flicflac fra Frankrig

Stiv kuling fra fransk højre

2011-03-18T14:49:00.000+01:00

"Franskmænd oplever nogle gange, at de konfronteret med ukontrolleret indvandring ikke længere er i deres eget land," sagde indenrigsminister, Claude Guéant for nylig til fransk radio.

Ved samme lejlighed sagde ministeren, at franskmænd føler sig presset af "former, som ikke passer til vores regler eller sociale værdier".

De udtalelser har fået Front National-lederen Marine le Pen til at tilbyde den nyudnævnte indenrigsminister æresmedlemsskab af sit højreradikale parti.

Socialisterne har selvfølgelig omgående trykket på maskinen for automatiske reaktioner, og frem dukkede Laurent Fabius med en kommentar om, at ministeren "anvender Front Nationals sprog", og det har han da ret i, og det vil han også få af alle gode socialister. Jeg får besøg af en i weekenden, så kan jeg teste der.

Men det vil ikke være kommet bag på hende. Det er trods alt en af Sarkos folk, så hvad kan man vente sig andet.

Andre venner i sidste weekend ville formentlig skrive under på ministerens udtalelser til hver en tid. Jeg tror ikke, at de stemmer Front National. Endnu. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, når jeg hører deres historier, og retorikken nærmer sig i betænkelig grad højrepopulisternes.

Weekendens historie er heller ikke hyggelæsning, selvom den har sine burleske elementer.

Hør bare her:

De bor på landet. På en gård i en lillebitte landsby lige nord for Paris. I de sidste snart 10 år har et af standardemnerne for samtale disse weekender været den stigende kriminalitet, der i den nærliggende by er voldsom.

For nylig fik en bekendt sin bil stjålet. Hun havde parkeret den udenfor politistationen, mens hun var inde for at melde sin taske stjålet. I tasken lå nøglen til bilen. Roger over.

Den nyudnævnte minister afløste Brice Hortefeux, der i sin embedstid blandt andet var en tur med toget på strækningen Paris-Beauvais, der ifølge vores venner er den farligste i Frankrig. Nå, men toget var til lejligheden spækket med politi og ministerens følge og ellers tomt, så Hortefeux mistede næppe sin håndtaske, som så mange andre ellers oplever på dette tog.

Også et fælles vennepar fra Paris var med til middagen. De fortalte også historier.

Kvinden - og her taler vi altså ikke om en trutmundet, fransk l'Oreal-klon, hende her er gud-ved-hvilken-generation af en matriarkalsk familie fra Pyrenæerne, og hun og alle andre ved godt, hvor bukserne sidder i dén familie - blev slået ned uden for sin arbejdsplads i slutningen af januar på vej til arbejde. Højlys dag. Overfaldmændene - formoder jeg - ville have hendes taske. Det ville hun ikke, så det fik de ikke. Men hun fik et seriøst chok og angst for at gå fra toget til sin arbejdsplads, en stor amerikansk virksomhed for internetteknologi.

Noget lignende hændte et medlem af vores familie på vej til arbejde for et par år siden i en by lidt syd for Paris. Hun har ikke turdet spadsere til toget siden.

Jeg tror sådan set heller ikke, at disse to kvinder stemmer Front National. Det er jeg ret sikker på, at de ikke gør. Men jeg kan godt forstå franskmænds sygelige - efter min mening - optagethed af sikkerhed, når den slags hændelser spreder sig til et almindeligt, dagligdags liv.

Jeg har aldrig hørt hverken vores familiemedlem eller vores veninde, der blev slået ned, harcelere mod nogen navngivne grupper - det være sig etniske, nationale eller farvemæssige - men vennerne på gården, der er vokset op på stedet, og har set næromgivelserne forandre sig gennem de sidste 30 år, gør. Det ser ud som om, de bor på landet, omgivet af marker, men i virkeligheden bor de i en nordlig forstad til Paris, og det er ikke rart.

Det uhyggelige er, at skurken næsten altid bliver "de andre " i stedet for de andres tro følgesvend: Fattigdom. Den bølge ridder Front National og andre populister på. Skamløst.

Men det er også skamløst at automatstemple ministerens udtalelser som Front National'ske, sådan som virkeligheden i Frankrig også ser ud. Det illusterer disse tilfældige historier, synes jeg.

Det er det Frankrig, der lige om lidt vælger ny canton'er - en gruppering af kommuner - men i virkeligheden varmer kedlerne op til 2012.

Præsidentvalg.

I en meningsmåling for nylig nåede den nuværende præsident Sarkozy aldrig den afgørende anden runde, som i stedet havde den franske socialistiske chef for Den Internationale Valutafond, Dominique Strass-Kaun, overfor Front Nationals Marine le Pen.

Der er jo stemmer i indvandring.

Marts-musik

2011-03-09T18:03:00.001+01:00

Jeg skifter bilmusik hver måned.

Børnenes første favorit er Sorten Mulds Ravnen, eller som de siger: Skal vi ikke høre etterdiscen, sekseren. Dens lydmalerier forbliver overraskende moderne, synes jeg. Det er svært at høre, at Ravnen har 15 år på bagen.

Jeg har aldrig rigtig fået smag for Gustav Holts Planeterne, men nu får den så en chance i bilen. Til børnene har jeg solgt den som en forløber for musikken til StarWars. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at stjernekrigskomponisten ikke har lyttet til denne her først.

Februar-status: Mika var et stort hit. Bossanovaen gled så godt ind, de begyndte ligefrem at nynne visse bossanova-standarder, så derfor prøver jeg nu bossa i en anden udgave kombineret med lidt mere moderne electronica-lyd. Sønnen fandt i øvrigt på falderebet ud af, at han synes godt om Lloyd Webbers symfoniske variationer over Paganini-temaet.

Mere musik i bilen.

Minikommuner der batter

2011-02-11T22:33:00.000+01:00

Her er et billede fra en del af Frankrig, jeg synes rigtig godt om.

Det er pensionisterne fra min svigermors landsby, og de er fotograferet i forbindelse med det årlige gilde, som kommunen inviterer på.

Kommuner i Frankrig er jo ikke ligefrem store. Denne tæller 150 sjæle, måske er den endda nået op på et par 100. Der er jo kommet 10 nye huse til, siden jeg selv boede i landsbyen.

Efter gildet bruger kommunen oven i købet et par håndører på at trykke det nye års kalender sammen med et par billeder fra lejligheden og distribuerer den så til alle.

I vores landsby er der et tilsvarende måltid, dog uden den husstandsomdelte kalender-gimmick, som jeg personligt synes sætter prik over i'et.

Se, det er skattekroner, jeg i den grad godt gider betale.

Fricadelles

2011-02-04T15:05:00.002+01:00

Frikadeller er den mest danske af alle spiser.

Jeg har nu aldrig brudt mig specielt meget om kødbollerne, og her i Frankrig kan man spise så mange dejlige ting, at jeg ikke har gjort nogen større indsats for at holde dellen i hævd.

Men Tulip er åbenbart lige om hjørnet med hjælp.

Stor forbløffelse, da jeg for leden læste, at jeg nu kan forvente fricadelles på børnenes kantinemenu. I Frankrig spiser man ellers primært regulære kødstykker, men skal kødet være hakket, er udgangspunktet en udskæring, der har et navn. Læs mere.

200 tons fricadelles bliver det til om året, fortæller Tulip selv. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste i mit supermarked, og de har heller ikke optrådt på ugens menu i kantinen endnu. Men det kan jo komme.

Biblioteket har egen drage

2011-01-21T22:45:00.000+01:00

"Nå, hvordan gik det så på biblioteket i går?" spurgte Augustes mor til morgen.

"Det gik godt," svarede jeg. Det er altid interessant at se ungerne sammen. Hvordan de hver især opfører sig, hvem der gør hvad med hvem, og hvordan læreren agerer. Det var det også i går.

"Men," jeg kender stadig ikke hendes fornavn, og der er et helt kontinent, hudfarve og formentlig bunker af oplevelser til forskel, men vi forstår hinanden, så jeg fortsatte: "Jeg forstår altså ikke måden, de taler til små børn på i det her land."

Første oplevelse på hovedbiblioteket efter at alle børn var bænket foran den børnebibliotekar, der her havde mulighed for at kapre 29 fremtidige kunder med familier.

Og hvordan gjorde hun så det?

Jo. Hun lagde ud med et rimelig lukket spørgsmål, der gik på, hvad forskellen på et bibliotek og et mediatek er. "Et sted, man kan låne bøger," var flere af børnene mellem fire og fem år i stand til at svare. Men det var ikke godt nok.

Hun spurgte, om børnene allerede havde besøgt stedet, og det havde en enkelt. Tre gange endda. Men det var ikke nok til at besvare spørgsmålet korrekt, og det cirklede vi derfor rundt i en femten minutters tid, indtil det lykkedes at få nævnt at man udover bøger også kan låne CD'er, CDROM'er og DVD-film samt magasiner på stedet. Hvor skulle børnene vide det fra?

Næste indslag. Børn rører jo på sig, og når dem på den bagerste række strakte armene i vejret, kom et par af dem til at røre ved et par rammer indeholdende originale illustrationer til en udgave af Den lille Rødhætte. Pludselig hang rammen på skrå, og vor vært gik straks i gang med at skælde de formastelige børn ud. Hvis nu rammen faldt ned, hvis nu billedet gik i stykker, hvad ville illustratoren, der så venligt havde lånt biblioteket sine billeder så ikke sige.

Det kunne hun jo have ret i.

Hvorfor der hænger så skrøbelige billeder på en plads, som børn vanskeligt kan undgå at røre, hvis de har brug for at strække sig, melder historien intet om. På det sted, hvor børn bliver bedt om at sætte sig for lytte til historier.

Børnene måtte frit kigge bøger i 15 minutter - progressivt - blot skulle de huske præcis, hvor de havde taget bogen, så der ikke kom uorden. Hvilket der allerede var, og flere børn kommenterede det. Samtlige børn, jeg tjekkede - random - var i stand til at placere bogen korrekt i rigtig kasse under rigtigt bogstav. Piger og drenge, hvoraf de fleste formentlig er mellem 4,5 og 5,5 år gamle. Det, synes jeg, da egentlig var ret godt gået.

Bibliotekaren sluttede den halvanden time lange seance med at læse en bog op, der handlede om en løve, der overtrådte bibliotekets reglement, og som derfor måtte gå et andet sted hen på trods af, at den elskede bøger. Joda.

Nu er jeg i forvejen ramt af bogbacillen, men ellers er jeg faktisk slet ikke sikker på, at jeg overhovedet ville turde vise mig på hendes bibliotek. Der er simpelthen for meget, man ikke må. Hvorfor skulle man dog ulejlige sig?

Nu er der bare det, at børneafdelingen havde nogle ret fantastisk illustrerede værker til udlån stående frit fremme. Så det kan godt være, at Eva og jeg kommer til at se dragen lige midt i øjnene og gå derhen alligevel.

Augustes mor grinede højt og larmende af historien sammen med mig hele vejen hen på parkeringspladsen. Hun på vej til sin ghetto og jeg på vej til min. Det vidste jeg, at hun ville gøre, og det føltes rigtig godt.

Trip trap træsko

2010-12-19T21:23:00.000+01:00

Det farlige net

2010-10-12T15:24:00.000+02:00

Hvorfor skal alt i dette land lovgives og regelrettes? Nu er det internettets umoralske del. Andre gange er det noget andet.Typisk fransk at ville lade staten eller en eller anden instans bestemme og derefter styre tingene. Jeg mener jo, at det ikke er nogen gudgiven sandhed, at man nødvendigvis ved bedre, selvom man er højere på strå med bedre uddannelse. Der er sikkert stor sandsynlighed for det, men det er trods alt ikke det samme, og jeg vil gerne bestemme selv.Men jeg kommer jo også fra den anden side af muren. Brudfladen mellem det latinske og det angel-saksiske, som de kalder det her, non-stop. Jeg kigger fra nord mod syd, og her kigger man fra syd mod syd, hvilket giver et helt andet perspektiv.Agr.I det mindste er den socialistiske opposition ikke enig i præsidentens kontrollerende dagsorden, og madne og vinen og måske endda vejret er stadig bedre.

Den nysgerrige vinbonde

2010-10-06T16:51:00.001+02:00

Den nysgerrige vinbondeTilgiv mig lige dette link... tekst bør ikke ligge to steder, og denne tekst hører også hjemme her.

Svampef(angst)

2010-09-13T12:17:00.002+02:00

I år er svampeår.

Pinot-druerne har kamp til stregen. Hvis det lykkes at hive halvdelen i hus, er det godt. Vi har aldrig set noget lignende, og vi har tilsammen kigget siden 1997. Også i skoven skyder paddehattene.

Jeg mødte et ægtepar på skovstien for et par dage siden. De fortalte mig, at rørhattene, som er meget værdsat, synger på sidste vers, og at de nu leder efter trompettes de mort. Eller trompetsvamp.

Disse små sorte svampe med det ildevarslende navn har jeg kun smagt én gang. De var indsamlet af min svogers mor. Ellers er svampejagt tit mænds domæne. Jeg kender ingen kvinder udover bemeldte bedstemor. Men mange mænd, og de er ikke ret interesseret i følgeskab. Hver har sine steder.

"Men du godeste, er du ikke bange for at gå alene i skoven?" spurgte en anden bedstemor mere end forbavset i går.

"Næh," svarede jeg, "Egentlig er jeg mere bange for at være bange."

Det er mange af de franske kvinder, jeg møder.

Efter syv år i Frankrig prøver jeg stadig at finde ud af, om det er mig, der ikke er rigtig klog, eller de andre, der er hysterisk tilbageholdende. Endda selvom en kvindelig motionist blev myrdet i en skov i Nordfrankrig for nylig. Det er ikke mit indtryk, at der sker flere voldelige overgreb i skove end i byer. Den slags nyheder er blot bedre eksponeret.

Svampene har jeg til gengæld stor respekt for. Kun de fine detaljer skiller det virkeligt giftige fra det spiselige. Selv erfarne svampejægere kan komme galt afsted. Her i Frankrig kan man gå på apoteket med sine fund, og da der er et apotek i hver en flække, kan man hurtigt få sorteret gift fra godt. Jeg holder mig til rørhatte, som er lette at genkende, hvis man ellers kan finde dem. Selv er jeg oppe på en.

Ung fransk pige

2010-06-06T22:35:00.000+02:00

For nogle dage siden mødte min datter på snart fire og jeg en særlig ung fransk pige.

Vi gik for første gang nogensinde en tur downtown Reims uden at skulle noget. Ligeledes for første gang blev damen ikke træt i benene, og inden vi fik set os om, stod vi ved katedralen.

Vi satte os ned, hun løb rundt, vi spiste kiks, og så på de mange mennesker, der når forbi stedet i løbet af kort tid. Domkirken i Reims er et af Frankrigs store, gotiske mesterværker, men det må jeg skrive om en anden gang.

Jeg fik nemlig øje på en ret lille statue, der står lettere uanseelig i et hjørne på den store plads, og det er vel egentlig uretfærdigt. Jeanne d'Arc var trods alt pigen fra landet, som fik Frankrig op at stå efter lang tids kaos med den engelske arvefjende.

Nu er jeg ikke helt stærkt i de historiske detaljer - den unge kvinde er jo ikke en del af min historie - men jeg ved da, at hun ledsagede den franske konge, så han kunne blive kronet i Reims. Dermed blev han det symbol, der kunne samle franskmændene, så de kunne jage englænderne hjem til England.

En vigtig person i Frankrigs historie med andre ord, og et glimrende idol for en ung pige, der ikke bryder sig om kjoler, pigeting, prinsesser, men til gengæld godt kan lide rustninger, sværd og heste. Så jeg fortalte, hvad jeg vidste, og bagefter smuttede vi en tur ind i katedralen, hvor der er et kapel for Jeanne d'Arc.

Her står hun i form af en anden statue, skrøbelig som en skønjomfru og dog stærk som en ridder med sin rustning og hjelm. Jeg har allerede besluttet, at jeg må i gang med at genopfriske hele historien. Eller rettere en del af den. Den hjerteskærende afslutning på et bål i Rouen behøver vi jo ikke tale om lige nu.

Giftig kamp

2010-05-30T23:24:00.000+02:00

Et fransk parlamentsmedlem fra departementet Moselle foreslår at kræve, at bloggere oplyser deres fulde navn og kontaktdetaljer.

Den idé har selvfølgelig skabt masser af rajasjang i blogverdenen. Flere anonyme blogger om deres arbejdsplads, det kan af og til være opsigtsvækkende ting, de offentliggør og derfor ønsker de selvfølgelig ikke at lægge navn til.

Der er flere eksempler på fyringer af populære bloggere, der har skrevet for meget, og alligevel ikke var så anonyme, som de troede.

De fortæller blandt andet, at de aldrig ville kunne fortælle den slags historier, som de bringer, hvis de ikke var anonyme.

Jeg tilføjer så, at det nok også lige præcis er meningen med forslaget.

Som journalist mener jeg oplagt, at man bør overveje, om man overhovedet skal publicere noget, man ikke vil lægge navn og kontaktmulighed til.

Frankrig er jo imidlertid et land, der altid har haft megen meget giftig satire - pamfletter - der for eksempel fyrede godt op under kedlerne i årene op til den franske revolution.

Det er kun et par dage siden, at jeg studsede over en bog med sort omslag forfattet af en anonym - Judas var pseudonymet vist, og det giver jo allerede et par associationer. Ifølge bogens bagside omfatter det en stribe skribenter, politikere og lignende, der gerne deler ud af, hvorfor de mener, at præsident Sarkozy er færdig. Men de lægger ikke navn til.

Når man følger lidt med i, hvordan historier om samme præsident får folk fyret - der er flere eksempler på både fyring og mundkurv - ligger en del af forklaringen uden tvivl her. Ubehageligt.

Ligeså ubehageligt er alle de giftigheder, som en forfatter kan tillade sig med anonymitetens dække. Måske er det min skandinaviske, måske min journalistiske baggrund, der får mig til at ækles ved stilen.

På den anden side er Frankrig et samfund, hvor det er svært at få magthaverne i tale. Man må derfor råbe højt, hvis man vil frem med et budskab. Anonym pamflet eller blog er en indlysende mulighed. Men kønt er det altså ikke.

Skoven åbner sit skatkammer

2010-05-27T12:12:00.000+02:00

Jeg har været så dygtig i pinsen.

Tre cykelture er det blevet til, og dem, der kender terrænet her, vil vide, at det ikke er for tøsedrenge.

Til gengæld blev jeg også belønnet i rigt mål.

På den første tur gennem vinmarkerne holdt jeg øje med planternes vækst. Sol og varme giver dem virkelig et boost, hvilket også er fint, for de har nærmest stået stille i det kolde majvejr.

På den anden tur havde jeg min datter med i cykelstolen, som jo er et meget eksotisk redskab på disse kanter. Jeg har i syv år kun set yderligere en cykel med barnesæde i Montagne de Reims. Nå, men vi benyttede lejligheden til at samle blomster til at presse og klistre ind i et børne-blomster-leksikon, som min søn fik i gave for flere år siden, men som vi slet ikke er færdige med at fylde ind i. Det der med blomsterpresning kommer kun over mig i perioder, men faktisk er det en rigtig fin aktivitet, hvis man gerne vil kende verden omkring sig bedre. Sætte navn på blomster for eksempel, blive opmærksom på hvor de vokser og den slags.

Vi bor jo 30 meter nedenfor en meget stor og vild skov - Montagne de Reims, som er en nationalpark, og rummer mange dyr og vækster, som er værd at kende.

Vi fandt for eksempel vilde roser - men kun et enkelt sted langs ruten, som jo altså må have haft en undergrund, der passede den fine, lille blomst godt - og lærte, at denne blomst har en berusende, dejlig duft. Min datter er ret kvik med næsen, så jeg prøver at udvide hendes og mit eget duftmæssige repetoire, når det er muligt. Og sætter ord på næsens erfaringer.

Den mest opsigtsvækkende opdagelse kom på min tredje cykeltur - i mandags - hvor jeg for første gang gjorde forsøget på at nå landsbyen Mailly-Champagne, der i fugleflugt ligger fem kilometer herfra, men ad skovens småstier er et noget mere omfattende projekt kilometermæssigt. Til gengæld undgår jeg så landevejens meget bratte stigninger og fald.

