"Franskmænd oplever nogle gange, at de konfronteret med ukontrolleret indvandring ikke længere er i deres eget land," sagde indenrigsminister, Claude Guéant for nylig til fransk radio.
Ved samme lejlighed sagde ministeren, at franskmænd føler sig presset af "former, som ikke passer til vores regler eller sociale værdier".
De udtalelser har fået Front National-lederen Marine le Pen til at tilbyde den nyudnævnte indenrigsminister æresmedlemsskab af sit højreradikale parti.
Socialisterne har selvfølgelig omgående trykket på maskinen for automatiske reaktioner, og frem dukkede Laurent Fabius med en kommentar om, at ministeren "anvender Front Nationals sprog", og det har han da ret i, og det vil han også få af alle gode socialister. Jeg får besøg af en i weekenden, så kan jeg teste der.
Men det vil ikke være kommet bag på hende. Det er trods alt en af Sarkos folk, så hvad kan man vente sig andet.
Andre venner i sidste weekend ville formentlig skrive under på ministerens udtalelser til hver en tid. Jeg tror ikke, at de stemmer Front National. Endnu. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, når jeg hører deres historier, og retorikken nærmer sig i betænkelig grad højrepopulisternes.
Weekendens historie er heller ikke hyggelæsning, selvom den har sine burleske elementer.
Hør bare her:
De bor på landet. På en gård i en lillebitte landsby lige nord for Paris. I de sidste snart 10 år har et af standardemnerne for samtale disse weekender været den stigende kriminalitet, der i den nærliggende by er voldsom.
For nylig fik en bekendt sin bil stjålet. Hun havde parkeret den udenfor politistationen, mens hun var inde for at melde sin taske stjålet. I tasken lå nøglen til bilen. Roger over.
Den nyudnævnte minister afløste Brice Hortefeux, der i sin embedstid blandt andet var en tur med toget på strækningen Paris-Beauvais, der ifølge vores venner er den farligste i Frankrig. Nå, men toget var til lejligheden spækket med politi og ministerens følge og ellers tomt, så Hortefeux mistede næppe sin håndtaske, som så mange andre ellers oplever på dette tog.
Også et fælles vennepar fra Paris var med til middagen. De fortalte også historier.
Kvinden - og her taler vi altså ikke om en trutmundet, fransk l'Oreal-klon, hende her er gud-ved-hvilken-generation af en matriarkalsk familie fra Pyrenæerne, og hun og alle andre ved godt, hvor bukserne sidder i dén familie - blev slået ned uden for sin arbejdsplads i slutningen af januar på vej til arbejde. Højlys dag. Overfaldmændene - formoder jeg - ville have hendes taske. Det ville hun ikke, så det fik de ikke. Men hun fik et seriøst chok og angst for at gå fra toget til sin arbejdsplads, en stor amerikansk virksomhed for internetteknologi.
Noget lignende hændte et medlem af vores familie på vej til arbejde for et par år siden i en by lidt syd for Paris. Hun har ikke turdet spadsere til toget siden.
Jeg tror sådan set heller ikke, at disse to kvinder stemmer Front National. Det er jeg ret sikker på, at de ikke gør. Men jeg kan godt forstå franskmænds sygelige - efter min mening - optagethed af sikkerhed, når den slags hændelser spreder sig til et almindeligt, dagligdags liv.
Jeg har aldrig hørt hverken vores familiemedlem eller vores veninde, der blev slået ned, harcelere mod nogen navngivne grupper - det være sig etniske, nationale eller farvemæssige - men vennerne på gården, der er vokset op på stedet, og har set næromgivelserne forandre sig gennem de sidste 30 år, gør. Det ser ud som om, de bor på landet, omgivet af marker, men i virkeligheden bor de i en nordlig forstad til Paris, og det er ikke rart.
Det uhyggelige er, at skurken næsten altid bliver "de andre " i stedet for de andres tro følgesvend: Fattigdom. Den bølge ridder Front National og andre populister på. Skamløst.
Men det er også skamløst at automatstemple ministerens udtalelser som Front National'ske, sådan som virkeligheden i Frankrig også ser ud. Det illusterer disse tilfældige historier, synes jeg.
Det er det Frankrig, der lige om lidt vælger ny canton'er - en gruppering af kommuner - men i virkeligheden varmer kedlerne op til 2012.
Præsidentvalg.
I en meningsmåling for nylig nåede den nuværende præsident Sarkozy aldrig den afgørende anden runde, som i stedet havde den franske socialistiske chef for Den Internationale Valutafond, Dominique Strass-Kaun, overfor Front Nationals Marine le Pen.
Der er jo stemmer i indvandring.
18 March, 2011
09 March, 2011
Marts-musik
Jeg skifter bilmusik hver måned.
Børnenes første favorit er Sorten Mulds Ravnen, eller som de siger: Skal vi ikke høre etterdiscen, sekseren. Dens lydmalerier forbliver overraskende moderne, synes jeg. Det er svært at høre, at Ravnen har 15 år på bagen.
Jeg har aldrig rigtig fået smag for Gustav Holts Planeterne, men nu får den så en chance i bilen. Til børnene har jeg solgt den som en forløber for musikken til StarWars. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at stjernekrigskomponisten ikke har lyttet til denne her først.
Februar-status: Mika var et stort hit. Bossanovaen gled så godt ind, de begyndte ligefrem at nynne visse bossanova-standarder, så derfor prøver jeg nu bossa i en anden udgave kombineret med lidt mere moderne electronica-lyd. Sønnen fandt i øvrigt på falderebet ud af, at han synes godt om Lloyd Webbers symfoniske variationer over Paganini-temaet.
Mere musik i bilen.
Børnenes første favorit er Sorten Mulds Ravnen, eller som de siger: Skal vi ikke høre etterdiscen, sekseren. Dens lydmalerier forbliver overraskende moderne, synes jeg. Det er svært at høre, at Ravnen har 15 år på bagen.
Jeg har aldrig rigtig fået smag for Gustav Holts Planeterne, men nu får den så en chance i bilen. Til børnene har jeg solgt den som en forløber for musikken til StarWars. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at stjernekrigskomponisten ikke har lyttet til denne her først.
Februar-status: Mika var et stort hit. Bossanovaen gled så godt ind, de begyndte ligefrem at nynne visse bossanova-standarder, så derfor prøver jeg nu bossa i en anden udgave kombineret med lidt mere moderne electronica-lyd. Sønnen fandt i øvrigt på falderebet ud af, at han synes godt om Lloyd Webbers symfoniske variationer over Paganini-temaet.
Mere musik i bilen.
11 February, 2011
Minikommuner der batter
Det er pensionisterne fra min svigermors landsby, og de er fotograferet i forbindelse med det årlige gilde, som kommunen inviterer på.
Kommuner i Frankrig er jo ikke ligefrem store. Denne tæller 150 sjæle, måske er den endda nået op på et par 100. Der er jo kommet 10 nye huse til, siden jeg selv boede i landsbyen.
Efter gildet bruger kommunen oven i købet et par håndører på at trykke det nye års kalender sammen med et par billeder fra lejligheden og distribuerer den så til alle.
I vores landsby er der et tilsvarende måltid, dog uden den husstandsomdelte kalender-gimmick, som jeg personligt synes sætter prik over i'et.
Se, det er skattekroner, jeg i den grad godt gider betale.
04 February, 2011
Fricadelles
Frikadeller er den mest danske af alle spiser.
Jeg har nu aldrig brudt mig specielt meget om kødbollerne, og her i Frankrig kan man spise så mange dejlige ting, at jeg ikke har gjort nogen større indsats for at holde dellen i hævd.
Men Tulip er åbenbart lige om hjørnet med hjælp.
Stor forbløffelse, da jeg for leden læste, at jeg nu kan forvente fricadelles på børnenes kantinemenu. I Frankrig spiser man ellers primært regulære kødstykker, men skal kødet være hakket, er udgangspunktet en udskæring, der har et navn. Læs mere.
200 tons fricadelles bliver det til om året, fortæller Tulip selv. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste i mit supermarked, og de har heller ikke optrådt på ugens menu i kantinen endnu. Men det kan jo komme.
Jeg har nu aldrig brudt mig specielt meget om kødbollerne, og her i Frankrig kan man spise så mange dejlige ting, at jeg ikke har gjort nogen større indsats for at holde dellen i hævd.
Men Tulip er åbenbart lige om hjørnet med hjælp.
Stor forbløffelse, da jeg for leden læste, at jeg nu kan forvente fricadelles på børnenes kantinemenu. I Frankrig spiser man ellers primært regulære kødstykker, men skal kødet være hakket, er udgangspunktet en udskæring, der har et navn. Læs mere.
200 tons fricadelles bliver det til om året, fortæller Tulip selv. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste i mit supermarked, og de har heller ikke optrådt på ugens menu i kantinen endnu. Men det kan jo komme.
21 January, 2011
Biblioteket har egen drage
"Nå, hvordan gik det så på biblioteket i går?" spurgte Augustes mor til morgen.
"Det gik godt," svarede jeg. Det er altid interessant at se ungerne sammen. Hvordan de hver især opfører sig, hvem der gør hvad med hvem, og hvordan læreren agerer. Det var det også i går.
"Men," jeg kender stadig ikke hendes fornavn, og der er et helt kontinent, hudfarve og formentlig bunker af oplevelser til forskel, men vi forstår hinanden, så jeg fortsatte: "Jeg forstår altså ikke måden, de taler til små børn på i det her land."
Første oplevelse på hovedbiblioteket efter at alle børn var bænket foran den børnebibliotekar, der her havde mulighed for at kapre 29 fremtidige kunder med familier.
Og hvordan gjorde hun så det?
Jo. Hun lagde ud med et rimelig lukket spørgsmål, der gik på, hvad forskellen på et bibliotek og et mediatek er. "Et sted, man kan låne bøger," var flere af børnene mellem fire og fem år i stand til at svare. Men det var ikke godt nok.
Hun spurgte, om børnene allerede havde besøgt stedet, og det havde en enkelt. Tre gange endda. Men det var ikke nok til at besvare spørgsmålet korrekt, og det cirklede vi derfor rundt i en femten minutters tid, indtil det lykkedes at få nævnt at man udover bøger også kan låne CD'er, CDROM'er og DVD-film samt magasiner på stedet. Hvor skulle børnene vide det fra?
Næste indslag. Børn rører jo på sig, og når dem på den bagerste række strakte armene i vejret, kom et par af dem til at røre ved et par rammer indeholdende originale illustrationer til en udgave af Den lille Rødhætte. Pludselig hang rammen på skrå, og vor vært gik straks i gang med at skælde de formastelige børn ud. Hvis nu rammen faldt ned, hvis nu billedet gik i stykker, hvad ville illustratoren, der så venligt havde lånt biblioteket sine billeder så ikke sige.
Det kunne hun jo have ret i.
Hvorfor der hænger så skrøbelige billeder på en plads, som børn vanskeligt kan undgå at røre, hvis de har brug for at strække sig, melder historien intet om. På det sted, hvor børn bliver bedt om at sætte sig for lytte til historier.
Børnene måtte frit kigge bøger i 15 minutter - progressivt - blot skulle de huske præcis, hvor de havde taget bogen, så der ikke kom uorden. Hvilket der allerede var, og flere børn kommenterede det. Samtlige børn, jeg tjekkede - random - var i stand til at placere bogen korrekt i rigtig kasse under rigtigt bogstav. Piger og drenge, hvoraf de fleste formentlig er mellem 4,5 og 5,5 år gamle. Det, synes jeg, da egentlig var ret godt gået.
Bibliotekaren sluttede den halvanden time lange seance med at læse en bog op, der handlede om en løve, der overtrådte bibliotekets reglement, og som derfor måtte gå et andet sted hen på trods af, at den elskede bøger. Joda.
Nu er jeg i forvejen ramt af bogbacillen, men ellers er jeg faktisk slet ikke sikker på, at jeg overhovedet ville turde vise mig på hendes bibliotek. Der er simpelthen for meget, man ikke må. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig?
Nu er der bare det, at børneafdelingen havde nogle ret fantastisk illustrerede værker til udlån stående frit fremme. Så det kan godt være, at Eva og jeg kommer til at se dragen lige midt i øjnene og gå derhen alligevel.
Augustes mor grinede højt og larmende af historien sammen med mig hele vejen hen på parkeringspladsen. Hun på vej til sin ghetto og jeg på vej til min. Det vidste jeg, at hun ville gøre, og det føltes rigtig godt.
"Det gik godt," svarede jeg. Det er altid interessant at se ungerne sammen. Hvordan de hver især opfører sig, hvem der gør hvad med hvem, og hvordan læreren agerer. Det var det også i går.
