Kaninlever

Vi sidder egentlig ellers og snakker om lever. Snakke med min svigermor handler meget ofte om mad. På landet i Frankrig er mad i virkeligheden et lige så gangbart tema som vejret, og det siger ellers ikke så lidt.

Om jeg kan lide lever?

Jeg kaster en tanke i retning af barndommens stegte af slagsen. Én gang om måneden for det er jo sundt, og må tilstå, at den ikke står ret højt på hitlisten. Til nøds kyllingelever.

Puha, lyder det så helt uvarslet fra min svigermor. Dengang min mand levede, måtte jeg gøre kaniner i stand hele tiden.

Han gik jo på jagt. Det gør mænd jo her. Hver søndag. Hvis de da ikke går i kirke. Hele vinteren kan vi - på vej til beskæring søndag morgen - konstatere, at ganske mange stadig foretrækker jagt for kirkegang. De mødes nemlig i forsamlingshuset i landsbyen før vores vinmarker, og deres firehjulstrækkere og pick-upper holder alle mulige og umulige steder. Ellers er der ikke plads nok, og kommunen tjener lidt penge på at sælge jagt i sin skov.

Nå, mændene skyder harer, kronvildt, fugle og vildsvin, men det er altså konerne, der står og renser skidtet bagefter. Det smager selvfølgelig vidunderligt. Men min svigermor er altså godt træt af harer. Jeg tror ikke hun har spist det i 40 år. Hun må have gjort mange mange harer i stand.

Selv ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med sådan en svend. Det var chokerende nok, da jeg en af de første måneder efter min flytning til Frankrig, faldt over en i det lokale supermarkeder. Med lange ører og det hele. Der var ingen tvivl om dyrets art. Pelset var den dog.

Min egen mand går ikke på jagt, så jeg undgår problemstillingen. Kødet er til gengæld godt nok, men jeg klarer mig med de udskårne stykker, jeg kan købe hos den lokale slagter.

Derfor aner jeg ikke, hvordan kaninlever smager. Men det lever jeg med.