Den forbudte humor

Jeg har netop gennemset mine første to netvideoer med humoristen Stéphane Guillon. Jeg plejer ellers ikke at bruge tid på politisk satire, mine samlede franske referencer indenfor det politiske liv er endnu ikke mange nok til, at jeg griner højt nok og længe nok i forhold til den investerede tid.

Men også jeg har kun et standpunkt, til jeg går et andet sted hen, og nu var jeg altså blevet tilpas nysgerrig over politikken - undskyld, jeg mener selvfølgelig polemikken - omkring denne morsomme mand, som visse højtplacerede personer finder højst umorsom. Alene det er jo tiltrækkende.

Denne Stéphane forfatter tilfældigvis en af de mest hørte satirer i Frankrig. Fem minutter i primetime hver morgen, og immigrationsminister Eric Besson morede sig ikke ret meget over at få blandt andet sin hage grinagtiggjort i sidste uge.

For en sikkerheds skyld har direktøren for Franceinter undskyldt overfor monsieur le ministre. Det har humoristen også, men hvis jeg var minister, ville jeg nok have foretrukket at klare mig uden sidstnævntes.

Fik jeg fortalt, at to webfolk blev fyret i sidste uge efter at have skrevet en historie om præsident Sarkozy og frues påståede sidespring hver sin vej? Og at stort set kun engelsksprogede medier har viderekolporteret den historie. Det kan også godt være, at den ikke fortjener bedre. Det uhyggelige er, hvordan medier skræmmes eller forsøges skræmt til ikke at bringe de historier, magten forbyder bragt.

Problemet med de stærke mænds manglende evne til at se indad og le af sig selv, er, at det får humoren til at yngle om muligt endnu hurtigere. Bare se, selv jeg, den mest overmarginaliserede landsbyimmigrant af alle, fik kravlet mig ind hos Franceinter for selv at se starutten.

Nå, men med stærke mænd af den type forstår jeg, at Frankrig er pamflettens hjemland, og at humor, der graver hele vejen ind til det hvide ben, er vigtig. En nødvendig ventil. Jeg har til gengæld svært ved at forstå, at folk fortsat accepterer at indrette samfundet sådan. Svaret er altid, at Frankrig kan ikke ændres. Punktum.

Til gengæld tror jeg, at skal til at høre Franceinter hver morgen ligesom en masse andre franskmænd. Jeg gad nok vide, hvor mange nye lyttere Stéphane Guillon henter på den ministerfornærmelse. Læs mere i Le Monde.