"Men," jeg kender stadig ikke hendes fornavn, og der er et helt kontinent, hudfarve og formentlig bunker af oplevelser til forskel, men vi forstår hinanden, så jeg fortsatte: "Jeg forstår altså ikke måden, de taler til små børn på i det her land."
Første oplevelse på hovedbiblioteket efter at alle børn var bænket foran den børnebibliotekar, der her havde mulighed for at kapre 29 fremtidige kunder med familier.
Og hvordan gjorde hun så det?
Jo. Hun lagde ud med et rimelig lukket spørgsmål, der gik på, hvad forskellen på et bibliotek og et mediatek er. "Et sted, man kan låne bøger," var flere af børnene mellem fire og fem år i stand til at svare. Men det var ikke godt nok.
Hun spurgte, om børnene allerede havde besøgt stedet, og det havde en enkelt. Tre gange endda. Men det var ikke nok til at besvare spørgsmålet korrekt, og det cirklede vi derfor rundt i en femten minutters tid, indtil det lykkedes at få nævnt at man udover bøger også kan låne CD'er, CDROM'er og DVD-film samt magasiner på stedet. Hvor skulle børnene vide det fra?
Næste indslag. Børn rører jo på sig, og når dem på den bagerste række strakte armene i vejret, kom et par af dem til at røre ved et par rammer indeholdende originale illustrationer til en udgave af Den lille Rødhætte. Pludselig hang rammen på skrå, og vor vært gik straks i gang med at skælde de formastelige børn ud. Hvis nu rammen faldt ned, hvis nu billedet gik i stykker, hvad ville illustratoren, der så venligt havde lånt biblioteket sine billeder så ikke sige.
Det kunne hun jo have ret i.
Hvorfor der hænger så skrøbelige billeder på en plads, som børn vanskeligt kan undgå at røre, hvis de har brug for at strække sig, melder historien intet om. På det sted, hvor børn bliver bedt om at sætte sig for lytte til historier.
Børnene måtte frit kigge bøger i 15 minutter - progressivt - blot skulle de huske præcis, hvor de havde taget bogen, så der ikke kom uorden. Hvilket der allerede var, og flere børn kommenterede det. Samtlige børn, jeg tjekkede - random - var i stand til at placere bogen korrekt i rigtig kasse under rigtigt bogstav. Piger og drenge, hvoraf de fleste formentlig er mellem 4,5 og 5,5 år gamle. Det, synes jeg, da egentlig var ret godt gået.
Bibliotekaren sluttede den halvanden time lange seance med at læse en bog op, der handlede om en løve, der overtrådte bibliotekets reglement, og som derfor måtte gå et andet sted hen på trods af, at den elskede bøger. Joda.
Nu er jeg i forvejen ramt af bogbacillen, men ellers er jeg faktisk slet ikke sikker på, at jeg overhovedet ville turde vise mig på hendes bibliotek. Der er simpelthen for meget, man ikke må. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig?
Nu er der bare det, at børneafdelingen havde nogle ret fantastisk illustrerede værker til udlån stående frit fremme. Så det kan godt være, at Eva og jeg kommer til at se dragen lige midt i øjnene og gå derhen alligevel.
Augustes mor grinede højt og larmende af historien sammen med mig hele vejen hen på parkeringspladsen. Hun på vej til sin ghetto og jeg på vej til min. Det vidste jeg, at hun ville gøre, og det føltes rigtig godt.
19 December, 2010
12 October, 2010
Det farlige net
Hvorfor skal alt i dette land lovgives og regelrettes?
Nu er det internettets umoralske del. Andre gange er det noget andet.
Typisk fransk at ville lade staten eller en eller anden instans bestemme og derefter styre tingene. Jeg mener jo, at det ikke er nogen gudgiven sandhed, at man nødvendigvis ved bedre, selvom man er højere på strå med bedre uddannelse. Der er sikkert stor sandsynlighed for det, men det er trods alt ikke det samme, og jeg vil gerne bestemme selv.
Men jeg kommer jo også fra den anden side af muren. Brudfladen mellem det latinske og det angel-saksiske, som de kalder det her, non-stop. Jeg kigger fra nord mod syd, og her kigger man fra syd mod syd, hvilket giver et helt andet perspektiv.
Agr.
I det mindste er den socialistiske opposition ikke enig i præsidentens kontrollerende dagsorden, og madne og vinen og måske endda vejret er stadig bedre.
06 October, 2010
Den nysgerrige vinbonde
Den nysgerrige vinbonde
Tilgiv mig lige dette link... tekst bør ikke ligge to steder, og denne tekst hører også hjemme her.
13 September, 2010
Svampef(angst)
I år er svampeår.
Pinot-druerne har kamp til stregen. Hvis det lykkes at hive halvdelen i hus, er det godt. Vi har aldrig set noget lignende, og vi har tilsammen kigget siden 1997. Også i skoven skyder paddehattene.
Jeg mødte et ægtepar på skovstien for et par dage siden. De fortalte mig, at rørhattene, som er meget værdsat, synger på sidste vers, og at de nu leder efter trompettes de mort. Eller trompetsvamp.
Disse små sorte svampe med det ildevarslende navn har jeg kun smagt én gang. De var indsamlet af min svogers mor. Ellers er svampejagt tit mænds domæne. Jeg kender ingen kvinder udover bemeldte bedstemor. Men mange mænd, og de er ikke ret interesseret i følgeskab. Hver har sine steder.
"Men du godeste, er du ikke bange for at gå alene i skoven?" spurgte en anden bedstemor mere end forbavset i går.
"Næh," svarede jeg, "Egentlig er jeg mere bange for at være bange."
Det er mange af de franske kvinder, jeg møder.
Efter syv år i Frankrig prøver jeg stadig at finde ud af, om det er mig, der ikke er rigtig klog, eller de andre, der er hysterisk tilbageholdende. Endda selvom en kvindelig motionist blev myrdet i en skov i Nordfrankrig for nylig. Det er ikke mit indtryk, at der sker flere voldelige overgreb i skove end i byer. Den slags nyheder er blot bedre eksponeret.
Svampene har jeg til gengæld stor respekt for. Kun de fine detaljer skiller det virkeligt giftige fra det spiselige. Selv erfarne svampejægere kan komme galt afsted. Her i Frankrig kan man gå på apoteket med sine fund, og da der er et apotek i hver en flække, kan man hurtigt få sorteret gift fra godt. Jeg holder mig til rørhatte, som er lette at genkende, hvis man ellers kan finde dem. Selv er jeg oppe på en.
