Den nysgerrige vinbonde

Den nysgerrige vinbonde Tilgiv mig lige dette link... tekst bør ikke ligge to steder, og denne tekst hører også hjemme her.

Svampef(angst)

I år er svampeår.

Pinot-druerne har kamp til stregen. Hvis det lykkes at hive halvdelen i hus, er det godt. Vi har aldrig set noget lignende, og vi har tilsammen kigget siden 1997. Også i skoven skyder paddehattene.

Jeg mødte et ægtepar på skovstien for et par dage siden. De fortalte mig, at rørhattene, som er meget værdsat, synger på sidste vers, og at de nu leder efter trompettes de mort. Eller trompetsvamp.

Disse små sorte svampe med det ildevarslende navn har jeg kun smagt én gang. De var indsamlet af min svogers mor. Ellers er svampejagt tit mænds domæne. Jeg kender ingen kvinder udover bemeldte bedstemor. Men mange mænd, og de er ikke ret interesseret i følgeskab. Hver har sine steder.

"Men du godeste, er du ikke bange for at gå alene i skoven?" spurgte en anden bedstemor mere end forbavset i går.

"Næh," svarede jeg, "Egentlig er jeg mere bange for at være bange."

Det er mange af de franske kvinder, jeg møder.

Efter syv år i Frankrig prøver jeg stadig at finde ud af, om det er mig, der ikke er rigtig klog, eller de andre, der er hysterisk tilbageholdende. Endda selvom en kvindelig motionist blev myrdet i en skov i Nordfrankrig for nylig. Det er ikke mit indtryk, at der sker flere voldelige overgreb i skove end i byer. Den slags nyheder er blot bedre eksponeret.

Svampene har jeg til gengæld stor respekt for. Kun de fine detaljer skiller det virkeligt giftige fra det spiselige. Selv erfarne svampejægere kan komme galt afsted. Her i Frankrig kan man gå på apoteket med sine fund, og da der er et apotek i hver en flække, kan man hurtigt få sorteret gift fra godt. Jeg holder mig til rørhatte, som er lette at genkende, hvis man ellers kan finde dem. Selv er jeg oppe på en.

Ung fransk pige

 

For nogle dage siden mødte min datter på snart fire og jeg en særlig ung fransk pige.

Vi gik for første gang nogensinde en tur downtown Reims uden at skulle noget. Ligeledes for første gang blev damen ikke træt i benene, og inden vi fik set os om, stod vi ved katedralen.

Vi satte os ned, hun løb rundt, vi spiste kiks, og så på de mange mennesker, der når forbi stedet i løbet af kort tid. Domkirken i Reims er et af Frankrigs store, gotiske mesterværker, men det må jeg skrive om en anden gang.

Jeg fik nemlig øje på en ret lille statue, der står lettere uanseelig i et hjørne på den store plads, og det er vel egentlig uretfærdigt. Jeanne d'Arc var trods alt pigen fra landet, som fik Frankrig op at stå efter lang tids kaos med den engelske arvefjende.

Nu er jeg ikke helt stærkt i de historiske detaljer - den unge kvinde er jo ikke en del af min historie - men jeg ved da, at hun ledsagede den franske konge, så han kunne blive kronet i Reims. Dermed blev han det symbol, der kunne samle franskmændene, så de kunne jage englænderne hjem til England.

En vigtig person i Frankrigs historie med andre ord, og et glimrende idol for en ung pige, der ikke bryder sig om kjoler, pigeting, prinsesser, men til gengæld godt kan lide rustninger, sværd og heste. Så jeg fortalte, hvad jeg vidste, og bagefter smuttede vi en tur ind i katedralen, hvor der er et kapel for Jeanne d'Arc.

Her står hun i form af en anden statue, skrøbelig som en skønjomfru og dog stærk som en ridder med sin rustning og hjelm. Jeg har allerede besluttet, at jeg må i gang med at genopfriske hele historien. Eller rettere en del af den. Den hjerteskærende afslutning på et bål i Rouen behøver vi jo ikke tale om lige nu.

Giftig kamp

Et fransk parlamentsmedlem fra departementet Moselle foreslår at kræve, at bloggere oplyser deres fulde navn og kontaktdetaljer.

Den idé har selvfølgelig skabt masser af rajasjang i blogverdenen. Flere anonyme blogger om deres arbejdsplads, det kan af og til være opsigtsvækkende ting, de offentliggør og derfor ønsker de selvfølgelig ikke at lægge navn til.