Langs en lille og ret hemmelig, tror jeg, skovsti stod de så. Blomster, som jeg ikke umiddelbart syntes, at jeg havde set før, trods pænt mange ture i skoven i årenes løb. Så jeg gik tilbage, og kiggede lidt nærmere på dem, og fandt to blomstertyper, jeg aldrig har set før, men har hørt om fra skovridderen. Den vildei orkidé er mindre end butikkernes og af en himmelblå farve. Den anden blomst minder om en hyacinth med sin tykke og korte stængel, hvorpå vokser mindre blomster på samme måde men af en anden form end hyacinthens. Farven er en kombination af hvid og vinrød.

Jeg var helt begejstret, fotograferede løs, og fortæller stadig flere dage efter om denne fantastiske opdagelse. At se noget nyt i skoven rangerer blandt de store oplevelser, og det er formentlig også resultatet af at bo så tæt på i en del år.

Blandt årens andre højdepunkter er en sjælden salamander i meget giftige kulører, der en aften efter et kraftigt regnvejr dukkede op på vores matrikel, en vildsvineunge i baghaven - de siger virkelig som en gris - og en lille stålgrå slange på skovstien.

Skoven er virkelig det skønneste skatkammer. Og det giver endda motion.

Min computer taler fransk

2010-05-25T12:41:00.001+02:00

Min computer taler atter fransk, og jeg hader det.

Jeg har mere eller mindre opgivet at indstille sprog i Exploreren.

Den intelligente maskine tjekker alligevel altid IP-nummeret, og matcher det op med det korrekte sprog. Lige meget hvor meget jeg vælger og vælger om.

Jeg havde egentlig opgivet at kunne få lov at læse Google-programmerne på engelsk. Indtil jeg skiftede til Firefox. Den kan tilsyneladende godt æde, at jeg bor i Frankrig, derfor har fransk IP-nummer, men altså hellere vil tale engelsk end fransk med min kære maskine.

Firefox'en - eller hvad det nu er - har givet andre problemer, der betyder, at jeg alligevel af og til vender mig mod Explorer. Men kors da, hvor er det irriterende, for så er der ingen vej udenom Google på fransk. Den lille irriterende sprog-switch finder altid tilbage. Så utroligt det end er. Jeg har selv siddet og kodet den slags for 15 år siden, og det var helt enkelt at lade folk vælge selv.

I dag er verden simpelthen indrettet til ét land - ét sprog lige meget hvor grænseoverskridende nettet og alle opkoblede computere så er.

Gule striber af tis

2010-05-23T23:36:00.000+02:00

Jeg kender ikke selv til de hersens gule striber.

En dansk bekendt, der også bor i Frankrig, fortalte mig om dem i dag.

En artikel i et dansk dameblad fremviste forskellige eksempler på lækre hjems lækre indretning, hvor den lækre detalje var gule striber på væggen.

Min danske bekendt er også i Frankrig stødt på sådanne gule striber. De sidder på væggene i gamle kostalde, og er resterne af kopis, der ikke sådan lige kan fjernes. Man må derfor leve med det, eller droppe at indrette sin stue i den gamle kostald.

Stor var derfor hendes overraskelse, da hun stødte på lignende gule striber som en lækker boligdetalje i det danske blad.

Det er masser af eksempler på den slags, hvor noget i virkeligheden jævnt eller det, der er værre, fra den ene kultur bliver lækkert i den anden, fordi det har en signalværdi, som sjovt nok overhovedet ikke findes i den oprindelige sammenhæng.

Lækre tissestriber tager dog nok førsteprisen. Eller er der nogen, der har noget bedre at byde ind med?

Den tredje kop

2010-05-20T16:08:00.000+02:00

De nye kopper har mistet en makker.

Den tredje kop strøg for fem minutter siden. 1000 stykker - mindst - på det hårdtslående klinkegulv.

Det må nu atter være nogenlunde trygt at have mig gående tæt på enhver form for porcelæn.

Men hvordan kan det være, at jeg i perioder kan smadre tre kopper på en uge, og i andre intet ødelægger i årrækker?

Det var desværre en af de nye kopper, der røg, i stedet for en af dem, der skulle have været baldret, før jeg egentlig havde lov til at købe nye.

Om tyggegummi og røget the

2010-05-18T22:23:00.002+02:00

Blandt mine bedste souvenirs er dem, der smager.

Foran slikhylden i det engelske supermarked Tesco kom jeg pludselig i tanke om, hvor fantastisk en oplevelse det var at pakke de aflange små flade pakker med Wrigley's tyggegummi ud engang for mange år siden i London. Jeg var ni år og og på sommerferie England og Skotland rundt, og det tyggegummi var helt anderledes end de Jenka- og Shake-stykker, der ellers var in.

Jeg verpede straks tre store pakker tyggegummi over i min kurv til uddeling i den obligatoriske fødselsdagsslikpose sammen med lakridskonfekt, Jelly Babies og noget Cadbury's chokolade.

Thehylden er også et must, og jeg køber rigeligt ind af den røgede Lapsang the, som jeg smagte første gang hos en gymnasievenindes mor og har holdt af lige siden. Jeg kan stadig se det designerkøkken og -hus for mig, hvor denne morens røgede the stod på potten. Af og til kommer jeg i tanke om, at den findes, og så køber jeg straks rigelige mængder for at have til en tid. Sjovt nok sætter også min søster pris på denne the, der er speciel med sin røgede smag. Røget på samme måde som røget fisk.

Netop smags- og duftoplevelser skal være blandt de stærkeste indtryk, vi har, og disse to duft- og smagsfotografier står i hvert fald så tydeligt i min egen erindring, at jeg stort set kan genkalde mig rummet, som det var omkring mig, mens jeg smagte. Trods de 25 år imellem.

Og så er Wrigley's endda amerikansk, og man kan sikkert også få det overalt. Slikket er også globaliseret. Det er den røgede the også, den kommer trods alt langvejs fra, men der har nu været langt mellem de thepotter, den er landet i, i mit liv. Udover altså min egen og min søsters.

Store huse, små huse

2010-05-18T15:54:00.002+02:00

Husene i England er meget store.

Sådan lyder en af min søns konstateringer efter at have tilbragt fire dage på den anden side af Kanalen.

Vi kørte igennem det ene kvarter med de traditionelle smalle rækkehuse i brune sten efter det andet og overnattede i øvrigt selv i en toværelses på campus på Warwick University. Men han holdt uforstyrret fat i sin iagttagelse.

Vi besøgte et hus, der var indiskutabelt stort. Med 25 meter lang pool og tyende til rengøring, havearbejde og det løse med computeren. Hvem der bare havde sådan en til sin netforbindelse.

Husets beboere var netop vendt hjem fra et fire måneder langt cruise verden rundt med Queen Mary II. Den slags mennesker findes altså. Noget skulle de jo lave undervejs fra Southhampton gennem det røde hav til Dubai, Japan, Rio, Kapstaden, New York og alt det andet, så de spillede en masse bridge. Og så et nyt show hver aften. Hver aften i fire måneder på et skib, der forresten også lige har anløbet dansk havn.

Rigdom forhindrede dog ikke husets frue i at snuppe vores datters sovehund for at give den en solid omgang vand og sæbe, efter at datteren havde brugt dens bløde slaskeører og -ben til at vaske og polere vores bil med vand fra forhavens springvand.

Hurra for Kristi mini-himmelfartsferie

2010-05-11T11:34:00.000+02:00

The Majord Oak i Sherwood skoven. Robin Hood er lige om hjørnet.

Vi er på vej til England.

Efterårsferien var en feriedag kortere, så derfor har børnene en fridag på fredag efter Kristi Himmelfart. Vi kan derfor tillade os at holde miniferie med indlagt fødselsdag.

Vi plejer at bruge sådan et lille ophold til at smage champagne med nogle folk - det skal vi også denne gang - og så skal vi prøve nogle engelske ting.

Planen lyder på Warwick Castle ved Coventry, underjordiske grotter og besøg hos gode engelske venner, der bor midt i mellem Sherwood-skoven og Lincoln i Midtengland. Mellem Robin Hood og Magna Carta. Det er da Good Old England, og denne kender børnene til Robin Hood fra Disney, hvilket er et udmærket udgangspunkt for historiefortælling af den underholdende slags.

Min søster har lovet at lave engelske sandwiches, en kunst hun mestrer efter et års ophold i et spejdercenter, og vi skal have investeret i en rigtig engelsk fødselsdagskage. Vi så typen for tre år siden, og sønnen på syv i morgen kan stadig huske model brandmandskage. Jeg håber-håber-håber, at den stadig findes i en version, der kan købes for menneskepenge.

Sådan ser en ægte brandmandskage ud, i hvert fald i Oxford, hvor vi så den i 2007, og det er altså et syn, der har sat sig godt fast i hjernevindingerne. Flot hvad?

Jeg glæder mig til at drikke "a nice cup of tea". De er bare bedre i England. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg kan købe den samme te, lave den på samme måde, men den smager stensikkert aldrig ligesom i England.

Vi skal også øve os lidt i at sige "Let's go" og "Hello Sweetie", og købe engelsk slik til uddeling, når vi er tilbage i landsbyskolen på mandag.

Hip hip hurra for miniferier.

Robin Hood lever. Nej... det er Alain, der demonstrerer hidtil ukendt talent ved The Majord Oak i Sherwood, november 2005.

Engelsk er hvid støj

2010-05-10T09:31:00.001+02:00

Min datter foran dvd'en den anden dag:

"Vi kan ikke høre noget."

Det mente jeg nu nok, vi kunne. Skuespillerne talte.

Datternes pointe var, at de talte engelsk. Jeg kunne nemlig ikke finde den danske version. Et sprog, pigen kan forstå.

Nå, det kunne jeg jo ikke bruge mit liv på at lede efter. Hun kendte filmen, og så kunne hun øve sig lidt i engelsk, tænkte jeg.

Det gjorde hun så ikke.

I stedet rumsterede hun rundt med fjernbetjeningen nogle minutter og konstaterede derpå glædestrålende:

"Nu kan vi høre noget."

Ganske rigtigt. Det var naturligvis lykkedes ungen at finde frem til den danske version, som jeg ikke kunne finde. Hurtigere.

Interessant nok, fandt hun ud af teknikken. Næsten endnu mere interessant kobler hun åbenbart helt fra ved lyden af engelsk. Som om der virkelig ikke er lyd, når hun ikke forstår ordene.

Tankevækkende i en familie, hvor udvekslingen mellem de to voksne medlemmer primært er på engelsk. Det begyndte sådan, det fortsatte sådan, og det er indtil videre forblevet sådan, og det oplever yngste medlem af familien åbenbart som en form for hvid støj. Nok værd at huske på, selv i en familie med oversættelseskapacitet.

Det lykkelige Danmark

2010-05-08T11:49:00.000+02:00

Forleden morgen så en lærer et indslag på tv om Verdens lykkeligste folk.

Gæt selv hvem.

Jeg blev logisk nok spurgt om min mening, da jeg afleverede barn i skolen samme morgen.

De der undersøgelser, der udnævner det ene eller det andet folk som det lykkeligste, dukker jævnligt op, og af en eller anden grund er danskerne så havnet på førstepladsen.

Jeg kan virkelig ikke greje hvorfor. Jeg mener, jeg mærker ikke al denne generelle lykkelighed, når jeg tilbage. Jeg mærker heller ikke, at franskmænd er generelt mindre lykkelige eller mere.

Til gengæld mærker jeg stor forskel på, hvordan individer griber deres egen lykke an. Om de vælger at glæde sig ved livets lyse sider eller lade sig opholde af de tordenvejr, vi alle af og til har indover.

Sjovt nok finder mange danskere lykken i Frankrig i form af dette lands imponerende rigdom af god mad og vin, der matcher.

Hvem ved, måske er det i virkeligheden her, at danskere lader lykkebatterierne op?

Den stærkes skole

2010-05-06T12:29:00.000+02:00

Fire ud af 10 børn lærer ikke helt basale ting i løbet af de fem år, de tilbringer i den franske primaire-skole. Det viser en undersøgelse fra tænketanken Institut Montaigne.

Umiddelbart tænker jeg: Chokerende.

Dernæst: Hvor er jeg dog glad for at mit eget barn går i en klasse med en fantastisk lærer, der gør alt muligt for at få alle i første klasse med på læsevognen. Første klasse handler især om at lære at læse.

Derpå opstiller tænkerne er serie forklaringer på, hvorfor det er sådan.

- skoledagene er for lange og for få (140 mod omkring 200 i Danmark)
- uklare retningslinjer fra lokale myndigheder indenfor uddannelse
- for mange går om (hver femte)
- for meget tid går med sprog, it og trafikundervisning i stedet for basale færdigheder. Læs mere

Det lyder også velkendt fra danske forhold.

Min næste tanke bliver: Jeg gad nok vide, om det overhovedet er meget anderledes i andre vesteuropæiske lande med samme levemønster med masser af tv, computerspil, dårlig mad og mangel på tid eller lyst/mulighed for at investere den tid, der er.

Hvad Frankrig til gengæld har, er meget systematisk hjælp efter - eller før - skoletid. Her i byen er det en halv time om dagen til børn, der har svært ved at følge med, og som på den måde undgår at komme endnu længere bagud. Til gengæld får de en skoledag, der er en halv time længere.

Skoledagen er her seks timer: Tre om morgenen, tre om eftermiddagen og en spise- og legepause på cirka halvanden time midt på dagen. Der er også frikvarter om formiddagen og om eftermiddagen. Alt i alt bliver dagen ikke længere end danske børns, hvis man tæller fritidsordning med, men den er anderledes og mindre frit disponeret.

Det er ikke engang en uge siden, at jeg spiste middag med tre sproglærere, hvoraf en fortalte, hvordan mange af de unge i hendes sjetteklasse simpelthen ikke gider lærer noget. De sidder klistret til deres mobiltelefoner, iPods og hvad de ellers har, og har åbenbart ikke lyst til at lære.

Jeg tænker straks tid. Alt det elektrohejs har man, når ens forældre ikke har tid, og det er i virkeligheden måske præcis, hvad de børn har brug for for at connecte lidt mere til den virkelige verden.

Nu kender jeg ikke så meget til næste trin - college - men jeg kan jo se i statistikker, hvordan franske børns lyst til at lære styrtdykker med årene. Måske fordi presset er for stort. Det er jo en nærliggende tanke i et system, der er meget akademisk og bygger meget på at lære ting udenad.

Men så er det jo at min egen bekendt siger, nå ja, nogen gange bruger vi også bare en (undervisnings)time på at snakke sammen, og - siger hun - de fortæller mig alt muligt, de vil så gerne udveksle alt muligt. Det er også en sjette klasse. Måske ligger sandheden bare et sted midt i mellem? Måske er den hverken sort eller hvid, som det jo oftest viser sig.

Den røde hat forever

2010-05-04T16:22:00.000+02:00

Den røde hat befinder sig på bordet til venstre. Det er undertegnede, der gnaver i en sandwich, som min kære mand, hvis ben også anes, har bragt mig, så jeg bedre kunne overleve polargraderne.

For fire år siden solgte jeg denne røde hat på loppemarkedet her i Verzy.

Jeg fik den af en veninde, hvis døtre havde valgt den til mig. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide den. Den var altså bare for lille til mit hoved, der ellers statistisk set er ret lille.

Kun på et hængende hår slap jeg for at give øl til hele klassen, da jeg blev student. Som I måske ved, skal den med det mindste og den med det største hoved give øl.

Nå, men mit hoved var næstmindst ud af 17, men altså for stort til den røde hat, som jeg derfor satte til salg denne absolut isnende kolde 1. maj-dag.

Den blev købt af et vaskeægte livsstykke

Jeg kan stadig se hende for mig fire år efter. Ikke under 70 år og med læbestift og personlighed, der matchede hatten fuldstændig perfekt.

Det er det bedste salg, jeg har gjort på loppemarked til dato.

Min veninde, som jeg loppemarker med for hyggens skyld, kan også stadig se hende for sig, da hun dansede afsted med den røde hat ovenpå det hvide, ondulerede hår.

Når jeg har den slags møder, ved jeg allerede, at det var en god dag, og så kort mødet end var, kan jeg stadig mærke den gamle kvindes - jeg er ikke helt overbevist om, at hun var en dame - ubændige livglæde.

Hvorfor også ellers købe sig sådan en rød hat?

Nyt navn, ny identitet

2010-05-03T15:21:00.000+02:00

I går var sådan en hyggelig dag. Vi havde besøg i vinen af en gruppe dansk-franske par, og det gav lidt lejlighed til at udveksle noter med mere erfarne kvinder i det vælske end undertegnede.

Nu var jeg rimeligt travlt beskæftiget med at beskænke 40 mennesker to gange på en lille times tid, så udvekslingerne blev i virkeligheden alt for begrænsede for min smag og lyst.

Men en af disse damer hedder Lene, og hun oplever som jeg, at franskmænd ikke kan sige hendes navn. Det bliver til noget i retning af læn med en lang n-lyd, hvilket jo er noget helt andet end det danske Lene. Hendes navn er dermed blevet et andet. Ligesom mit.

Jeg er på dansk Solveig, men på fransk hedder jeg Solweg, jeg præsenterer mig også som Solweg, selv om jeg ikke oplever det som samme navn som mit. Og hvorfor så det?

Jamen, jeg har selv svært ved at huske navne, som jeg hører for første gang. Men jeg ved ikke, om det er her, hunden ligger, eller om stavelserne udtalt på dansk er for lidt artikulerede til, at franskmænd kan høre dem. Pointen er, at jeg skal gentage mit danske navn så mange gange, at det er meget lettere for alle parter, hvis jeg præsenterer mig i stavelser, som de kan opfatte.

Min mand og en enkelt ekstremt sprog-interesseret veninde gør hæderlige forsøg på at ramme den danske tone, men den falder åbenbart ingen ikke-indfødte danskere særligt let.

Jeg lever i stedet med, at jeg har skiftet navn. Den franske version bliver dermed det lydlige udtryk for den af mine identiteter, der lever og agerer i Frankrig. Den franske udgave opfører sig heller ikke 100 procent som den danske Solveig, hvilket, tror jeg, er en nødvendig justering, når man bor i et andet land. Sådan gør jeg. Hver sin strategi.

Flere smæk

2010-04-28T09:52:00.001+02:00

Smæk i numsen er et emne, der jævnligt dukker op i mit liv i Frankrig.

Vi praktiserer det ikke her i huset, men det hænder, at andre børn får en fessée og hyppigere at de får trusler om at få det, og dermed er det jo i vores liv. Det er noget, vi må forholde os til, at venner og venners børn får eller kan få.

Tirsdag blev denne ret diskuteret i Europarådet. Le Monde har i den anledning begået en lille tekst, og det er igen - som altid - overraskende, hvor mange franskmænd, der forsvarer denne ret, i forhold til mængden, der er imod. De er enten meget få. Eller også blander de sig ikke.

Jeg diskuterer det ikke længere ret meget med nogen. Det er alligevel en absolut blindgyde, hvor ingen forståelse er mulig. Jeg er alligevel ikke parat til at forlade mit standpunkt med så meget som en centimeter. Heldigvis er min mand og jeg enige, og vi havde ikke handlet holdninger af på dette punkt, inden vi fik barn.

De fleste, der ytrer sig, mener åbenbart, at det ikke er muligt at opdrage børn uden i hvert fald at have muligheden for at slå dem. Hvordan skal man ellers få børn til at spise deres aftensmad, spørger en af artiklens kommentarforfattere tilsyneladende helt seriøst.

En anden kommer ind på, hvordan pyskisk vold er lige så ødelæggende som fysisk. Det er jo rigtigt, og den oplever franske børn også i rigt mål. Hvis ikke i deres familie så næsten så sikkert som amen i kirken i løbet af deres skolegang eller fritidsaktiviteter. Det kan jeg jo skrive om en anden gang.

Læs også om smæk i numsen her.

Kors og slør og skolegang

2010-04-27T11:39:00.003+02:00

Tyskland fik i sidste uge sin første delstatsminister af tyrkisk oprindelse. I dag skriver Le Figaro - konservativ, præsidentvenlig fransk avis - hvordan den 38-årige minister allerede har sat lus i den tyske skindpels ved at erklære sig imod kristne kors i de tyske klasseværelser. Hun sidestiller dem med muslimske tørklæder, som hun også er imod.

Det er en interessant historie i Frankrig, hvor den slags religiøse symboler i forvejen er forbudt i skolerne. Modsat Danmark og Tyskland - så vidt jeg ved - er Frankrig en sekulær stat. Kirke og stat er adskilt. Skolen underviser ikke i religion overhovedet, og dermed er et forbud måske lettere gennemførligt. Adskillelsen betyder, at mange franskmænd har en anden grundindstilling til religiøse symboler, end jeg f.eks. oplever i Danmark. Ingen henviser - som nu i Tyskland - til en 100-årig kristen tradition. Den har man også i Frankrig, men den har i over 100 år været en privat sag. Hvilket kirken bærer stærkt præg af, men det er en anden historie.

Vores franske venner er derfor behørigt chokerede, når Alain fortæller, hvordan han for syv år siden måtte en tur på kirkekontoret på Nørrebro for at registrere vores nyfødte søn. Eller hvordan giftermål i kirken er juridisk bindende modsat Frankrig, hvor man skal forbi rådhuset først. De kan næsten ikke tro deres egne ører. I dén grad undlader den danske praksis at forholde sig til, at det kan være ubehageligt for folk af anden eller uden trosretning at være forpligtet til at møde op på kirkekontoret.

I Danmark henviser man til en tradition. Den franske måde viser, at der også er tale om et valg. Den nye tyrkiske minister i den tyske delstat Niedersachsen har naturligvis måttet sluge sin kritik af korsene. Så kan hun alligevel blive indsat i dag.

Folket uden mellemveje

2010-04-26T11:04:00.000+02:00

En skolekrig raser omkring os. Den foregår mellem to landsbyer. Dén, der har den store skole - knapt 50 børn - og den, der har den lille - knapt 25 børn.

Uenigheden handler om børnenes skolegang. Om den skal foregå i den ene eller den anden landsby, eller om man eventuelt kan fordele. For en ret udenforstående som mig virker det sidste som en umiddelbart god idé, da ingen af de to landsbyskoler har plads til alle børnene. Ingen kantiner - det er dér mange af børnene spiser frokost - har heller plads til alle, og for begge landsbyer er en åben skole en vigtig del af landsbyens fortsatte liv.

Imidlertid er der uenighed om, hvor skolegangen er bedst, og i den ene landsby ønsker byråd og forældreforening derfor ikke at sende børn den anden vej. De andre ønsker at bevare i hvert fald en del af deres skole, og det kan kun lade sig gøre, hvis de tager børn, der i år har gået det andet sted, tilbage. Resultatet kan umiddelbart forventes at blive dårligere for begge parter, fordi op til fem klasser skal undervises samtidig af den samme lærer. (Ja, rigtigt læst: F-e-m).

Disse problemstillinger har skabt en opdeling af de tre lærere på mit eget barns skole med to partier, der ikke længere taler med hinanden, forældre, der ikke hilser eller siger farvel, når de forlader et møde, og stor usikkerhed blandt resten af forældrene angående det kommende skoleår.

Kun en enkelt lærer blandt mange kokke - byråd, forældreforening, forældrerepræsentatner og lærere - har jeg hørt tale om den fortsatte kvalitet af børnenes uddannelse. For mig, der ikke tilhører landsbykernen, er den i virkeligheden det eneste interessante. Vores børn skal helst kunne klare sig ikke blot i landsbyen men i verden. Den næste snublende nære tanke er at lede efter skolealternativer. Jeg gad nok vide, hvor mange andre forældre der gør sig lignende tanker?

De umiddelbare tabere bliver i første omgang børnene. På sigt begge landsbyer, for begge skoler er på vej ned på denne sag. Det, jeg finder utrolig ærgerligt, er, at der tilsyneladende ingen mellemvej findes. Parterne ligger gravet ned i hver deres skyttegrav uden mellemvej. Ingen argumentere for og imod. Dette er ren Bush: Den, der ikke er med os, er imod os. Helt uforståeligt for en tidligere indbygger i konsensusland. Men bevares et interessant kik ind til, hvad fransk nationalkarakter også er. Men skolerådsarbejde på landet er nok ikke noget for mig.

Mere om klasselukning.

Præstemangel og lørdagskonfirmation

2010-04-23T23:14:00.000+02:00

Vi skal til konfirmation sidst i maj. En lørdag aften. Præsterne har simpelthen for travlt til at kunne nå alle om søndagen. Her i Champagne har dem, vi lige kender til, 15-20 sogne at tage sig af. Kirkene har messe på turnus.

Der er mangel på præster, and you aint seen nothing yet. Hver anden præst er nemlig over 60 år. En kampagne er i gang for at hente nye rekrutter, og det er da meget interessant at læse, synes jeg. (Prøv her.

Spørgsmålet er om ikke løbet er kørt? Jeg oplever i den grad det hjørne af Frankrig, som jeg bor i - vel at mærke et dybt traditionelt hjørne - som temmelig afsakralifiseret - eller hvad det nu hedder. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at kun få folk af dem, jeg kender, har et forhold til religion.

Så sent som i dag var vi tre - mig og to franskmænd - der var helt enige om, at det bestemt ikke var noget problem for dem, om den katolske kirke forsvinder helt. Jeg sad tilbage - ikke som sådan som dens forsvarer, da slet ikke i disse tider - men alligevel. Jeg synes, at tilværelsen mangler en spirituel dybde uden tro. En kold rationalisme, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg oplever som ofte fremherskende i de mere veluddannede lag.

Jeg kan faktisk bedre identificere mig med visse repræsentanter fra landsbyens dybt troende familier, når de sidder og synger med af karsken bælg i kirken. Jeg kan godt lide kirkens fællesskab - jeg føler mig som en del af det og kan tro på det - endda selvom jeg ved, at de smukke ord kun gælder i kirken. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men man må altid levne lidt plads. Det er trods alt svært at være menneske. Og menneskelig.

Det ved jeg heller ikke om man lærer i kirken. Til gengæld ved jeg ikke, hvor man ellers hører den slags væsentligheder. Måske er det derfor, at denne totale afstand til kirken egentlig gør mig lidt ondt. Som et lille prik af noget, der er forkert, uden at det er særlig let at sætte fingeren på hvad.

Lørdagsgudstjenesten er heller ikke forkert. Den er blot et symptom.

Trakasseri

2010-04-06T11:55:00.000+02:00

I Danmark troede jeg altid, at franskmænd passede på deres sprog. Det er de måske også, når det kommer til stykket.

Fransk er fyldt med engelske låneord ligesom dansk. Det har jeg konstateret med i begyndelsen stor overraskelse. Senere har jeg vænnet mig til ord som email, newsletter, chat, buzz og mange flere.

Men det er såmænd ikke længere end en uge siden, at jeg undrende nævnte dette overfor en veninde, der fortalte, at det ellers glimrende ord courriel - fransk for email - aldrig rigtig var slået an.

En jury af sprogkyndige - studerende men også journalister, parlamentsmedlemmer, medlemmer af Academie Francaise samt en enkelt rapper - har foreslået nye franske ord, som vil blive proppet ind i ordbogen i stedet for de engelske. For eksempel:

Buzz - ramdamTuning - bolidageChat - éblablaNewsletter - infolettreTalk - débat

Det er tidligere lykkedes at ændre ordet walkman til baladeur og software til logiciel. Læs mere her og her.

Dansk er jo i forvejen fyldt med låneord fra engelsk, tidligere kom indflydelsen fra tysk og før endnu fra fransk. Det er ikke mange dage siden, jeg lavede et sprogligt langskud og bruge det danske ord trakasseri overfor en veninde uden at vide om det virkelig var et oprindeligt fransk ord. Men det virkede. Ordet har stadig samme nuance på både dansk og fransk.

Jeg har sympati for, at man passer på sit sprog. Jeg synes, der er for mange engelske ord i omløb i Danmark. I reklamer for eksempel. Men jeg har på den anden side intet problem med at sprog udvikler sig. Blandt andet med låneord, sådan som det er sket gennem århundreder.

Det kan endda hjælpe en og anden udlandsdansker i kontakt med lokale som nu mig den anden dag. Men det er selvfølgelig en utilsigtet bivirkning.

Skolelukning

2010-04-03T00:03:00.000+02:00

Jeg er jo medlem af skolerådet i vores landsby, og det er fortsat meget interessant.

Godt nok begynder begivenhederne at overskride mine referencer og dermed mine muligheder for at deltage særlig aktivt. Jeg kender hverken ordene, forkortelserne eller de strukturer, der diskuteres udfra. Det giver til gengæld et glimrende indblik i det franske samfund set nedefra, og skolelukning er jo til at forstå, lige meget hvem man er.

En klasse er nemlig blevet lukket her i landsbyen. Det betyder, at en af tre lærere på skolen for de 6-11 årige må forlade byen, hvis forældrene ikke får held til at skaffe flere børn i skolen inden september.

Det ulykkelige er, at nabolandsbyen som forsøgsvist dette år har sendt en klasse til skolen her hver dag, ophører med dette. I stedet vil de samle fem niveauer - jeps mine damer og herrer - i en klasse. En såkaldt classe unique, som i hvert fald de forældre, der var mødt op til mødet her til aften, var meget lidt begejstret for.

Omvendt er de heller ikke ret begejstrede for at vores landsby ikke har vist vilje til at hjælpe med at holde deres skole i live. Klart nok.

Men lige nu ser det ud til, at alle taber stort.

Nu har jeg selv aldrig kendt til andet end centralskole, så for mig er selve idéen med disse små landsbyskoler måske nok smuk, men også urentabel og måske ikke engang særligt god for klassens niveau. Det sidste ved jeg ikke. Vi har været godt tilfreds med tilbuddet indtil videre, og er da bekymret over udsigterne.

Det mærkelig er imidlertid, at byrådene i de to byer ikke har slået kluddene sammen for at finde en løsning. Sammen har de nemlig børn nok til at klare frisag i et stykke tid i hvert fald. Det utrolige er, at ingen åbenbart taler sammen, og vi taler om landsbyer med tre kilometer imellem sig.

Men jeg har da nu haft lejlighed til at deltage i to møder med vrede forældre, en inspektør - ham der træffer beslutningen - der svarede godt for sig, men det er selvfølgelig også hans arbejde. En yderst trist skoleleder, og urolige forældre, der er nervøse for deres børns skolegang.

Det holder aldrig op med at undre mig, hvor lidt folk arbejder sammen her i dette område. Men fortsættelse følger helt sikkert.

Stien til skoven

2010-04-02T11:40:00.000+02:00

Vi kan lide at gå i skoven for at hente grene.

Den stejle vej snirkler sig op bag vores hus, så det tager ikke mange minutter. Til gengæld er det med risiko for at blive en anelse forpustet.

Stejl betyder stejl.

Der er mange god ting at finde: Grene, små sten, agern, og hvad der ellers er godt at fylde lommerne med.

Stien er den fordybning, der er mellem de høje sider med træerne. Skovbunden er meget vild og opreven. Granathuller fra 1. Verdenskrig.

Vi bor ovenfor skyttegravsland. Guderne må vide, hvordan denne by så ud i 1918.

Den slags tanker har jeg nu sjældent i skoven. I dag er den en fantastisk legeplads.

Når jeg står heroppe sådan en dag først i april, er det godt at lægge hovedet tilbage, og se træerne række op efter den blå himmel.

Om nogle få uger, vil her være lysegrønt overalt.

Den forbudte humor

2010-03-29T11:42:00.001+02:00

Jeg har netop gennemset mine første to netvideoer med humoristen Stéphane Guillon. Jeg plejer ellers ikke at bruge tid på politisk satire, mine samlede franske referencer indenfor det politiske liv er endnu ikke mange nok til, at jeg griner højt nok og længe nok i forhold til den investerede tid.

Men også jeg har kun et standpunkt, til jeg går et andet sted hen, og nu var jeg altså blevet tilpas nysgerrig over politikken - undskyld, jeg mener selvfølgelig polemikken - omkring denne morsomme mand, som visse højtplacerede personer finder højst umorsom. Alene det er jo tiltrækkende.

Denne Stéphane forfatter tilfældigvis en af de mest hørte satirer i Frankrig. Fem minutter i primetime hver morgen, og immigrationsminister Eric Besson morede sig ikke ret meget over at få blandt andet sin hage grinagtiggjort i sidste uge.

For en sikkerheds skyld har direktøren for Franceinter undskyldt overfor monsieur le ministre. Det har humoristen også, men hvis jeg var minister, ville jeg nok have foretrukket at klare mig uden sidstnævntes.

Fik jeg fortalt, at to webfolk blev fyret i sidste uge efter at have skrevet en historie om præsident Sarkozy og frues påståede sidespring hver sin vej? Og at stort set kun engelsksprogede medier har viderekolporteret den historie. Det kan også godt være, at den ikke fortjener bedre. Det uhyggelige er, hvordan medier skræmmes eller forsøges skræmt til ikke at bringe de historier, magten forbyder bragt.

Problemet med de stærke mænds manglende evne til at se indad og le af sig selv, er, at det får humoren til at yngle om muligt endnu hurtigere. Bare se, selv jeg, den mest overmarginaliserede landsbyimmigrant af alle, fik kravlet mig ind hos Franceinter for selv at se starutten.

Nå, men med stærke mænd af den type forstår jeg, at Frankrig er pamflettens hjemland, og at humor, der graver hele vejen ind til det hvide ben, er vigtig. En nødvendig ventil. Jeg har til gengæld svært ved at forstå, at folk fortsat accepterer at indrette samfundet sådan. Svaret er altid, at Frankrig kan ikke ændres. Punktum.

Til gengæld tror jeg, at skal til at høre Franceinter hver morgen ligesom en masse andre franskmænd. Jeg gad nok vide, hvor mange nye lyttere Stéphane Guillon henter på den ministerfornærmelse. Læs mere i Le Monde.

Babyboom på fransk

2010-03-28T10:45:00.000+02:00

Babyer nok.

Så længe jeg kan huske, har Frankrig været undtagelsen i Europa. Landet med demografisk ligevægt. Her blev født stort set lige så mange som der dør. Modsat så vidt jeg ved alle andre europæiske lande.

Sådan er det også stadig væk. Ikke fordi franske kvinder har bedre tid til deres børn, men - min personlige teori - det er mere accepteret, at andre end en selv opdrager ens børn. En husholderske for eksempel. Eller arbejdsdage for etårige, der begynder kl. 8.30 og slutter kl. 18.

Den laveste gennemsnitsalder for fødende kvinder i Frankrig er 26,5 år, og det var i 1977. Nu har den passeret de 30, viser en undersøgelse fra INED (center for demografiske studer), som forklarer udviklingen med kvinders længere uddannelser og ønske om ikke at få børn, før de har installeret sig i livet med karriere, partner og bopæl. Det danske tal er 30,4 år.

Jeg synes, det bliver spændende at se, hvordan fødselsraten vil udvikle sig i de kommende år. Flere babyer eller færre. Selvom der ifølge INED ikke er nogen sammenhæng, daler kvinders fertilitet meget målbart efter de 35 år.

I 2008 og i 2009 fødte hver kvinde i Frankrig henholdsvis 1,99 og 1,98 barn, og det er topscore i EU-landene.

Lykkelige du fra Danmark

2010-03-27T23:32:00.000+01:00

Jeg er ret fascineret af de historier, der jævnligt måler danskere som verdens lykkeligste folk. Jeg mener selv om jeg tager det med både et og to gran salt, må jeg alligevel sige, at det sjældent er den oplevelse, jeg har.

Jeg oplever danskere i Danmark såvel som i udlandet nogenlunde lige så fortravlede og forankret i alt andet end nuet som næsten alle andre.

De steder, hvor jeg finder oaser, er meget ofte der, hvor alvoren, livets tyngde, altid sidder med ved bordet. Ofte fordi beboerne dér lever med kronisk og af og til ligefrem farlig sygdom, og dermed for længst har lært at prioritere for alvor.

Jeg har desværre fået det ind på livet igen. I denne uge fik jeg besked om, at den meget god veninde har brystkræft. Tirsdag var den der, men ikke så alvorlig. Fredag var den livstruende, og i dag lørdag er den ikke ufarlig men næppe livstruende. Dette er det franske systems force. Tre undersøgelser på fem dage og hurtig behandling betyder hurtig behandling slet og ret.

Det gør mig godt at komme i hendes hus. Hendes hus nu tredobbelt ramt. Der var også andre ting i forvejen. Men det er sjældent den slags steder, beboerne taler om problemer. De fleste bliver alligevel til ligegyldige detaljer i sammenligning med, om man skal se sine børn vokse op.

Jeg må indrømme, jeg græd, da jeg lagde telefonrøret.

Det er første gang, at jeg har grædt over nogen i Frankrig. Jeg gad vide om det er endnu et skridt i integrationsprocessen? Selv dette sted, som virkelig ikke var min drøm, har jeg samlet skatte, som er virkeligt og absolut værdifulde. Jeg har gravet dem frem med teske, og forstår derfor at værdsætte dem.

Jeg tror til gengæld ikke, at det er lykke.

Karneval i Champagne

2010-03-26T12:13:00.001+01:00

Den danske fastelavn er længe siden. Hos os i Champagne har karnevallernes tid først indfundet sig nu.

Vi deltager i to. Karnevallet i min svigermors landsby og så det, som forældreforeningen for mine egne børns skoler organiserer. Det første fandt sted i søndags, det næste løber af stabelen i morgen formiddag.

Et karneval markerer oprindeligt fastens afslutning, og er en begivenhed, der vender op og ned på ret og vrang, høj og lav, ro og ballade. Oprindeligt i hvert fald, hvor en valgt narrekonge havde lov at gøre nar af alt og alle, og dermed blev en slags ventil, der kunne tage presset af en hård dagligdag. Mere om karneval og fastelavn.

I morgen vil monsieur karneval blive brændt af i selskab med masser af hylende heksehyl og når han går op i røg, forsvinder samtidig alt det dårlige, dumme og onde.

Denne tradition minder mig lidt om heksen til Sankt Hans, og jeg får altid lidt ondt af ham. Ligesom af heksen. Herr karneval er lavet af strå, så det går hurtigt, når et par fædre iført trafiksikre gule veste har været forbi med deres lightere.

Det er en begivenhed, der gør indtryk. I vores hus taler vi stadig om, hvordan Maxence blev ramt af et af hylene. Det tror jeg nu ikke helt på. Alt er normalt så gennemsikkert her, at jeg ikke kan forestille mig noget, der kan ryste en dansker.

Men det er ikke altid helt nemt at følge to femåriges overbeviste ræsonneren. Eller for den sags skyld at overbevise dem om noget andet, end det de allerede har i deres hoveder.

Denne rituelle afbrænding må være den sidste rest af oprindelighed. Ellers er alting meget ordentligt. Trafikken bliver dirigeret udenom, og små sedler er på forhånd delt ud til alle indbyggere med ruten og forklaringer .

Landsbyens indbyggere bliver bedt om at tage godt imod de udklædte børn og deres raslebøsser i min svigermors landsby. I vores egen sælger børnene og især deres mødre beignets - fedtkogte kager - og pengene går i begge tilfælde til skolens arbejde:

Leje en bus, så ungerne kan komme i teatret, tilskud til lejrskole, julegaver i form af nyt legetøj til forskolen (maternelle for de 3-5 årige) og lignende.

Men det mærker børnene jo ikke direkte noget til på selve dagen. De bliver imidlertid ikke snydt:

Under rundturen i min svigermors landsby er det nødvendigt at have en kuffert på hjul med for at transportere alt det slik, ungerne får til deling.

Det er årets slikpose, og den rummer vel et kilo blandet til hver, vil jeg tro. Hos os holder mængden til et helt år.

Rundturen er også til at tage at føle på. Min svigermors landsby er lille med sine 150 indbyggere. Der er heller ikke ret mange veje, men det tager alligevel tid at nå rundt. Vi spadserer i næsten tre timer, før vi kan konstatere, at det sørme ikke er mange af indbyggerne, der ikke åbner og har penge og bonbons klar. I morgen vil gåturen også være på et par timer, vel at mærke i meget stejle gader, der godt kan give en og anden voksen åndenød.

Sidste weekends karneval faldt i øvrigt sammen med anden runde af det franske regionalvalg. Mikrolokalet under salle de fête er bemandet med tre af de 11 byrådsmedlemmer. De har hverken tænkt på småmønter eller slik til ungerne - det vil retfærdigvis sige, at det har deres koner selvfølgelig - men vi møder da Claudes forældre, der har stemt som de første denne morgen.