Pinot-druerne har kamp til stregen. Hvis det lykkes at hive halvdelen i hus, er det godt. Vi har aldrig set noget lignende, og vi har tilsammen kigget siden 1997. Også i skoven skyder paddehattene.
Jeg mødte et ægtepar på skovstien for et par dage siden. De fortalte mig, at rørhattene, som er meget værdsat, synger på sidste vers, og at de nu leder efter trompettes de mort. Eller trompetsvamp.
Disse små sorte svampe med det ildevarslende navn har jeg kun smagt én gang. De var indsamlet af min svogers mor. Ellers er svampejagt tit mænds domæne. Jeg kender ingen kvinder udover bemeldte bedstemor. Men mange mænd, og de er ikke ret interesseret i følgeskab. Hver har sine steder.
"Men du godeste, er du ikke bange for at gå alene i skoven?" spurgte en anden bedstemor mere end forbavset i går.
"Næh," svarede jeg, "Egentlig er jeg mere bange for at være bange."
Det er mange af de franske kvinder, jeg møder.
Efter syv år i Frankrig prøver jeg stadig at finde ud af, om det er mig, der ikke er rigtig klog, eller de andre, der er hysterisk tilbageholdende. Endda selvom en kvindelig motionist blev myrdet i en skov i Nordfrankrig for nylig. Det er ikke mit indtryk, at der sker flere voldelige overgreb i skove end i byer. Den slags nyheder er blot bedre eksponeret.
Svampene har jeg til gengæld stor respekt for. Kun de fine detaljer skiller det virkeligt giftige fra det spiselige. Selv erfarne svampejægere kan komme galt afsted. Her i Frankrig kan man gå på apoteket med sine fund, og da der er et apotek i hver en flække, kan man hurtigt få sorteret gift fra godt. Jeg holder mig til rørhatte, som er lette at genkende, hvis man ellers kan finde dem. Selv er jeg oppe på en.
06 June, 2010
Ung fransk pige
Vi gik for første gang nogensinde en tur downtown Reims uden at skulle noget. Ligeledes for første gang blev damen ikke træt i benene, og inden vi fik set os om, stod vi ved katedralen.
Vi satte os ned, hun løb rundt, vi spiste kiks, og så på de mange mennesker, der når forbi stedet i løbet af kort tid. Domkirken i Reims er et af Frankrigs store, gotiske mesterværker, men det må jeg skrive om en anden gang.
Jeg fik nemlig øje på en ret lille statue, der står lettere uanseelig i et hjørne på den store plads, og det er vel egentlig uretfærdigt. Jeanne d'Arc var trods alt pigen fra landet, som fik Frankrig op at stå efter lang tids kaos med den engelske arvefjende.
Nu er jeg ikke helt stærkt i de historiske detaljer - den unge kvinde er jo ikke en del af min historie - men jeg ved da, at hun ledsagede den franske konge, så han kunne blive kronet i Reims. Dermed blev han det symbol, der kunne samle franskmændene, så de kunne jage englænderne hjem til England.
En vigtig person i Frankrigs historie med andre ord, og et glimrende idol for en ung pige, der ikke bryder sig om kjoler, pigeting, prinsesser, men til gengæld godt kan lide rustninger, sværd og heste. Så jeg fortalte, hvad jeg vidste, og bagefter smuttede vi en tur ind i katedralen, hvor der er et kapel for Jeanne d'Arc.
Her står hun i form af en anden statue, skrøbelig som en skønjomfru og dog stærk som en ridder med sin rustning og hjelm. Jeg har allerede besluttet, at jeg må i gang med at genopfriske hele historien. Eller rettere en del af den. Den hjerteskærende afslutning på et bål i Rouen behøver vi jo ikke tale om lige nu.
30 May, 2010
Giftig kamp
Et fransk parlamentsmedlem fra departementet Moselle foreslår at kræve, at bloggere oplyser deres fulde navn og kontaktdetaljer.
Den idé har selvfølgelig skabt masser af rajasjang i blogverdenen. Flere anonyme blogger om deres arbejdsplads, det kan af og til være opsigtsvækkende ting, de offentliggør og derfor ønsker de selvfølgelig ikke at lægge navn til.
Der er flere eksempler på fyringer af populære bloggere, der har skrevet for meget, og alligevel ikke var så anonyme, som de troede.
De fortæller blandt andet, at de aldrig ville kunne fortælle den slags historier, som de bringer, hvis de ikke var anonyme.
Jeg tilføjer så, at det nok også lige præcis er meningen med forslaget.
Som journalist mener jeg oplagt, at man bør overveje, om man overhovedet skal publicere noget, man ikke vil lægge navn og kontaktmulighed til.
Frankrig er jo imidlertid et land, der altid har haft megen meget giftig satire - pamfletter - der for eksempel fyrede godt op under kedlerne i årene op til den franske revolution.
Det er kun et par dage siden, at jeg studsede over en bog med sort omslag forfattet af en anonym - Judas var pseudonymet vist, og det giver jo allerede et par associationer. Ifølge bogens bagside omfatter det en stribe skribenter, politikere og lignende, der gerne deler ud af, hvorfor de mener, at præsident Sarkozy er færdig. Men de lægger ikke navn til.
Når man følger lidt med i, hvordan historier om samme præsident får folk fyret - der er flere eksempler på både fyring og mundkurv - ligger en del af forklaringen uden tvivl her. Ubehageligt.
Ligeså ubehageligt er alle de giftigheder, som en forfatter kan tillade sig med anonymitetens dække. Måske er det min skandinaviske, måske min journalistiske baggrund, der får mig til at ækles ved stilen.
På den anden side er Frankrig et samfund, hvor det er svært at få magthaverne i tale. Man må derfor råbe højt, hvis man vil frem med et budskab. Anonym pamflet eller blog er en indlysende mulighed. Men kønt er det altså ikke.
Den idé har selvfølgelig skabt masser af rajasjang i blogverdenen. Flere anonyme blogger om deres arbejdsplads, det kan af og til være opsigtsvækkende ting, de offentliggør og derfor ønsker de selvfølgelig ikke at lægge navn til.
Der er flere eksempler på fyringer af populære bloggere, der har skrevet for meget, og alligevel ikke var så anonyme, som de troede.