Der er flere eksempler på fyringer af populære bloggere, der har skrevet for meget, og alligevel ikke var så anonyme, som de troede.

De fortæller blandt andet, at de aldrig ville kunne fortælle den slags historier, som de bringer, hvis de ikke var anonyme.

Jeg tilføjer så, at det nok også lige præcis er meningen med forslaget.

Som journalist mener jeg oplagt, at man bør overveje, om man overhovedet skal publicere noget, man ikke vil lægge navn og kontaktmulighed til.

Frankrig er jo imidlertid et land, der altid har haft megen meget giftig satire - pamfletter - der for eksempel fyrede godt op under kedlerne i årene op til den franske revolution.

Det er kun et par dage siden, at jeg studsede over en bog med sort omslag forfattet af en anonym - Judas var pseudonymet vist, og det giver jo allerede et par associationer. Ifølge bogens bagside omfatter det en stribe skribenter, politikere og lignende, der gerne deler ud af, hvorfor de mener, at præsident Sarkozy er færdig. Men de lægger ikke navn til.

Når man følger lidt med i, hvordan historier om samme præsident får folk fyret - der er flere eksempler på både fyring og mundkurv - ligger en del af forklaringen uden tvivl her. Ubehageligt.

Ligeså ubehageligt er alle de giftigheder, som en forfatter kan tillade sig med anonymitetens dække. Måske er det min skandinaviske, måske min journalistiske baggrund, der får mig til at ækles ved stilen.

På den anden side er Frankrig et samfund, hvor det er svært at få magthaverne i tale. Man må derfor råbe højt, hvis man vil frem med et budskab. Anonym pamflet eller blog er en indlysende mulighed. Men kønt er det altså ikke.

Skoven åbner sit skatkammer

Jeg har været så dygtig i pinsen.

Tre cykelture er det blevet til, og dem, der kender terrænet her, vil vide, at det ikke er for tøsedrenge.

Til gengæld blev jeg også belønnet i rigt mål.

På den første tur gennem vinmarkerne holdt jeg øje med planternes vækst. Sol og varme giver dem virkelig et boost, hvilket også er fint, for de har nærmest stået stille i det kolde majvejr.

På den anden tur havde jeg min datter med i cykelstolen, som jo er et meget eksotisk redskab på disse kanter. Jeg har i syv år kun set yderligere en cykel med barnesæde i Montagne de Reims. Nå, men vi benyttede lejligheden til at samle blomster til at presse og klistre ind i et børne-blomster-leksikon, som min søn fik i gave for flere år siden, men som vi slet ikke er færdige med at fylde ind i. Det der med blomsterpresning kommer kun over mig i perioder, men faktisk er det en rigtig fin aktivitet, hvis man gerne vil kende verden omkring sig bedre. Sætte navn på blomster for eksempel, blive opmærksom på hvor de vokser og den slags.

Vi bor jo 30 meter nedenfor en meget stor og vild skov - Montagne de Reims, som er en nationalpark, og rummer mange dyr og vækster, som er værd at kende.

Vi fandt for eksempel vilde roser - men kun et enkelt sted langs ruten, som jo altså må have haft en undergrund, der passede den fine, lille blomst godt - og lærte, at denne blomst har en berusende, dejlig duft. Min datter er ret kvik med næsen, så jeg prøver at udvide hendes og mit eget duftmæssige repetoire, når det er muligt. Og sætter ord på næsens erfaringer.

Den mest opsigtsvækkende opdagelse kom på min tredje cykeltur - i mandags - hvor jeg for første gang gjorde forsøget på at nå landsbyen Mailly-Champagne, der i fugleflugt ligger fem kilometer herfra, men ad skovens småstier er et noget mere omfattende projekt kilometermæssigt. Til gengæld undgår jeg så landevejens meget bratte stigninger og fald.

Langs en lille og ret hemmelig, tror jeg, skovsti stod de så. Blomster, som jeg ikke umiddelbart syntes, at jeg havde set før, trods pænt mange ture i skoven i årenes løb. Så jeg gik tilbage, og kiggede lidt nærmere på dem, og fandt to blomstertyper, jeg aldrig har set før, men har hørt om fra skovridderen. Den vildei orkidé er mindre end butikkernes og af en himmelblå farve. Den anden blomst minder om en hyacinth med sin tykke og korte stængel, hvorpå vokser mindre blomster på samme måde men af en anden form end hyacinthens. Farven er en kombination af hvid og vinrød.

Jeg var helt begejstret, fotograferede løs, og fortæller stadig flere dage efter om denne fantastiske opdagelse. At se noget nyt i skoven rangerer blandt de store oplevelser, og det er formentlig også resultatet af at bo så tæt på i en del år.

Blandt årens andre højdepunkter er en sjælden salamander i meget giftige kulører, der en aften efter et kraftigt regnvejr dukkede op på vores matrikel, en vildsvineunge i baghaven - de siger virkelig som en gris - og en lille stålgrå slange på skovstien.

Skoven er virkelig det skønneste skatkammer. Og det giver endda motion.

Min computer taler fransk

Min computer taler atter fransk, og jeg hader det.

Jeg har mere eller mindre opgivet at indstille sprog i Exploreren.

Den intelligente maskine tjekker alligevel altid IP-nummeret, og matcher det op med det korrekte sprog. Lige meget hvor meget jeg vælger og vælger om.

Jeg havde egentlig opgivet at kunne få lov at læse Google-programmerne på engelsk. Indtil jeg skiftede til Firefox. Den kan tilsyneladende godt æde, at jeg bor i Frankrig, derfor har fransk IP-nummer, men altså hellere vil tale engelsk end fransk med min kære maskine.

Firefox'en - eller hvad det nu er - har givet andre problemer, der betyder, at jeg alligevel af og til vender mig mod Explorer. Men kors da, hvor er det irriterende, for så er der ingen vej udenom Google på fransk. Den lille irriterende sprog-switch finder altid tilbage. Så utroligt det end er. Jeg har selv siddet og kodet den slags for 15 år siden, og det var helt enkelt at lade folk vælge selv.

I dag er verden simpelthen indrettet til ét land - ét sprog lige meget hvor grænseoverskridende nettet og alle opkoblede computere så er.

Gule striber af tis

Jeg kender ikke selv til de hersens gule striber.

En dansk bekendt, der også bor i Frankrig, fortalte mig om dem i dag.

En artikel i et dansk dameblad fremviste forskellige eksempler på lækre hjems lækre indretning, hvor den lækre detalje var gule striber på væggen.

Min danske bekendt er også i Frankrig stødt på sådanne gule striber. De sidder på væggene i gamle kostalde, og er resterne af kopis, der ikke sådan lige kan fjernes. Man må derfor leve med det, eller droppe at indrette sin stue i den gamle kostald.

Stor var derfor hendes overraskelse, da hun stødte på lignende gule striber som en lækker boligdetalje i det danske blad.

Det er masser af eksempler på den slags, hvor noget i virkeligheden jævnt eller det, der er værre, fra den ene kultur bliver lækkert i den anden, fordi det har en signalværdi, som sjovt nok overhovedet ikke findes i den oprindelige sammenhæng.

Lækre tissestriber tager dog nok førsteprisen. Eller er der nogen, der har noget bedre at byde ind med?

Den tredje kop

 

De nye kopper har mistet en makker.

Den tredje kop strøg for fem minutter siden. 1000 stykker - mindst - på det hårdtslående klinkegulv.

Det må nu atter være nogenlunde trygt at have mig gående tæt på enhver form for porcelæn.

Men hvordan kan det være, at jeg i perioder kan smadre tre kopper på en uge, og i andre intet ødelægger i årrækker?

Det var desværre en af de nye kopper, der røg, i stedet for en af dem, der skulle have været baldret, før jeg egentlig havde lov til at købe nye.

Om tyggegummi og røget the

Blandt mine bedste souvenirs er dem, der smager.

Foran slikhylden i det engelske supermarked Tesco kom jeg pludselig i tanke om, hvor fantastisk en oplevelse det var at pakke de aflange små flade pakker med Wrigley's tyggegummi ud engang for mange år siden i London. Jeg var ni år og og på sommerferie England og Skotland rundt, og det tyggegummi var helt anderledes end de Jenka- og Shake-stykker, der ellers var in.

Jeg verpede straks tre store pakker tyggegummi over i min kurv til uddeling i den obligatoriske fødselsdagsslikpose sammen med lakridskonfekt, Jelly Babies og noget Cadbury's chokolade.

