Men naar jeg ser ud af vinduet, er det sommerens sidste pelargonier og skovens gyldnede blade, der fanger mit oeje. Naar jeg foelger min soen i vuggestue, hilser vi paa postbudet og de groenne maend, personalet og de andre foraeldre, som vi plejer. Naar min mand kommer hjem fra kontoret, har de talt om kartofler, og naar jeg i aften koerer til franskkursus i Reims, vil jeg foerst tilbringe en halv time i myldretidstrafikken. Saadan er vores onsdage. Fuldstaendig, som de plejer.
Frankrig staar ikke i brand, de fleste franskmaends liv fortsaetter, som det plejer. De fleste turister, i hvert fald dem, der har udtalt sig til diverse medier, maa have fat i avis eller tv for overhovedet at se en udbraendt bil eller affaldscontainer.
Som i andre vestlige lande er de franske problemer med unge foerste-, anden- og tredje-generationsindvandrere afgraenset til ghettoerne. Stort set da.
Braendte biler aaret rundt
De braendende biler, der er saa fotogene til en sen nyhedsudsendelse på tv eller som baerende billede på en avisforside, er hverken et nyt eller et ukendt faenomen. Og det afgraenser sig ikke engang helt til ghettoen. Ifoelge fransk politis egne tal blev der i loebet af aarets foerste 10 maaneder sat ild til 28.000 biler, saa selvom faenomenet er eskaleret under uroen i Paris, er det bestemt ikke begraenset hertil.
Man taler bare ikke saa meget om det. Det er ikke noedvendigt, for man ser det normalt ikke personligt. Undtagen maaske paa lokalavisens side tre, der gerne har en historie med afsaet i det seneste doegns politirapport. Man taler heller aldrig med nogen, der lever med det og i det, for man kommer kun i ghettoerne, hvis man er tvunget til at bo der.
Med andre ord, fuldstaendig ligesom i Danmark, og formentlig mange andre vestlige lande ogsaa.
Problemer i betonbyerne
Betonforstaederne er fra 1960'erne. De udgoer kulisserne for narko, bandekriminalitet, almindelig oerkesloeshed og en arbejdsloeshed, der er fire gange så hoej som i resten af Frankrig. I skolerne i disse nedslidte omraader fortaeller laerere deres elever, at de ligesaa godt kan droppe deres ambitioner, for de faar alligevel ikke noget arbejde. Det er her politiet tilbageholder unge i timevis, indtil deres foraeldre henter dem paa politistationen.
Det var tilsyneladende et saadant ophold tre unge mennesker forsoegte at stikke af fra, da de tragisk gemte sig paa en stroemfordelerstation i Pariserforstaden Clichy-sous-Bois. Det kostede de to livet, den tredje er stadig haardt saaret. Politiet afviser at have forfulgt de unge.
Ny underklasse
Disse doedsfald blev sammen med indenrigsminister Nicholas Sarkozys udtalelser fra slutningen af oktober om forstaedernes "pak" den olie, der skulle til at faa hele cocktailen til at flamme op, saa den var til at faa oeje paa for hele den vestlige verdens medier - inklusive de franske.
Men er problemerne ikke nye, skal det blive interessant at foelge, hvad myndighederne egentlig har taenkt sig at stille op med dem. Dybest set er udviklingen her i Frankrig jo den samme som i andre vestlige lande. Immigranter og deres efterkommere fra primaert Afrika - og iblandt dem rigtig mange muslimer - er godt på vej til at udvikle sig til en kronisk underklasse uden mange haab om at uddanne eller arbejde sig ud af miseren. Lige til hoejre ben for alle, der oensker at naere en paastaaet modsaetning mellem især kristne og muslimer.
Saa netop paa dette punkt planter Tariq Ramadan fra universitetet i Oxford, p.t. en af de mest kendte laerde indenfor Islam, en eftertrykkelig tommelfinger. Pas paa med at "islamisere" problemerne, advarer han. De seneste ugers civile uro i striber af franske byer handler snarere om manglende muligheder og fremtid end om religion (Resten af interviewet hos Expatica.com).
Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan holdt sig nu ikke tilbage, men valgte i den tyrkiske avis Milliyet at kaede urolighederne sammen med det franske forbud mod at baere synlig religioese symboler i skolerne, herunder muslimske pigers hovedtørklaede. Saa fik han sagt tak for sidst til et Frankrig, der siden afstemningen om den europaeiske forfatning har skiftet til en mere end lunken kurs med hensyn til Tyrkiets mulighed for at indlede optagelsesforhandlinger med EU.
Pisk og gulerod
Den franske regerings foerst kort efter urolighedernes hedeste weekend var at give lokale myndigheder mulighed for at indfoere spaerretid for mindreaarige. Det betyder i praksis, at mindreaarige kun maa opholde sig udenfor mellem klokken 22 om aftenen og klokken 6 om morgenen og i selskab med en voksen. Unge har heller ikke laengere adgang til at koebe benzin.
Det er muligt med hjemmel i en lov, der blev indfoert under urolighederne i Algeriet og brugt i aarene 1954-1962 under borgerkrigen forud for landets uafhaengighed af Frankrig. Nu er mulighederne saa implementeret i selve Frankrig for foerste gang nogensinde og oven i koebet - med en naermest historisk ironi - som redskab til at bekaempe vold, der for en stor dels vedkommende synes at vaere udfoert af efterkommere af indvandrere fra netop Algeriet.
Om der ogsaa er reelt andet end pisk i posen, maa den kommende tid vise. Ministerpraesident Dominique de Villepin praesenterede tirsdag i parlamentet en stribe tiltag, der skal forbedre de troestesloese tilstande i forstaederne. Herunder loefter om:
EU har ogsaa meldt sig med 50 millioner euro til at forbedre livet i ghettoerne. Formentlig i erkendelse af, at dette ikke er et rent fransk problem. Det ser bare saadan ud.
Lignende tilstande findes ogsaa i Danmark og - vil jeg tro - i ethvert vesteuropaeisk land med en vis maengde fattige immigranter. Det skal blive interessant at se, om roedder og bander andre steder i Europa vil lade sig inspirere af deres franske kolleger. Mediedaekningen har i hvert fald givet rig lejlighed hertil.
No comments:
Post a Comment