Vi fejrer den 11. november. Det er mig, der har indført traditionen i vores familie.
Den 11. november kl. 11 er nok ikke en dag, et tidspunkt, der siger ret mange danskere ret meget.
Jeg lærte selv datoen og tidspunktet at kende, mens jeg arbejdede på Radio Syd. Jeg nævnte det selv i morgenradioen. I Sønderjylland husker mange Første Verdenskrigs slutning. De var der selv. Engang besøgte jeg et aftægtshus ved Haderslev. Den pensionerede landmand viste mig et par små stykker håndværk, som russiske krigsfanger havde lavet under deres arbejdsophold på familiens gård. Mændene var jo i krig. Her i Nordfrankrig. Eller andetsteds i Europa.
Nu bor jeg 60 kilometer fra den danske krigskirkegård i Braine. Der ligger alle dem, der aldrig kom tilbage til det dengang tyske Sønderjylland. Dem, der aldrig oplevede freden: Den 11. november kl. 11. Eller Genforeningen i 1920.
Alligevel er Første Verdenskrig ret fjern for de fleste af os danskere. Min morfar hørte kanoner dundre i et søslag i Jammerbugten, og andet har jeg aldrig hørt udover skoleundervisning før min tid i Sønderjylland.
I Verzy deltager vi gerne, når denne dag markeres foran krigsmonumentet på kirkegården. Sammen med byrådet, byrådets børn og diverse. Over 50 personer vil jeg skyde på, hertil kommer en flok børn.
Hver landsby, hver by i Frankrig har sådan monument. I Verzy er navnene på de faldne fra Første og Anden Verdenskrig hugget ind i den grå sten.
Lige før klokken 12 hører vi landsbyens orkester. Stortrommen, marchtrommen og et sæt bækkener lægger en bund under hvinende falske trompeter og horn.
Det er ikke kønt. Men det bringer unægtelig en stemning.
Foran monumentet læser byens borgmester en tale, som er udsendt fra et af ministerierne i Paris. I går nævntes det blandt andet, at den tyske kansler Angela Merkel som den første tyske regeringschef nogensinde deltog i højtidelighederne i Paris.
Her i Frankrig findes der ingen familier uden sine døde, sine krøblinge fra skyttegravene i Verdun, Chemin de Dames og fronterne ellers hedder. Det er særligt at modtage den gamle fjendes repræsentant i sit allerhelligste lige dén dag.
I Verzy varer det længe, en fem-ti minutter, før to af de kvindelige medlemmer af byrådet er færdige med at læse navnet på byens døde soldater op fulgt af et dystert mort pour la France (død for Frankrig).
Højtideligheden slutter på rådhuset - la Mairie - omkring en sludder og et glas lokal champagne eller to.
1 comment:
Vi "fejrer" det jo også i Belgien - hvor mange af de grusomme slag fandt sted; jeg besøger stort set aldrig en by eller en lille landsby uden at finde monumentet for 14-18 og 39-45. Jeg kigger på efternavnene og hver gang slår det én, at de samme familier har givet flere af deres sønner - og så igen en generation senere.
Belgien var som DK "kun" besat under 2. VK - men det er alligevel noget, der sidder dybt i alle familier. Alle har jo haft det inde på livet - og jeg kan levende sætte mig ind i den symbolik, der har været over, at Merkel var i Paris. Jeg så det på TF1, og jeg er sikker på, at det har gibbet lidt i nogle ældre mennesker.
Les boches er stadig et fænomen - og en af diskussionerne på TF1 under ceremonien gik også på, om man kunne forestille sig en lignene militærparade i Tyskland en dag - hvilket alle var enige om ikke burde og kunne ske. Det ville være for traumatisk for mange mennesker.
Post a Comment