Thehylden er også et must, og jeg køber rigeligt ind af den røgede Lapsang the, som jeg smagte første gang hos en gymnasievenindes mor og har holdt af lige siden. Jeg kan stadig se det designerkøkken og -hus for mig, hvor denne morens røgede the stod på potten. Af og til kommer jeg i tanke om, at den findes, og så køber jeg straks rigelige mængder for at have til en tid. Sjovt nok sætter også min søster pris på denne the, der er speciel med sin røgede smag. Røget på samme måde som røget fisk.

Netop smags- og duftoplevelser skal være blandt de stærkeste indtryk, vi har, og disse to duft- og smagsfotografier står i hvert fald så tydeligt i min egen erindring, at jeg stort set kan genkalde mig rummet, som det var omkring mig, mens jeg smagte. Trods de 25 år imellem.

Og så er Wrigley's endda amerikansk, og man kan sikkert også få det overalt. Slikket er også globaliseret. Det er den røgede the også, den kommer trods alt langvejs fra, men der har nu været langt mellem de thepotter, den er landet i, i mit liv. Udover altså min egen og min søsters.

Store huse, små huse

Husene i England er meget store.

Sådan lyder en af min søns konstateringer efter at have tilbragt fire dage på den anden side af Kanalen.

Vi kørte igennem det ene kvarter med de traditionelle smalle rækkehuse i brune sten efter det andet og overnattede i øvrigt selv i en toværelses på campus på Warwick University. Men han holdt uforstyrret fat i sin iagttagelse.

Vi besøgte et hus, der var indiskutabelt stort. Med 25 meter lang pool og tyende til rengøring, havearbejde og det løse med computeren. Hvem der bare havde sådan en til sin netforbindelse.

Husets beboere var netop vendt hjem fra et fire måneder langt cruise verden rundt med Queen Mary II. Den slags mennesker findes altså. Noget skulle de jo lave undervejs fra Southhampton gennem det røde hav til Dubai, Japan, Rio, Kapstaden, New York og alt det andet, så de spillede en masse bridge. Og så et nyt show hver aften. Hver aften i fire måneder på et skib, der forresten også lige har anløbet dansk havn.

Rigdom forhindrede dog ikke husets frue i at snuppe vores datters sovehund for at give den en solid omgang vand og sæbe, efter at datteren havde brugt dens bløde slaskeører og -ben til at vaske og polere vores bil med vand fra forhavens springvand.

Hurra for Kristi mini-himmelfartsferie

 

The Majord Oak i Sherwood skoven. Robin Hood er lige om hjørnet.

Vi er på vej til England.

Efterårsferien var en feriedag kortere, så derfor har børnene en fridag på fredag efter Kristi Himmelfart. Vi kan derfor tillade os at holde miniferie med indlagt fødselsdag.

Vi plejer at bruge sådan et lille ophold til at smage champagne med nogle folk - det skal vi også denne gang - og så skal vi prøve nogle engelske ting.

Planen lyder på Warwick Castle ved Coventry, underjordiske grotter og besøg hos gode engelske venner, der bor midt i mellem Sherwood-skoven og Lincoln i Midtengland. Mellem Robin Hood og Magna Carta. Det er da Good Old England, og denne kender børnene til Robin Hood fra Disney, hvilket er et udmærket udgangspunkt for historiefortælling af den underholdende slags.

Min søster har lovet at lave engelske sandwiches, en kunst hun mestrer efter et års ophold i et spejdercenter, og vi skal have investeret i en rigtig engelsk fødselsdagskage. Vi så typen for tre år siden, og sønnen på syv i morgen kan stadig huske model brandmandskage. Jeg håber-håber-håber, at den stadig findes i en version, der kan købes for menneskepenge.

 

Sådan ser en ægte brandmandskage ud, i hvert fald i Oxford, hvor vi så den i 2007, og det er altså et syn, der har sat sig godt fast i hjernevindingerne. Flot hvad?

Jeg glæder mig til at drikke "a nice cup of tea". De er bare bedre i England. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg kan købe den samme te, lave den på samme måde, men den smager stensikkert aldrig ligesom i England.

Vi skal også øve os lidt i at sige "Let's go" og "Hello Sweetie", og købe engelsk slik til uddeling, når vi er tilbage i landsbyskolen på mandag.

Hip hip hurra for miniferier.

