Min søn på seks viser mig vejen.
Han er begyndt at tage telefonen, og siger fuldstændig spontant og ganske kløgtigt: "Heeej" efter fulgt af "bon jour".
I dette hus holder jeg nemlig på min ret til at besvare telefonen, som jeg ville gøre i Danmark. På dansk altså. Min mand tager den på fransk, og sønnike har altså selv samlet de vises sten op, og svarer så et flertal af dem, der kan være i den anden ende af røret vil forstå i hvert fald halvdelen.
Det er da sand dobbeltkultur af den intuitive slags. Han har fundet på det af sig selv. Hvor er jeg da stolt.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment