28 March, 2010

Babyboom på fransk

Babyer nok.

Så længe jeg kan huske, har Frankrig været undtagelsen i Europa. Landet med demografisk ligevægt. Her blev født stort set lige så mange som der dør. Modsat så vidt jeg ved alle andre europæiske lande.

Sådan er det også stadig væk. Ikke fordi franske kvinder har bedre tid til deres børn, men - min personlige teori - det er mere accepteret, at andre end en selv opdrager ens børn. En husholderske for eksempel. Eller arbejdsdage for etårige, der begynder kl. 8.30 og slutter kl. 18.

Den laveste gennemsnitsalder for fødende kvinder i Frankrig er 26,5 år, og det var i 1977. Nu har den passeret de 30, viser en undersøgelse fra INED (center for demografiske studer), som forklarer udviklingen med kvinders længere uddannelser og ønske om ikke at få børn, før de har installeret sig i livet med karriere, partner og bopæl. Det danske tal er 30,4 år.

Jeg synes, det bliver spændende at se, hvordan fødselsraten vil udvikle sig i de kommende år. Flere babyer eller færre. Selvom der ifølge INED ikke er nogen sammenhæng, daler kvinders fertilitet meget målbart efter de 35 år.

I 2008 og i 2009 fødte hver kvinde i Frankrig henholdsvis 1,99 og 1,98 barn, og det er topscore i EU-landene.

No comments: