Googles projekt handler om at scanne millioner af bøger fra flere af verdens største biblioteker. Jeg, der elsker bøger og aldrig går på biblioteket i New York, London og Paris, vil på et tidspunkt kunne få adgang til den fulde tekst af bøger, der ikke længere er beskyttet af copyright, samt uddrag af bøger, der stadig er beskyttede, via nettet.
Jamen, hvilket slaraffenland, for en bibliofil! Måske vil jeg endda gerne ligefrem betale en håndøre eller to for at få adgang til en sådan service. Det kan selvfølgelig være en torn i øjet på det forlag, der måske ellers ville have tjent penge på at sælge en bog. Men ligesom jeg ikke låner alle bøger, jeg bladrer igennem på biblioteket eller i boghandelen, er det meget usandsynligt, at jeg ville have købt samtlige de bøger, som det vil interessere mig at skimme på nettet.
Jeg tvivler imidlertid ikke på, at Googles digitale bogservice vil sende mit netforbrug i vejret, og meget muligt også mine bogindkøb. Ikke engang jeg, der ellers er ret trænet i at læse på en skærm, gider så meget som at overveje at læse en hel bog på den måde. Endnu i hvert fald... for det kan jo komme med e-bøger og monitorer, jeg kan tage med i seng. Jeg undlader helt at gætte på, hvor langt La Martinière er på dette felt.
Definitionen på en bog
I stedet kunne jeg fokusere lidt på det pudsige i, at det igen er en søgemaskine, der er primus motor i sådan et projekt, og ikke et forlag, som man ellers kunne formode befandt sig lidt tættere på bøgernes verden.
Men det kommer nok an på, hvordan man anskuer begrebet bog:
For mig er en bog da også mest interessant, hvis jeg kan tage den med, hvor jeg vil. Det er imidlertid ikke vigtigt for mig, at den er trykt på papir. Jeg har heller ikke plads til alle de bogreoler, og da jeg trods alt kun er 38 år, vil der formodentlig komme mange bøger til endnu på den ene eller anden måde.
Fransk og anglo-saksisk
La Martinière er nok mest til papir, så i stedet for at gå med i Googles projekt, som man - lidt højstemt - kunne kalde en demokratisering af verdens boglige kulturarv, har man valgt at prøve at stikke en kæp i hjulet for Google.
Forlagets topchef, Hervé de La Martinière, forklarer til avisen Le Figaro, at Googles fait accompli tvinger hans gruppe til at reagere. Ligesom Google ikke har diskuteret tingene på forhånd med hans forlag, ønsker hans forlag derfor ikke at snakke sig frem til en løsning i al fredsommelighed med Google. Man lader sig ikke diktere i Frankrig. Man lader den galliske hane gale.
Og måske er Google virkelig også fyldt med onde angel-saksere. Måske har de bare fået en god idé, og er begyndt at gennemføre den på ukompliceret, amerikansk vis. Den går bare ikke i Frankrig, og da slet ikke, når projektet kommer fra den engelsk/amerikansk-talende del af verden.
Forsvar for la gloire
Frankrig er, som nogle vil vide, fyldt med betydningsfulde franskmænd, og de kæmper en kulturkrig med dele af resten af verden. En kulturkrig, som ikke mindst internettets udbredelse og dets nære tilknytning til bl.a. det engelske sprog har spidset gevaldigt til.
Det er muligt at resten af verden ikke har fået øje på fronten, men her i Frankrig er den spillevende, og Hervé de La Martinière ligner blot den seneste ridder, der galopperer til forsvar for den franske kulturs gloire. Han har da også fået myndighedernes velsignelse i form af det franske kulturministeriums værdsættelse, skriver Le Figaro.
En mulig afslutning er, at Google simpelthen bare holder nallerne fra de franske tekster. Man må så umiddelbart gå ud fra, at det bare vil føre til en endnu større isolation af fransk kultur, og det ville da være trist... i dette oplysningsfilosoffernes, Montaigne, Fontaine, Stendhal, Proust, Baudelaire, France, Zola, Sartre, Camus og så mange flere store forfatteres hjemland.
Det kan selvfølgelig også være, at man bare holder på de store, franske ord til fordel for et stort, fransk projekt, skudt i gang af selveste den store, franske præsident for et par måneder siden.
Quero quoi?
Tilbage i april donerede præsident Chirac en pose penge til at udvikle en europæisk søgemaskine. Den skal sørme tage kampen op med Google, 10 år efter at den amerikanske søgemaskine så verdens lys, og mindst fem år efter, at samme Google for længst er blevet global standard.
Men begrebet søgemaskine er nok først nået helt frem til Elysée-palæet nu, og så må man selvfølgelig have en særlig EU-model. Tyskerne har ikke givet nogen penge, men de lægger da i det mindste navn til. Og alene den kommende europæiske søgemaskines navn - Quero (hvordan er det nu man staver til det?) - får projektet til at ligne den dødeste and i mands minde.
Det kan undre selvfølgelig, hvorfor den franske stat ikke i stedet sætter nogle penge af til virkelige entreprenører, der har kapacitet til at få nye idéer, og så lader Google være i fred.
AOC'ens hjemland har særlige myndigheder til at bekrige andre landes kopier af regionale franske produkter som for eksempel brie, camembert og champagne. Den, der har smagt en rigtig brie fra Meaux, ved godt, at det er en urimelig forbrydelse at kalde andre bløde, hvide oste ved samme navn. Hvorfor kan man så ikke leve med en amerikansk søgemaskine?
Internettet har bundet verden sammen på godt og ondt, og intet har drevet brugen af det mere i vejret end udviklingen af såkaldte killer applications: Alt det, der gør, at man ikke længere kan undvære nettet: Email, søgemaskiner, blogs, chat og meget mere. Og mon ikke der ligger flere Columbus-æg i cyberspace, der bare venter på at blive samlet op og sat i værk af kreative - måske endda franske - sjæle?
Den franske forlagsforening (SNE), der repræsenterer 400 forlag, har også fordømt bogprojektet og truet med retten, oplyser det franske nyhedsbureau, AFP. Men de lever selvfølgelig også af døde træer...
No comments:
Post a Comment