Mælkebøttens tid er inde

Jeg så i fjernsynet i dag - den bløde feature-ting, der slutter de regionale nyheder - at det nu er tid til at samle mælkebøtteblade. En ung mand, der sælger den slags på marked, samlede ind og fortalte.

Ingen i min omgangskreds har styr på den slags. De gider ikke rigtig den slags fra dengang man var nødt til at spise hvad som helst. Mange grøntsager er gået i glemmebogen på den konto, og er først ved at blive hentet frem af den nu.

Personligt vil jeg gerne vide, hvornår det er sæson for hvad, og spæde mælkebøtteblade til en fin forårssalat bør der være i rigelig rå mængde i vores lille firkant med jord bag huset.

En af de få ting, jeg foretager mig, i haven, er ellers at nippe de fandens hoveder af, for at de ikke skal formere sig alt for kraftigt. Måske ville der være endnu flere uden denne indsats, hvem ved?

Nu har jeg i stedet fundet en opskrift på mælkebøtte-confiture og det laver man af hovederne, når den tid kommer. De må naturligvis ikke være sprøjtet, og da de heller ikke står i nærheden af en vej, formoder jeg, at de er mere end ok til salat. Så må jeg jo siden se, hvad der dukker op til confituren.

Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der dukker op i naturen - måske lige minus rød fluesvamp - som en franskmand ikke kan få et eller andet spiseligt ud af. Det fremkalder min respekt til hver en tid. Der er desværre ikke sådan nogle kogekoner af Guds nåde i min franske familie, så jeg må se tv og spørge mig for hos venners forældre og de ældre naboer for at lære den slags fif.