Det her er jo Marne

"Du finder det aldrig i Frankrig", sagde en mor, der jævnligt smutter med os hjem for at drikke the en times tid efter skole.

"Slet ikke i la Marne," trumfede hun, der selv kommer fra la Loire.

Men jeg leder videre. Efter folk, der vil hinanden noget. Ikke at forveksle med hinandens status på samfundsstigen. Det sidste kan jeg godt finde. Efter seks år vel at mærke. Jeg har lært, hvor og hvordan jeg skal lede. At møde folk, der vil hinanden noget som andet end tilfældigt tidsfordriv er til gengæld en vanskelig kunst. Det er som om, at alle møder deres venner i grundskolen og aldrig siden udvider feltet.
 
Af og til mister jeg perspektivet i det her, fordi næsten alt i dén grad er på langt sigt, og jeg har brug for hurtige resultater på kort sigt. Men jeg er begyndt at overveje, om det er anderledes i Danmark eller i andre lande. Eller om det bare er mig, der har levet i en eller anden særlig lomme. Som single, som journalist, som beboer på Nørrebro. Kan der virkelig være så stor forskel?

Er det netop forskellen på et land som Canada, som folk oplever som let at emigrere til, og så et af de gamle etablerede lande som Danmark og Frankrig. Dem med "Skik følge eller Land Fly. Jeg kender folk, der af samme grund valgte at forlade Frankrig til fordel for et mere åbent emigrantland som USA.

På en eller anden måde er det jo ikke fedt at have venner, der er så anderledes, at det bliver for mærkeligt. Man kan ikke rigtig invitere dem sammen med sine rigtige venner, med mindre man har så mange mærkelige venner, at det mærkelige er blevet normalt og derfor mindre fremtrædende i flokken. Tænk bare efter.

Jeg har en eneste fransk veninde, som jeg selv har skaffet mig, uden familie eller gamle vennerelationer til hjælp, og sjovt nok - tilfældigt er det ikke - har hun en hel stribe mærkelige - forstå mig ret - venner: En fra Rumænien, en fra Tjekkiet, sidst var der sørme også en fra Kina, og de var hver især på deres måde i Frankrig, med deres oprindelige identitet ved siden af den nye franske (til pæn brug). Ja, jeg er så det danske eksemplar i flokken.

I Danmark har jeg en eneste veninde, der også inviterer et muslimsk vennepar med til familiefest, og som synes, det er naturligt at sørge for halal-mad til dem, så de har en mulighed for at deltage. Det er mere krævende. Simpelthen. Men muligt.

Jeg giver forresten ikke op. Men oplever det godt nok jævnligt som at lede efter nålen i høstakken. Og så kom der endda en guldnål besat med diamanter forleden, da en anden fransk veninde - gift med en gammel skolekammerat og et par, jeg har kendt eller kendt til i 15 år - pludselig begyndte at skrive dansk til mig. En fransk veninde, der vel at mærke kun taler fransk, men for sjov gad gøre sig ulejligheden at oversætte via Google, eller hvad ved jeg.

Det blev jeg da glad-gladere-gladest for, og det gengiver et gran af tro på, at det kan lade sig gøre. Foreløbigt nægter jeg derfor at miste troen på, at det er muligt at udvikle menneskeligt varme og varmende relationer. Selv i Marne.