Kulturudveksling

I dag var det Christians fødselsdag.

Han er i vores liv som min søns trommelærer. Men han giver så meget mere, og det er derfor naturligt at forberede en gave. En tiltalende ting på dette hold er, at fødselsdage fejres sammen. Det giver et socialt element, som slet ikke er givet i Frankrig. Men Christian er heller ikke fransk.

Min søn gider desværre ikke altid afsted. Kurset er langt, ligger sidst på eftermiddagen, når han hellere vil lege. Han siger, han får ondt i håndfladerne, men jeg tror mere, det handler om at han for længst har valgt sit instrument, og det er ikke djembén men trommesæt, og længere er den sådan set ikke. Om han så nok så meget kun er seks år.

I dag skulle der have været koncert på en bar, men den blev aflyst. Alt blev lidt kaotisk, og jeg regnede med at passe begge børn hjemme. I sidste sekund skiftede de mening, og tog begge med til en time, der endte med champagne, kage, leg og stor succes.

Selv for datteren, der ikke går på holdet, og normalt enten falder i søvn, eller klager over, at trommeriet giver hende ondt i ørene. Otte djember og en dumba, kumba eller hvad det nu er, den hedder, er ingen spøg. Jeg kan normalt uden problemer følge timen fra bilen på de dage, datteren falder i søvn.

De drog afsted tre mand høj med gaven. En lille Tors hammer med udprintet forklaring på fransk og et kort. Jeg giver gerne gaver på dansk, og især til Christian, der gav trommebørnene en halskæde fra Senegal efter deres første optræden for halvandet år siden. Dét fandt jeg stort.

Nu venter jeg på svar. Min mand kom nemlig hjem med besked om, at man i hans kultur først åbner gaver efter, at alle gæsterne er gået. Frankrig er for mig blevet den geografiske ramme for et kulturmøde, jeg aldrig tidligere har prøvet, og lige netop Reims af alle steder har afsløret sig som det næststørste center i Frankrig for indbyggere fra Senegal. Kun i Paris bor der flere senegalesere.

Én af dem er altså Christian, som kom ind i vores liv via musikken. Jeg håber, at han bliver der rigtig længe.