"Du finder det aldrig i Frankrig", sagde en mor, der jævnligt smutter med os hjem for at drikke the en times tid efter skole.
"Slet ikke i la Marne," trumfede hun, der selv kommer fra la Loire.
Men jeg leder videre.
Efter folk, der vil hinanden noget. Ikke at forveksle med hinandens status på samfundsstigen.
Det sidste kan jeg godt finde. Efter seks år vel at mærke. Jeg har lært, hvor og hvordan jeg skal lede. At møde folk, der vil hinanden noget som andet end tilfældigt tidsfordriv er til gengæld en vanskelig kunst. Det er som om, at alle møder deres venner i grundskolen og aldrig siden udvider feltet.
Af og til mister jeg perspektivet i det her, fordi næsten alt i dén grad er på langt sigt, og jeg har brug for hurtige resultater på kort sigt.
Men jeg er begyndt at overveje, om det er anderledes i Danmark eller i andre lande. Eller om det bare er mig, der har levet i en eller anden særlig lomme. Som single, som journalist, som beboer på Nørrebro. Kan der virkelig være så stor forskel?
Er det netop forskellen på et land som Canada, som folk oplever som let at emigrere til, og så et af de gamle etablerede lande som Danmark og Frankrig. Dem med "Skik følge eller Land Fly. Jeg kender folk, der af samme grund valgte at forlade Frankrig til fordel for et mere åbent emigrantland som USA.
På en eller anden måde er det jo ikke fedt at have venner, der er så anderledes, at det bliver for mærkeligt. Man kan ikke rigtig invitere dem sammen med sine rigtige venner, med mindre man har så mange mærkelige venner, at det mærkelige er blevet normalt og derfor mindre fremtrædende i flokken. Tænk bare efter.
Jeg har en eneste fransk veninde, som jeg selv har skaffet mig, uden familie eller gamle vennerelationer til hjælp, og sjovt nok - tilfældigt er det ikke - har hun en hel stribe mærkelige - forstå mig ret - venner: En fra Rumænien, en fra Tjekkiet, sidst var der sørme også en fra Kina, og de var hver især på deres måde i Frankrig, med deres oprindelige identitet ved siden af den nye franske (til pæn brug). Ja, jeg er så det danske eksemplar i flokken.
I Danmark har jeg en eneste veninde, der også inviterer et muslimsk vennepar med til familiefest, og som synes, det er naturligt at sørge for halal-mad til dem, så de har en mulighed for at deltage. Det er mere krævende. Simpelthen. Men muligt.
Jeg giver forresten ikke op. Men oplever det godt nok jævnligt som at lede efter nålen i høstakken. Og så kom der endda en guldnål besat med diamanter forleden, da en anden fransk veninde - gift med en gammel skolekammerat og et par, jeg har kendt eller kendt til i 15 år - pludselig begyndte at skrive dansk til mig. En fransk veninde, der vel at mærke kun taler fransk, men for sjov gad gøre sig ulejligheden at oversætte via Google, eller hvad ved jeg.
Det blev jeg da glad-gladere-gladest for, og det gengiver et gran af tro på, at det kan lade sig gøre. Foreløbigt nægter jeg derfor at miste troen på, at det er muligt at udvikle menneskeligt varme og varmende relationer. Selv i Marne.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
4 comments:
Hej Solveig,
Din situation er jo lidt forskellig fra min... du er mere "fasttømret" i Reims i kraft af familie og børn; men alligevel oplever jeg lidt den samme indstilling her.
Mange af mine venner er udlændinge - selvsagt er det noget lettere at støde på dem i Bruxelles. Men jeg tror ikke, at det er den eneste årsag.
Belgiere er nok meget ligesom franskmænd - de holder fast i barndomsvennerne eller dem fra studietiden. Jeg tror samtidig, at de betragter os udlændinge med en anelse mistro - for hvorfor skal man knytte venskaber med folk, der kan risikere at rykke teltpælene op igen? Der er måske også så mange udlændinge her i byen, at de indfødte rykker lidt sammen for ikke at blive opslugt af kosmopolismen og bevare deres egen by?
Dem, der er kommet til landet, har vi måske til gengæld noget til fælles med? Vi har haft den samme trang til eller behov for at flytte af personlige årsager; og derigennem har vi jo nogle fælles værdier.
Min meget gode veninde er belgisk! Men hun er nok ikke den typiske belgier - og vi mødte da heller ikke hinanden her; vores skæbne blev beseglet på et dametoilet i lufthavnen i Dakar. Siden har vi så rejst en del sammen - og det er ikke den typiske rejseadfærd for belgiere.
Jeg tror ikke, at det er umuligt... men det tager længere tid!
Hav en god weekend
Nille
Hej Nille
Det sjove er, at jeg tror faktisk også at danskere er fasttømrede på samme måde, og jeg vil næsten æde min gamle hat på, at alle andre "gamle" lande også er svære at trænge ind i. Man oplever det bare ikke, når man bor i sit eget land.
Børn og børneliv giver en god åbning mod at mødes om noget, der er vigtigt på lige fod for alle parter. Til gengæld tror jeg også at det udfordrer mine egne værdier endnu hårdere, end hvis det kun handlede om mig selv i udlandet.
Hvordan så med belgiere, mærker du forskel på flamske og wallonske belgiere, udover selvfølgelig sproget.
Også god weekend til dig,
Solveig
Hej Solveig,
Desværre må man nok erkende, at sprogbarrieren gør det umuligt at få flamske venner. De ved jo, at jeg er fransktalende... og de gider ikke rigtig det med engelsk udover på arbejde, tror jeg.
Tit har jeg siddet i kantinen på arbejde, hvor man snakker flamsk hen over hovedet på mig - kun for at provokere og vise, at jeg IKKE hører til her!
Derfor holder jeg mig til wallonere - og udlændinge ;-)
PS! Jeg har lagt en lille udfordring til dig på bloggen!
Hav en god dag!
Tak for udfordringen, jeg er straks på.
Meget interessant med en konflikt mellem wallonere og flamlændinger, der forekommer dybere end Marianergraven, og det er lidt svært at forstå hvorfor.
Jeg finder det overraskende, at du som udlænding - det må dine kolleger jo vide - ikke er fritaget.
Det må være meget besværligt rent praktisk, når et land fungerer - eller ikke fungerer - på den måde.
Nå, jeg vil luske over i Universet og hente udfordringen.
Post a Comment