Biblioteket har egen drage

"Nå, hvordan gik det så på biblioteket i går?" spurgte Augustes mor til morgen.

"Det gik godt," svarede jeg. Det er altid interessant at se ungerne sammen. Hvordan de hver især opfører sig, hvem der gør hvad med hvem, og hvordan læreren agerer. Det var det også i går.

"Men," jeg kender stadig ikke hendes fornavn, og der er et helt kontinent, hudfarve og formentlig bunker af oplevelser til forskel, men vi forstår hinanden, så jeg fortsatte: "Jeg forstår altså ikke måden, de taler til små børn på i det her land."

Første oplevelse på hovedbiblioteket efter at alle børn var bænket foran den børnebibliotekar, der her havde mulighed for at kapre 29 fremtidige kunder med familier.

Og hvordan gjorde hun så det?

Jo. Hun lagde ud med et rimelig lukket spørgsmål, der gik på, hvad forskellen på et bibliotek og et mediatek er. "Et sted, man kan låne bøger," var flere af børnene mellem fire og fem år i stand til at svare. Men det var ikke godt nok.

Hun spurgte, om børnene allerede havde besøgt stedet, og det havde en enkelt. Tre gange endda. Men det var ikke nok til at besvare spørgsmålet korrekt, og det cirklede vi derfor rundt i en femten minutters tid, indtil det lykkedes at få nævnt at man udover bøger også kan låne CD'er, CDROM'er og DVD-film samt magasiner på stedet. Hvor skulle børnene vide det fra?

Næste indslag. Børn rører jo på sig, og når dem på den bagerste række strakte armene i vejret, kom et par af dem til at røre ved et par rammer indeholdende originale illustrationer til en udgave af Den lille Rødhætte. Pludselig hang rammen på skrå, og vor vært gik straks i gang med at skælde de formastelige børn ud. Hvis nu rammen faldt ned, hvis nu billedet gik i stykker, hvad ville illustratoren, der så venligt havde lånt biblioteket sine billeder så ikke sige.

Det kunne hun jo have ret i.

Hvorfor der hænger så skrøbelige billeder på en plads, som børn vanskeligt kan undgå at røre, hvis de har brug for at strække sig, melder historien intet om. På det sted, hvor børn bliver bedt om at sætte sig for lytte til historier.

Børnene måtte frit kigge bøger i 15 minutter - progressivt - blot skulle de huske præcis, hvor de havde taget bogen, så der ikke kom uorden. Hvilket der allerede var, og flere børn kommenterede det. Samtlige børn, jeg tjekkede - random - var i stand til at placere bogen korrekt i rigtig kasse under rigtigt bogstav. Piger og drenge, hvoraf de fleste formentlig er mellem 4,5 og 5,5 år gamle. Det, synes jeg, da egentlig var ret godt gået.

Bibliotekaren sluttede den halvanden time lange seance med at læse en bog op, der handlede om en løve, der overtrådte bibliotekets reglement, og som derfor måtte gå et andet sted hen på trods af, at den elskede bøger. Joda.

Nu er jeg i forvejen ramt af bogbacillen, men ellers er jeg faktisk slet ikke sikker på, at jeg overhovedet ville turde vise mig på hendes bibliotek. Der er simpelthen for meget, man ikke må. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig?

Nu er der bare det, at børneafdelingen havde nogle ret fantastisk illustrerede værker til udlån stående frit fremme. Så det kan godt være, at Eva og jeg kommer til at se dragen lige midt i øjnene og gå derhen alligevel.

Augustes mor grinede højt og larmende af historien sammen med mig hele vejen hen på parkeringspladsen. Hun på vej til sin ghetto og jeg på vej til min. Det vidste jeg, at hun ville gøre, og det føltes rigtig godt.