Jeg er ret fascineret af de historier, der jævnligt måler danskere som verdens lykkeligste folk. Jeg mener selv om jeg tager det med både et og to gran salt, må jeg alligevel sige, at det sjældent er den oplevelse, jeg har.
Jeg oplever danskere i Danmark såvel som i udlandet nogenlunde lige så fortravlede og forankret i alt andet end nuet som næsten alle andre.
De steder, hvor jeg finder oaser, er meget ofte der, hvor alvoren, livets tyngde, altid sidder med ved bordet. Ofte fordi beboerne dér lever med kronisk og af og til ligefrem farlig sygdom, og dermed for længst har lært at prioritere for alvor.
Jeg har desværre fået det ind på livet igen. I denne uge fik jeg besked om, at den meget god veninde har brystkræft. Tirsdag var den der, men ikke så alvorlig. Fredag var den livstruende, og i dag lørdag er den ikke ufarlig men næppe livstruende. Dette er det franske systems force. Tre undersøgelser på fem dage og hurtig behandling betyder hurtig behandling slet og ret.
Det gør mig godt at komme i hendes hus. Hendes hus nu tredobbelt ramt. Der var også andre ting i forvejen. Men det er sjældent den slags steder, beboerne taler om problemer. De fleste bliver alligevel til ligegyldige detaljer i sammenligning med, om man skal se sine børn vokse op.
Jeg må indrømme, jeg græd, da jeg lagde telefonrøret.
Det er første gang, at jeg har grædt over nogen i Frankrig. Jeg gad vide om det er endnu et skridt i integrationsprocessen? Selv dette sted, som virkelig ikke var min drøm, har jeg samlet skatte, som er virkeligt og absolut værdifulde. Jeg har gravet dem frem med teske, og forstår derfor at værdsætte dem.
Jeg tror til gengæld ikke, at det er lykke.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
2 comments:
Hej Solveig,
Jeg er overbevist om, at det er tegn på din rodsættelse. På godt og ondt vidner det om, at man har fået venner, der pludselig betyder så meget, at man kan græde på deres vegne. Forhåbentlig kan du også komme til at glæde dig over, at det ikke er livstruende.
Fransk sundhedsvæsen er fantastisk - et af de bedste i Europa! Det er ikke altid nok til at redde mennesker - men en hurtig behandling er meget værd både psykisk og fysisk.
Jeg synes generelt, at der er en stor uoverensstemmelse mellem, hvad jeg hører og så de undersøgelser, hvor danskere er så lalleglade lykkelige.
På den ene side er danskere fantastiske til at brokke sig - de har alle stress og ikke tid til noget som helst... men alligevel svarer de ja til at være lykkelige?
Mit personlige indtryk - og det er ikke pænt at sige - er, at danskere er snotforkælede. Men når de virkelig står mod muren føler de vist ikke, at de kan være bekendt at brokke sig over så lidt.
Arbejdstiderne er mere end rimelige, man har lang ferie og lang barsel. Man har et socialt netværk, som hjælper folk ufatteligt meget - og en høj levestandard (ikke som en fransk SMIC!!!)
Jeg synes nogle gange, at det er skammeligt som danskere brokker sig over bagateller, når jeg sammenligner med forhold selv i lande som "vores", hvor sociale forskelle er groteske nogle steder.
Men jeg siger det ikke særlig højt :-)
Kh
Nille
Ved du hvad, Nille, sådan tænker jeg også, men jeg er også lidt forsigtig med, hvordan jeg siger det og til hvem.
Det glæder mig virkelig at kunne udveksle sådanne erfaringer.
Varme hilsener
Solveig
Post a Comment