De fortæller blandt andet, at de aldrig ville kunne fortælle den slags historier, som de bringer, hvis de ikke var anonyme.
Jeg tilføjer så, at det nok også lige præcis er meningen med forslaget.
Som journalist mener jeg oplagt, at man bør overveje, om man overhovedet skal publicere noget, man ikke vil lægge navn og kontaktmulighed til.
Frankrig er jo imidlertid et land, der altid har haft megen meget giftig satire - pamfletter - der for eksempel fyrede godt op under kedlerne i årene op til den franske revolution.
Det er kun et par dage siden, at jeg studsede over en bog med sort omslag forfattet af en anonym - Judas var pseudonymet vist, og det giver jo allerede et par associationer. Ifølge bogens bagside omfatter det en stribe skribenter, politikere og lignende, der gerne deler ud af, hvorfor de mener, at præsident Sarkozy er færdig. Men de lægger ikke navn til.
Når man følger lidt med i, hvordan historier om samme præsident får folk fyret - der er flere eksempler på både fyring og mundkurv - ligger en del af forklaringen uden tvivl her. Ubehageligt.
Ligeså ubehageligt er alle de giftigheder, som en forfatter kan tillade sig med anonymitetens dække. Måske er det min skandinaviske, måske min journalistiske baggrund, der får mig til at ækles ved stilen.
På den anden side er Frankrig et samfund, hvor det er svært at få magthaverne i tale. Man må derfor råbe højt, hvis man vil frem med et budskab. Anonym pamflet eller blog er en indlysende mulighed. Men kønt er det altså ikke.
27 May, 2010
Skoven åbner sit skatkammer
Jeg har været så dygtig i pinsen.
Tre cykelture er det blevet til, og dem, der kender terrænet her, vil vide, at det ikke er for tøsedrenge.
Til gengæld blev jeg også belønnet i rigt mål.
På den første tur gennem vinmarkerne holdt jeg øje med planternes vækst. Sol og varme giver dem virkelig et boost, hvilket også er fint, for de har nærmest stået stille i det kolde majvejr.
På den anden tur havde jeg min datter med i cykelstolen, som jo er et meget eksotisk redskab på disse kanter. Jeg har i syv år kun set yderligere en cykel med barnesæde i Montagne de Reims. Nå, men vi benyttede lejligheden til at samle blomster til at presse og klistre ind i et børne-blomster-leksikon, som min søn fik i gave for flere år siden, men som vi slet ikke er færdige med at fylde ind i. Det der med blomsterpresning kommer kun over mig i perioder, men faktisk er det en rigtig fin aktivitet, hvis man gerne vil kende verden omkring sig bedre. Sætte navn på blomster for eksempel, blive opmærksom på hvor de vokser og den slags.
Vi bor jo 30 meter nedenfor en meget stor og vild skov - Montagne de Reims, som er en nationalpark, og rummer mange dyr og vækster, som er værd at kende.
Vi fandt for eksempel vilde roser - men kun et enkelt sted langs ruten, som jo altså må have haft en undergrund, der passede den fine, lille blomst godt - og lærte, at denne blomst har en berusende, dejlig duft. Min datter er ret kvik med næsen, så jeg prøver at udvide hendes og mit eget duftmæssige repetoire, når det er muligt. Og sætter ord på næsens erfaringer.
Den mest opsigtsvækkende opdagelse kom på min tredje cykeltur - i mandags - hvor jeg for første gang gjorde forsøget på at nå landsbyen Mailly-Champagne, der i fugleflugt ligger fem kilometer herfra, men ad skovens småstier er et noget mere omfattende projekt kilometermæssigt. Til gengæld undgår jeg så landevejens meget bratte stigninger og fald.
Langs en lille og ret hemmelig, tror jeg, skovsti stod de så. Blomster, som jeg ikke umiddelbart syntes, at jeg havde set før, trods pænt mange ture i skoven i årenes løb. Så jeg gik tilbage, og kiggede lidt nærmere på dem, og fandt to blomstertyper, jeg aldrig har set før, men har hørt om fra skovridderen. Den vildei orkidé er mindre end butikkernes og af en himmelblå farve. Den anden blomst minder om en hyacinth med sin tykke og korte stængel, hvorpå vokser mindre blomster på samme måde men af en anden form end hyacinthens. Farven er en kombination af hvid og vinrød.
Jeg var helt begejstret, fotograferede løs, og fortæller stadig flere dage efter om denne fantastiske opdagelse. At se noget nyt i skoven rangerer blandt de store oplevelser, og det er formentlig også resultatet af at bo så tæt på i en del år.
Blandt årens andre højdepunkter er en sjælden salamander i meget giftige kulører, der en aften efter et kraftigt regnvejr dukkede op på vores matrikel, en vildsvineunge i baghaven - de siger virkelig som en gris - og en lille stålgrå slange på skovstien.
Skoven er virkelig det skønneste skatkammer. Og det giver endda motion.
Tre cykelture er det blevet til, og dem, der kender terrænet her, vil vide, at det ikke er for tøsedrenge.
Til gengæld blev jeg også belønnet i rigt mål.
På den første tur gennem vinmarkerne holdt jeg øje med planternes vækst. Sol og varme giver dem virkelig et boost, hvilket også er fint, for de har nærmest stået stille i det kolde majvejr.
På den anden tur havde jeg min datter med i cykelstolen, som jo er et meget eksotisk redskab på disse kanter. Jeg har i syv år kun set yderligere en cykel med barnesæde i Montagne de Reims. Nå, men vi benyttede lejligheden til at samle blomster til at presse og klistre ind i et børne-blomster-leksikon, som min søn fik i gave for flere år siden, men som vi slet ikke er færdige med at fylde ind i. Det der med blomsterpresning kommer kun over mig i perioder, men faktisk er det en rigtig fin aktivitet, hvis man gerne vil kende verden omkring sig bedre. Sætte navn på blomster for eksempel, blive opmærksom på hvor de vokser og den slags.
Vi bor jo 30 meter nedenfor en meget stor og vild skov - Montagne de Reims, som er en nationalpark, og rummer mange dyr og vækster, som er værd at kende.
Vi fandt for eksempel vilde roser - men kun et enkelt sted langs ruten, som jo altså må have haft en undergrund, der passede den fine, lille blomst godt - og lærte, at denne blomst har en berusende, dejlig duft. Min datter er ret kvik med næsen, så jeg prøver at udvide hendes og mit eget duftmæssige repetoire, når det er muligt. Og sætter ord på næsens erfaringer.
