Stiv kuling fra fransk højre

"Franskmænd oplever nogle gange, at de konfronteret med ukontrolleret indvandring ikke længere er i deres eget land," sagde indenrigsminister, Claude Guéant for nylig til fransk radio.

Ved samme lejlighed sagde ministeren, at franskmænd føler sig presset af "former, som ikke passer til vores regler eller sociale værdier".

De udtalelser har fået Front National-lederen Marine le Pen til at tilbyde den nyudnævnte indenrigsminister æresmedlemsskab af sit højreradikale parti.

Socialisterne har selvfølgelig omgående trykket på maskinen for automatiske reaktioner, og frem dukkede Laurent Fabius med en kommentar om, at ministeren "anvender Front Nationals sprog", og det har han da ret i, og det vil han også få af alle gode socialister. Jeg får besøg af en i weekenden, så kan jeg teste der.

Men det vil ikke være kommet bag på hende. Det er trods alt en af Sarkos folk, så hvad kan man vente sig andet.

Andre venner i sidste weekend ville formentlig skrive under på ministerens udtalelser til hver en tid. Jeg tror ikke, at de stemmer Front National. Endnu. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, når jeg hører deres historier, og retorikken nærmer sig i betænkelig grad højrepopulisternes.

Weekendens historie er heller ikke hyggelæsning, selvom den har sine burleske elementer.

Hør bare her:

De bor på landet. På en gård i en lillebitte landsby lige nord for Paris. I de sidste snart 10 år har et af standardemnerne for samtale disse weekender været den stigende kriminalitet, der i den nærliggende by er voldsom.

For nylig fik en bekendt sin bil stjålet. Hun havde parkeret den udenfor politistationen, mens hun var inde for at melde sin taske stjålet. I tasken lå nøglen til bilen. Roger over.

Den nyudnævnte minister afløste Brice Hortefeux, der i sin embedstid blandt andet var en tur med toget på strækningen Paris-Beauvais, der ifølge vores venner er den farligste i Frankrig. Nå, men toget var til lejligheden spækket med politi og ministerens følge og ellers tomt, så Hortefeux mistede næppe sin håndtaske, som så mange andre ellers oplever på dette tog.

Også et fælles vennepar fra Paris var med til middagen. De fortalte også historier.

Kvinden - og her taler vi altså ikke om en trutmundet, fransk l'Oreal-klon, hende her er gud-ved-hvilken-generation af en matriarkalsk familie fra Pyrenæerne, og hun og alle andre ved godt, hvor bukserne sidder i dén familie - blev slået ned uden for sin arbejdsplads i slutningen af januar på vej til arbejde. Højlys dag. Overfaldmændene - formoder jeg - ville have hendes taske. Det ville hun ikke, så det fik de ikke. Men hun fik et seriøst chok og angst for at gå fra toget til sin arbejdsplads, en stor amerikansk virksomhed for internetteknologi.

Noget lignende hændte et medlem af vores familie på vej til arbejde for et par år siden i en by lidt syd for Paris. Hun har ikke turdet spadsere til toget siden.

Jeg tror sådan set heller ikke, at disse to kvinder stemmer Front National. Det er jeg ret sikker på, at de ikke gør. Men jeg kan godt forstå franskmænds sygelige - efter min mening - optagethed af sikkerhed, når den slags hændelser spreder sig til et almindeligt, dagligdags liv.

Jeg har aldrig hørt hverken vores familiemedlem eller vores veninde, der blev slået ned, harcelere mod nogen navngivne grupper - det være sig etniske, nationale eller farvemæssige - men vennerne på gården, der er vokset op på stedet, og har set næromgivelserne forandre sig gennem de sidste 30 år, gør. Det ser ud som om, de bor på landet, omgivet af marker, men i virkeligheden bor de i en nordlig forstad til Paris, og det er ikke rart.

Det uhyggelige er, at skurken næsten altid bliver "de andre " i stedet for de andres tro følgesvend: Fattigdom. Den bølge ridder Front National og andre populister på. Skamløst.

Men det er også skamløst at automatstemple ministerens udtalelser som Front National'ske, sådan som virkeligheden i Frankrig også ser ud. Det illusterer disse tilfældige historier, synes jeg.

Det er det Frankrig, der lige om lidt vælger ny canton'er - en gruppering af kommuner - men i virkeligheden varmer kedlerne op til 2012.

Præsidentvalg.

I en meningsmåling for nylig nåede den nuværende præsident Sarkozy aldrig den afgørende anden runde, som i stedet havde den franske socialistiske chef for Den Internationale Valutafond, Dominique Strass-Kaun, overfor Front Nationals Marine le Pen.

Der er jo stemmer i indvandring.