Claude er flådeofficer, og vel nærmest den første, jeg lærte at kende i landsbyen udover lige familien. Han taler nemlig engelsk, så lige siden har jeg været på vældig god for med hans forældre.

Jeg har faktisk følt mig hjemme på dette sted, siden jeg kom, og jeg kan stadig forundres over denne mikroplets imponerende mange relationer ud i verden. Her er både en napolitaner, en schweitzer et par bedsteforældre med en søn i New Zealand og en datter i England, en enkelt fredsbevarende politiofficer og så mig.

Denne dag møder jeg en kvinde, der har boet her i to år, og hvis børn er halvt italienske og med rødder til Costa Rica. For at det ikke skal være løgn har hun selv boet nogle måneder i Roskilde. Det er altså ikke hverdagskost i Champagne, og jeg har f.eks. ikke flere af den slags oplevelser fra den landsby, vi bor i, som trods alt er 10 gange større.

Nå men, min svigermor har selvfølgelig også forberedt sig og lagt kamera og småpenge frem.

Jeg har også haft et kilo slik med til formået. Det ved jeg på forhånd, at hun ikke tænker på, og børnene skal have slik, skal de.

I morgen skal vi tidligt op én gang til, og spadsere byen rundt. Vi plejer at være i hvert fald en 200 stykker. Cirka 80 børn i skolerne, hvoraf de fleste deltager og deres familier, løber alligevel op. Det plejer at se cirka sådan her ud.

Lille Gul og Lille Blå

2010-03-21T23:08:00.000+01:00

På sit eget sprog ved man præcis, hvilke børnebøger der kan hvad. Som udgangspunkt har man jo sine egen erfaringer som barn at gå ud fra.

I et andet land og på et nyt sprog begynder man forfra. Lige præcis bøger og glæden ved at læse er noget, jeg gerne vil give til mine børn, og da deres far intet læser udover diverse magasiner, har det hele tiden været klart, at det skal komme fra mig. Men det er heller intet kors, der er nok at tage af.

Mit felt er selvfølgelig primært det danske og det skandinaviske. Det andet lærer rødderne nok i skolen og hos deres venner. Men da jeg virkelig er til bøger, har jeg alligevel ikke kunnet holde fingrene fra det franske. Derfor ved jeg, at det er svært at finde, hvad man skal bruge på et andet sprog. Jeg har fundet masser af de opslagsbøger for børn, som er et stort hit her.

Poesien derimod har det holdt lidt hårdt med. De kreative og fantasifuldt fantastiske børneuniverser, som jeg synes, jeg kender så godt nordfra. Det er dem, der har levet i mit sind, siden jeg var barn, og det er den slags, jeg har allermest lyst til at give mine børn. Det andet er skolen så utrolig fokuseret på. Jeg har ikke engang rigtig vidst, at der også fandtes noget andet. Noget, der er det, kunst er eller kan være: Bare til for glæden ved at være til.

Derfor var det med meget stor glæde, at jeg lærte Petit Bleu og Petit Jaune at kende af en fransk veninde, der også elsker bøger. Denne fine lille bog lærer man ikke noget af, og så dog alligevel det meste af det, der er værd at lære overhovedet. Simpelt, så selv småbitte børn kan forstå. En treårig kan selv afkode bogens billeder efter at have fået den fortalt en enkelt gang eller to. En nybagt læser vil hurtigt kunne læse den. Min seksårige søn læser den for sin lillesøster.

Hvad kunne da være mere naturligt end pronto at booke billetter, da dette lille mesterværk dukkede op som teaterstykke under en børnefestival her i Reims, som er en af vores få årligt tilbagevendende kulturbegivenheder.

Førstegangsteatergængere i typisk say-cheese positur.

For første gang inviterede jeg derfor min treårige datter med i teateret uden storebror, og vi slog os sammen med en lille ven, som også var i teateret uden storebror for første gang.

Stor succes. Datterens øjne og ører stod på stilke i de 30 minutter, forestillingen varede, og hjemme genfortalte hun så highlights for sin far. Det er da meget godt gået af en på tre tre kvart år.

Her er historien fortalt én gang til på en anden måde, men det bliver den slet ikke ringere af.

Amazon har mesterværket i en - forekommer det mig - lidt dyr udgave.

Mælkebøttens tid er inde

2010-03-18T23:28:00.001+01:00

Jeg så i fjernsynet i dag - den bløde feature-ting, der slutter de regionale nyheder - at det nu er tid til at samle mælkebøtteblade. En ung mand, der sælger den slags på marked, samlede ind og fortalte.

Ingen i min omgangskreds har styr på den slags. De gider ikke rigtig den slags fra dengang man var nødt til at spise hvad som helst. Mange grøntsager er gået i glemmebogen på den konto, og er først ved at blive hentet frem af den nu.

Personligt vil jeg gerne vide, hvornår det er sæson for hvad, og spæde mælkebøtteblade til en fin forårssalat bør der være i rigelig rå mængde i vores lille firkant med jord bag huset.

En af de få ting, jeg foretager mig, i haven, er ellers at nippe de fandens hoveder af, for at de ikke skal formere sig alt for kraftigt. Måske ville der være endnu flere uden denne indsats, hvem ved?

Nu har jeg i stedet fundet en opskrift på mælkebøtte-confiture og det laver man af hovederne, når den tid kommer. De må naturligvis ikke være sprøjtet, og da de heller ikke står i nærheden af en vej, formoder jeg, at de er mere end ok til salat. Så må jeg jo siden se, hvad der dukker op til confituren.

Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der dukker op i naturen - måske lige minus rød fluesvamp - som en franskmand ikke kan få et eller andet spiseligt ud af. Det fremkalder min respekt til hver en tid. Der er desværre ikke sådan nogle kogekoner af Guds nåde i min franske familie, så jeg må se tv og spørge mig for hos venners forældre og de ældre naboer for at lære den slags fif.

Hoste-rod

2010-03-17T00:00:00.001+01:00

Vil du have et råd, spurgte Papy Raymond her i weekenden, da han søndag havde hørt mig hoste slim til den store guldmedalje. Det plejer jeg ikke, men mine lunger har gjort, hvad de kunne for at undslippe mit indre siden forrige weekend.

Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det er ikke rart at hoste, og jeg er træt af the med honning.

Raymond er pensioneret landmand, han har prøvet lidt af hvert og husker en hel del, og han siger radis noir. Man kan bare spise den rå. Hvad vi ellers spiste, må komme en anden dag, men alle måltider i hans selskab er mindeværdige.

Jeg ved ikke engang, hvad sådan en sort fætter hedder på dansk. Den står ikke i Gyldendals røde. Den slags findes ikke på dansk. Men jeg ved godt, hvordan den ser ud. Den ligner en kæmperadise på vel en halv meters penge og dækket af sort skræl.

Jeg fik ikke spurgt, om Papy Raymond spiser den med vinaigrette, men man kan vel prøve sig lidt frem. Den virker helt sikkert ikke dårligere end hostesaft.

Gargoyle eller gag-øgle

2010-03-16T15:33:00.001+01:00

Under vores sidste ferie i Danmark købte jeg disse tre monstre.

Gag-øgler hedder de - en indlysende fordanskning af det franske gargoyles, og disse tre fine fyre er købt til at bortjage sorg og bekymring.

De er bevæbnet med både smil i mundkrogene og morsomme fagter, og går sikkert heller ikke af vejen for at falde på halen, hvis det er, hvad der skal til.

Jeg har gemt på dem siden jul.

For at være helt ærlig har jeg faktisk lidt svært ved at gå af med dem.

Jeg har også selv brug for lyspunkter... men evigt ejes jo kun det tabte, så jeg har besluttet, at den første får lov at gå i eftermiddag til en, der godt kan have brug for den, og som jeg gerne vil give den til.

Det evige liv i tresomhed må de så fortsætte her.

Eller også må jeg på et nyt raid hos keramikeren Lotte Blom,, der har solgt mig nogle af Randi Platz' sjove sager.

Nogle timer senere: Den lille fætter med den blå hale har nu forladt sit ellers kærlige hjem. Han er foreløbigt flyttet nogle gader væk, men jeg har indstillet mig på, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før han ender i en behagelig udkant af byernes by.

Creme de la Chantilly

2010-03-14T23:36:00.000+01:00

Châteauet i Chantilly er stadig ikke besøgt. Man må prioritere her i livet, og vi så i stedet Det levende hestemuseum sammesteds. En interessant oplevelse.

Jabaduh, vi skal til Chantilly

2010-03-12T22:38:00.003+01:00

Jeg glæder mig.

Stort set hver weekend siden nytår har stået i vinbeskæringens tegn. Nu er det slut. Denne weekend kan vi endelig forlade bjerget og køre et andet sted hen.

Hurra.

Vi skal til en anden landsby. Den ligger i Picardiet nær Beauvais, og der bor Alains bedste ven og hans familie: Kone, søn og datter og dem skal vi udveksle julegaver med... hmm...

Det bliver dejligt at spise noget god fransk landkost og dele et par flasker af det bedste, denne egn har at byde på. Det må vist blive den med den brune etiket.

På vejen skulle vi gerne nå et besøg i Chantilly. Creme Chantilly betyder flødeskum på fransk, men der ligger også et kendt slot, hvor man kan bese et kunstværk fra den franske renæssance: Les tres riches heures du duc de Berry, der fremstiller livet i 1400-tallet i detaljer de mest fantastiske farver, jeg kan forestille mig. Hvor jeg dog gerne vil se det, og hvor det dog bekymrer mig, at hjemmesiden ikke nævner det.

Dette land bruger jo at udlåne kunstværker. Jeg må vel slå mig til tåls med, at jeg trods alt bor i nærheden af Chantilly, hvis det nu ikke er hjemme i morgen.

Det viser sig, at der også er både væddeløbsbane og et hestemuseum i åbenbart verdensberømte staldbygninger blandt seværdighederne i Chantilly. Hesteshows og ingen vej udenom, selvom der tilsyneladende ikke er ponyridning på stedet.

Det er gået op for mig, at vi måske ikke fået indpasset vores datters interessefelter nok i vores familieliv. Det lyder sikkert helt banalt, og hvor sikre interesser kan en treårig overhovedet have?

Ret sikre, er min erfaring.

Vi er derfor i de sidste fire-fem år gået aktivt efter musik på grund af min søns interesse, som var overbevisende tydelig allerede i 2-års-alderen. Det er på de år blevet så stor en del af vores fritidsliv, at jeg mærker, hvordan jeg lige skal træde et skridt tilbage for at skaffe overblik og plads til noget andet.

Datteren er formentlig også musikalsk, men hun er også meget kropslig og glad for dyr, og det var grunden til, at jeg er begyndt at spore hende ind på heste. Ingen kan være mindre hestegal end jeg, men meget tyder på, at det passer hende godt.

Så nu siger jeg "se", når vi kører forbi en pony. Går op og besøger æslet, når vi nu kommer til Picardiet. Det er godt nok ikke nogen hest, men det går s'gu nok alligevel. Jeg er begyndt at lave hestebog, ligesom jeg i sin tid lavede musikbøger med sønnen. Scrapbøger.

Jeg lavede kun den første. Han har selv klippet og klistret de næste fem, og de hører stadig til hans kæreste godnatlæsning. Det er vel at mærke bøger med side op og side ned plastret til med billeder af trommesæt og bækkener og sågar forskellige pedaler og kabler. Vi hentede kataloger fra Yamaha i butik-musikker undskyld musik-butikker. De sider får han dog lov at studere selv. Der er jeg stået af.

Nu har datteren så fået en hestebog. Mon ikke, det skulle være muligt at knipse et par sider til den i Chantilly?

Jeg glæder mig allerede. Jeg har altid elsket disse ret spontane ture i weekenden. Jeg tror ikke et liv er nok til alt det, der er at se på i Frankrig. Om et dage ved jeg, om Chantilly er iblandt, eller om man skal nøjes med skummet.

Evas Store Hestebog

2010-03-11T14:35:00.000+01:00

Min lille datter på tre år elsker heste og bøger.

Jeg elsker bøger og dims. Har samlet begge dele i over 20 år, og ingen har nogensinde forstået, hvad jeg skulle med underligheder som bittesmå rester af indpakningspapir, mange mange gamle blade, plasticdims, kantebåndsrester og jeg ved ikke hvad, der samler støv mangle forskellige steder i vores hus. Jeg ved helle ikke altid selv, hvad jeg skal med dimset.

Til gengæld behøver jeg aldrig at købe ind i dyre domme, når jeg laver collageværk. Det er en aktivitet, jeg hygger mig rigtig godt med.

Nu er så de første sider i Evas store hestebog en fin realitet.

Her forsiden og et par af dens elementer:

Her er bagsiden:

Det hele er klistret udenpå et almindeligt kladdehæfte i A4-format med blanke sider:

Nærmere besked om indholdet følger naturligvis.

Fransk/britisk køkkenkrig

2010-03-10T23:27:00.001+01:00

Selv om tallene nok ikke har ret meget kød på sig, når det kommer til stykket, var de alligevel overraskende nok til, at jeg klikkede mig videre til historien.

Hør bare her:

Franskmænd bruger mindre tid i deres køkkener end briter.

Halvdelen af briterne brugte mindst 30 minutter hver dag mod kun hver fjerde franskmand.

Franskmænd spiser ud tre gange om måneden og briter en gang hver 14. dag.

Konklusionerne baserer sig på sammenligninger mellem Olive-læsere og Madame Figaro-læsere. Der er bare det ved det, at det første er et BBC-madblad og det andet er et modeblad, så de to er nok ikke særligt sammenlignelige.

Madame Figaros læsere er måske heller ikke umiddelbart dem, der tilbringer deres liv ved kødgryderne. Men hvad ved jeg: Jeg er selv Madame Figaro billedkigger, og jeg bruger da en del tid på at lave mad. Dog ikke efter Madames opskrifter, som er få og alt for chikke - læs komplicerede - til en børnefamilie.

Næh, jeg skøjter i stedet billederne igennem, og dette blad har altså - så tåbeligt som det også kan være - af og til guddommeligt smukke billedreportager, som jeg elsker. Jeg har aldrig set noget i den standard i et dansk kvindeblad.

I huset her er der imidlertid en konstant krig om det blad: "Skal du virkelig have det igen?" Min mand gider ikke rigtig resten af pakken - avisen i weekenden og Magazinet, som ellers er til ham - og derfor bliver jeg altid ved hver fornyelse af abonnement opfordret til at finde noget andet.

P.t. modtager jeg derfor ikke bladet,så jeg har ikke engang deltaget i undersøgelsen. Altså.

At franskmand laver mindre mad fra andre lande end briter, mener jeg er forståeligt nok, og det er altså ikke fordi jeg hader brøndkarse- og æggesandwiches. Frankrig har bare en gastronomisk arv, der er så enorm, at man ikke kan gøre andet end at bøje sig i støvet for den.

Påstandene baserer sig på 2.060 Olive-læsere og 1.345 Madame Figaro-ditto'er. Her er den historie, jeg blev fanget af.

Kvindedagen

2010-03-08T00:08:00.000+01:00

Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag.

Jeg har altid syntes, at det lød fælt. Som noget jeg har svært ved at identificere mig med.

Det er gået en hel del lettere, siden jeg var i et halvt års praktik på Kvindernes Fagblad. Hedengangne Kvindeligt Arbejderforbunds medlemsblad. Altså kvinder uden uddannelse, og lix'en skulle helst være ret lav.

I løbet af disse seks måneder mødte jeg alle former for kvinder. Jeg mødte også to - de var begge faglige sekretærer, altså valgt af medlemmerne - som jeg altid vil huske.

Den ene mødte jeg under overenskomstforhandlinger i Forligsen i København. På det tidspunkt havde jeg mødt få mennesker, der besad en sådan grad af menneskelig varme og humanitet. Det gjorde dybt indtryk.

Den anden fortalte mig om sin abort i dølgsmål, før den slags blev legalt. Resten af historien fortalte min egen mormor mig. Sidst i 1940'erne fødte hun min onkel, og hun delte stue med en pige, der var kommet i ulykke. Den eneste, der talte med denne pige, var min mormor. Kan man forestille sig, hvor fordømmende samfundet har været? Mange foretrak at gå til englemagersken, hvilket var livsfarligt. Det gjorde hende, jeg selv mødte. Hun overlevede, og kæmpede siden for fri abort. Det er til at forstå.

Kvindeligt Arbejderforbund havde den slags mærkesager: Kvindens ret til fri abort. Ligeløn for lige arbejde. Daginstitutioner, så kvinder kan forsørge sig selv, og meget mere. Problemstillinger, der er taget lige ud af manges liv. Også de velstilledes. Men kampen blev i meget høj grad ført fra dette forbund.

Nu er de desværre væk. Det vil sige, de er sluttet sammen med det tidligere SiD til Fagligt Fælles Forbund, og man hører - mig bekendt - ikke en lyd til kvindesag længere. Heller ikke fra andre og bedrestillede kvindegrupperinger.

Man kunne næsten komme til at tro, at der ikke er mere at kæmpe for, hvis man ikke vidste bedre.

Nå, men da jeg var i praktik, skulle jeg blandt andet skrive noget om denne dag, der oven i købet blev indstiftet i København med den tyske socialist Clara Zetkin i spidsen. Arbejderbevægelsen var oprindeligt - jeg ved ikke, hvordan det ser ud med den i dag - et meget internationalt foretagende.

Dengang i 1910 var der noget at kæmpe for: Stemmeret for eksempel.

Jeg kender i dag flere kvinder, der ikke stemmer. De skal ud at købe en sofa, støvsuge stugen eller lignende. Men jeg kender også andre kvinder, der ikke kunne drømme om ikke at gå i stemmeboksen uanset om det er et lille lokalt valg eller et parlamentsvalg. At stemme er ikke en ret, men en pligt.

Jeg kender ikke noget mere grelt eksempel end dette, og stemmeret har de fleste da heldigvis i dag. Retten til fri abort er noget mere omdiskuteret. Dog ikke i Danmark og heller ikke i Frankrig, mig bekendt. Men ligestillingsdebatten dør vist aldrig. Se bare her (Dagbladet Information).

Selv har jeg faktisk ikke noget at klage over. Hurra for det. Men jeg har punkter at arbejde med. Kvindernes Internationale Kampdag er meget langt væk fra min nuværende virkelighed, men alligevel er retten til et selvstændigt liv reel nok.

Jeg er medhjælpende hustru i vores firma, mor og ikke bosat i mit eget land, hvor jeg er den stærke, den der ved besked. Jeg kan med andre ord let forsvinde i andre(s) opgaver og liv.

Den 8. marts er sådan set en udmærket dag at gøre status på. Nu hvor jeg ikke lige skal ud og vifte med det røde flag. Respekten for Kvindeligt Arbejderforbund og dets 100 år lange kamp har jeg stadig, og det er ikke et af de ringeste minder fra i alt halvandet års praktiktid.

En god Brie

2010-03-05T23:04:00.001+01:00

Det plejer ikke at være mig, der står for indkøbet af de gode oste her i huset, og da især ikke Brie. Det er nemlig ikke så nemt at se forskel på de rigtig gode og så alle de ordinære, som der er flest af.

Ok, der skal gerne stå Meaux på den. Så er man det stykke af vejen. Her til aften lærte jeg så tilfældigt, at den gerne skal være ved at slippe afsted over kanten som nu dette udflydende eksemplar af sin race, og at jeg er sluppet mere end almindelig heldigt fra dette køb.

Jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal have et stykke mere. Til morgenmad måske, selvom jeg normalt kører efter fransk model, hvor osten først dukker op til frokost og eventuelt om aftenen mellem hovedretten og dessert.

Regnbuemusik

2010-03-04T10:37:00.000+01:00

Jeg har lige læst en utrolig historie fra The Independent.

Wienersymfonikerne - et af verdens største klassiske orkestre rent musikalsk - har ingen musikere, der ikke er hvide, og meget få, der ikke er mænd. Kun hårdt presset fik den kvinde, der var, lov at komme med på fotografier af orkestret. Man tror jo, det er løgn.

Jeg går konstant med et kulturelt regnestykke i hovedet, hvor jeg sammenligner Frankrig og Danmark og gør op med mig selv, hvad jeg kan lide, og hvad jeg mindre kan lide, og lige netop hvad det med kulturerne, sprogene, hudfarverne angår, mærker jeg tydeligt, hvordan Frankrig er et meget gammelt indvandrerland.

