Weekend omme

Skovtur. Skoven er fyldt med både spiselige og giftige af slagsen.

 

Denne svamp ser vi tit, og den ligner en, man spiser, men jeg holder altså foreløbig fingrene for mig selv.

Jeg har en veninde, hvis mand er habil svampejæger, og som har lovet at give en intro.

Efter en historie for nogle år siden, hvor et familiemedlem til Alains bedste ven kom til at tilberede giftige svampe med efterfølgende alvorlig forgiftning har jeg udskudt projektet. En bedstemor med tre generationers erfaring i at kende de gode fra de andre, men altså alligevel ikke 100% habil.

For øvrigt spadserede min datter og jeg næsten hele vejen op til les faux. Det er ikke ingenting for en på 3 år. Det tager en lille time med en stigning på 10 procent. Men hun er jo knaldhård, og vi så spændende ting på vejen.

Udover svampene også disse her:

 

samt 1 mariehøne, 1 snegl, kristtorn, temmelig mange agern (personlig samling grundlagt) og horder af visne blade. Nåja og vandpytter og gode grene til at kaste ned i dem.

På vej hjem mødte vi samme veninde, der inviterede os med hen at hilse på hendes datters nye ridehest. Opstaldet på en hestegård lige nedenfor det bjerg, vi bor på.

 

På Maries høje hest.

Den treårige er mindre end tobak for en skilling, giver aldrig op, men fik alligevel lukket munden, mens hun klamrede sig fast højt oppe. Hun mangler endnu nogle centimeter før hun kan sidde lidt mere sikkert.

For en gangs skyld insisterede hun - stik mod vanlig stil - ikke på at fortsætte, så hestens højde må have gjort et vist indtryk. Også på mig. Jeg synes, det var fint, da hun atter satte begge ben på jorden, og straks ville tilbage til det lille føl.

 

Det lille føl.

Hun må have indset, at det går bedre i passende størrelse.

Begge mine børn muntrede sig meget med at løbe rundt. Føllene dansede afsted på den ene side af foldens indhegning. De legede simpelthen sammen. Børn møder børn.

Eva: "Mor, hvorfor fik vi ikke en tur på de små heste."
Mig: "Det er ligesom børn, de skal først gå i skole og lære det hele, før de er klar til at ride."
Eva: "Ooookæj"

Hvorpå vi kørte tilbage, op ad bakken, og kom hjem til et hus med en mand, der havde lavet dej til gaufres, en af de indlysende fordele ved at bo i Frankrig (tror også Belgien holder på den front). Vafler er dejligt.

Søndag morgen mødte vi en trup franske spejdere iført noget, der lignede engelsk kostskoleuniform fra 1940'erne og fane og rygsække. Jeg har godt hørt, at spejder-bevægelsen i Frankrig er overklasse, sådan set det i hvert fald ud, de kunne stryge direkte ind i Madame Figaro... og jeg ved det, for jeg læser denne publikation - nåja, læser og læser, kigger billeder - på 3. år.

Hele søndagen har vaflerne rumsteret videre. Bagergær når åbenbart ikke at udvikle sig lige så meget i vafler som i brød. Resultatet er, at det gærer videre i maven. Den føles derfor i den kriminelle periode som en ballon. Den lukker man luften ud af, som man nu kan, og 15 minutter senere begynder det hele forfra.

Resten af dagen har vi pakket champagne.

 

På billedet hjælper min far mig med kasserne.

Vores søn på 6 år synes, det er morsomt at hjælpe med at folde kasser, pakke dem, klistre dem til og køre dem på plads på en lille vogn, så han er nu under oplæring. Han har også lovet naboen at give en hånd med, når han bliver lidt større.

Mig tiltaler det meget, at vi kan foretage os noget sammen. Det er alligevel sjældent, at børn og forældre kan arbejde sammen, og at man selv kan lære sine børn at arbejde ved at gøre det med dem.

Der har endda været lidt tid og lidt kræfter til lektier. Rå mængder. Jeg ved ikke, om det er udsigten til tom, evakueret influenza-skole, der har fået læreren til at gå helt amok. Det er ikke småting, vi har lavet, og vi har endda ikke nået det hele. Vi, siger jeg, 6-årige børn har brug for en forælder til at hjælpe med lektier. Tjekke, at de læser og skriver og staver og citerer rigtigt.

I morgen er det så spændende om der overhovedet er skole. Jeg tror personligt, at dette hus' beboere bliver hjemme og hoster af.