 

Robin Hood lever. Nej... det er Alain, der demonstrerer hidtil ukendt talent ved The Majord Oak i Sherwood, november 2005.

Engelsk er hvid støj

Min datter foran dvd'en den anden dag:

"Vi kan ikke høre noget."

Det mente jeg nu nok, vi kunne. Skuespillerne talte.

Datternes pointe var, at de talte engelsk. Jeg kunne nemlig ikke finde den danske version. Et sprog, pigen kan forstå.

Nå, det kunne jeg jo ikke bruge mit liv på at lede efter. Hun kendte filmen, og så kunne hun øve sig lidt i engelsk, tænkte jeg.

Det gjorde hun så ikke.

I stedet rumsterede hun rundt med fjernbetjeningen nogle minutter og konstaterede derpå glædestrålende:

"Nu kan vi høre noget."

Ganske rigtigt. Det var naturligvis lykkedes ungen at finde frem til den danske version, som jeg ikke kunne finde. Hurtigere.

Interessant nok, fandt hun ud af teknikken. Næsten endnu mere interessant kobler hun åbenbart helt fra ved lyden af engelsk. Som om der virkelig ikke er lyd, når hun ikke forstår ordene.

Tankevækkende i en familie, hvor udvekslingen mellem de to voksne medlemmer primært er på engelsk. Det begyndte sådan, det fortsatte sådan, og det er indtil videre forblevet sådan, og det oplever yngste medlem af familien åbenbart som en form for hvid støj. Nok værd at huske på, selv i en familie med oversættelseskapacitet.

Det lykkelige Danmark

Forleden morgen så en lærer et indslag på tv om Verdens lykkeligste folk.

Gæt selv hvem.

Jeg blev logisk nok spurgt om min mening, da jeg afleverede barn i skolen samme morgen.

De der undersøgelser, der udnævner det ene eller det andet folk som det lykkeligste, dukker jævnligt op, og af en eller anden grund er danskerne så havnet på førstepladsen.

Jeg kan virkelig ikke greje hvorfor. Jeg mener, jeg mærker ikke al denne generelle lykkelighed, når jeg tilbage. Jeg mærker heller ikke, at franskmænd er generelt mindre lykkelige eller mere.

Til gengæld mærker jeg stor forskel på, hvordan individer griber deres egen lykke an. Om de vælger at glæde sig ved livets lyse sider eller lade sig opholde af de tordenvejr, vi alle af og til har indover.

Sjovt nok finder mange danskere lykken i Frankrig i form af dette lands imponerende rigdom af god mad og vin, der matcher.

Hvem ved, måske er det i virkeligheden her, at danskere lader lykkebatterierne op?

Den stærkes skole

Fire ud af 10 børn lærer ikke helt basale ting i løbet af de fem år, de tilbringer i den franske primaire-skole. Det viser en undersøgelse fra tænketanken Institut Montaigne.

Umiddelbart tænker jeg: Chokerende.

Dernæst: Hvor er jeg dog glad for at mit eget barn går i en klasse med en fantastisk lærer, der gør alt muligt for at få alle i første klasse med på læsevognen. Første klasse handler især om at lære at læse.

Derpå opstiller tænkerne er serie forklaringer på, hvorfor det er sådan.

- skoledagene er for lange og for få (140 mod omkring 200 i Danmark)
- uklare retningslinjer fra lokale myndigheder indenfor uddannelse
- for mange går om (hver femte)
- for meget tid går med sprog, it og trafikundervisning i stedet for basale færdigheder. Læs mere

Det lyder også velkendt fra danske forhold.

Min næste tanke bliver: Jeg gad nok vide, om det overhovedet er meget anderledes i andre vesteuropæiske lande med samme levemønster med masser af tv, computerspil, dårlig mad og mangel på tid eller lyst/mulighed for at investere den tid, der er.

Hvad Frankrig til gengæld har, er meget systematisk hjælp efter - eller før - skoletid. Her i byen er det en halv time om dagen til børn, der har svært ved at følge med, og som på den måde undgår at komme endnu længere bagud. Til gengæld får de en skoledag, der er en halv time længere.

Skoledagen er her seks timer: Tre om morgenen, tre om eftermiddagen og en spise- og legepause på cirka halvanden time midt på dagen. Der er også frikvarter om formiddagen og om eftermiddagen. Alt i alt bliver dagen ikke længere end danske børns, hvis man tæller fritidsordning med, men den er anderledes og mindre frit disponeret.

Det er ikke engang en uge siden, at jeg spiste middag med tre sproglærere, hvoraf en fortalte, hvordan mange af de unge i hendes sjetteklasse simpelthen ikke gider lærer noget. De sidder klistret til deres mobiltelefoner, iPods og hvad de ellers har, og har åbenbart ikke lyst til at lære.

Jeg tænker straks tid. Alt det elektrohejs har man, når ens forældre ikke har tid, og det er i virkeligheden måske præcis, hvad de børn har brug for for at connecte lidt mere til den virkelige verden.

Nu kender jeg ikke så meget til næste trin - college - men jeg kan jo se i statistikker, hvordan franske børns lyst til at lære styrtdykker med årene. Måske fordi presset er for stort. Det er jo en nærliggende tanke i et system, der er meget akademisk og bygger meget på at lære ting udenad.

Men så er det jo at min egen bekendt siger, nå ja, nogen gange bruger vi også bare en (undervisnings)time på at snakke sammen, og - siger hun - de fortæller mig alt muligt, de vil så gerne udveksle alt muligt. Det er også en sjette klasse. Måske ligger sandheden bare et sted midt i mellem? Måske er den hverken sort eller hvid, som det jo oftest viser sig.

Den røde hat forever

 

Den røde hat befinder sig på bordet til venstre. Det er undertegnede, der gnaver i en sandwich, som min kære mand, hvis ben også anes, har bragt mig, så jeg bedre kunne overleve polargraderne.

For fire år siden solgte jeg denne røde hat på loppemarkedet her i Verzy.

Jeg fik den af en veninde, hvis døtre havde valgt den til mig. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide den. Den var altså bare for lille til mit hoved, der ellers statistisk set er ret lille.

Kun på et hængende hår slap jeg for at give øl til hele klassen, da jeg blev student. Som I måske ved, skal den med det mindste og den med det største hoved give øl.

Nå, men mit hoved var næstmindst ud af 17, men altså for stort til den røde hat, som jeg derfor satte til salg denne absolut isnende kolde 1. maj-dag.

Den blev købt af et vaskeægte livsstykke

Jeg kan stadig se hende for mig fire år efter. Ikke under 70 år og med læbestift og personlighed, der matchede hatten fuldstændig perfekt.

Det er det bedste salg, jeg har gjort på loppemarked til dato.

Min veninde, som jeg loppemarker med for hyggens skyld, kan også stadig se hende for sig, da hun dansede afsted med den røde hat ovenpå det hvide, ondulerede hår.

Når jeg har den slags møder, ved jeg allerede, at det var en god dag, og så kort mødet end var, kan jeg stadig mærke den gamle kvindes - jeg er ikke helt overbevist om, at hun var en dame - ubændige livglæde.

Hvorfor også ellers købe sig sådan en rød hat?

Nyt navn, ny identitet

I går var sådan en hyggelig dag. Vi havde besøg i vinen af en gruppe dansk-franske par, og det gav lidt lejlighed til at udveksle noter med mere erfarne kvinder i det vælske end undertegnede.

Nu var jeg rimeligt travlt beskæftiget med at beskænke 40 mennesker to gange på en lille times tid, så udvekslingerne blev i virkeligheden alt for begrænsede for min smag og lyst.

Men en af disse damer hedder Lene, og hun oplever som jeg, at franskmænd ikke kan sige hendes navn. Det bliver til noget i retning af læn med en lang n-lyd, hvilket jo er noget helt andet end det danske Lene. Hendes navn er dermed blevet et andet. Ligesom mit.

Jeg er på dansk Solveig, men på fransk hedder jeg Solweg, jeg præsenterer mig også som Solweg, selv om jeg ikke oplever det som samme navn som mit. Og hvorfor så det?

Jamen, jeg har selv svært ved at huske navne, som jeg hører for første gang. Men jeg ved ikke, om det er her, hunden ligger, eller om stavelserne udtalt på dansk er for lidt artikulerede til, at franskmænd kan høre dem. Pointen er, at jeg skal gentage mit danske navn så mange gange, at det er meget lettere for alle parter, hvis jeg præsenterer mig i stavelser, som de kan opfatte.

Min mand og en enkelt ekstremt sprog-interesseret veninde gør hæderlige forsøg på at ramme den danske tone, men den falder åbenbart ingen ikke-indfødte danskere særligt let.

