Lille Gul og Lille Blå

På sit eget sprog ved man præcis, hvilke børnebøger der kan hvad. Som udgangspunkt har man jo sine egen erfaringer som barn at gå ud fra.

I et andet land og på et nyt sprog begynder man forfra. Lige præcis bøger og glæden ved at læse er noget, jeg gerne vil give til mine børn, og da deres far intet læser udover diverse magasiner, har det hele tiden været klart, at det skal komme fra mig. Men det er heller intet kors, der er nok at tage af.

 

Mit felt er selvfølgelig primært det danske og det skandinaviske. Det andet lærer rødderne nok i skolen og hos deres venner. Men da jeg virkelig er til bøger, har jeg alligevel ikke kunnet holde fingrene fra det franske. Derfor ved jeg, at det er svært at finde, hvad man skal bruge på et andet sprog. Jeg har fundet masser af de opslagsbøger for børn, som er et stort hit her.

Poesien derimod har det holdt lidt hårdt med. De kreative og fantasifuldt fantastiske børneuniverser, som jeg synes, jeg kender så godt nordfra. Det er dem, der har levet i mit sind, siden jeg var barn, og det er den slags, jeg har allermest lyst til at give mine børn. Det andet er skolen så utrolig fokuseret på. Jeg har ikke engang rigtig vidst, at der også fandtes noget andet. Noget, der er det, kunst er eller kan være: Bare til for glæden ved at være til.

Derfor var det med meget stor glæde, at jeg lærte Petit Bleu og Petit Jaune at kende af en fransk veninde, der også elsker bøger. Denne fine lille bog lærer man ikke noget af, og så dog alligevel det meste af det, der er værd at lære overhovedet. Simpelt, så selv småbitte børn kan forstå. En treårig kan selv afkode bogens billeder efter at have fået den fortalt en enkelt gang eller to. En nybagt læser vil hurtigt kunne læse den. Min seksårige søn læser den for sin lillesøster.

Hvad kunne da være mere naturligt end pronto at booke billetter, da dette lille mesterværk dukkede op som teaterstykke under en børnefestival her i Reims, som er en af vores få årligt tilbagevendende kulturbegivenheder.

 

Førstegangsteatergængere i typisk say-cheese positur.

For første gang inviterede jeg derfor min treårige datter med i teateret uden storebror, og vi slog os sammen med en lille ven, som også var i teateret uden storebror for første gang.

Stor succes. Datterens øjne og ører stod på stilke i de 30 minutter, forestillingen varede, og hjemme genfortalte hun så highlights for sin far. Det er da meget godt gået af en på tre tre kvart år.

Her er historien fortalt én gang til på en anden måde, men det bliver den slet ikke ringere af.

Amazon har mesterværket i en - forekommer det mig - lidt dyr udgave.