Regnbuemusik

Jeg har lige læst en utrolig historie fra The Independent.

Wienersymfonikerne - et af verdens største klassiske orkestre rent musikalsk - har ingen musikere, der ikke er hvide, og meget få, der ikke er mænd. Kun hårdt presset fik den kvinde, der var, lov at komme med på fotografier af orkestret. Man tror jo, det er løgn.

Jeg går konstant med et kulturelt regnestykke i hovedet, hvor jeg sammenligner Frankrig og Danmark og gør op med mig selv, hvad jeg kan lide, og hvad jeg mindre kan lide, og lige netop hvad det med kulturerne, sprogene, hudfarverne angår, mærker jeg tydeligt, hvordan Frankrig er et meget gammelt indvandrerland.

Her er selvfølgelig voldsomme problemer i de såkaldte cités, forstæderne udenom de store byer med håbløse betonghettoer, håbløse skoler og dermed håbløse udsigter i et land, hvor kun de rigtige papirer fra de rigtige skoler virkeligt tæller. Resten må klare sig, som de bedst kan.

Men det er også et land, hvor efterkommere af indvandrere af enhver hudfarve og religiøs overbevisning blander sig på linje med de franske de souches (hvide franskmænd fra hvide slægter). På tv, i alle former for job og nu også synligt i politik. Om nogen har præsidenten optaget folk og især kvinder af alle farver i sin regering, og om det er populistisk eller ej, så gør det alle de franske slagser meget synlige.

Nå, men det jeg egentlig ville sige, var, at også musikkonservatoriet i Reims - og sikkert mange andre, dem kender jeg blot ikke - er regnbuefarvet. Det er om noget den klassiske dannelses og hårde disciplins - for det er musik - højborg, og alle farver og frisurer drøner rundt gennem gange og op og ned af trapper og elevatorer med deres violiner, trækbasuner og hvad de nu ellers spiller på.

Vi kommer selv hos messingblæserne, og her er der - mørk eller hvid - indiskutabelt flest hankønner. Ligeledes synes tværfløjte og violin i meget høj grad at være en pigeting. Harpen finder jeg jo også temmelig feminin, men i virkeligheden bliver mænd normalt meget dygtigere harpenister, har jeg netop lært.

Der skal fysisk råstyrke til at få harpen til at yde sit ypperste, og da de fleste piger og siden kvinder normalt ikke udvikler samme styrke, bliver de ofte heller ikke lige så dygtige. En af vores små musikalske onsdagsveninder er meget tiltrukket af harpen, men da tværfløjten logistisk set er at foretrække - man kan selv have den med overalt - ender hun nok hos træblæserne, og det er jo heller ikke helt ringe.

Hun er en stærk pige, men på sigt vil hun nok alligevel aldrig få en mands styrke, og netop på grund af styrken er verdens p.t. største harpenister mænd. Dog ikke i Wien, hvor det første kvindelige medlem af det store hvide mandeorkester sjovt nok blev harpenisten. Læs historien her.