En veninde er børnelæge, og blandt hendes arbejdsopgaver er at undersøge skolebørn i fire-fem års alderen i et bestemt kvarter i Reims.
Der er mange tokulturelle og/eller tosprogede børn iblandt, og hun fortalte mig forleden, at hun altid beder dem om at oversætte konkrete ord fra fransk til deres andet sprog, og at det endnu aldrig er lykkedes hende at få et svar.
Jeg kan huske, at min søns lærer fortalte en tilsvarende historie, da han var på samme klassetrin, ligeledes uden succes på trods af, at han på dette tidspunkt havde sine to sprog - dansk og fransk - klart og uafhængigt etableret. Det lykkedes ikke denne lærer, der endda selv har to rødder, to kulturer, to sprog, at få ham til at afsløre, hvordan man siger merci på dansk. Heller ikke bon jour for den sags skyld.
Siden treårsalderen har han altid tiltalt de rigtige mennesker på det rigtige sprog, og aldrig fejlet efter hvad jeg har hørt. Han benytter kun franske ord i danske sætninger, når han ikke kender det korrekte, danske ord, og tilsvarende den anden vej rundt. Med enkelte undtagelser som ikke rigtig vil sidde fast: for eksempel det selvopfundne to-ieme i stedet for anden. Det hedder deuxieme på fransk, og er altså en direkte frankificering. Hvis der ellers er noget, der hedder det.
Min veninde kunne jeg jo ikke give nogen forklaring. Men jeg gætter på, at de to sprog for så små børn som fire-fem årige findes i to store lunser, som kører ret uafhængigt af hinanden oppe i hjernen. At de små kan finde ud af, hvilken gruppe ord de skal bruge i forhold til hvilket menneske. At de efterhånden kan finde ud at være mere kreative, og snuppe et ord fra gruppe 2 til brug i gruppe 1, hvis ordet ikke findes i gruppe 1.
Først senere etablerer de en egentlig bro mellem de to grupper, og den har de brug for for at kunne oversætte. Før giver konceptet ingen mening for dem.
I dag er han seks år, og kan i Danmark fortælle, hvad forskellige ting hedder på fransk. Jeg ved ikke, om han nogensinde bliver spurgt i Frankrig. Udover læreren, den ene gang.
skip to main |
skip to sidebar
om stort og småt fra et flerkulturelt liv i Champagne.
Hvem?
- Sol
- Champagne. champagne. Contact me. Denmark. France. French man. Frenchmen. Internet. Journalist. Julekalender. LinkedIn. Radio. Verzy. Village. Vineyards. Winegrower. Winetalking. Winetasting. Writing.
Hvorfor?
Fordi jeg også gerne vil fortælle om det andet: Det andet land. De andre mennesker. Den anden kultur. Det andet sprog. Den anden mig. Det ene har jeg fortalt længe her.
Hvad?
Hvorfra?
Musik i bilen
Arkiv
Blogs jeg læser
Hvor kommer I fra?
©Solveig Tange 2004-2010
4 comments:
Hej Solveig,
To-ième er et genialt og logisk ord, når man tænker i den sammenhæng. Der er da logisk overførsel fra Gruppe 1 til 2 synes jeg? Kreativitet i hvert fald!
Jeg har venner med dansk-belgiske børn, som ikke snakker et ord dansk - det synes jeg jo er synd! Men det kræver jo, at man tager sig tiden til at vedligeholde sproget når man bor i udlandet.
Jeg er sikker på, at det er en gave selvom dansk ikke er det mest udbredte sprog i verden.
I går aftes så jeg en fantastisk udsendelse på TF1 - Harry Roselmack, der boede 1 måned i les cités uden for Paris; og der lærte jeg, at beboerne i fx 92 kan adskille en fra les cités i 95 pga. deres sprog. Fordi de har skabt franske slangord med baggrund i deres rødder - og eftersom de forskellige nationaliteter har grupperet sig, så er det med arabisk oprindelse et sted - men med senegalesisk et andet. Det var meget fascinerende - og en spændende udsendelse. Selvom det jo var lidt 'nemt' at sende Roselmack afsted synes jeg.. den eneste, der kunne begå sig derude i storbyjunglen.
Hav en dejlig dag
Nille
Hej.
To'ieme er logisk nok, han fortsætter også hele vejen igennem, og jeg retter det ligeså konsekvent, mens jeg tænker, at det vel egentlig ikke gør så meget.
Jeg tror at selve tosprogethedens gave - som bygger på jernhård disciplin fra den "fremmede" forælder, vil jeg mene - bliver ens for evigt uanset hvilket sprog, man skal trækkes med. Dansk er dermed lige værd at beskæftige sig med som alle andre sprog.