Her er selvfølgelig voldsomme problemer i de såkaldte cités, forstæderne udenom de store byer med håbløse betonghettoer, håbløse skoler og dermed håbløse udsigter i et land, hvor kun de rigtige papirer fra de rigtige skoler virkeligt tæller. Resten må klare sig, som de bedst kan.

Men det er også et land, hvor efterkommere af indvandrere af enhver hudfarve og religiøs overbevisning blander sig på linje med de franske de souches (hvide franskmænd fra hvide slægter). På tv, i alle former for job og nu også synligt i politik. Om nogen har præsidenten optaget folk og især kvinder af alle farver i sin regering, og om det er populistisk eller ej, så gør det alle de franske slagser meget synlige.

Nå, men det jeg egentlig ville sige, var, at også musikkonservatoriet i Reims - og sikkert mange andre, dem kender jeg blot ikke - er regnbuefarvet. Det er om noget den klassiske dannelses og hårde disciplins - for det er musik - højborg, og alle farver og frisurer drøner rundt gennem gange og op og ned af trapper og elevatorer med deres violiner, trækbasuner og hvad de nu ellers spiller på.

Vi kommer selv hos messingblæserne, og her er der - mørk eller hvid - indiskutabelt flest hankønner. Ligeledes synes tværfløjte og violin i meget høj grad at være en pigeting. Harpen finder jeg jo også temmelig feminin, men i virkeligheden bliver mænd normalt meget dygtigere harpenister, har jeg netop lært.

Der skal fysisk råstyrke til at få harpen til at yde sit ypperste, og da de fleste piger og siden kvinder normalt ikke udvikler samme styrke, bliver de ofte heller ikke lige så dygtige. En af vores små musikalske onsdagsveninder er meget tiltrukket af harpen, men da tværfløjten logistisk set er at foretrække - man kan selv have den med overalt - ender hun nok hos træblæserne, og det er jo heller ikke helt ringe.

Hun er en stærk pige, men på sigt vil hun nok alligevel aldrig få en mands styrke, og netop på grund af styrken er verdens p.t. største harpenister mænd. Dog ikke i Wien, hvor det første kvindelige medlem af det store hvide mandeorkester sjovt nok blev harpenisten. Læs historien her.

Kaninlever

2010-03-01T09:04:00.000+01:00

Vi sidder egentlig ellers og snakker om lever. Snakke med min svigermor handler meget ofte om mad. På landet i Frankrig er mad i virkeligheden et lige så gangbart tema som vejret, og det siger ellers ikke så lidt.

Om jeg kan lide lever?

Jeg kaster en tanke i retning af barndommens stegte af slagsen. Én gang om måneden for det er jo sundt, og må tilstå, at den ikke står ret højt på hitlisten. Til nøds kyllingelever.

Puha, lyder det så helt uvarslet fra min svigermor. Dengang min mand levede, måtte jeg gøre kaniner i stand hele tiden.

Han gik jo på jagt. Det gør mænd jo her. Hver søndag. Hvis de da ikke går i kirke. Hele vinteren kan vi - på vej til beskæring søndag morgen - konstatere, at ganske mange stadig foretrækker jagt for kirkegang. De mødes nemlig i forsamlingshuset i landsbyen før vores vinmarker, og deres firehjulstrækkere og pick-upper holder alle mulige og umulige steder. Ellers er der ikke plads nok, og kommunen tjener lidt penge på at sælge jagt i sin skov.

Nå, mændene skyder harer, kronvildt, fugle og vildsvin, men det er altså konerne, der står og renser skidtet bagefter. Det smager selvfølgelig vidunderligt. Men min svigermor er altså godt træt af harer. Jeg tror ikke hun har spist det i 40 år. Hun må have gjort mange mange harer i stand.

Selv ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med sådan en svend. Det var chokerende nok, da jeg en af de første måneder efter min flytning til Frankrig, faldt over en i det lokale supermarkeder. Med lange ører og det hele. Der var ingen tvivl om dyrets art. Pelset var den dog.

Min egen mand går ikke på jagt, så jeg undgår problemstillingen. Kødet er til gengæld godt nok, men jeg klarer mig med de udskårne stykker, jeg kan købe hos den lokale slagter.

Derfor aner jeg ikke, hvordan kaninlever smager. Men det lever jeg med.

Mindst 45 dræbt i orkanen Xynthia

2010-02-28T18:35:00.005+01:00

Orkanen Xynthia har rystet godt i min svigermors gård. Rusket i skodderne. Hvislet ved dørene. Gården er gammel, den har heldigvis for os set det, der var værre. Andre steder i Frankrig har måttet betale en høj pris. 45 døde, skriver Le Figaro søndag aften. De fleste er druknet. Det er uhyggeligt mange.

Orkanen stødte ind i Frankrig efter at have udviklet sig ved Madeira i løbet af fredag. Den skred ind i Frankrig ved den franske atlanterhavskyst i La Vendée og Charente-Maritime, lige under Bretagne. De fleste dødsfald og største skader er sket i disse områder.

I Champagne 150 kilometer øst for Paris slap vores familie med en pæn serie knuste tagsten både til gården og til gaden. De meget voldsomme vindstød begyndte søndag morgen, og vi holdt os indendøre for lukkede skodder på min svigermors gård til middag.

Vi har trillet tommelfingre det meste af søndagen. Vi kunne selvfølgelig ikke arbejde i vinen på grund af de voldsomme vindstød, og da elektriciteten forsvandt med få minutters mellemrum, kunne vi heller ikke klistre etiketter på flasker.

Vi har en lille elektrisk hjælpesvend. Kan selvfølgelig godt klistre etiketter helt manuelt, men der er så meget ekstra klister at fjerne bagefter - ligeledes manuelt - at vi droppede det helt. Fra middagstid kom strømmen slet ikke igen.

Først midt på eftermiddagen kørte vi hjem, og mødte også andre biler. Blandt andet end udrykningsbil fra Vertus, der dog ikke havde udrykning på. Hele formiddagen var der overhovedet ingen trafik i det ellers normalt ret befærdede kryds ved gården. Folk har meget med andre ord taget meteorologernes advarsler - red alert - alvorligt. Ser det da ud til.

Vi vovede at køre igennem den store skov på toppen af Montagne de Reims, og så en del væltede træer. Til alt held ingen udover vejen. I Verzy, hvor vi bor, kunne vi ikke umiddelbart se skader. Ikke en eneste tagsten på gaden. Landsbyen har formentlig ligget godt i læ for vindstøddene.

Til aften havde min svigermor atter elektricitet, og endnu mere utroligt - det lokale brandværnet kom forbi og lagde de af de nedblæste tagsten, der ikke var gået i stykker, på plads igen. Hendes gård var værst ramt i landsbyen, da den ligger åbent for vinden for neden i landsbyen. Det ved de selvfølgelig, brandfolkene, fordi de er lokale, og fordi vores nevø er med i teamet. Han var dog vist ikke på arbejde i dag. I hvert fald ikke hos sin farmor.

Dagens orkan er blandt de voldsomste i Frankrig siden decemberorkanen i 1999.

Brødet lever

2010-02-25T22:36:00.001+01:00

Fik jeg nævnt, at brødet stadig lever?

Min svigermor får nu atter sit daglige baguette. Det smager ikke specielt godt, men bagerbilen leverer ved døren mod 80 centimes.

Familien er dermed et samtaleemne fattigere.

Men vi nåede at mærke skrækken, gjorde vi.

Selv har jeg jo mit rugbrød med i en plasticboks, hver gang vi overnatter - hver weekend i disse beskæringstider. Det er meget muligt, at industrirugbrød ikke smager godt, men man bliver lige så mæt af det som af et hvilket som helst andet rugbrød.

Klejner international

2010-02-24T23:09:00.000+01:00

Dette er ikke et fad med sukkerdryssede klejner. Men det ligner godt nok, ikke sandt? Disse kager har den samme rombeform som klejner, de er fedtkogte og har hul i midten, og for at det ikke skal være løgn er de oven i købet vredet. Den eneste forskel er sådan set, at de er polske, og dermed har et polsk navn. (Som jeg meget utjekket selvfølgelig ikke lige kan huske. Polsk er om muligt endnu vanskeligere end fransk).

For nogle år siden gik jeg sørme til fransk, og da jeg bor nær en provinsby er udvalget i kurser ikke ubegrænset. Valget stod mellem analfabet, universitetsstuderende og au pair-pige. Vi prøvede uni, men det kursus var bevogtet af en ond, fransk sekretær - hvis jeg tør af frygt for repressalier, skal jeg engang i en post komme nærmere ind på dette uhyggelige fænomen. Det blev med andre ord til au pair-kurset i tre sæsoner.

Vores lærer hver sæson med at krydsforhøre de af deltagerne, der rent faktisk var au pair-piger for at finde ud af, hvor mange af dem der skulle sparkes ud af for usle familieforhold. Nok om det. Efter den første sæson inviterede vi - på god dansk vis - alle hjem til os medbringende en ret fra hjemlandet.

Stor var min forbløffelse, da jeg så dette fad, som den polske au pair havde fremtryllet. Det var jo nemlig klejner. Men altså på polsk. De franske deltagere kunne yderligere bidrage med en fransk version, der minder meget om de to andre, og som man spiser i forbindelse med karneval.

Vi har netop været inviteret til goûter i dag. Eftermiddagskaffe hedder det vel på dansk, og værtinden havde skam kogt en ordentligt skudefuld af disse beignets, som hun kalder merveuilleuses. Det kan jeg kun oversætte som vidunderligheder, og det kunne jeg da kun være enig i. Børnene gad godt nok ikke spise dem, men det tæller ikke. Jeg ved jo af erfaring, at de aldrig har tid til noget som helst udover at lege. De har ikke hul i midten, og var ikke vredet, men godt nok rombeformede og sukkerdryssede, så de gled s'gu fint ned.

Jeg synes, det er en smuk tanke, at denne dejlige lille kage har rejst hele Europa rundt.

Brødets død

2010-02-21T21:41:00.000+01:00

I dag var der ikke noget brød.

I går var der ikke noget brød.

Det er meget muligt, at der heller ikke vil være noget i morgen.

Naboen kom da også forbi for at vende problematikken med min svigermor, der med den daglige brødbils mulige endeligt har fået endnu et tema. De to andre er vejret og at det er koldt. Alle på landet taler om vejret. Hele tiden.

Intet brød er nyt, og det er lidt af en katastrofe. Hvad er man i Frankrig uden frisk baguette? Ja, jeg klarer mig fint. Vi spiser kun baguette af og til, men min svigermor har købt baguette hver dag i nu 78 år, så jeg kan godt forstå, hvis hun kan få svært ved at vænne sig til det.

I hendes landsby er der ingen butikker, og det har der ikke været længe. Men bagerbilen har holdt hende og de andre godt forsynet med baguette. Lige til nu. Tidligere kom der også både slagterbil, mejerivarebil og kolonial, men det er for længe siden slut.

Heldigvis har hun i forvejen bilen fremme for at købe ind i hvert fald fire gange om ugen, og vi andre må vel til at have brød med så. Vi bor nemlig i en civiliseret landsby med bager, der kun har lukket en gang om ugen.

Karakterfast

2010-02-17T00:48:00.001+01:00

10 dage inde i vinterskoleferien gør jeg noget meget fransk.

Jeg graver sønnikes skoletaske frem og går i gang med at underskrive sider.

Hver gennemført side i hvert hæfte skal nemlig iføres signatur, så læreren kan se, at forældrene følger med. Vores maitresse er endda moderne, så vi behøver kun skrive under i hver ferie i stedet for hver dag eller uge.

Jeg tjekkede også sønnikes penalhus for blyantforsyning og tussernes farvestyrke, og så nåede jeg sørme frem til beviset på, at jeg nok ikke er så integreret, at det gør noget.

Sønnike er blevet evalueret i januar, viser det sig.

Ja, det er de andres små 1. klasser også og det endda i hele Frankrig. En stribe opgaver inden for læsning, skrivning, dikat, tekstforståelse, matematik og andre ting er blevet gennemført og karakteriseret, og jeg har ikke hørt en lyd om det.

Mindst af alt da fra hovedpersonen.

Tekstforståelsen er forresten ikke ret god. Jeg spørger mig selv, om han har misforstået opgaven, om de andre var bedre - se, det er fransk - eller om det i det hele taget er noget for 6-årige: At læse en tekst på 4 linjer og besvarer fem spørgsmål. Skriftligt.

Ved ik. Men jeg fik spidset blyanterne.

Kulturudveksling

2010-02-03T22:08:00.000+01:00

I dag var det Christians fødselsdag.

Han er i vores liv som min søns trommelærer. Men han giver så meget mere, og det er derfor naturligt at forberede en gave. En tiltalende ting på dette hold er, at fødselsdage fejres sammen. Det giver et socialt element, som slet ikke er givet i Frankrig. Men Christian er heller ikke fransk.

Min søn gider desværre ikke altid afsted. Kurset er langt, ligger sidst på eftermiddagen, når han hellere vil lege. Han siger, han får ondt i håndfladerne, men jeg tror mere, det handler om at han for længst har valgt sit instrument, og det er ikke djembén men trommesæt, og længere er den sådan set ikke. Om han så nok så meget kun er seks år.

I dag skulle der have været koncert på en bar, men den blev aflyst. Alt blev lidt kaotisk, og jeg regnede med at passe begge børn hjemme. I sidste sekund skiftede de mening, og tog begge med til en time, der endte med champagne, kage, leg og stor succes.

Selv for datteren, der ikke går på holdet, og normalt enten falder i søvn, eller klager over, at trommeriet giver hende ondt i ørene. Otte djember og en dumba, kumba eller hvad det nu er, den hedder, er ingen spøg. Jeg kan normalt uden problemer følge timen fra bilen på de dage, datteren falder i søvn.

De drog afsted tre mand høj med gaven. En lille Tors hammer med udprintet forklaring på fransk og et kort. Jeg giver gerne gaver på dansk, og især til Christian, der gav trommebørnene en halskæde fra Senegal efter deres første optræden for halvandet år siden. Dét fandt jeg stort.

Nu venter jeg på svar. Min mand kom nemlig hjem med besked om, at man i hans kultur først åbner gaver efter, at alle gæsterne er gået. Frankrig er for mig blevet den geografiske ramme for et kulturmøde, jeg aldrig tidligere har prøvet, og lige netop Reims af alle steder har afsløret sig som det næststørste center i Frankrig for indbyggere fra Senegal. Kun i Paris bor der flere senegalesere.

Én af dem er altså Christian, som kom ind i vores liv via musikken. Jeg håber, at han bliver der rigtig længe.

Musik i bilen

2010-02-03T15:41:00.007+01:00

Marts:

Sorten Muld: Mark II

Gustav Holt: Planeterne

Bossa nova compilation

Jan Johanson: Jazz på svenska, jaa på ryska

Jacques Dutronc: Best of

Edvard Grieg: Peer Gynt suiter/Jean Sibelius: FinlandiaFebruar:

Kim Larsen & Kjukken: Glemmebogen

Mika: Life in Cartoon Motion

Andrew Lloyd Webber: Variations

Compilations/Bossa Nova moods

Channe Nussbaum & Spielniks: Copenhagen Klezmer

Carl Orff: Carmina Burana

Vi er en familie, der går meget op i musik. Vi er også en familie, der kører meget i bil. Vi er derfor en familie, der kombinerer tingene ved at have et ordentligt musikanlæg i bilen, som vi bruger til at høre musik.

Kommentar

Jeg har netop skiftet udvalget.

Januar:

Compilation/soul

Puccini: Tosca/Carreras/Ricciarelli

David Bowie: Ziggy Stardust

Springsteen coverversioner: Badlands

Compilations: Swing

Gotan Project: Version 3.0

Skolerådsmøde

2010-02-02T23:48:00.000+01:00

Jeg har deltaget i mit andet skolerådsmøde

Det er stadig en meget interessant oplevelse

I mødet deltager de to skoleledere, som også er lærere og to lærere fra hver skole. Desuden så mange byrådsmedlemmer som muligt, forældre repræsentanter fra hver klasse, i alt fem (jeg er den ene) og en repræsentant fra den forældreforening, der støtte den sjovere del af skolens arbejde.

Alt bliver diskuteret. Jeg mener alt.

Lige fra reglerne under atomkrig til indkøb af forlængerledning til computer i et af klasseværelserne. Samt navlestreng mellem kommune og skoler. Det handler især pasnings- og kantineordning og feriepasning.

Den slags skoler har ikke eksisteret i større udstrækning i Danmark i mange år. Skolerne sniger sig kun med hiv og træk op på tilstrækkeligt med elever til at fortsætte - 8-10 stykker per klassetrin er godt - og det er klart, at det afhænger virkelig meget af læreren, om undervisningen er god nok, for de fleste lærere har flere niveauer på én gang.

Omvendt holder skolen liv i landsbyen. Lukker skolen, mødes folk ikke længere om noget i disse små samfund, hvor folk i dag ser tv i stedet for at spille i byorkester og hvad de ellers gjorde for bare 30 år siden.

Derfor har man virkelig god grund til at kæmpe for sin skole. I aften blev antallet af børn i det næste skoleår også diskuteret. Hvert enkelt hoved, der kan tænkes at rejse, blev omtalt. For eksempel en af sønnikes små kammerater. Men ikke os.

De snakker nemlig først om dig, når du er gået, afkodede mit livs ekspert i landboforhold, da jeg kom hjem. Vi er i gang med at søge vores søn ind på en byskole for at sikre ham et undervisningstilbud på musikkonservatoriet i Reims, som bliver svært for os at tilgodese, hvis han fortsat går på skole her i byen. Hvis projektet lykkes, vil heller ikke han være at finde i byens skole efter sommerferien.

I stedet for at prøve at præsentere skolerne overfor byens forældre. Måske prøve at finde ud af, hvorfor mange af byens børn allerede går på skole i Reims i stedet for den lokale, har kommunen truffet et andet aktivt valg. Man har bygget to store, grimme bygninger med i alt 15 lejligheder, heraf i hvert fald fem familieegnede. Man ved dog endnu ikke, om der så kommer nogen med børn til byen.

Nyt følger efter næste møde om fire måneder. Også for vores eget vedkommende.

Jeg ved ikke, om store eller små kommuner er bedst, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg umiddelbart deler et interessefællesskab med de forsamlede, og at det egentlig passer mig rigtig godt at deltage i dette møde og finde ud af, hvordan dette lille samfund fungerer.

Der kan man bare se. Jeg meldte mig egentlig kun som repræsentant, fordi jeg synes, det var åndssvagt, at den nye lærer og skoleleder skulle bruge sin tid på at lede efter en.

Cerise sur le gâteau - kirsebærret på kagen, som de siger i Frankrig - er altid de(t) glas champagne, der afslutter to timers knaldhård gennemgang af lidt om det hele. Det absolut formildende træk ved at bo i en vinby i Champagne.

10 bidder af Paradis

2010-01-27T22:54:00.000+01:00

Noget af det bedste, jeg kan få, er en lille fin æske fra Waïda.

Det er muligvis ikke Reims' bedste patissier, det kan jeg i så fald leve med. Disse små kager er fabelhaft.

Det er min kære mands ægteskabelige forpligtelse at tage stilling til, om det skal være chocolat eller pistache, måske en enkelt café kombineret med vanille. Den er på den anden side lidt for intet-sigende efter min smag.

Jeg er mere til praliné eller caramel au beurre salé. Det falder ham aldrig ind, for han bryder sig ikke om karamel, salt eller ej. Framboise, griotte eller rose ligger mere for hans højreben. For ikke at tale om citron, cassis-citron eller ananas. Selv foretrækker jeg mere afdæmpede naturer som noix de coco, figue eller amande. Men jeg snupper såmænd både abricot, passion eller rhubarbe, som har tiden for sig. Forårsbebuder om nogen.

Jagtsæsonen på Macarons er heldigvis åben hele året rundt.

Man må endelig ikke forestille sig en hård, dansk makron. Disse her er hårde på overfladen, som æg og sukker bliver, men med en meget delikat let gummi-agtig sejhed under, der går op i en forunderlig vidunderlighed med den creme, der forener de to halvdeles halvkugler.

Hver består af tre gode mundfulde, og det er alt rigeligt.

Heldigvis

For jeg er nødt til, jeg er ægteskabeligt forpligtet til at dele dem med hele familien. Min datter kan heldigvis - eller er det nu det - kun lide den med mørk chokolade. Min søn elsker dem alle, eller er i hvert fald parat til at udsætte sin smag for eksperimenter. Jeg fandt dermed en bid af lykken med vanille, kastanje og mandel. Ni små stykker af det delte Paradis.

