Foer valget

Det er ikke et spoergsmaal om at stemme ja eller nej til regeringen. Frankrigs praesident Jacques Chirac i en tv-tale 26. maj 2005.



Valgplakater i landsbyen Givry-les-Loisy.


Det mest interessante ved den franske folkeafstemning om to dage er, at ingen tilsyneladende laengere regner med, at udfaldet kan blive et ja.

En serie paa hinanden følgende meningsmaalinger, der alle forudser sejr for nej-siden - senest 55 procent - er selvfølgelig haarde odds. Men intet er endnu helt givet.

I en tredje og sidste tv-tale inden folkeafstemningen appellerede praesident Chirac i aftes til den enkelte franske vaelger om ikke at svaekke Frankrigs stemme i Europa. Hver vaelger "baerer en del af Frankrigs skaebne i hans eller hendes haender", sagde praesidenten.

Exit Raffarin
Statsoverhovedet antydede ogsaa, at han vil saette nyt skub i tingene fra naeste uge. En formulering, der fortolkes som ministerpraesident Raffarins snarlige afgang.

Med andre ord er et ja til traktaten og dens fortaler Jacques Chirac ogsaa et nej til den massivt upopulaere Raffarin. Allerede den lokale torsdagsavis spekulerede paa forsiden i muligheden af, at ministerpraesidentens ministerraad samme dag kunne blive hans sidste.

Om vaelgerne bider paa praesidentens politiske matematik maa vise sig. Nej'et har uden tvivl vokset sig for staerkt til, at det uden videre kan trynes.

Men det kan selvfoelgelig vaere, at der stadig er vaelgere, der kan overtales til ikke at lade deres utilfredshed med de siddende magthavere veje tungere paa vaegtskaalen end deres indstilling til Europa og EU.

Den lille mands nej
I nationale og internationale medier er det ikke mindst de franske arbejdere, der er udnaevnt til traktatens modstandere. Arbejdsgiverne - og med dem hele den politiske og oevrige franske elite - er for, og derfor maa det være arbejdernes interesse at vaere imod, lyder argumentet. Men arbejderne er nu ikke alene om nej'et.

Naar man gennem de seneste uger har kunnet foelge diskussionerne - til familiefester, foedselsdage, blandt venner og henover haekken - er den helt generelle trend, at hoejtuddannede franskmaend i gode jobs vil stemme ja. Resten overvejer eller er imod, og de har et hav af forskellige grunde.

Helt primaert er de bange for fremtiden.

Nervoes for nye tider
Mange franskmaend har et haab om, at EU kan eller ligefrem skal aendre deres land til det bedre. Selv magter de det ikke gennem det nuværende politiske system, hvor en strejke, et laes raadne fisk paa motorvejen og en flok braendende bildaek er nok til at forhindre forandring.

Boenderne oensker mere statsstoette - i hvert fald ikke mindre - som den siddende danske kommissaer paa omraadet, Mariann Fischer Boel, taler for. Et standpunkt, man har helt paa det rene paa landet i Frankrig.

Mange er bekymrede over globaliseringen - et andet ord for Kina - og oensker hoejere toldmure og mere beskyttelse for fransk industri.

Der er de offentligt ansatte - en magtfaktor af betydning - der eksempelvis ikke oensker deres tidlige pensionsalder ændret, og frygter forandringer for eksempel gennem EU.

Og endelig er der alle de almindelige franskmaend, der gaar paa arbejde, og som er nervoese for at miste det. I dag, i morgen, i overmorgen. Fordi fabrikken flytter til Oesteuropa, eller fordi oestarbejdere flytter til Frankrig for at dumpe loennen.

Arbejdsloeshed er ingen spoeg i Frankrig. Procenten ligger omkring 10 i et land, hvor mange kvinder ikke er paa arbejdsmarkedet, og familien derfor afhaengig af én indtaegt.

Der er grunde nok - og gode grunde nok - de har blot ikke saa meget med den kommende forfatning at goere. Men det betyder mindre.

Notoriske nej-sigere
Franskmaend er notorisk kendt for at sige nej, og hvornaar har man bedre anledning end netop i forbindelse med et valg? Der oven i koebet er så hypet som denne 29. maj.

Godt nok taeller det på plussiden for de fleste, at det er en franskmand, den tidligere praesident Valery Gisvard d'Estaing, der har staaet i spidsen for arbejdet med at lave den kommende europaeiske forfatning, men det er ikke tilstraekkeligt til at afbalancere alle de andre argumenter.

Nej til praesident Chirac. Nej til den siddende regering. Nej til Europa. Nej til Tyrkiet. Nej til oestarbejdere til dumpingløn. Nej til fri verdenshandel. Problemet er blot, at ingen formentlig ved, hvad et nej på soendag overhovedet vil betyde. Udover massive problemer.

For hvad sker der med en union, hvis en af de originale og konstante drivkraefter siger nej tak? Kan man forestille sig et EU, som Frankrig ikke deltager fuldt i? Kan man forestille sig en genforhandling af traktaten? Eller skal den blot pakkes paenere ind, inden den kan blive sat paa valg én gang til?

Til det rigtige svar dukker frem paa bundlinjen.

Mere hos blandt andre BBC, Expatica, Le Monde og Liberation.