Her i Frankrig synes godt der kan være en tendens til at man ikke finder små sprog noget værd... men det franske eksempel, hvor kun få taler andet end fransk - mange er til gengæld meget dygtige til at forstå, de vogter sig blot for at vise det - taler for sig selv.
I Belgien må det sproglige igen være helt anderledes med den sprogkrig, man hører om uden for Belgien.
Da jeg var i Bruxelles sidste år go skulle købe TGV-billet tilbage til Frankrig, blev jeg behandlet virkelig dårlig af billetdamen. Bagefter gættede jeg på, at det var fordi jeg talte fransk. Men det er selvfølgelig svært at vide, hvad grunden var. Det var den eneste oplevelse af den slags i Bruxelles.
Ret utroligt hvad du beskriver om cité-dialekterne. Ja, det lyder næsten for nemt at sende lige ham afsted, men så har man da noget pænt at kigge på ;-D
Det har virkelig overrasket mig, hvor meget der skal til, før ens børn taler dansk. Og lykkedes det med nummer et, så er nummer 2 en hel anden historie, fordi nummer 1 og nummer 2 helt naturligt taler fransk sammen. Jeg kender ikke ret mange, hvis børn taler dansk, og det er ikke fordi moderen ikke prøver. Jeg tror nok, at jeg i min sitation er nået frem til at jeg er nødt til at være virkelig hardcore for at det lykkes, og det er stærkt isolerende for mig selv.
Det valg har jeg foretaget ret bevidst, men jeg kan godt forstå, hvis andre ikke træffer det samme valg. Det er f.eks. sådan noget som at slå over i fransk, når man står sammen med franskmænd og venter ude foran skolen. Det er naturligt at gøre for at vise, at man gerne vil integrere sig. Det betyder bare også, at ens børn finder ud, at man godt kan tale fransk, og så vil de ikke længere tale dansk. Måske... jeg ved jo ikke, hvordan mine egne ville have reageret. Men det er faktisk først inden for det sidste år, at min søn på 6 har fundet ud, at jeg godt kan fransk. Nu tror jeg, at det er så kendt og accepteret, at han også taler et andet sprog, at han ikke vil have problemer med sig selv med at være anderledes. Men jeg kan da være spændt på, hvordan det vil spænde af på en anden skole, hvor det ikke er kendt.
Alt sådan noget bruger jeg meget energi på, og det ville jeg slet ikke kunne, hvis jeg ikke det meste af tiden kan råde 100% over min arbejdsdag.
Jeg synes forresten det er supersejt at være tokulturel, tosproget, have to verdener, som man færdes i helst ikke alt for meget på to måder. Det er mit store mål.
Varme hilsener
Hej Solveig,
Jeg er helt enig med dig - det er en stor gave at være tosproget (eller mere) - 'selvom' det kun er dansk; men det regnes jo tit ikke for noget, fordi det er et lille sprog. Men det giver allerede en gaven at lære sprog - og der ved vi jo, at franskmænd ikke er helt stærke ;-) Men som du skriver - tit kan de... men tør nok ikke rigtigt, fordi det efterhånden er blevet en kliché, at de ikke kan andet end fransk. Det har nok en negativ effekt nu desværre.
I Bruxelles har jeg sjældent problemer - men jeg kan tydeligt høre, når det er en flamsk, der taler fransk - og så lægger jeg mit sprog an på det. De største problemer jeg har er i fx Gent eller Anvers! Der skal man altså ikke lige komme og bestille en kop kaffe på fransk! Da jeg ikke taler flamsk (officielt i hvert fald) så bliver det på engelsk - eller jeg spørger høfligt inden om fransk er OK! Det er et meget følsomt problem for nogle.
Hav en god dag!
Det med det flamske/franske og sprogkampen i Belgien kan man godt grine lidt uforstående af som dansker.
Men hvis jeg lige prøver at spole tilbage til for nogle år siden, da jeg tog et kursus i at sælge champagne på engelsk på vinskolen i landsbyen Avize her i nærheden, blev jeg faktisk spurgt af en af de andre sådan lidt tilfældigt, mens vi ventede i kantinekøen, om jeg så er fransk statsborger nu.
Sådan lidt i samme tonefald som om jeg er til lys eller mørk chokolade. Jeg blev faktisk temmelig pikeret. Som om man bare lige skifter nationalitet som et par rene sokker.
For så vidt var spørgsmålet logisk nok. Der er bare en følelsesmæssig sammenhæng, som jeg lige pludselig for første gang mærkede helt tydeligt.
Så jeg tror ikek længere at jeg griner helt så højt af det med flamsk og fransk, selvom jeg ikke ved, om det kan sammenlignes.
Der er i hvert fald både identitet, rod og selvforståelse og alt muligt bundet op på sprog og nationalitet, som jeg i hvert fald aldrig har fået testet, før jeg flyttede til udlandet.
Post a Comment