Kunstnerhår

2010-01-26T14:53:00.000+01:00

Fra mine første år i Frankrig har mænds hår fascineret mig.

Til frokost ekspederede mine yndlingsnyheder - med Elise Luchet - mig tilbage i en af disse tidlige iagttagelser:

Mænd må gerne bære vildt flagrende kunstnerhår.

Jean-Paul Farre her er selvfølgelig skuespiller, og det er hans job at ligne professor Tournesol eller en gal, genial pianist.

Men andre mænd, med mere almindelige jobs, optræder også af og til med uhørt langt hår. Ministre og filosoffer, d'accord, men franske bankfolk kan også have hår, hvis længde overskrider fem centimeter.

I fredags til Saint-Vincent her i landsbyen havde oplæseren af dagens tekst havfruehård til midt på ryggen kombineret med slidt læderjakke. Ham bemærkede jeg. Det er trods alt ikke hverdagskost her i le vignoble, hvor de andre børn i flere uger klassificerede en ny klassekammerat som pige, fordi han havde hår til skulderen.

Ministre, filosoffer, selv bankfolk, men hvem har nogen sinde hørt om en dansk bankmand med langt hår, der ikke var en dame? Jeg har i hvert fald ikke.

Hale-hoi

2010-01-25T23:36:00.001+01:00

Jeg har taget fat på horror-projektet her i huset, og det her indtil videre kastet flere kulturelle oplevelser af sig.

Det drejer sig om en - helst men ikke altid - årlig oprydning af det rum, der fungerer som mit kontor. Det vælter sig i små og store stykker papir, udklip, gamle blade, aviser, noterbøger, visitkort og meget mere blandet med nullermænd og i små, store og mellembunker.

Jeg har foreløbig fundet: 14 CD'er, jeg vil genhøre. Herunder Mahlers 5. symfoni, Christy Moore og en hel del Johnny Cash. Mahlers femte klarede jeg her til aften, hvilket gjorde det muligt at identificere et lille trompet-stykke, vi smughørte i onsdags på musikkonservatoriets gange.

Også H.C. Andersen blev fundet frem og støvet af, og jeg fik lov til at læse Klods-Hans for min søn, han grinede højt og hjerteligt af hele historien med alle dens gammeldanske talemåder. Det var fantastisk. Det er meget sjældent, at jeg får lov at læse op. Vi diskuterer normalt Lego-kataloger eller eventuelt leksikon-bøger. Hvis du har et godt bud på en H.C historie, der kan være ligeså hjerteligt forløsende som Klods-Hans, så giv et bud.

Det er gået op for mig, at det er vigtigt at læse H.C Andersen nu, på dansk, inden børnene hører den på fransk eller ser den på film. Når de kender historien, gider de den mindre, og så får de jo slet ikke alle H.C Andersens fantastiske sproglige konstruktioner og store humor med.

Skidt så med nullermændene. Siger jeg endnu et år. Derfor synker bunkerne aldrig synligt.

Første tredjedel af den bogreol, der rummer litteratur.

Sprog er nøglen til verden

2010-01-19T12:59:00.003+01:00

Jeg har to børn, og de taler begge to sprog. Ofte leger og taler de sammen på fransk, men det sker faktisk også og ikke sjældent, at det foregår på dansk.

Intet gør mig mere stolt. Intet er heller vigtigere, for jeg fortæller verden med ord, og det er sværere for mig at dele de allerfineste nuancer uden dansk.

Vi fik en tosproget bibel i julegave, og den har jeg læst i lige siden. Samt genfortalt de vigtigste passager for min mand før sengetid.

Tosproget hjemmemiljø
Den handler om, hvad man selv kan gøre, for at skabe et miljø for to- eller flersprogethed i sit hus. I USA og andre vælger nogle familier at anvende et andet sprog end deres eget for at lære børnene et andet sprog på højeste niveau fra babystadiet. Det overraskende er, at det virker. Også selvom forældrene ikke nødvendigvis selv er tosprogede eller endda bare flydende på sproget.

Ens eget positive engagement og tro på sagen er vigtig. Det kan jeg godt genkende. Jeg har aldrig overvejet om børnene skulle lære dansk eller ej, eller om de kunne for den sags skyld. At tale dansk udover at tale fransk har været en lige så naturlig læringsproces som at lære at gå.

12 faktorer
Forfatteren, der har forsket i tosprogethed i en årrække opregner 12 faktorer, der er vigtige for at skabe et miljø, der befordrer og støtter tosprogetheden:

1) Vær konsistent
2) Vær konsistent på en venlig måde
3) Lad det andet sprog være specielt givende
4) Undlad negativ straffende tale (gør sådan for at få sådan)
5) Brug masser af platformer (CD, film, bøger med videre)
6) Tal selv, meget, intet er bedre
7) Undlad at gøre grin med barnets fejl
8) Bed ikke barnet optræde med sit andet sprog foran andre
9) Undlad at rette åbenlyst
10) Find tosprogede skoler
11) Find støtte i form af sproglejre, lørdagsskole, legegrupper med videre
12) Giv sproget en bredere kontekst end kernefamilien (dyrk tosprogede venner), tag på ferie i landet gerne hos ensprogede.

Disse anvisninger er formentlig også, hvad man kan tænke sig til. Jeg har i hvert fald brugt det meste uden tidligere at have søgt konkrete anvisninger nogen steder. En samtale med en ekskollega, der har fransk kone og tosprogede børn i Danmark, var mit udgangspunkt, og det og positivt indstillede omgivelser - faderen men også den franske familie og venner - var nok til at komme i gang og tro på sagen.

Svært at holde fast
Det vanskelige for mange er at holde fast i sproget, hvis børnene begynder at svare tilbage på flertalssproget. Det kan virke som en ret kunstig sprogsitation, og netop der, er det ret vigtigt at læse forfatterens opfordring til at blive ved alligevel. Det virker alligevel, viser hendes forskning.

Min egen søn - på seks - har aldrig svaret mig tilbage på fransk. Han har heller aldrig hørt mig tale fransk til sig, og det har faktisk ikke virket som om, at han var bevidst om, at jeg faktisk har talt fransk de sidste to-tre år. Derfor har det været nemt for os at holde fast i det danske.

Jeg har dog godt kunne mærke det danske glide i takt med at min datter på tre er begyndt at tale. Det danske talesprog, et andet talesprog i det hele taget, er ofte sværere at give videre til barn nummer to. I høj grad fordi børnene taler indbyrderdes på hovedsproget, altså fransk.

Nummer to er sværere end nummer et
Jeg var heldigvis forberedt. Tilfældigvis fortalte en nabo, der ikke taler andet end fransk, og som jeg ikke taler ofte med, mig en dag, hvordan hun i flere tokulturelle familier havde bemærket, hvordan barn nummer to, tre og fire ofte taler mindre og mindre af det andet sprog. Jeg har aldrig glemt dén udtalelse, og jeg har hele tiden ønsket stærkt, at det ikke skulle blive sådan her.

To måneder sidste forår gjorde udslaget for min datter. Vi havde dansk omkring os stort set hele tiden takket være egne ferier og familie og venner på besøg.

Siden har jeg kunnet se, at når først sprogets grundlæggende struktur sidder, så kommer resten meget hurtigt. Siden i sommer har min datter selv kunnet tale med vores voksne venner og deres børn, og hun er virkelig vokset til at være sin egen selvstændige person, når vi er i Danmark, fordi hun taler sproget med de andre.

Bogen - jeg mener sprogbiblen - hedder "Raising a bilingual child". Den er skrevet af Barbara Zuer Pearson og er udkommet på forlaget Living Language under Random House i 2008.

Forskning i tosprogethed
Udover konkrete anvisninger på, hvordan man skaber et godt miljø i sit hjem for tosprogethed, indeholder bogen også en hel del om, hvad tosprogetheden betyder for børnenes intellektuelle og følelsesmæssige kapaciteter. Meget interessant at læse konkret viden om alle disse faktorer, som jeg i hvert fald har gættet på i de seneste seks år, mens jeg har gået og lavet tosproget laboratorium med mine børn.

Jeg har boet i Frankrig i seks år. Jeg har lært et nyt sprog, et nyt erhverv, skrevet en bog og er i gang med at opbygge et nyt netværk i en kultur, der fungerer helt anderledes end min egen, men intet gør mig stoltere, end at mine børn taler dansk sammen. Endda i Frankrig.

Farverigt nytår

2010-01-16T16:42:00.000+01:00

Jeg har indledt nytår med ny dug på køkkenbordet.Den gamle er rimelig medtaget af julegavemalerier og lignende syslerier.Jeg synes slet ikke det er nemt at købe ny dug.Ikke nok med at man skal gide se på den næsten hele tiden.Den skal også passe sammen med porcelænet. Farven på væggene, endda både i køkken og stue, vi har alt i ret åben forbindelse. Og når man som jeg har elsket blå og nu senest stribede tallerkner og købt alt porcelæn ind efter denne overbevisning i de seneste 20 år, så er ny dug ingen enkel sag.Derfor plejer jeg at købe nok for en tid. Ha!

Juletræet med sin pynt

2009-12-11T23:09:00.000+01:00

Det store juletræ fylder halvdelen af vores stue. Det er vist meget traditionelt dansk. Ikke noget med grå nuancer, alt i hvidt eller hvad ved jeg. Det bærer alle farver, og dims fra alle tider, alle den senere (børne)tids-sommerferier, gamle sølvrangler og meget mere. Jeg undgår Dannebrogsflag, som jeg uden tvivl ville putte på i Danmark.

De optræder til gengæld i denne opstilling, som hænger i en enkelt af det store træs grangrene.Pyntegran kan nemlig ikke købes i dette land. Vi kigger efter det hvert år, og må hvert år tage til takke med en afklippet gren, eller finde på noget andet. Kristtorn med smukke røde bær fra den store skov er en mulighed.Pynten på denne gren sætter jeg stor pris på. Det er kopier af julepynt fra 1860. Vist indkøbt på et julemarked i Odense. Jeg synes, det er sjovt at se, hvor mange pynteting, der stadig findes på mit juletræ. 150 år senere og på trods af, at jeg er verdens største klovn til julehjerter og julestjerner. Min datter på tre, der er fan af stjerner, må vende sig mod min veninde. Det er da altid noget,at her bor andre danskere, der har styr på de sager. Til gengæld har jeg fået lavet nogle ret fine kræmmerhuse, som jeg har hentett på bloggen Slagt en Hellig Ko og spredt omkring mig til både den klippeglade franske kusine og til min søns klassejuletræ. Hvert barn skulle have to ting med, og jeg fandt det passende, at han kunne medbringe noget dansk. Jeg printer dem ud på hvidt papir og klistrer blondekagepapir indeni. Nydeligt.

Dette fine juletræ lavede min søn i skolen sidste år. Når man sætter to elektroder - hedder det mon det? - sammen, lyser den lille pære øverst. Fysik for dem på fem år, og ret fint, synes jeg.

Det sidste juletræ er også fra skolen. Det er lavet af en særlig maling til vinduer, der nærmest bliver til en slags tynd plastic. Det er ikke superholdbart. Den sorte kantmaling begynder at gå let i opløsning.Vores landsby er desuden dekoreret med grantræer og store fyrregrene, der skal illudere træ, dekoreret med snydegaver langs alle hovedgader. Det ser rigtig fint ud, især i de år, hvor det ikke regner, for det har de guldfolieindpakkede gavedekorationer ikke ret godt af. Min datter skal helst røre ved alle de pakker, vi passerer, på vej i skole.Et fransk juletræ?Jamen, dem henter man ned fra loftet hvert år og dekorerer med blinkende lyskæder. Min svigermors nærmer sig vist de 50 år. Behøver jeg sige mere?

40 rigtige danske

2009-12-11T12:28:00.000+01:00

En diskussion om national identitet er lanceret fra ministerielt plan her i Frankrig.

Jeg er slet ikke færdig med at diskutere det... diskutere og diskutere... jeg prøver at forstå meningen, det er ikke helt lykkedes. Men jeg kan da foreløbigt rapportere, at venner på venstrefløjen er harmdirrende i oprør over idéen, mens de mere konservative er mere afdæmpede. Begge synes at mene, at det er et tiltag, der skal stryge Front Nationals vælgere med hårene. Uf.

Som dansker hæfter jeg mig ved, at her endnu ikke er en prøve i franskhed. Men det kan jo komme. Der er tendens til, at de mange gode idéer fra Danmark spreder sig som ugræs. Prøv f.eks. denne officielle prøve i danskhed.

Hvor mange danskere kan overhovedet svare på den? Jeg klarede den selv med en enkelt fejl - spærregrænsen til Folketinget er ikke 4 men 2 - men qua min baggrund som journalist er jeg normalt også forholdsvis godt opdateret af ren og skær interesse.

Mere følger om national identitet. Et rigtigt spændende tema for mig, der konstaterer, at jo mere jeg er blevet bevidst om min egen nationale identitet - efter flytning til Frankrig - jo mere søger jeg ligesindede, der evner at bevare deres rødder bevidst men ved siden af også evner at dyrke den nye identitet som meta-national. Noget, der ligger over det strengt nationale, transcenderer det, noget der er fælles-menneskeligt for mange, der ikke bor hos sig selv. Det sandt multikulturelle.

Her i Frankrig deler jeg det med nogle andre danskere, men også med en hel del folk fra Senegal, en enkelt kvinde fra Laos, nogle stykker fra Equador, en anden fra det opløste Jugoslavien, naboer med rødder i f.eks. Polen og Portugal og mange flere. Men attention ikke med alle med udenlandske rødder. Vores valg er nødvendigvis forskellige, og den ene har ikke mere ret end den anden. Alle veje fører vel til Rom.

Måske var det en idé at lave en test over ens grad af fælles-menneskelighed. Den gad jeg s'gu godt fordele til fordel for fred og fordragelighed på jord. Hvem har et bud på oplagte spørgsmål?

Intuitivt tokulturel

2009-12-11T00:13:00.000+01:00

Min søn på seks viser mig vejen.

Han er begyndt at tage telefonen, og siger fuldstændig spontant og ganske kløgtigt: "Heeej" efter fulgt af "bon jour".

I dette hus holder jeg nemlig på min ret til at besvare telefonen, som jeg ville gøre i Danmark. På dansk altså. Min mand tager den på fransk, og sønnike har altså selv samlet de vises sten op, og svarer så et flertal af dem, der kan være i den anden ende af røret vil forstå i hvert fald halvdelen.

Det er da sand dobbeltkultur af den intuitive slags. Han har fundet på det af sig selv. Hvor er jeg da stolt.

Udfordringen

2009-12-09T00:16:00.000+01:00

Jeg har fået en udfordring fra Nille i Bruxelles.

Den er jeg rigtig glad for jeg synes det er meget underholdende at læse på andres blogs, men selvom dagen er lang, når den begynder, er den hurtigt brugt op hver dag, og der er aldrig ret mange computerminutter tilbage, når min champagneblog er skrevet. Men lad blot mailboksen sande til i fred og ro endnu en dag:

Tre ting, jeg husker, som var det i går...

Siden jeg fik børn, står oplevelser i kraft af dem i det skarpest tænkelige lys, som i virkeligheden lægger det meste andet i skyggen.

1) At jeg gennemførte en eksamen her i Frankrig på et tidspunkt, hvor jeg talte og forstod et meget begrænset fransk og desuden var ret usikker i de praktiske færdigheder, der skulle afprøves, krævede stort mod, som jeg den dag i dag ikke helt forstod, hvor jeg egentlig gravede frem henne. At føde et barn her krævede forresten også mod af især sproglige grunde.

2) En rimelig undskyldning, jeg fik som ret ung af et nært familiemedlem, og som pga den undskyldning steg mange grader i min agtelse. Jeg har aldrig glemt det, og jeg lærte at en reel undskyldning har helende kraft, hvis man vil.

3) En omvej, jeg engang kørte med min mormor, for at se storken, der var landet i Ribe. Det blev en oplevelse, som vi delte sammen og talte om i flere år efter. Det bekræftede vigtigheden i at gøre ting, mens man kan. Man ved aldrig om der kommer en chance til, og jeg plejer at rykke på de chancer, der byder sig.

Tre ting, jeg ikke kan lide...

Snobberi, op eller ned,
Glatte facader
Manglende tolerance og indføling med andre

Tre ting, jeg kan lide...

1) Champagne i alle aspekter.
2) Mødet med mennesket, derfor at rejse men også at bo, for mine møder afhænger ikke af nye himmelstrøg
3) Nettet har været som en åbenbaring, siden jeg begyndte at arbejde med det i 1998. Jeg elsker det stadig.

Tre blogs, jeg besøger dagligt...
Jeg besøger de blogs, som jeg linker til, og listen er kun kort, fordi jeg ikke lige har fået tilføjet nogle flere, som jeg så ligeledes ville besøge fast.

Derfor altså Nille for det udlandskulturelle aspekt, Lone Landmand for livet på landet og Slagt en hellig ko for det blogæstetiske. Det hænder også at jeg svinger ind om Champagneelskeren og Champagnefreak. Champagne er jo mit felt.

Tre sange, jeg hører lige nu....

Jeg hører meget lidt musik i disse år. Jeg har bedst tid, når jeg sidder ved min computer, men musikanlæg og computer står tæt ved børneværelset, og da et barn sover meget let, sætter jeg så godt som aldrig musik på.

Når børnene er hjemme, besætter de musikanlægget, og jeg skal kæmpe mig frem til at have en cd liggende i mere end et par minutter. SÅ vi hører Disney-sange, Sigurd og Symfoniorkesteret - præference Hr Trompetersens mavepine - og Ziveli Orkestar, som er et serbisk messingsuppe-band, hele familien oplevede i Chalons-en-Champagne i sommer, og hvor moren - jeg - var dum nok til at købe en disc.

Musikken holder - trods fire tubaer ud af otte mulige - 100%, det er blot overvældende at høre seks skæringer dagligt i fire måneder. Men der sker så mange andre ting i de timer, at den aktuelle musik ikke rangerer ret højt blandt to-do-punkterne.

Men... når jeg selv kan bestemme, vil jeg gerne høre Messias her i december og Bachs partitaer for violin er også balsam for sjælen og så har jeg genopdaget Pink Floyd efter en pause på 15 år. Wish You Were Here.
Tre TV-programmer, jeg følger med i...
Jeg åbner aldrig for tv. Det hænder, at jeg køber en DVD, jeg gerne vil se, men der går også måneder i mellem, og imens hober de sig op. Jeg har for eksempel Slumdog Millionaire og Persepolis liggende.

Når vi beskærer vin, og spiser frokost hos Alains mor, ser vi nyhederne kl. 13 med Elise Puchet, der er en rigtig god nyhedsvært, synes jeg. Vi ser også et eller andet åndssvagt quizprogram med en latterlig vært, men latterligt nok tager jeg mig selv i at gætte med, og er tilfreds, når jeg har et rigtigt svar.

Jeg tændte for fjernsynet lige før præsidentvalget her i Frankrig, da der var duel mellem Segolene og Nicolas, og så da også lidt af Berlin-murens 20 års Fald-jubilæum.

Jeg snitter af og til en fodboldkamp, når andre i huset har tændt. Ellers er det mest børne-dvd'er. Min datter elsker Cars og min søn elsker Phil Collins' trommesolo.

Tre blogge, jeg udfordrer...

Lone Landmand

Jeg kender ikke lige andre, der ikke har fået udfordringen... tilgiv mig, men klokken er 24, det ene barn hoster rigtig meget, og om lidt mister Askepot sin ene espadrillos. Nå nej. God onsdag.

Det her er jo Marne

2009-12-03T13:05:00.029+01:00

"Du finder det aldrig i Frankrig", sagde en mor, der jævnligt smutter med os hjem for at drikke the en times tid efter skole.

"Slet ikke i la Marne," trumfede hun, der selv kommer fra la Loire.

Men jeg leder videre. Efter folk, der vil hinanden noget. Ikke at forveksle med hinandens status på samfundsstigen. Det sidste kan jeg godt finde. Efter seks år vel at mærke. Jeg har lært, hvor og hvordan jeg skal lede. At møde folk, der vil hinanden noget som andet end tilfældigt tidsfordriv er til gengæld en vanskelig kunst. Det er som om, at alle møder deres venner i grundskolen og aldrig siden udvider feltet.

Af og til mister jeg perspektivet i det her, fordi næsten alt i dén grad er på langt sigt, og jeg har brug for hurtige resultater på kort sigt.Men jeg er begyndt at overveje, om det er anderledes i Danmark eller i andre lande. Eller om det bare er mig, der har levet i en eller anden særlig lomme. Som single, som journalist, som beboer på Nørrebro. Kan der virkelig være så stor forskel?

Er det netop forskellen på et land som Canada, som folk oplever som let at emigrere til, og så et af de gamle etablerede lande som Danmark og Frankrig. Dem med "Skik følge eller Land Fly. Jeg kender folk, der af samme grund valgte at forlade Frankrig til fordel for et mere åbent emigrantland som USA.

På en eller anden måde er det jo ikke fedt at have venner, der er så anderledes, at det bliver for mærkeligt. Man kan ikke rigtig invitere dem sammen med sine rigtige venner, med mindre man har så mange mærkelige venner, at det mærkelige er blevet normalt og derfor mindre fremtrædende i flokken. Tænk bare efter.

Jeg har en eneste fransk veninde, som jeg selv har skaffet mig, uden familie eller gamle vennerelationer til hjælp, og sjovt nok - tilfældigt er det ikke - har hun en hel stribe mærkelige - forstå mig ret - venner: En fra Rumænien, en fra Tjekkiet, sidst var der sørme også en fra Kina, og de var hver især på deres måde i Frankrig, med deres oprindelige identitet ved siden af den nye franske (til pæn brug). Ja, jeg er så det danske eksemplar i flokken.

I Danmark har jeg en eneste veninde, der også inviterer et muslimsk vennepar med til familiefest, og som synes, det er naturligt at sørge for halal-mad til dem, så de har en mulighed for at deltage. Det er mere krævende. Simpelthen. Men muligt.

Jeg giver forresten ikke op. Men oplever det godt nok jævnligt som at lede efter nålen i høstakken. Og så kom der endda en guldnål besat med diamanter forleden, da en anden fransk veninde - gift med en gammel skolekammerat og et par, jeg har kendt eller kendt til i 15 år - pludselig begyndte at skrive dansk til mig. En fransk veninde, der vel at mærke kun taler fransk, men for sjov gad gøre sig ulejligheden at oversætte via Google, eller hvad ved jeg.

Det blev jeg da glad-gladere-gladest for, og det gengiver et gran af tro på, at det kan lade sig gøre. Foreløbigt nægter jeg derfor at miste troen på, at det er muligt at udvikle menneskeligt varme og varmende relationer. Selv i Marne.

Accent eller dialekt

2009-12-01T23:36:00.000+01:00

Min søn er begyndt at tale en hel del om accenter.

Jeg har bemærket, hvordan jeg selv - pædagogisk synes jeg jo selv - griber til at tale om, hvordan det vigtige ikke er, om man taler med det ene eller den anden accent. Men at man får talt. Hvilet jo slet ikke er tilfældet her i Frankrig, hvor masser af mennesker har lært masser af sprog. De åbner blot aldrig munden.

Min mand har også forklaret, hvordan der er adskillige accenter i Frankrig, og først dér er jeg i virkeligheden blevet klar over, at ordet accent har en negativ klang for mig. På dansk bruger vi ordet dialekt, og det er ikke negativt ladet som sådan. Ordet accent derimod er ikke specielt positivt ladet, og derfor har jeg egentlig uden at være klar over det - til nu - prøvet at tale min søn til en positiv holdning. Først siden har jeg fundet ud, at det faktisk ikke er ladet for hverken ham eller for hans far.

Det er kun mig, der har båret denne danske arv med mig. En tid endnu, for nu vil jeg af med den.

Julekalender

2009-12-01T10:22:00.003+01:00

Decembertid er julekalendertid.

Denne her er godt nok genbrug, men sådan gør alle mainstream-medier også.

Velkommen til Nisserier i New York.

Julechai

2009-11-28T10:10:00.001+01:00

For nogle år siden var jeg til et hyggeligt julearrangement i Danmark, hvor vi blandt andet blev trakteret med julechai.

I morgen skal jeg og børnene klippe julehalløj. Med en veninde skal vi bage æbleskiver og det er da heller ikke umuligt at tænke sig at vi måske kan finde på at trille en enkelt havregrynskugle eller to.

Her til aften har jeg pillet de første nisser ud af en af julekasserne. Når ungerne vågner i morgen, bliver det til årets næsten første nissehalløj.

Næsten fordi vi har tyvstartet med at se Peddersen og Findus og Nissemaskinen om rigtig svensk jul, masser af sne, alletiders missekat og en flok høns, der spiller horn og klæder sig ud som Lucia-optog.

Men også fordi min 6-årige søn har haft nisser på programmet i sin dansktime om onsdagen. Han var kvik nok til selv at finde ud af vise årets to første nisser frem, som dukkede op i kølvandet på filmen. En til hvert barn.

Efter dansk ved han nu, at nissen passer på ens hus, hvis man passer godt på ham.

At nissen oven i købet var kendt over hele Europa, er jo meget spændende at konstatere ifølge lærematerialet. Jeg tror faktisk, at jeg er nødt til at bore lidt i lærerens kilder til den oplysning. Jeg har nemlig gennem flere år jagtet den franske nisse uden skygge af succes.

Ok, jeg indrømmer, måske ikke enormt ihærdigt, men dog nok til at jeg har spurgt en hel del mennesker om overtro og gamle historier, og jeg har fundet nærmest mindre end ingenting. Overtro eller blot viden om gamle dages overtro er udraderet, vil jeg mene... Om det er den katolske kirke, der effektivt har visket gamle dages tro væk, ved jeg ikke. Men jeg finder forskellen til skandinavernes nissehygge og om ikke overtro - trods alt - så i hvert fald viden om gamle dages overtro meget slående. Jeg tror simpelthen ikke på, at der ikke også har været overtro her. Væsner, der passede på gårdene, hvis man passede dem. Men det findes virkelig ikke i folks minder længere.

Nå, så vi nisser løs, som vi nu kan. Bare fordi er grund nok.

Julechai'en gav anledning til at snuse både til hel kanel, ditto allehånde, kardemommekapsler, ingefærpulver - i mangel af bedre - og nelliker.

Fem nelliker,
1 stor stang kanel
10 kardemommekapsler
To-tre allehånde
Noget ingefær
Koges i en halv liter vand. En halv liter mælk varmes med og der sødes med honning.

Uhm, siger min søde søn. Det dufter godt, men også lidt ... lillesøster afbryder: det lufter u-lækkert... og mig: Måske kan man sige, at det dufter stærkt? Hvorpå han bemærker, at stærkt jo også kan betyde, at man har store muskler. Og det er jo rigtigt.

Alene hjemme

2009-11-27T23:34:00.000+01:00

Hvor hundene dog gør nu i nat.

Er det bare fordi, vi er alene? Eller er det altid sådan?

Her er ellers ikke en lyd efter klokken 20.

Udover hundene og skovens ugler, som er mange i november. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad de foretager sig resten af året, hvor de vel også bor i skoven.

Hundene gøer til gengæld året rundt. Men mere nu i aften end normalt.

Vold avler vold

2009-11-27T15:45:00.000+01:00

Forleden berettede Le Figaro om, hvordan flere og flere forældre er udsat for deres børns vold. Lussinger for eksempel.

Det undrer mig altid, at ingen i den slags artikler finder på at overveje, om der måske kan være en spinkel sammenhæng til forældres vold mod deres børn. Her går den ret under navnet fessée - smæk - og det anses af næsten alle som et nødvendigt middel til at opdrage børn.

Giganternes klimaduel

2009-11-26T23:42:00.000+01:00

Klimamøde i København under opsejling. I konservative Le Figaro's daglige nyhedsbrev præsenteres problemstillingerne som en duel mellem åbenbart to synspunkter:

Obamas på den ene og Sarkos på den anden, og selvom vi selvfølgelig alle elsker USA's første sorte og dødsympatiske præsident, kan vi selvfølgelig ikke tage amerikansk parti i lige denne kamp. Selvom vi godt ved, at Obama ikke er Bush og alt det.

At se Sarko i rollen som den grønne ridder, det er alligevel barske løjer, endda selvom Le Figaro altid sympatiserer med alle de franskes chef.

At se topmødet reduceret til mødet mellem to giganter, det er godt nok stærk tobak, når man ikke lige er fransk eller amerikansk.

Man må virkelig være anderledes konstrueret indeni, når man er født i et stort land. Det ser i hvert fald ud til, at skyklapperne rent størrelsesmæssigt matcher de øvrige proportioner.

Den manglende bro

2009-11-23T22:45:00.001+01:00

En veninde er børnelæge, og blandt hendes arbejdsopgaver er at undersøge skolebørn i fire-fem års alderen i et bestemt kvarter i Reims.

Der er mange tokulturelle og/eller tosprogede børn iblandt, og hun fortalte mig forleden, at hun altid beder dem om at oversætte konkrete ord fra fransk til deres andet sprog, og at det endnu aldrig er lykkedes hende at få et svar.

Jeg kan huske, at min søns lærer fortalte en tilsvarende historie, da han var på samme klassetrin, ligeledes uden succes på trods af, at han på dette tidspunkt havde sine to sprog - dansk og fransk - klart og uafhængigt etableret. Det lykkedes ikke denne lærer, der endda selv har to rødder, to kulturer, to sprog, at få ham til at afsløre, hvordan man siger merci på dansk. Heller ikke bon jour for den sags skyld.

Siden treårsalderen har han altid tiltalt de rigtige mennesker på det rigtige sprog, og aldrig fejlet efter hvad jeg har hørt. Han benytter kun franske ord i danske sætninger, når han ikke kender det korrekte, danske ord, og tilsvarende den anden vej rundt. Med enkelte undtagelser som ikke rigtig vil sidde fast: for eksempel det selvopfundne to-ieme i stedet for anden. Det hedder deuxieme på fransk, og er altså en direkte frankificering. Hvis der ellers er noget, der hedder det.

Min veninde kunne jeg jo ikke give nogen forklaring. Men jeg gætter på, at de to sprog for så små børn som fire-fem årige findes i to store lunser, som kører ret uafhængigt af hinanden oppe i hjernen. At de små kan finde ud af, hvilken gruppe ord de skal bruge i forhold til hvilket menneske. At de efterhånden kan finde ud at være mere kreative, og snuppe et ord fra gruppe 2 til brug i gruppe 1, hvis ordet ikke findes i gruppe 1.

Først senere etablerer de en egentlig bro mellem de to grupper, og den har de brug for for at kunne oversætte. Før giver konceptet ingen mening for dem.

I dag er han seks år, og kan i Danmark fortælle, hvad forskellige ting hedder på fransk. Jeg ved ikke, om han nogensinde bliver spurgt i Frankrig. Udover læreren, den ene gang.

Weekend omme

2009-11-23T00:43:00.006+01:00

Skovtur. Skoven er fyldt med både spiselige og giftige af slagsen.

Denne svamp ser vi tit, og den ligner en, man spiser, men jeg holder altså foreløbig fingrene for mig selv.

Jeg har en veninde, hvis mand er habil svampejæger, og som har lovet at give en intro.

Efter en historie for nogle år siden, hvor et familiemedlem til Alains bedste ven kom til at tilberede giftige svampe med efterfølgende alvorlig forgiftning har jeg udskudt projektet. En bedstemor med tre generationers erfaring i at kende de gode fra de andre, men altså alligevel ikke 100% habil.

For øvrigt spadserede min datter og jeg næsten hele vejen op til les faux. Det er ikke ingenting for en på 3 år. Det tager en lille time med en stigning på 10 procent. Men hun er jo knaldhård, og vi så spændende ting på vejen.

Udover svampene også disse her:

samt 1 mariehøne, 1 snegl, kristtorn, temmelig mange agern (personlig samling grundlagt) og horder af visne blade. Nåja og vandpytter og gode grene til at kaste ned i dem.

På vej hjem mødte vi samme veninde, der inviterede os med hen at hilse på hendes datters nye ridehest. Opstaldet på en hestegård lige nedenfor det bjerg, vi bor på.

På Maries høje hest.

Den treårige er mindre end tobak for en skilling, giver aldrig op, men fik alligevel lukket munden, mens hun klamrede sig fast højt oppe. Hun mangler endnu nogle centimeter før hun kan sidde lidt mere sikkert.

For en gangs skyld insisterede hun - stik mod vanlig stil - ikke på at fortsætte, så hestens højde må have gjort et vist indtryk. Også på mig. Jeg synes, det var fint, da hun atter satte begge ben på jorden, og straks ville tilbage til det lille føl.

Det lille føl.

Hun må have indset, at det går bedre i passende størrelse.

Begge mine børn muntrede sig meget med at løbe rundt. Føllene dansede afsted på den ene side af foldens indhegning. De legede simpelthen sammen. Børn møder børn.

Eva: "Mor, hvorfor fik vi ikke en tur på de små heste."
Mig: "Det er ligesom børn, de skal først gå i skole og lære det hele, før de er klar til at ride."
Eva: "Ooookæj"

Hvorpå vi kørte tilbage, op ad bakken, og kom hjem til et hus med en mand, der havde lavet dej til gaufres, en af de indlysende fordele ved at bo i Frankrig (tror også Belgien holder på den front). Vafler er dejligt.

Søndag morgen mødte vi en trup franske spejdere iført noget, der lignede engelsk kostskoleuniform fra 1940'erne og fane og rygsække. Jeg har godt hørt, at spejder-bevægelsen i Frankrig er overklasse, sådan set det i hvert fald ud, de kunne stryge direkte ind i Madame Figaro... og jeg ved det, for jeg læser denne publikation - nåja, læser og læser, kigger billeder - på 3. år.

Hele søndagen har vaflerne rumsteret videre. Bagergær når åbenbart ikke at udvikle sig lige så meget i vafler som i brød. Resultatet er, at det gærer videre i maven. Den føles derfor i den kriminelle periode som en ballon. Den lukker man luften ud af, som man nu kan, og 15 minutter senere begynder det hele forfra.

Resten af dagen har vi pakket champagne.

På billedet hjælper min far mig med kasserne.

Vores søn på 6 år synes, det er morsomt at hjælpe med at folde kasser, pakke dem, klistre dem til og køre dem på plads på en lille vogn, så han er nu under oplæring. Han har også lovet naboen at give en hånd med, når han bliver lidt større.

Mig tiltaler det meget, at vi kan foretage os noget sammen. Det er alligevel sjældent, at børn og forældre kan arbejde sammen, og at man selv kan lære sine børn at arbejde ved at gøre det med dem.

Der har endda været lidt tid og lidt kræfter til lektier. Rå mængder. Jeg ved ikke, om det er udsigten til tom, evakueret influenza-skole, der har fået læreren til at gå helt amok. Det er ikke småting, vi har lavet, og vi har endda ikke nået det hele. Vi, siger jeg, 6-årige børn har brug for en forælder til at hjælpe med lektier. Tjekke, at de læser og skriver og staver og citerer rigtigt.

I morgen er det så spændende om der overhovedet er skole. Jeg tror personligt, at dette hus' beboere bliver hjemme og hoster af.

Lav og løv

2009-11-21T14:40:00.003+01:00

Grønne uanseelige lav er vækster, hvis saftige grønhed først rigtig kommer til sin ret i november, hvor alt andet bliver så bart og gråt.

Det sidste gule vinløv holdt endnu stand i visse særligt beskyttede parceller, da jeg var forbi med kameraet. De vinstokke, der er mindst udsat for frost, beholder bladene, indtil de har frosset lige så meget som resten.

Vinterens udtryk er nøgent. Tilsat små vidundere som nu disse små grønne tuer.

Åh tuba tuba

2009-11-18T22:31:00.001+01:00

Fra et af tre gennemførte åbent hus i "musikkens store hus"-arrangementer. Knapt fem år gammel var tuba et af de valgte instrumenter.

Vi har forberedt denne dag gennem lang tid og på mange måder, og anstrengelserne fik fuld pointscore, da min søn ratede 45 minutters introduktion til tuba på musikkonservatoriet i Reims "bedst" på trods af, at aktiviteten var oppe imod 30 minutters spil på Lego.com. Hårdt opløb og alligevel ingen tvivl.

For han fik en lille lyd ud af messingblæseren. Ikke den rigtige lyd, men det var der også kun en af de andre fem, der gjorde.

"Og mor, man skal gøre sådan her med læberne."

"Pff, det kilder."

"Narj, ikke sådan, sådan her!"

"Aha."

Denne musikinteresse har fulgt os siden lige før hans anden fødselsdag, hvor fem minutters orgelspil i kirken i Carcassonne i Sydfrankrig brændte sig ind i ham.

Siden lyttede vi til al den musik, vi kunne komme i nærheden af, og af enhver slags. Tegnede musikinstrumenter og tog billeder af musikeinstrumenter og musikere og selvbyggede Duplo-tubaer og jeg ved ikke hvad, og klistrede hele herligheden ind i musik--scrapbøger, som stadig hører til hans aftenlekture. Vi har selvfølgelig også set en masse musikfilm og Sigurd (Baretts) DVD-serie om symfoniorkesteret er set i stykker. Vi arbejder os nu igennem et ny dobbeltsæt.

Åbent hus-arrangementerne var selvfølgelig selvskrevne, et begyndermusikkursus ligeså. I det andet skoleår lykkedes det så at finde en rigtig musiklærer til småbørn. I det tredje skoleår udvidede han som femårig med at spille djembé sammen med en gruppe andre børn. Han har dermed forlængst gjort sig den erfaring, at musik er hårdt arbejde, der lige i dén sammenhæng giver ondt i håndfladerne. I år har han så omsider alderen til det første begynderkursus, man kan tage på konservatoriet.

Sideløbende er manien for musik til gengæld dykket. Kammeraterne er ikke lige så bidt af musik, eller også begynder de først nu, hvor han holder rytmen og eksperimenterer selv. Han har derfor været tvunget til at udvide feltet med andre interesser, og derfor var det lidt spændende, om magien ville være til stede i dag eller ej.

Det var den åbenbart. Endda selvom det egentlig er trommer og percussion, der er yndlingsfeltet. Jeg har i hvert fald ikke længe hørt nogen aktiviteter benævnt, der var bedre end "at spille computer".

I dag tillod jeg mig selv at dvæle lidt ved, at han nu omsider er nået til begynderkurset på konservatoriet. Han har ikke engang brokket sig over, at det ikke blev percussion, som ellers er hans interesse. I sidste ende måtte vi tage, hvad vi kunne få, hvilket foreløbigt er tuba/trækbasun og horn.

Hvor langt det så skal gå, må jo vise sig. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget over denne første, fine begejstring.

Hun vil forbyde smæk

2009-11-17T23:47:00.001+01:00

Nærmest helt utroligt har jeg lige læst en artikel, et interview med en konservativ deputeret, der vil - mine damer og herrer - forbyde smæk i børns små numser.

Denne dame er oven i købet børnelæge, og påstår, at vold i samfundet begynder lige præcis dér. Smæk i numsen.

Min søn var tre år. En dag ventede vi udenfor skolen, og en dagplejemor truede et af sine børn med smæk, hvis hun ikke lystrede. Min søn må have bemærket et ildevarslende tonefald, for da vi kom hjem, spurgte han sin far: C'est quoi une fessée? Hvad er smæk. Han havde aldrig hørt ordet men forstået, at det ikke er noget rart.

Nu bringes historien godt nok i mediet Rue 89 som både er rødt og underground. Men alligevel... sidst jeg så noget interessant om emnet, var en meningsmåling i den konservative avis, Le Figaro. Godt nok en netbaseret og dermed ret tilfældig, men alligevel: 90% af flere tusind meningsudtrykkere var for forældres ret til at slå deres børn.

Det var så, hvad det var.

Jeg havde jo i forvejen gennem flere år vænnet mig - så meget man nu kan det - til at se forældre som det naturligste i verden smække deres uartige børn én i numsen på åben gade, i supermarkedet eller hvor uartighederne nu florerer.

Jeg afklarede holdning med min mand. Heldigvis var der ikke noget at afklare. Vi er enige.

Derpå sikrede jeg mig, at skolelæreren ikke udøver nogen form for fysisk vold. Det er forbudt ved lov, forklarede hun mig, og jeg tror hende. Lige akkurat hende. Men der findes småbarnelærere for hvem det at rive i hår åbenbart ikke er omfattet af den voldslov. Psykisk vold langt mindre.