Jeg lever i stedet med, at jeg har skiftet navn. Den franske version bliver dermed det lydlige udtryk for den af mine identiteter, der lever og agerer i Frankrig. Den franske udgave opfører sig heller ikke 100 procent som den danske Solveig, hvilket, tror jeg, er en nødvendig justering, når man bor i et andet land. Sådan gør jeg. Hver sin strategi.

Flere smæk

Smæk i numsen er et emne, der jævnligt dukker op i mit liv i Frankrig.

Vi praktiserer det ikke her i huset, men det hænder, at andre børn får en fessée og hyppigere at de får trusler om at få det, og dermed er det jo i vores liv. Det er noget, vi må forholde os til, at venner og venners børn får eller kan få.

Tirsdag blev denne ret diskuteret i Europarådet. Le Monde har i den anledning begået en lille tekst, og det er igen - som altid - overraskende, hvor mange franskmænd, der forsvarer denne ret, i forhold til mængden, der er imod. De er enten meget få. Eller også blander de sig ikke.

Jeg diskuterer det ikke længere ret meget med nogen. Det er alligevel en absolut blindgyde, hvor ingen forståelse er mulig. Jeg er alligevel ikke parat til at forlade mit standpunkt med så meget som en centimeter. Heldigvis er min mand og jeg enige, og vi havde ikke handlet holdninger af på dette punkt, inden vi fik barn.

De fleste, der ytrer sig, mener åbenbart, at det ikke er muligt at opdrage børn uden i hvert fald at have muligheden for at slå dem. Hvordan skal man ellers få børn til at spise deres aftensmad, spørger en af artiklens kommentarforfattere tilsyneladende helt seriøst.

En anden kommer ind på, hvordan pyskisk vold er lige så ødelæggende som fysisk. Det er jo rigtigt, og den oplever franske børn også i rigt mål. Hvis ikke i deres familie så næsten så sikkert som amen i kirken i løbet af deres skolegang eller fritidsaktiviteter. Det kan jeg jo skrive om en anden gang.

Læs også om smæk i numsen her.

Kors og slør og skolegang

 

Tyskland fik i sidste uge sin første delstatsminister af tyrkisk oprindelse. I dag skriver Le Figaro - konservativ, præsidentvenlig fransk avis - hvordan den 38-årige minister allerede har sat lus i den tyske skindpels ved at erklære sig imod kristne kors i de tyske klasseværelser. Hun sidestiller dem med muslimske tørklæder, som hun også er imod.

Det er en interessant historie i Frankrig, hvor den slags religiøse symboler i forvejen er forbudt i skolerne. Modsat Danmark og Tyskland - så vidt jeg ved - er Frankrig en sekulær stat. Kirke og stat er adskilt. Skolen underviser ikke i religion overhovedet, og dermed er et forbud måske lettere gennemførligt. Adskillelsen betyder, at mange franskmænd har en anden grundindstilling til religiøse symboler, end jeg f.eks. oplever i Danmark. Ingen henviser - som nu i Tyskland - til en 100-årig kristen tradition. Den har man også i Frankrig, men den har i over 100 år været en privat sag. Hvilket kirken bærer stærkt præg af, men det er en anden historie.

Vores franske venner er derfor behørigt chokerede, når Alain fortæller, hvordan han for syv år siden måtte en tur på kirkekontoret på Nørrebro for at registrere vores nyfødte søn. Eller hvordan giftermål i kirken er juridisk bindende modsat Frankrig, hvor man skal forbi rådhuset først. De kan næsten ikke tro deres egne ører. I dén grad undlader den danske praksis at forholde sig til, at det kan være ubehageligt for folk af anden eller uden trosretning at være forpligtet til at møde op på kirkekontoret.

I Danmark henviser man til en tradition. Den franske måde viser, at der også er tale om et valg. Den nye tyrkiske minister i den tyske delstat Niedersachsen har naturligvis måttet sluge sin kritik af korsene. Så kan hun alligevel blive indsat i dag.

Folket uden mellemveje

En skolekrig raser omkring os. Den foregår mellem to landsbyer. Dén, der har den store skole - knapt 50 børn - og den, der har den lille - knapt 25 børn.