Den mest opsigtsvækkende opdagelse kom på min tredje cykeltur - i mandags - hvor jeg for første gang gjorde forsøget på at nå landsbyen Mailly-Champagne, der i fugleflugt ligger fem kilometer herfra, men ad skovens småstier er et noget mere omfattende projekt kilometermæssigt. Til gengæld undgår jeg så landevejens meget bratte stigninger og fald.
Langs en lille og ret hemmelig, tror jeg, skovsti stod de så. Blomster, som jeg ikke umiddelbart syntes, at jeg havde set før, trods pænt mange ture i skoven i årenes løb. Så jeg gik tilbage, og kiggede lidt nærmere på dem, og fandt to blomstertyper, jeg aldrig har set før, men har hørt om fra skovridderen. Den vildei orkidé er mindre end butikkernes og af en himmelblå farve. Den anden blomst minder om en hyacinth med sin tykke og korte stængel, hvorpå vokser mindre blomster på samme måde men af en anden form end hyacinthens. Farven er en kombination af hvid og vinrød.
Jeg var helt begejstret, fotograferede løs, og fortæller stadig flere dage efter om denne fantastiske opdagelse. At se noget nyt i skoven rangerer blandt de store oplevelser, og det er formentlig også resultatet af at bo så tæt på i en del år.
Blandt årens andre højdepunkter er en sjælden salamander i meget giftige kulører, der en aften efter et kraftigt regnvejr dukkede op på vores matrikel, en vildsvineunge i baghaven - de siger virkelig som en gris - og en lille stålgrå slange på skovstien.
Skoven er virkelig det skønneste skatkammer. Og det giver endda motion.
25 May, 2010
Min computer taler fransk
Min computer taler atter fransk, og jeg hader det.
Jeg har mere eller mindre opgivet at indstille sprog i Exploreren.
Den intelligente maskine tjekker alligevel altid IP-nummeret, og matcher det op med det korrekte sprog. Lige meget hvor meget jeg vælger og vælger om.
Jeg havde egentlig opgivet at kunne få lov at læse Google-programmerne på engelsk. Indtil jeg skiftede til Firefox. Den kan tilsyneladende godt æde, at jeg bor i Frankrig, derfor har fransk IP-nummer, men altså hellere vil tale engelsk end fransk med min kære maskine.
Firefox'en - eller hvad det nu er - har givet andre problemer, der betyder, at jeg alligevel af og til vender mig mod Explorer. Men kors da, hvor er det irriterende, for så er der ingen vej udenom Google på fransk. Den lille irriterende sprog-switch finder altid tilbage. Så utroligt det end er. Jeg har selv siddet og kodet den slags for 15 år siden, og det var helt enkelt at lade folk vælge selv.
I dag er verden simpelthen indrettet til ét land - ét sprog lige meget hvor grænseoverskridende nettet og alle opkoblede computere så er.
Jeg har mere eller mindre opgivet at indstille sprog i Exploreren.
Den intelligente maskine tjekker alligevel altid IP-nummeret, og matcher det op med det korrekte sprog. Lige meget hvor meget jeg vælger og vælger om.
Jeg havde egentlig opgivet at kunne få lov at læse Google-programmerne på engelsk. Indtil jeg skiftede til Firefox. Den kan tilsyneladende godt æde, at jeg bor i Frankrig, derfor har fransk IP-nummer, men altså hellere vil tale engelsk end fransk med min kære maskine.
Firefox'en - eller hvad det nu er - har givet andre problemer, der betyder, at jeg alligevel af og til vender mig mod Explorer. Men kors da, hvor er det irriterende, for så er der ingen vej udenom Google på fransk. Den lille irriterende sprog-switch finder altid tilbage. Så utroligt det end er. Jeg har selv siddet og kodet den slags for 15 år siden, og det var helt enkelt at lade folk vælge selv.
I dag er verden simpelthen indrettet til ét land - ét sprog lige meget hvor grænseoverskridende nettet og alle opkoblede computere så er.
23 May, 2010
Gule striber af tis
Jeg kender ikke selv til de hersens gule striber.
En dansk bekendt, der også bor i Frankrig, fortalte mig om dem i dag.
En artikel i et dansk dameblad fremviste forskellige eksempler på lækre hjems lækre indretning, hvor den lækre detalje var gule striber på væggen.
Min danske bekendt er også i Frankrig stødt på sådanne gule striber. De sidder på væggene i gamle kostalde, og er resterne af kopis, der ikke sådan lige kan fjernes. Man må derfor leve med det, eller droppe at indrette sin stue i den gamle kostald.
Stor var derfor hendes overraskelse, da hun stødte på lignende gule striber som en lækker boligdetalje i det danske blad.
Det er masser af eksempler på den slags, hvor noget i virkeligheden jævnt eller det, der er værre, fra den ene kultur bliver lækkert i den anden, fordi det har en signalværdi, som sjovt nok overhovedet ikke findes i den oprindelige sammenhæng.
Lækre tissestriber tager dog nok førsteprisen. Eller er der nogen, der har noget bedre at byde ind med?
En dansk bekendt, der også bor i Frankrig, fortalte mig om dem i dag.
En artikel i et dansk dameblad fremviste forskellige eksempler på lækre hjems lækre indretning, hvor den lækre detalje var gule striber på væggen.
Min danske bekendt er også i Frankrig stødt på sådanne gule striber. De sidder på væggene i gamle kostalde, og er resterne af kopis, der ikke sådan lige kan fjernes. Man må derfor leve med det, eller droppe at indrette sin stue i den gamle kostald.
Stor var derfor hendes overraskelse, da hun stødte på lignende gule striber som en lækker boligdetalje i det danske blad.
Det er masser af eksempler på den slags, hvor noget i virkeligheden jævnt eller det, der er værre, fra den ene kultur bliver lækkert i den anden, fordi det har en signalværdi, som sjovt nok overhovedet ikke findes i den oprindelige sammenhæng.
Lækre tissestriber tager dog nok førsteprisen. Eller er der nogen, der har noget bedre at byde ind med?
20 May, 2010
Den tredje kop
Den tredje kop strøg for fem minutter siden. 1000 stykker - mindst - på det hårdtslående klinkegulv.
Det må nu atter være nogenlunde trygt at have mig gående tæt på enhver form for porcelæn.
