20 October, 2009

La Grippe A er landet

La Grippe A er tilbage i overskrifterne.

Selvom det er seks år siden nu, kan jeg godt huske de par influenzaepidemier, jeg selv har nået at nyhedsbeskæftige mig med. Så svineinfluenzaen har på en eller anden måde været svær at hidse sig op over... ok, endnu en...

  • også selvom min nevø som redder og sikkerhedsmand på hospitalet i Reims for længst har gennemgået særlig uddannelse.

  • selv om vi får papirer i lind strøm med hjem fra børnenes skoler med Det franske Sundhedsministerium som afsender for budskaber om, hvordan vi skal vaske hænder m.m.

  • vi læser om virussens fremgang i Frankrig. I august måned var der 60 nye tilfælde om dagen her i departementet Marne.
Jeg synes til gengæld, denne Grippe A er rykket tættere på i takt med, at en kronisk syg veninde forleden fortalte, at hun er i risikogruppen.

Så da min søn sidste uge var indlagt på et provinshospital med kedeligt ry bl.a. m.h.t. manglende hygiejne, synes jeg faktisk, at det var et mindre morsomt ophold også på grund af denne virus.

Vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok afsted, da vi i receptionen på vej med udskrivningspapirerne mødte en person med to-tre indlysende symptomer på influenza: A eller ej.

Nogle timer senere fortalte en veninde, der også er læge i et kommunalt sundhedscenter i Reims, at vi - og andre også - bør blive vaccineret.

I dag har de franske myndigheder indledt systematisk vaccination. Først nøglepersoner på hospitaler. Siden vil følge gravide, børn og dagplejere og personer i riskozonen. Staten har bestilt 94 millioner doser vaccine. I Frankrig tager man faktisk folks sundhed alvorligt helt generelt, og jeg oplever det umiddelbart som tiltalende at opholde sig i lige netop dette land med dette sundhedssystem, når nu det skal være.

For det skal det åbenbart. 33 personer er døde i Frankrig af denne Grippe A eller dens komplikationer.

Vi måler foreløbig systematisk sønnikes temperatur. Omend infektionsrisikoen er af andre grunde.

Jeg ved til gengæld ikke, hvordan og hvornår vi kan blive vaccineret. Men vi får vel endnu en skriftlig hilsen fra ministeriet, og den vil i så fald være velkommen.

2 comments:

Nille said...

Hej Solveig,

Med 94 millioner doser er der da nok til alle! I Belgien er det stadig kun de udsatte - sygehuspersonale, gravide og kronisk syge, der får den tilbudt indtil videre. Jeg ved ikke, hvor mange dødsfald vi har haft men forleden døde en 5-årig dreng; så set i størrelsesforhold til Frankrig tror jeg, at det er omkring det samme.

Vi har fået installeret en desinfektionsproduktbeholder ved hoveddøren til kontoret, og en kasse med ansigtsmasker - men jeg kan nu dårligt se mig selv gå med maske på arbejde - eller på gaden for den sags skyld!

Men der bliver vasket hænder noget mere end før!

Sol said...

Hej Nille,

Ja, med 65 mio franskmænd eller deromkring, skulle alle kunnes sikres. Men her spøger man jo virkelig heller ikke med folks helbred ;-D Det må du vide, du har også boet i Frankrig, ikke?

Nogle gange kan det godt få mig til at trække på smilebåndet. Andre gange føler jeg mig faktisk rigtig godt passet på, hvilket ikke altid er tilfældet i Danmark.
-
Jeg har også hørt om flere organisationer her - sygekasser fx - der har udleveret ansigtsmasker til de ansatte, men jeg ved ikke, om maskerne er i brug.
-
Her synes jeg jo, at det er et generelt problem, at mange ikke vasker hænder - godt hjulpet af at toiletter og håndvask er i hvert sit rum. Er det også sådan i Belgien?
Jeg håber, at de læser ministeriets pamfletter og plakater.
-
Jeg kan godt føle mig lidt latterlig over at tænke over en influenza, når hver vinter byder på sin epidemi, men jeg har på den anden side heller ikke meget lyst til at snuppe fire gange influenza (en til hver familiemedlem), der måske kan undgås.
-
Min datter har sæsonens første forkølelse, men hun fik da lov at komme i skole... De har ellers truet med at alle hostende børn ville blive afvist i porten.
Barmhjertigheden vandt: I dag var sæsonents første teatertur med transport i skolebus, hvilket er en begivenhed, når man er tre.
-
Ha' det rigtig godt i Bruxelles. Med eller uden maske.