Uenigheden handler om børnenes skolegang. Om den skal foregå i den ene eller den anden landsby, eller om man eventuelt kan fordele. For en ret udenforstående som mig virker det sidste som en umiddelbart god idé, da ingen af de to landsbyskoler har plads til alle børnene. Ingen kantiner - det er dér mange af børnene spiser frokost - har heller plads til alle, og for begge landsbyer er en åben skole en vigtig del af landsbyens fortsatte liv.

Imidlertid er der uenighed om, hvor skolegangen er bedst, og i den ene landsby ønsker byråd og forældreforening derfor ikke at sende børn den anden vej. De andre ønsker at bevare i hvert fald en del af deres skole, og det kan kun lade sig gøre, hvis de tager børn, der i år har gået det andet sted, tilbage. Resultatet kan umiddelbart forventes at blive dårligere for begge parter, fordi op til fem klasser skal undervises samtidig af den samme lærer. (Ja, rigtigt læst: F-e-m).

Disse problemstillinger har skabt en opdeling af de tre lærere på mit eget barns skole med to partier, der ikke længere taler med hinanden, forældre, der ikke hilser eller siger farvel, når de forlader et møde, og stor usikkerhed blandt resten af forældrene angående det kommende skoleår.

Kun en enkelt lærer blandt mange kokke - byråd, forældreforening, forældrerepræsentatner og lærere - har jeg hørt tale om den fortsatte kvalitet af børnenes uddannelse. For mig, der ikke tilhører landsbykernen, er den i virkeligheden det eneste interessante. Vores børn skal helst kunne klare sig ikke blot i landsbyen men i verden. Den næste snublende nære tanke er at lede efter skolealternativer. Jeg gad nok vide, hvor mange andre forældre der gør sig lignende tanker?

De umiddelbare tabere bliver i første omgang børnene. På sigt begge landsbyer, for begge skoler er på vej ned på denne sag. Det, jeg finder utrolig ærgerligt, er, at der tilsyneladende ingen mellemvej findes. Parterne ligger gravet ned i hver deres skyttegrav uden mellemvej. Ingen argumentere for og imod. Dette er ren Bush: Den, der ikke er med os, er imod os. Helt uforståeligt for en tidligere indbygger i konsensusland. Men bevares et interessant kik ind til, hvad fransk nationalkarakter også er. Men skolerådsarbejde på landet er nok ikke noget for mig.

Mere om klasselukning.

Præstemangel og lørdagskonfirmation

Vi skal til konfirmation sidst i maj. En lørdag aften. Præsterne har simpelthen for travlt til at kunne nå alle om søndagen. Her i Champagne har dem, vi lige kender til, 15-20 sogne at tage sig af. Kirkene har messe på turnus.

Der er mangel på præster, and you aint seen nothing yet. Hver anden præst er nemlig over 60 år. En kampagne er i gang for at hente nye rekrutter, og det er da meget interessant at læse, synes jeg. (Prøv her.

Spørgsmålet er om ikke løbet er kørt? Jeg oplever i den grad det hjørne af Frankrig, som jeg bor i - vel at mærke et dybt traditionelt hjørne - som temmelig afsakralifiseret - eller hvad det nu hedder. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at kun få folk af dem, jeg kender, har et forhold til religion.

Så sent som i dag var vi tre - mig og to franskmænd - der var helt enige om, at det bestemt ikke var noget problem for dem, om den katolske kirke forsvinder helt. Jeg sad tilbage - ikke som sådan som dens forsvarer, da slet ikke i disse tider - men alligevel. Jeg synes, at tilværelsen mangler en spirituel dybde uden tro. En kold rationalisme, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg oplever som ofte fremherskende i de mere veluddannede lag.

Jeg kan faktisk bedre identificere mig med visse repræsentanter fra landsbyens dybt troende familier, når de sidder og synger med af karsken bælg i kirken. Jeg kan godt lide kirkens fællesskab - jeg føler mig som en del af det og kan tro på det - endda selvom jeg ved, at de smukke ord kun gælder i kirken. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men man må altid levne lidt plads. Det er trods alt svært at være menneske. Og menneskelig.

Det ved jeg heller ikke om man lærer i kirken. Til gengæld ved jeg ikke, hvor man ellers hører den slags væsentligheder. Måske er det derfor, at denne totale afstand til kirken egentlig gør mig lidt ondt. Som et lille prik af noget, der er forkert, uden at det er særlig let at sætte fingeren på hvad.

Lørdagsgudstjenesten er heller ikke forkert. Den er blot et symptom.