Karneval i Champagne

 

Den danske fastelavn er længe siden. Hos os i Champagne har karnevallernes tid først indfundet sig nu.

Vi deltager i to. Karnevallet i min svigermors landsby og så det, som forældreforeningen for mine egne børns skoler organiserer. Det første fandt sted i søndags, det næste løber af stabelen i morgen formiddag.

Et karneval markerer oprindeligt fastens afslutning, og er en begivenhed, der vender op og ned på ret og vrang, høj og lav, ro og ballade. Oprindeligt i hvert fald, hvor en valgt narrekonge havde lov at gøre nar af alt og alle, og dermed blev en slags ventil, der kunne tage presset af en hård dagligdag. Mere om karneval og fastelavn.

 

I morgen vil monsieur karneval blive brændt af i selskab med masser af hylende heksehyl og når han går op i røg, forsvinder samtidig alt det dårlige, dumme og onde.

Denne tradition minder mig lidt om heksen til Sankt Hans, og jeg får altid lidt ondt af ham. Ligesom af heksen. Herr karneval er lavet af strå, så det går hurtigt, når et par fædre iført trafiksikre gule veste har været forbi med deres lightere.

Det er en begivenhed, der gør indtryk. I vores hus taler vi stadig om, hvordan Maxence blev ramt af et af hylene. Det tror jeg nu ikke helt på. Alt er normalt så gennemsikkert her, at jeg ikke kan forestille mig noget, der kan ryste en dansker.

Men det er ikke altid helt nemt at følge to femåriges overbeviste ræsonneren. Eller for den sags skyld at overbevise dem om noget andet, end det de allerede har i deres hoveder.

Denne rituelle afbrænding må være den sidste rest af oprindelighed. Ellers er alting meget ordentligt. Trafikken bliver dirigeret udenom, og små sedler er på forhånd delt ud til alle indbyggere med ruten og forklaringer .

 

Landsbyens indbyggere bliver bedt om at tage godt imod de udklædte børn og deres raslebøsser i min svigermors landsby. I vores egen sælger børnene og især deres mødre beignets - fedtkogte kager - og pengene går i begge tilfælde til skolens arbejde:

Leje en bus, så ungerne kan komme i teatret, tilskud til lejrskole, julegaver i form af nyt legetøj til forskolen (maternelle for de 3-5 årige) og lignende.

Men det mærker børnene jo ikke direkte noget til på selve dagen. De bliver imidlertid ikke snydt:

 

Under rundturen i min svigermors landsby er det nødvendigt at have en kuffert på hjul med for at transportere alt det slik, ungerne får til deling.

Det er årets slikpose, og den rummer vel et kilo blandet til hver, vil jeg tro. Hos os holder mængden til et helt år.

Rundturen er også til at tage at føle på. Min svigermors landsby er lille med sine 150 indbyggere. Der er heller ikke ret mange veje, men det tager alligevel tid at nå rundt. Vi spadserer i næsten tre timer, før vi kan konstatere, at det sørme ikke er mange af indbyggerne, der ikke åbner og har penge og bonbons klar. I morgen vil gåturen også være på et par timer, vel at mærke i meget stejle gader, der godt kan give en og anden voksen åndenød.

 

Sidste weekends karneval faldt i øvrigt sammen med anden runde af det franske regionalvalg. Mikrolokalet under salle de fête er bemandet med tre af de 11 byrådsmedlemmer. De har hverken tænkt på småmønter eller slik til ungerne - det vil retfærdigvis sige, at det har deres koner selvfølgelig - men vi møder da Claudes forældre, der har stemt som de første denne morgen.

Claude er flådeofficer, og vel nærmest den første, jeg lærte at kende i landsbyen udover lige familien. Han taler nemlig engelsk, så lige siden har jeg været på vældig god for med hans forældre.

Jeg har faktisk følt mig hjemme på dette sted, siden jeg kom, og jeg kan stadig forundres over denne mikroplets imponerende mange relationer ud i verden. Her er både en napolitaner, en schweitzer et par bedsteforældre med en søn i New Zealand og en datter i England, en enkelt fredsbevarende politiofficer og så mig.

Denne dag møder jeg en kvinde, der har boet her i to år, og hvis børn er halvt italienske og med rødder til Costa Rica. For at det ikke skal være løgn har hun selv boet nogle måneder i Roskilde. Det er altså ikke hverdagskost i Champagne, og jeg har f.eks. ikke flere af den slags oplevelser fra den landsby, vi bor i, som trods alt er 10 gange større.

 

Nå men, min svigermor har selvfølgelig også forberedt sig og lagt kamera og småpenge frem.

Jeg har også haft et kilo slik med til formået. Det ved jeg på forhånd, at hun ikke tænker på, og børnene skal have slik, skal de.

I morgen skal vi tidligt op én gang til, og spadsere byen rundt. Vi plejer at være i hvert fald en 200 stykker. Cirka 80 børn i skolerne, hvoraf de fleste deltager og deres familier, løber alligevel op. Det plejer at se cirka sådan her ud.