Men hvordan kan det være, at jeg i perioder kan smadre tre kopper på en uge, og i andre intet ødelægger i årrækker?
Det var desværre en af de nye kopper, der røg, i stedet for en af dem, der skulle have været baldret, før jeg egentlig havde lov til at købe nye.
18 May, 2010
Om tyggegummi og røget the
Blandt mine bedste souvenirs er dem, der smager.
Foran slikhylden i det engelske supermarked Tesco kom jeg pludselig i tanke om, hvor fantastisk en oplevelse det var at pakke de aflange små flade pakker med Wrigley's tyggegummi ud engang for mange år siden i London. Jeg var ni år og og på sommerferie England og Skotland rundt, og det tyggegummi var helt anderledes end de Jenka- og Shake-stykker, der ellers var in.
Jeg verpede straks tre store pakker tyggegummi over i min kurv til uddeling i den obligatoriske fødselsdagsslikpose sammen med lakridskonfekt, Jelly Babies og noget Cadbury's chokolade.
Thehylden er også et must, og jeg køber rigeligt ind af den røgede Lapsang the, som jeg smagte første gang hos en gymnasievenindes mor og har holdt af lige siden. Jeg kan stadig se det designerkøkken og -hus for mig, hvor denne morens røgede the stod på potten. Af og til kommer jeg i tanke om, at den findes, og så køber jeg straks rigelige mængder for at have til en tid. Sjovt nok sætter også min søster pris på denne the, der er speciel med sin røgede smag. Røget på samme måde som røget fisk.
Netop smags- og duftoplevelser skal være blandt de stærkeste indtryk, vi har, og disse to duft- og smagsfotografier står i hvert fald så tydeligt i min egen erindring, at jeg stort set kan genkalde mig rummet, som det var omkring mig, mens jeg smagte. Trods de 25 år imellem.
Og så er Wrigley's endda amerikansk, og man kan sikkert også få det overalt. Slikket er også globaliseret. Det er den røgede the også, den kommer trods alt langvejs fra, men der har nu været langt mellem de thepotter, den er landet i, i mit liv. Udover altså min egen og min søsters.
Foran slikhylden i det engelske supermarked Tesco kom jeg pludselig i tanke om, hvor fantastisk en oplevelse det var at pakke de aflange små flade pakker med Wrigley's tyggegummi ud engang for mange år siden i London. Jeg var ni år og og på sommerferie England og Skotland rundt, og det tyggegummi var helt anderledes end de Jenka- og Shake-stykker, der ellers var in.
Jeg verpede straks tre store pakker tyggegummi over i min kurv til uddeling i den obligatoriske fødselsdagsslikpose sammen med lakridskonfekt, Jelly Babies og noget Cadbury's chokolade.
Thehylden er også et must, og jeg køber rigeligt ind af den røgede Lapsang the, som jeg smagte første gang hos en gymnasievenindes mor og har holdt af lige siden. Jeg kan stadig se det designerkøkken og -hus for mig, hvor denne morens røgede the stod på potten. Af og til kommer jeg i tanke om, at den findes, og så køber jeg straks rigelige mængder for at have til en tid. Sjovt nok sætter også min søster pris på denne the, der er speciel med sin røgede smag. Røget på samme måde som røget fisk.
Netop smags- og duftoplevelser skal være blandt de stærkeste indtryk, vi har, og disse to duft- og smagsfotografier står i hvert fald så tydeligt i min egen erindring, at jeg stort set kan genkalde mig rummet, som det var omkring mig, mens jeg smagte. Trods de 25 år imellem.
Og så er Wrigley's endda amerikansk, og man kan sikkert også få det overalt. Slikket er også globaliseret. Det er den røgede the også, den kommer trods alt langvejs fra, men der har nu været langt mellem de thepotter, den er landet i, i mit liv. Udover altså min egen og min søsters.
Store huse, små huse
Husene i England er meget store.
Sådan lyder en af min søns konstateringer efter at have tilbragt fire dage på den anden side af Kanalen.
Vi kørte igennem det ene kvarter med de traditionelle smalle rækkehuse i brune sten efter det andet og overnattede i øvrigt selv i en toværelses på campus på Warwick University. Men han holdt uforstyrret fat i sin iagttagelse.
Vi besøgte et hus, der var indiskutabelt stort. Med 25 meter lang pool og tyende til rengøring, havearbejde og det løse med computeren. Hvem der bare havde sådan en til sin netforbindelse.
Husets beboere var netop vendt hjem fra et fire måneder langt cruise verden rundt med Queen Mary II. Den slags mennesker findes altså. Noget skulle de jo lave undervejs fra Southhampton gennem det røde hav til Dubai, Japan, Rio, Kapstaden, New York og alt det andet, så de spillede en masse bridge. Og så et nyt show hver aften. Hver aften i fire måneder på et skib, der forresten også lige har anløbet dansk havn.
Rigdom forhindrede dog ikke husets frue i at snuppe vores datters sovehund for at give den en solid omgang vand og sæbe, efter at datteren havde brugt dens bløde slaskeører og -ben til at vaske og polere vores bil med vand fra forhavens springvand.
Sådan lyder en af min søns konstateringer efter at have tilbragt fire dage på den anden side af Kanalen.
Vi kørte igennem det ene kvarter med de traditionelle smalle rækkehuse i brune sten efter det andet og overnattede i øvrigt selv i en toværelses på campus på Warwick University. Men han holdt uforstyrret fat i sin iagttagelse.
Vi besøgte et hus, der var indiskutabelt stort. Med 25 meter lang pool og tyende til rengøring, havearbejde og det løse med computeren. Hvem der bare havde sådan en til sin netforbindelse.
Husets beboere var netop vendt hjem fra et fire måneder langt cruise verden rundt med Queen Mary II. Den slags mennesker findes altså. Noget skulle de jo lave undervejs fra Southhampton gennem det røde hav til Dubai, Japan, Rio, Kapstaden, New York og alt det andet, så de spillede en masse bridge. Og så et nyt show hver aften. Hver aften i fire måneder på et skib, der forresten også lige har anløbet dansk havn.
Rigdom forhindrede dog ikke husets frue i at snuppe vores datters sovehund for at give den en solid omgang vand og sæbe, efter at datteren havde brugt dens bløde slaskeører og -ben til at vaske og polere vores bil med vand fra forhavens springvand.
11 May, 2010
Hurra for Kristi mini-himmelfartsferie
Vi er på vej til England.
