig for tv. Det hænder, at jeg køber en DVD, jeg gerne vil se, men der går også måneder i mellem, og imens hober de sig op. Jeg har for eksempel Slumdog Millionaire og Persepolis liggende.
Når vi beskærer vin, og spiser frokost hos Alains mor, ser vi nyhederne kl. 13 med Elise Puchet, der er en rigtig god nyhedsvært, synes jeg. Vi ser også et eller andet åndssvagt quizprogram med en latterlig vært, men latterligt nok tager jeg mig selv i at gætte med, og er tilfreds, når jeg har et rigtigt svar.
Jeg tændte for fjernsynet lige før præsidentvalget her i Frankrig, da der var duel mellem Segolene og Nicolas, og så da også lidt af Berlin-murens 20 års Fald-jubilæum.
Jeg snitter af og til en fodboldkamp, når andre i huset har tændt. Ellers er det mest børne-dvd'er. Min datter elsker Cars og min søn elsker Phil Collins' trommesolo.
Tre blogge, jeg udfordrer...
Lone Landmand
Jeg kender ikke lige andre, der ikke har fået udfordringen... tilgiv mig, men klokken er 24, det ene barn hoster rigtig meget, og om lidt mister Askepot sin ene espadrillos. Nå nej. God onsdag.
2 comments:
Hej Solveig,
Skønt, at du tog udfordringen op - selvom mailboksen og øjnene måtte sande til! Dage går hurtigt nemlig!
Det var fantastiske eksempler på ting du kan huske. Det er eksempler som man virkelig kan bruge til at vokse som menneske i sit liv. Modigt at tage eksamen i Frankrig - bestemt! Men du vidste vel, at det var der du skulle leve dit liv - og så kæmper man (lidt) mere. Tror jeg!
Jeg håber dog, at du fik din gode nattesøvn :-)
Hav en dejlig dag!
Nille
Hej Nille
Jeg får heldigvis altid min gode nattesøvn.
Med alderen dog bedst hvis jeg undgår kaffe i bestemte mængder og på bestemte tidspunkter
Men hvem kan lade sådan en fin udfordring ligge.
Du, jeg har stadig en kattelem åben til at smutte ud af Frankrig. Men det kan godt være, at det er ret teoretisk.
Nogle gange spørger jeg folk, der har boet i udlandet i seriøst mange år - som dig f.eks. - om de har besluttet sig for at blive gamle i deres nye land.
Jeg vil mene, at man virkelig har skiftet land, hvis man kan se udsigten til at ende på et plejehjem i Frankrig lige i øjnene.
Det kan jeg altså ikke... og endnu mindre efter at jeg talte med en dansk herboende veninde om det. Mine kvababbelser er følelsesmæssige. Hendes byggede på mere praktisk viden, og den var altså ikke ret hyggelig at høre om. Nå, nok om det... det kan jo fint være et indlæg en anden dag.
Nu skal have den nattesøvn til at ramme øjnene igen, godnat eller snarere goddag til de blå lys og alting.
Post a Comment