Nærmest helt utroligt har jeg lige læst en artikel, et interview med en konservativ deputeret, der vil - mine damer og herrer - forbyde smæk i børns små numser.
Denne dame er oven i købet børnelæge, og påstår, at vold i samfundet begynder lige præcis dér. Smæk i numsen.
Min søn var tre år. En dag ventede vi udenfor skolen, og en dagplejemor truede et af sine børn med smæk, hvis hun ikke lystrede. Min søn må have bemærket et ildevarslende tonefald, for da vi kom hjem, spurgte han sin far: C'est quoi une fessée? Hvad er smæk. Han havde aldrig hørt ordet men forstået, at det ikke er noget rart.
Nu bringes historien godt nok i mediet Rue 89 som både er rødt og underground. Men alligevel... sidst jeg så noget interessant om emnet, var en meningsmåling i den konservative avis, Le Figaro. Godt nok en netbaseret og dermed ret tilfældig, men alligevel: 90% af flere tusind meningsudtrykkere var for forældres ret til at slå deres børn.
Det var så, hvad det var.
Jeg havde jo i forvejen gennem flere år vænnet mig - så meget man nu kan det - til at se forældre som det naturligste i verden smække deres uartige børn én i numsen på åben gade, i supermarkedet eller hvor uartighederne nu florerer.
Jeg afklarede holdning med min mand. Heldigvis var der ikke noget at afklare. Vi er enige.
Derpå sikrede jeg mig, at skolelæreren ikke udøver nogen form for fysisk vold. Det er forbudt ved lov, forklarede hun mig, og jeg tror hende. Lige akkurat hende. Men der findes småbarnelærere for hvem det at rive i hår åbenbart ikke er omfattet af den voldslov. Psykisk vold langt mindre.
Da jeg luftede min indignation og uforståenhed overfor en fransk veninde, hvis humanisme og grundlæggende gode pædagogiske principper, jeg aldrig havde haft grund til at tvivle på, og hun svarede mig, at hun til tider fandt det nødvendigt, kastede jeg vist håndklædet i ringen.
Droppede emnet.
Stillede mig endda selv spørgsmålet, om det er mindre eller mere ok at råbe ad sine ulydige, stokdøve børn. Det sker for mig. Det er også sket, at jeg har taget hårdt i deres arme. Det er også sket, at jeg har sagt ting til dem på en måde, jeg bagefter fortrød. Er det mere i orden?
Det synes jeg jo. Selvom jeg ikke altid er stolt. Men reelt ved jeg det ikke, og det er så den sten, jeg selv må arbejde med, inden jeg koncentrerer mig om de andre for mig indlysende glashuse.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
4 comments:
Hej Solveig,
Jeg bliver nu også (som ikke-mor) når jeg ser fessées på offentlig gade; jeg tænker, at hvis folk ikke engang er flove over at gøre det i fuld offentlighed så er det ikke en sjælden foreteelse!
I Belgien er det også forbudt - men praksis er som sagt en helt anden. Jeg tror, at det hører med til den mere konservative opdragelse man praktiserer i Frankrig og Belgien.
Jeg kan godt forstå, at man kan komme helt derud, hvor stemmen hæves... indrømmet det har jeg også nogle gjort overfor guldbørnene, når de var sådan mere i bronzeafdelingen ;-) Men man fortryder det altid bagefter, tror jeg!
Men jeg har også belgiske venner, hvor fessées hører med til børneopdragelsen - i hvert fald som verbal trussel... men den er sikkert blevet udlevet mere end en gang.
Heldigvis er I da enige... for netop det kan være et problem med tværkulturelle parforhold!
Hav en god dag!
Sådan har jeg det også: Det er rigtig grundlæggende dejligt, at vi er enige om at slå. Det er så grundlæggende, at dent slet ikke faldt mig ind at undersøge på forhånd - naiv eller hvad - og lige præcis med den slags problemstillinger, er jeg ude omkring, om jeg egentlig kan leve sammen med den person eller ej.
Jeg kan godt leve med at forældre til andre børn på skolen opfører sig sådan. Det er jeg jo også lidt nødt til, kan man sige. Det er til gengæld noget mere kompliceret, når det samme foregår hos nære venner. Vores søn reagerer på det, han har simpelthen ikke lyst til at tage på sommerferie i sådan en familie. Vi har haft forespørgslen, men da han endnu er lille, er det ikke så dramatisk, at han ikke har haft lyst.
Jeg tror så til gengæld også at lige dette tema er oppe i top 3 over fuldstændigt uforenelige indgange til fundamentale problemstillinger i tilværelsen mellem henholdsvis dansk og fransk. Hvad mener du?
Solveig,
Lige netop spørgsmålet omkring børn og forskellig baggrund er nok den væsentligste årsag til, at jeg som (for) gammel ikke har nogle!
Min sidste eks var congoleser - men opvokset i Belgien - men med meget konservative meninger om den slags; inklusive, at jeg som moder var den eneste, der skulle tage mig af barnet. Ikke noget for ham at stå op om natten eller skifte ble!
Det harmonerer bare meget dårligt med mine traditioner; og ideerne var lidt det samme med den Lyonnais jeg flyttede til Bruxelles for - hans mor behandlede ham stadig som et barn - og en konge. Vi havde nogle gevaldige svigermor-diskussioner - som man nu kan have det med al den respekt, man skal vise franske svigermødre ;-)
Det er bestemt i Top3 - som spørgsmålet om børnene skal lære begge sprog -selvom dansk er et lille sprog!
Hej Nille,
Jeg kommer til at tænke på en nytårsaften, hvor jeg sad fem mrd henne med første barn med min mands bedste ven til bords, og spørgsmålet om, hvorvidt jeg ville forvente at min daværende kæreste at han skiftede ble kom op.
Det kom HELT bag på mig.
Jeg tænkte over det resten af aftenen og natten - virkelig rystet - og måtte af med spørgsmålet klokken seks om morgenen, inden vi skulle sove, for at jeg kunne sove.
For hvad forestillede han sig egentlig i den retning.
Det faldt mig heller aldrig ind at tjekke. Det var igen så grundlæggende. Det blev nu heller aldrig nødvendigt, hans svar var, at det havde han selvfølgelig tænkt sig, og vores historie endte med at blive sådan, at der ikke rigtig var noget valg.
Vi har begge stort set med to børn respekteret en uskreven regel om, at den, der lugter først, agerer, når vi begge to var hjemme.
Men jeg har da mødt en hel del mænd efterhånden med den samme indstilling, som du beskriver. Og en hel del svigerdøtre - både danske og franske - med franske ægtemænd og svigermødre af lige præcis den karakter, som du beskriver.
Svigerfamilie er jo en helt særlig del af ens liv på godt og ondt. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg selv havde haft den type oplevelser, var jeg løbet skrigende bort meget meget hurtigt. Andre holder det ud. Men sjældent uden at brokke sig til veninderne. Det behøver jeg ikke.
Jeg er enig i den med de to sprog. Den er helt sikkert også i top tre.
Post a Comment