Kvindedagen

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag.

Jeg har altid syntes, at det lød fælt. Som noget jeg har svært ved at identificere mig med.

Det er gået en hel del lettere, siden jeg var i et halvt års praktik på Kvindernes Fagblad. Hedengangne Kvindeligt Arbejderforbunds medlemsblad. Altså kvinder uden uddannelse, og lix'en skulle helst være ret lav.

I løbet af disse seks måneder mødte jeg alle former for kvinder. Jeg mødte også to - de var begge faglige sekretærer, altså valgt af medlemmerne - som jeg altid vil huske.

Den ene mødte jeg under overenskomstforhandlinger i Forligsen i København. På det tidspunkt havde jeg mødt få mennesker, der besad en sådan grad af menneskelig varme og humanitet. Det gjorde dybt indtryk.

Den anden fortalte mig om sin abort i dølgsmål, før den slags blev legalt. Resten af historien fortalte min egen mormor mig. Sidst i 1940'erne fødte hun min onkel, og hun delte stue med en pige, der var kommet i ulykke. Den eneste, der talte med denne pige, var min mormor. Kan man forestille sig, hvor fordømmende samfundet har været? Mange foretrak at gå til englemagersken, hvilket var livsfarligt. Det gjorde hende, jeg selv mødte. Hun overlevede, og kæmpede siden for fri abort. Det er til at forstå.

Kvindeligt Arbejderforbund havde den slags mærkesager: Kvindens ret til fri abort. Ligeløn for lige arbejde. Daginstitutioner, så kvinder kan forsørge sig selv, og meget mere. Problemstillinger, der er taget lige ud af manges liv. Også de velstilledes. Men kampen blev i meget høj grad ført fra dette forbund.

Nu er de desværre væk. Det vil sige, de er sluttet sammen med det tidligere SiD til Fagligt Fælles Forbund, og man hører - mig bekendt - ikke en lyd til kvindesag længere. Heller ikke fra andre og bedrestillede kvindegrupperinger.

Man kunne næsten komme til at tro, at der ikke er mere at kæmpe for, hvis man ikke vidste bedre.

Nå, men da jeg var i praktik, skulle jeg blandt andet skrive noget om denne dag, der oven i købet blev indstiftet i København med den tyske socialist Clara Zetkin i spidsen. Arbejderbevægelsen var oprindeligt - jeg ved ikke, hvordan det ser ud med den i dag - et meget internationalt foretagende.

Dengang i 1910 var der noget at kæmpe for: Stemmeret for eksempel.

Jeg kender i dag flere kvinder, der ikke stemmer. De skal ud at købe en sofa, støvsuge stugen eller lignende. Men jeg kender også andre kvinder, der ikke kunne drømme om ikke at gå i stemmeboksen uanset om det er et lille lokalt valg eller et parlamentsvalg. At stemme er ikke en ret, men en pligt.

Jeg kender ikke noget mere grelt eksempel end dette, og stemmeret har de fleste da heldigvis i dag. Retten til fri abort er noget mere omdiskuteret. Dog ikke i Danmark og heller ikke i Frankrig, mig bekendt. Men ligestillingsdebatten dør vist aldrig. Se bare her (Dagbladet Information).

Selv har jeg faktisk ikke noget at klage over. Hurra for det. Men jeg har punkter at arbejde med. Kvindernes Internationale Kampdag er meget langt væk fra min nuværende virkelighed, men alligevel er retten til et selvstændigt liv reel nok.

Jeg er medhjælpende hustru i vores firma, mor og ikke bosat i mit eget land, hvor jeg er den stærke, den der ved besked. Jeg kan med andre ord let forsvinde i andre(s) opgaver og liv.

Den 8. marts er sådan set en udmærket dag at gøre status på. Nu hvor jeg ikke lige skal ud og vifte med det røde flag. Respekten for Kvindeligt Arbejderforbund og dets 100 år lange kamp har jeg stadig, og det er ikke et af de ringeste minder fra i alt halvandet års praktiktid.