
Haverne er tomme og stille. Vores nabo har klaret de sidste opgaver i sin køkkenhave. Ejeren af dette lille frimærke - mellem vinstokkene - lader af uforklarlige grunde altid den sidste del af sit udbytte gå til.
Græskar og tomater.

Selv sparer vi denne kilometerlange spadseretur. Vi er gået over til 100% nedbrydelige klemmer, som falder af og demateriliserer sig selv.

Selv har vi tænkt os at beskære i to omgange. Det giver to fulde omgange gennem alle rækker - i alt 10-15 kilometer - til gengæld kan vi fjerne en del af træet tidligt, mens finbeskæringen med fordel kan ske senere på vinteren. Det giver os desuden mulighed for at fordele arbejdet over flere måneder.
Regnestykket lyder en hektar rummer cirka 8.000 planter, og hver plante tager vel i snit fem minutters tid. Vi har nok godt 1,5 hektar i alt. Altså fast arbejde for os begge to gennem det meste af vinteren.

Foreløbigt klæder vi flasker pænt på med guld og tjuhej, og pakker nogle af de kasser med champagne, der skal hjælpe juletiden på vej. En årstid, der kalder på bobler.
Udenfor trænger efteråret sig på. Vinden suser. Luften er klar og kold. De sidste druer - dem af den anden og sene generation - holder endnu stand på vinstokkene. Blade flyver gennem luften. Det er et spørgsmål om tid og frost, før de sidste slipper, og så er den kolde tid først virkeligt inde.

4 comments:
Hej Solveig,
Det lyder som barsk fysisk arbejde... 8.000 planter!
Det er nu altså synd, at jeg ikke lige kan komme forbi og hente nogle flasker - jeg har behov for nogle gode flasker champagne til min fødselsdagsmiddag om nogle uger - men det må klares nede hos den lokale vinmand!
Sælger I også rundt omkring - eller er det 'kun' direkte salg fra vingården?
Hav en dejlig weekend! Der er jo en fridag på onsdag igen ;-)
Nille
Hej Nille.
Hvor ærgerligt, for vi var i Bruxelles for et par uger siden og holde en champagnesmagning.
Når vi kommer igen, giver jeg gerne besked. Ellers sender vi af og til med La Poste. Jeg vil gerne undersøge prisen, så kan du selv afgøre, hvad der passer bedst.
Jeg lover dig, det er hårdt at beskære... især når man begynder sidst i 30'erne som mig. Men det er også dejligt at være ude i mange timer og mærke vejr og årstid så direkte.
Hører du til de "belgiere", der af og til kører ned og besøger Champagne, er du vældigt velkommen. Der kommer mange champagneturister her.
Onsdag, ja, den 11. november. En vigtig dag i Frankrig og også i Belgien, kan jeg forestille mig.
Hygge i Bruxelles,
Solveig
Hej Solveig,
Jeg er en af de få mennesker i verden, der ikke har kørekort ;-) Så jeg kommer ikke sådan lige omkring der, hvor der ikke er toge desværre.
Men sig endelig til, hvis I kommer igen!!!
Jeg læste i den franske presse igår om idéen med at dumpe priserne til under 10€ flaksen op til jul - det kan vist skabe lidt ballade kunne jeg se!
Det er jo heller ikke godt for Jeres forretning!
Hilsen
Nille
Hej Nille,
Jeg sender med glæde besked næste gang, vi kommer.
Jeg kunne godt tænke mig at lære Bruxelles at kende. I første omgang har jeg tænkt at Magritte-museet kunne være sjovt at se med ungerne. Du ved, man kan ikke begynde for tidligt med at vise, at verden også godt kan stå på hovedet nogle gange uden at det gør ondt, eller at den falder sammen af den grund. Det kan man nemt glemme på landet, hvor alle gør alt ens. (grov parodi, men der er også et gran af sandhed i det).
Vi dumper ikke priserne. Det har vi slet ikke råd til med vores få tusind flasker.
Men der er den forskel på os og andre mikromærker og de store champagnehuse, at deres standardpriser i forvejen ligger på op imod det dobbelte af vores. Så de kan principielt godt slå af på prisen, så får aktionærerne bare mindre i udbytte. Men det sker nok ikke. Det er nemlig næppe de store mærker, der ryger ned i 10 euro per flaske, men ukendte discountmærker, som i hvert fald nogle af de store champagnehuse har for at kunne dumpe priser.
Alene druer i sådan en flaske ligger i 5-6 euro, dertil kommer manuelt arbejde i vingården og arbejdet med at lave vinen og derpå champagnen. Der er altså ikke mange håndørers løn tilbage med en pris på 10 euro. Men intet er umuligt, og hvis producenten har brug for cash hurtigt, kan han være tvunget til at sælge selv en god champagne så billigt.
Men kig dig godt for.
Hilsener
Solveig
Post a Comment