24 February, 2010

Klejner international

 
Posted by Picasa
Dette er ikke et fad med sukkerdryssede klejner. Men det ligner godt nok, ikke sandt? Disse kager har den samme rombeform som klejner, de er fedtkogte og har hul i midten, og for at det ikke skal være løgn er de oven i købet vredet. Den eneste forskel er sådan set, at de er polske, og dermed har et polsk navn. (Som jeg meget utjekket selvfølgelig ikke lige kan huske. Polsk er om muligt endnu vanskeligere end fransk).

For nogle år siden gik jeg sørme til fransk, og da jeg bor nær en provinsby er udvalget i kurser ikke ubegrænset. Valget stod mellem analfabet, universitetsstuderende og au pair-pige. Vi prøvede uni, men det kursus var bevogtet af en ond, fransk sekretær - hvis jeg tør af frygt for repressalier, skal jeg engang i en post komme nærmere ind på dette uhyggelige fænomen. Det blev med andre ord til au pair-kurset i tre sæsoner.

Vores lærer hver sæson med at krydsforhøre de af deltagerne, der rent faktisk var au pair-piger for at finde ud af, hvor mange af dem der skulle sparkes ud af for usle familieforhold. Nok om det. Efter den første sæson inviterede vi - på god dansk vis - alle hjem til os medbringende en ret fra hjemlandet.

Stor var min forbløffelse, da jeg så dette fad, som den polske au pair havde fremtryllet. Det var jo nemlig klejner. Men altså på polsk. De franske deltagere kunne yderligere bidrage med en fransk version, der minder meget om de to andre, og som man spiser i forbindelse med karneval.

Vi har netop været inviteret til goûter i dag. Eftermiddagskaffe hedder det vel på dansk, og værtinden havde skam kogt en ordentligt skudefuld af disse beignets, som hun kalder merveuilleuses. Det kan jeg kun oversætte som vidunderligheder, og det kunne jeg da kun være enig i. Børnene gad godt nok ikke spise dem, men det tæller ikke. Jeg ved jo af erfaring, at de aldrig har tid til noget som helst udover at lege. De har ikke hul i midten, og var ikke vredet, men godt nok rombeformede og sukkerdryssede, så de gled s'gu fint ned.

Jeg synes, det er en smuk tanke, at denne dejlige lille kage har rejst hele Europa rundt.

No comments: