Præstemangel og lørdagskonfirmation

Vi skal til konfirmation sidst i maj. En lørdag aften. Præsterne har simpelthen for travlt til at kunne nå alle om søndagen. Her i Champagne har dem, vi lige kender til, 15-20 sogne at tage sig af. Kirkene har messe på turnus.

Der er mangel på præster, and you aint seen nothing yet. Hver anden præst er nemlig over 60 år. En kampagne er i gang for at hente nye rekrutter, og det er da meget interessant at læse, synes jeg. (Prøv her.

Spørgsmålet er om ikke løbet er kørt? Jeg oplever i den grad det hjørne af Frankrig, som jeg bor i - vel at mærke et dybt traditionelt hjørne - som temmelig afsakralifiseret - eller hvad det nu hedder. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at kun få folk af dem, jeg kender, har et forhold til religion.

Så sent som i dag var vi tre - mig og to franskmænd - der var helt enige om, at det bestemt ikke var noget problem for dem, om den katolske kirke forsvinder helt. Jeg sad tilbage - ikke som sådan som dens forsvarer, da slet ikke i disse tider - men alligevel. Jeg synes, at tilværelsen mangler en spirituel dybde uden tro. En kold rationalisme, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg oplever som ofte fremherskende i de mere veluddannede lag.

Jeg kan faktisk bedre identificere mig med visse repræsentanter fra landsbyens dybt troende familier, når de sidder og synger med af karsken bælg i kirken. Jeg kan godt lide kirkens fællesskab - jeg føler mig som en del af det og kan tro på det - endda selvom jeg ved, at de smukke ord kun gælder i kirken. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men man må altid levne lidt plads. Det er trods alt svært at være menneske. Og menneskelig.

Det ved jeg heller ikke om man lærer i kirken. Til gengæld ved jeg ikke, hvor man ellers hører den slags væsentligheder. Måske er det derfor, at denne totale afstand til kirken egentlig gør mig lidt ondt. Som et lille prik af noget, der er forkert, uden at det er særlig let at sætte fingeren på hvad.

Lørdagsgudstjenesten er heller ikke forkert. Den er blot et symptom.