Cykelmyg og cie

Første skoledag til cykels er ikke hverdagskost i vores by.

Blandt andet fordi børn ikke cykler i skole. Deres voksne cykler heller ikke. Højst om søndagen langs kanalen eller mountainbike i skoven for de sejeste. Cykel som transportmiddel er eksotisk, og det er også til at forstå, når man kender stigningsgraderne.

Min søn ankommer imidlertid nogle dage om uge i skole på cykel og datteren fire gange om dagen på den tohjulede. Tre år gammel og uden støttehjul men dog med en stang, jeg kan manøvrere hende rundt med og skubbe bagpå om nødvendigt.

 

Nu har vi efterhånden passeret skolestarten med fire uger, og andre små og lidt større børn i Maternelle-skolen viser sig af og til med cykel. Vi har vores gang i denne skole på fjerde år, og jeg har aldrig set en cykel før, så det er noget af en nyhed.

Forleden fredag kommenterede jeg fænomenet overfor endnu en mor, der slæbte sin lille datter på cykel med støttehjul op ad bakke: "Ja, det er Dem, der har startet moden," lød svaret med et grin.

Dér blev jeg bare så glad. Hvilken dejlig kulturudveksling.

Hvad de imidlertid ikke har, er dejlige cykler fra Danmark med fodbremser. Det er nemlig anden halvdel af hemmeligheden. At børnene kan bremse ordentligt og sikkert er nødvendigt i en by, der går op ad bakke nærmest overalt. I Frankrig har børnecykler og cykler i det hele taget imidlertid kun håndbremser, som de mindre børn slet ikke har kræfter til at håndtere solidt nok.

Derfor hurra for cykler til alle størrelser. Med fodbremse. Og cykelhjelm til.