Efterårsferien var en feriedag kortere, så derfor har børnene en fridag på fredag efter Kristi Himmelfart. Vi kan derfor tillade os at holde miniferie med indlagt fødselsdag.
Vi plejer at bruge sådan et lille ophold til at smage champagne med nogle folk - det skal vi også denne gang - og så skal vi prøve nogle engelske ting.
Planen lyder på Warwick Castle ved Coventry, underjordiske grotter og besøg hos gode engelske venner, der bor midt i mellem Sherwood-skoven og Lincoln i Midtengland. Mellem Robin Hood og Magna Carta. Det er da Good Old England, og denne kender børnene til Robin Hood fra Disney, hvilket er et udmærket udgangspunkt for historiefortælling af den underholdende slags.
Min søster har lovet at lave engelske sandwiches, en kunst hun mestrer efter et års ophold i et spejdercenter, og vi skal have investeret i en rigtig engelsk fødselsdagskage. Vi så typen for tre år siden, og sønnen på syv i morgen kan stadig huske model brandmandskage. Jeg håber-håber-håber, at den stadig findes i en version, der kan købes for menneskepenge.
Jeg glæder mig til at drikke "a nice cup of tea". De er bare bedre i England. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg kan købe den samme te, lave den på samme måde, men den smager stensikkert aldrig ligesom i England.
Vi skal også øve os lidt i at sige "Let's go" og "Hello Sweetie", og købe engelsk slik til uddeling, når vi er tilbage i landsbyskolen på mandag.
Hip hip hurra for miniferier.
10 May, 2010
Engelsk er hvid støj
Min datter foran dvd'en den anden dag:
"Vi kan ikke høre noget."
Det mente jeg nu nok, vi kunne. Skuespillerne talte.
Datternes pointe var, at de talte engelsk. Jeg kunne nemlig ikke finde den danske version. Et sprog, pigen kan forstå.
Nå, det kunne jeg jo ikke bruge mit liv på at lede efter. Hun kendte filmen, og så kunne hun øve sig lidt i engelsk, tænkte jeg.
Det gjorde hun så ikke.
I stedet rumsterede hun rundt med fjernbetjeningen nogle minutter og konstaterede derpå glædestrålende:
"Nu kan vi høre noget."
Ganske rigtigt. Det var naturligvis lykkedes ungen at finde frem til den danske version, som jeg ikke kunne finde. Hurtigere.
Interessant nok, fandt hun ud af teknikken. Næsten endnu mere interessant kobler hun åbenbart helt fra ved lyden af engelsk. Som om der virkelig ikke er lyd, når hun ikke forstår ordene.
Tankevækkende i en familie, hvor udvekslingen mellem de to voksne medlemmer primært er på engelsk. Det begyndte sådan, det fortsatte sådan, og det er indtil videre forblevet sådan, og det oplever yngste medlem af familien åbenbart som en form for hvid støj. Nok værd at huske på, selv i en familie med oversættelseskapacitet.
"Vi kan ikke høre noget."
Det mente jeg nu nok, vi kunne. Skuespillerne talte.
Datternes pointe var, at de talte engelsk. Jeg kunne nemlig ikke finde den danske version. Et sprog, pigen kan forstå.
Nå, det kunne jeg jo ikke bruge mit liv på at lede efter. Hun kendte filmen, og så kunne hun øve sig lidt i engelsk, tænkte jeg.
Det gjorde hun så ikke.
I stedet rumsterede hun rundt med fjernbetjeningen nogle minutter og konstaterede derpå glædestrålende:
"Nu kan vi høre noget."
Ganske rigtigt. Det var naturligvis lykkedes ungen at finde frem til den danske version, som jeg ikke kunne finde. Hurtigere.
Interessant nok, fandt hun ud af teknikken. Næsten endnu mere interessant kobler hun åbenbart helt fra ved lyden af engelsk. Som om der virkelig ikke er lyd, når hun ikke forstår ordene.
Tankevækkende i en familie, hvor udvekslingen mellem de to voksne medlemmer primært er på engelsk. Det begyndte sådan, det fortsatte sådan, og det er indtil videre forblevet sådan, og det oplever yngste medlem af familien åbenbart som en form for hvid støj. Nok værd at huske på, selv i en familie med oversættelseskapacitet.
08 May, 2010
Det lykkelige Danmark
Forleden morgen så en lærer et indslag på tv om Verdens lykkeligste folk.
Gæt selv hvem.
Jeg blev logisk nok spurgt om min mening, da jeg afleverede barn i skolen samme morgen.
De der undersøgelser, der udnævner det ene eller det andet folk som det lykkeligste, dukker jævnligt op, og af en eller anden grund er danskerne så havnet på førstepladsen.
Jeg kan virkelig ikke greje hvorfor. Jeg mener, jeg mærker ikke al denne generelle lykkelighed, når jeg tilbage. Jeg mærker heller ikke, at franskmænd er generelt mindre lykkelige eller mere.
Til gengæld mærker jeg stor forskel på, hvordan individer griber deres egen lykke an. Om de vælger at glæde sig ved livets lyse sider eller lade sig opholde af de tordenvejr, vi alle af og til har indover.
Sjovt nok finder mange danskere lykken i Frankrig i form af dette lands imponerende rigdom af god mad og vin, der matcher.
Hvem ved, måske er det i virkeligheden her, at danskere lader lykkebatterierne op?
Gæt selv hvem.
Jeg blev logisk nok spurgt om min mening, da jeg afleverede barn i skolen samme morgen.
De der undersøgelser, der udnævner det ene eller det andet folk som det lykkeligste, dukker jævnligt op, og af en eller anden grund er danskerne så havnet på førstepladsen.
Jeg kan virkelig ikke greje hvorfor. Jeg mener, jeg mærker ikke al denne generelle lykkelighed, når jeg tilbage. Jeg mærker heller ikke, at franskmænd er generelt mindre lykkelige eller mere.
Til gengæld mærker jeg stor forskel på, hvordan individer griber deres egen lykke an. Om de vælger at glæde sig ved livets lyse sider eller lade sig opholde af de tordenvejr, vi alle af og til har indover.
Sjovt nok finder mange danskere lykken i Frankrig i form af dette lands imponerende rigdom af god mad og vin, der matcher.
Hvem ved, måske er det i virkeligheden her, at danskere lader lykkebatterierne op?
Subscribe to:
Posts (Atom)