Da jeg luftede min indignation og uforståenhed overfor en fransk veninde, hvis humanisme og grundlæggende gode pædagogiske principper, jeg aldrig havde haft grund til at tvivle på, og hun svarede mig, at hun til tider fandt det nødvendigt, kastede jeg vist håndklædet i ringen.

Droppede emnet.

Stillede mig endda selv spørgsmålet, om det er mindre eller mere ok at råbe ad sine ulydige, stokdøve børn. Det sker for mig. Det er også sket, at jeg har taget hårdt i deres arme. Det er også sket, at jeg har sagt ting til dem på en måde, jeg bagefter fortrød. Er det mere i orden?

Det synes jeg jo. Selvom jeg ikke altid er stolt. Men reelt ved jeg det ikke, og det er så den sten, jeg selv må arbejde med, inden jeg koncentrerer mig om de andre for mig indlysende glashuse.

(F)ugleskrig

2009-11-16T23:15:00.000+01:00

Hver aften, når mørket falder på, skriger det fra skoven foroven.

Hæst og lidt uhyggeligt og ofte. Det går fint nok i spænd med november og al dens væsen. Ugleskrigene kommer med minutters mellemrum. Jeg lover jer for, at de er hyppige. Denne store natfugl kan umuligt være en truet dyreart her i området, hvor vi er få meter fra nationalparken Montagne de Reims. En ,eget stor og vild skov.

Jeg ved, at der er gode museforsyninger for tiden. Det beviser min sultne hankat nærmest dagligt. Staklen er blevet kastreret for to måneder siden, kommet på afmålte rationer og er derfor altid sulten. Kun af og til finder vi sørgelige rester.

For at vende tilbage til uglerne, undrer jeg mig en smule. Hvorfor siger de ikke noget resten af året? Eller er det virkelig bare mig, der ikke hører efter?

Den 11/11 kl. 11

2009-11-12T11:51:00.001+01:00

Tricoloren på krigsmonumentet i Verzy. Den 11. november 2009.

Vi fejrer den 11. november. Det er mig, der har indført traditionen i vores familie.

Den 11. november kl. 11 er nok ikke en dag, et tidspunkt, der siger ret mange danskere ret meget.

Jeg lærte selv datoen og tidspunktet at kende, mens jeg arbejdede på Radio Syd. Jeg nævnte det selv i morgenradioen. I Sønderjylland husker mange Første Verdenskrigs slutning. De var der selv. Engang besøgte jeg et aftægtshus ved Haderslev. Den pensionerede landmand viste mig et par små stykker håndværk, som russiske krigsfanger havde lavet under deres arbejdsophold på familiens gård. Mændene var jo i krig. Her i Nordfrankrig. Eller andetsteds i Europa.

Nu bor jeg 60 kilometer fra den danske krigskirkegård i Braine. Der ligger alle dem, der aldrig kom tilbage til det dengang tyske Sønderjylland. Dem, der aldrig oplevede freden: Den 11. november kl. 11. Eller Genforeningen i 1920.

Den centrale inskription på krigsmonumentet i Verzy. Ordene betyder: "Verzy. De døde (bys)børn. Under fanerne."

Alligevel er Første Verdenskrig ret fjern for de fleste af os danskere. Min morfar hørte kanoner dundre i et søslag i Jammerbugten, og andet har jeg aldrig hørt udover skoleundervisning før min tid i Sønderjylland.

I Verzy deltager vi gerne, når denne dag markeres foran krigsmonumentet på kirkegården. Sammen med byrådet, byrådets børn og diverse. Over 50 personer vil jeg skyde på, hertil kommer en flok børn.

Hver landsby, hver by i Frankrig har sådan monument. I Verzy er navnene på de faldne fra Første og Anden Verdenskrig hugget ind i den grå sten.

Lige før klokken 12 hører vi landsbyens orkester. Stortrommen, marchtrommen og et sæt bækkener lægger en bund under hvinende falske trompeter og horn.

Fanfaren talte for nogle tiår siden 70 personer. I dag er det godt, hvis de kan stille 10.

Det er ikke kønt. Men det bringer unægtelig en stemning.

Foran monumentet læser byens borgmester en tale, som er udsendt fra et af ministerierne i Paris. I går nævntes det blandt andet, at den tyske kansler Angela Merkel som den første tyske regeringschef nogensinde deltog i højtidelighederne i Paris.

Her i Frankrig findes der ingen familier uden sine døde, sine krøblinge fra skyttegravene i Verdun, Chemin de Dames og fronterne ellers hedder. Det er særligt at modtage den gamle fjendes repræsentant i sit allerhelligste lige dén dag.

I Verzy varer det længe, en fem-ti minutter, før to af de kvindelige medlemmer af byrådet er færdige med at læse navnet på byens døde soldater op fulgt af et dystert mort pour la France (død for Frankrig).

Højtideligheden slutter på rådhuset - la Mairie - omkring en sludder og et glas lokal champagne eller to.

Den 9. november...

2009-11-08T22:35:00.001+01:00

...for 20 år siden satte jeg mig ind i et nattog på Københavns Hovedbanegård, og det blev et af mit livs mest utrolige oplevelser.

Jeg kan stadig godt knibe et par tårer, når jeg ser billeder fra de dage i Berlin.

Muren faldt den 9. november 1989. Et helt verdensbillede krakelerede.

Natten igennem talte vi i kupéen om muren og dens fald. Om der mon stadig var mur tilbage, når vi ankom næste morgen? Det var der. Der var masser af mur og endda grønklædte østbetjente ovenpå lige foran Brandenburger Tor.

Ved et tilfælde befandt min veninde Mette og jeg selv mig i hele verdens navle i de to dage, og jeg har endnu aldrig oplevet noget medmenneskeligt smukkere.

I mine gemmer har jeg stadig en avis fra Potsdamer Platz. Den 11. november - søndag morgen - gik vi til Potsdamer Platz, der dengang var et enormt græsbevokset øde-land med stedvise rester af gamle sporvognslinjer nedenunder. Vi havde hørt at en ny grænseovergang var blevet skabt, og vi så betonelementer, der var skåret ud. Enormt meget politi. Endnu flere mennesker. Mennesker overalt faktisk. Vi fik en ordentlig stak aviser smidt i armene, og den delte vi så ud af til alle de ossier, der strømmede gennem hullet.

I avisen var et kort over Vestberlin og mange andre praktiske forklaringer. Foran posthuse stod østtyskerne i lange lange køer for at få deres 100 mark i begrüssungsgeld. Et beløb, som den vesttyske stat udstyrede alle østborgere med.

Det, der var så fantastisk ved disse dage, var, at alle mennesker var virkeligt glade. Enorme menneskemasser gik rundt på gaderne og var glade som små børn er det juleaften. Det har jeg aldrig oplevet siden.

Ugen efter tilbragte jeg hos min veninde, der var i praktik hos VW i Wolfsburg. Der var magien allerede begyndt at svinde ind, og de mest nedladende vesttyskere begyndt at tale om bananer. Så hurtigt går det.

I dag er der lagt yderligere 20 år til den dato. Men mon ikke de fleste, der er vokset op med mur, stadig godt kan huske, hvad de tænkte, og måske endda hvor de befandt sig, da de første gang hørte, at muren var faldet? Le Figaro har simpelthen spurgt tre centrale personer i dén forbindelse. Temmelig god artikel (for franskkyndige). Dén idé gad jeg godt selv have fået.

L'Automne

2009-11-06T15:50:00.000+01:00

Ferien er slut. Skolen genoptaget. Høje skrig gjalder mellem murene, når ungerne har frikvarter.

Haverne er tomme og stille. Vores nabo har klaret de sidste opgaver i sin køkkenhave. Ejeren af dette lille frimærke - mellem vinstokkene - lader af uforklarlige grunde altid den sidste del af sit udbytte gå til.

Græskar og tomater.

Arbejdet i vingården begynder at kalde. Alain møder sin onkel og fætter derude i disse dage. Han fjerner syge vinstokke. De indsamler de små plasticklemmer, der holder sammen på spalieret sommeren igennem.

Selv sparer vi denne kilometerlange spadseretur. Vi er gået over til 100% nedbrydelige klemmer, som falder af og demateriliserer sig selv.

De første vinstokke står nu fuldt beskåret, hvilket er meget tidligt. Endda lovlig tidligt, synes vi.

Selv har vi tænkt os at beskære i to omgange. Det giver to fulde omgange gennem alle rækker - i alt 10-15 kilometer - til gengæld kan vi fjerne en del af træet tidligt, mens finbeskæringen med fordel kan ske senere på vinteren. Det giver os desuden mulighed for at fordele arbejdet over flere måneder.

Regnestykket lyder en hektar rummer cirka 8.000 planter, og hver plante tager vel i snit fem minutters tid. Vi har nok godt 1,5 hektar i alt. Altså fast arbejde for os begge to gennem det meste af vinteren.

Foreløbigt klæder vi flasker pænt på med guld og tjuhej, og pakker nogle af de kasser med champagne, der skal hjælpe juletiden på vej. En årstid, der kalder på bobler.

Udenfor trænger efteråret sig på. Vinden suser. Luften er klar og kold. De sidste druer - dem af den anden og sene generation - holder endnu stand på vinstokkene. Blade flyver gennem luften. Det er et spørgsmål om tid og frost, før de sidste slipper, og så er den kolde tid først virkeligt inde.

Ferie

2009-10-23T23:31:00.000+02:00

Vi er ramt af ferien.

Hurra.

Vi skal til Danmark, og skoletasken er fuld af lektier. Den seksåriges taske altså...

En af forældrene, da vi ventede foran skoleporten: "Jeg håber, at tasken er fyldt med lektier"

Mig: "Jeg håber, at der absolut ingen lektier er til ferien."

Jeg lærer det s'gu nok aldrig. Det morer mig nok også mere at lade være. Men jeg kan godt af og til føle mig som den store, danske elefant i det franske glashus. Absolut selvforskyldt i denne sammenhæng.

La Grippe A er landet

2009-10-20T15:44:00.000+02:00

La Grippe A er tilbage i overskrifterne.

Selvom det er seks år siden nu, kan jeg godt huske de par influenzaepidemier, jeg selv har nået at nyhedsbeskæftige mig med. Så svineinfluenzaen har på en eller anden måde været svær at hidse sig op over... ok, endnu en...

også selvom min nevø som redder og sikkerhedsmand på hospitalet i Reims for længst har gennemgået særlig uddannelse.
selv om vi får papirer i lind strøm med hjem fra børnenes skoler med Det franske Sundhedsministerium som afsender for budskaber om, hvordan vi skal vaske hænder m.m.
vi læser om virussens fremgang i Frankrig. I august måned var der 60 nye tilfælde om dagen her i departementet Marne.

Jeg synes til gengæld, denne Grippe A er rykket tættere på i takt med, at en kronisk syg veninde forleden fortalte, at hun er i risikogruppen.

Så da min søn sidste uge var indlagt på et provinshospital med kedeligt ry bl.a. m.h.t. manglende hygiejne, synes jeg faktisk, at det var et mindre morsomt ophold også på grund af denne virus.

Vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok afsted, da vi i receptionen på vej med udskrivningspapirerne mødte en person med to-tre indlysende symptomer på influenza: A eller ej.

Nogle timer senere fortalte en veninde, der også er læge i et kommunalt sundhedscenter i Reims, at vi - og andre også - bør blive vaccineret.

I dag har de franske myndigheder indledt systematisk vaccination. Først nøglepersoner på hospitaler. Siden vil følge gravide, børn og dagplejere og personer i riskozonen. Staten har bestilt 94 millioner doser vaccine. I Frankrig tager man faktisk folks sundhed alvorligt helt generelt, og jeg oplever det umiddelbart som tiltalende at opholde sig i lige netop dette land med dette sundhedssystem, når nu det skal være.

For det skal det åbenbart. 33 personer er døde i Frankrig af denne Grippe A eller dens komplikationer.

Vi måler foreløbig systematisk sønnikes temperatur. Omend infektionsrisikoen er af andre grunde.

Jeg ved til gengæld ikke, hvordan og hvornår vi kan blive vaccineret. Men vi får vel endnu en skriftlig hilsen fra ministeriet, og den vil i så fald være velkommen.

Mormors sorte sag til te

2009-10-05T14:41:00.006+02:00

Min mormors tepotte er fra Huset med Bolignyt i Vejen. Den har brygget te i en menneskealder, og har fået både revner og ridser og krakeleringer i sin blanksorte overflade. Af bar brug, og så hedder det ikke længere slid men patina.

Den sorte tepotte er kun i brug ved særlige lejligheder.

Fordi jeg passer på den
Fordi dens skrøbelighed ikke egner sig til hverdagens hurtige og ikke altid lige velovervejede bevægelser.
Fordi jeg er doven, og thebreve går stærkt. The derimod er et ritual.

Nu har jeg imidlertid fået to pakker forærende, som fordrer potten. Direkte fra Paris, hvor alting lissom er lidt mere gennemført lækkert end på landet.

EFter 150 år i branchen har brdr. Mariage tydeligt nok erfaring med emballering af le vrai luxe.

Alene at pakke posen med to dåser the ud er en oplevelse.

Værs'go:

Inde i posen befinder sig en anden pose af den type, theen normalt befinder sig i. Den er lukket med brødrenes segl i form af et klistermærke - trods alt - og et lille silkebånd med deres navn.

Indeni befinder sig to æsker, der hver indeholder en dåse med hver sin the.

Imponerende, ikk'?

Jeg tog mig god tid til at arbejde mig igennem dette kinesiske æskesystem af indpakning, og sendte en tanke eller to i retning af den effekt, det smukke papir og de fint afstemte detaljer virkede ind på den måde, jeg senere tog produktet i brug på.

Den form for the er ikke et produkt. Snarere den centrale ingrediens i et æstetisk ritual.

Mens jeg greb op efter mormors tepotte - forsigtigt, den er som sagt skrøbelig - sendte jeg tanke tre og fire i retning af luksusprodukters indpakning.

Vi befinder os jo med champagne selv i luksusindustrien, og i denne branche stammer hele 40 procent af det årlige CO2-forbrug fra indpakning. Det er med andre ord ikke muligt at demonstrere sin eksklusivitet gennem lækker indpakning. Et nyt mærke som os begynder ikke med at forbruge 40 procent mere CO2 end nødvendigt. Vi gør i hvert fald ikke. Men måske skal vi overveje andre muligheder, der giver denne oplevelse inden den centrale oplevelse.

Det virker. Det virker helt fantastisk. Da jeg var færdig med at vikle alt ud, sad det både i fingre og øjne, at denne the er af den særlige slags, som man skal vie sin fulde opmærksomhed en tid. Jeg viste begejstret Alain hele æskesystemet med klistermærker og bånd og halløj.

Jeg måtte smage den første the samme aften. Bryggeritualet stemte mit sind rigtigt forinden. Selv farven på mormors tepotte matcher brødrenes Frere perfekt. Det forekommer mig passende.

Hele dén måde at fortælle modtageren om sin the, gad jeg godt kopiere, men uden at det koster 40 procent.

NB: Min mormors tepotte er fra før the-tiden, og er derfor stavet uden h.

Cykelmyg og cie

2009-09-28T17:45:00.004+02:00

Første skoledag til cykels er ikke hverdagskost i vores by.

Blandt andet fordi børn ikke cykler i skole. Deres voksne cykler heller ikke. Højst om søndagen langs kanalen eller mountainbike i skoven for de sejeste. Cykel som transportmiddel er eksotisk, og det er også til at forstå, når man kender stigningsgraderne.

Min søn ankommer imidlertid nogle dage om uge i skole på cykel og datteren fire gange om dagen på den tohjulede. Tre år gammel og uden støttehjul men dog med en stang, jeg kan manøvrere hende rundt med og skubbe bagpå om nødvendigt.

Nu har vi efterhånden passeret skolestarten med fire uger, og andre små og lidt større børn i Maternelle-skolen viser sig af og til med cykel. Vi har vores gang i denne skole på fjerde år, og jeg har aldrig set en cykel før, så det er noget af en nyhed.

Forleden fredag kommenterede jeg fænomenet overfor endnu en mor, der slæbte sin lille datter på cykel med støttehjul op ad bakke: "Ja, det er Dem, der har startet moden," lød svaret med et grin.

Dér blev jeg bare så glad. Hvilken dejlig kulturudveksling.

Hvad de imidlertid ikke har, er dejlige cykler fra Danmark med fodbremser. Det er nemlig anden halvdel af hemmeligheden. At børnene kan bremse ordentligt og sikkert er nødvendigt i en by, der går op ad bakke nærmest overalt. I Frankrig har børnecykler og cykler i det hele taget imidlertid kun håndbremser, som de mindre børn slet ikke har kræfter til at håndtere solidt nok.

Derfor hurra for cykler til alle størrelser. Med fodbremse. Og cykelhjelm til.

Grønne stjerner

2009-09-27T21:55:00.003+02:00

Den vilde kørvels blomster bliver helt skulpturelle, når de mister farve og fugt og i stedet tørrer ind til disse skønne skærmstjerner.

Velkomment

2009-09-21T23:43:00.005+02:00

I min dansk-franske familie bruger vi rigtig meget tid på vindruer og hvad deraf følger. Men af og til er livet i landsbyen, og dagen og vejen igennem Frankrig også andet end champagne, og det har jeg længe gerne ville skrive ud.

Hos os fylder det tokulturelle meget, fordi jeg gerne vil have børn, der både taler og er danske. Det kommer ikke af sig selv i udlandet, ikke ude og slet ikke på landet.

Engang var jeg kun dansk, nu er jeg ikke blevet kun fransk. Jeg er ikke engang blevet fransk, men jeg er heller ikke længere helt så dansk, som jeg var. Det tokulturelle er blevet en ny tilstand med erfaringer, som vi er mange om at dele, fordi det at flytte land bringer en masse nye erfaringer. For nogle endda selv om man bliver samme sted, som er opgivet i passet.

Det har jeg så ikke gjort. Indtil videre. Derfor deler jeg på sjette år matrikel med Alain, vores to børn på tre og seks og Milka, der ikke længere er så meget hankat som engang. Den udgør en del af en mosaik af andre matrikler i en lille og meget gammel landsby i Champagne i Nordfrankrig.

Vi lever af at dyrke vin og sælge champagne. Engang lavede jeg nyhedsjournalistik på nettet. Jeg har også lavet regionalradio i Syd- og Sønderjylland og været programmør i en multinational koncern.

Jeg prøver i én uendelighed at splejse enderne af mine to liv sammen. Dét fra byen med dét på landet. Dét fra Danmark med dét i Frankrig. Dét som familie med dét som single. Det, der vender tilbage, er folks historier. Dem, jeg hører. Dem, jeg læser. Og dem, jeg møder. På gaden og fra den anden side af skærmen. Ja, lige dér. Dig.

Skriv gerne til mig her. Det vil være velkomment.

Varme hilsner
Solveig

Frankrig klar til at hejse grænsebommen

2006-06-19T11:58:00.001+02:00

Herfra bliver flicflac gammel... teksterne er skrevet i 2005 og 2006.

Den franske regerings jernnæve, indenrigsminister Nicolas Sarkozy, kan formentlig hive stikket om sin nye anti-immigrationslov hjem i løbet af den næste uges tid. Fredag stemte senatet for lovforslaget, der blev stemt igennem Nationalforsamlingen den 17. maj. Nu udestår kun enkelte administrative udredninger, før forslaget kan ophæves til fransk lov. Det kommer til at betyde, at: Udlændinge fra udviklingslande med uddannelser, der interesserer Frankrig, vil kunne få særlig arbejdstilladelse. Dog kun efter aftale med oprindelseslandet. Familiesammenføring bliver sværere og gjort afhængig af resurser og boligforhold. Muligheden på at søge om opholdstilladelse i 10 år for en franskmands ægtefælle forlænges fra en ventetid på to til tre år. Muligheden for at få borgerrettigheder for immigranter, der har opholdt sig illegalt i Frankrig i over 10 år, forsvinder. Der er også enkelte fordele. Således behøver en ægtefælle til en franskmand ikke længere rejse hjem hver 6. måned for at søge visum, hvis hun (han) er kommet lovligt ind i Frankrig og kan dokumentere mindst seks måneder samliv i Frankrig.Der er også åbnet for, at udenlandske arbejdere kan placere deres penge på en spærret konto. Pengene kan først udbetales, såfremt indehaveren kan dokumentere, at de skal bruges til et projekt i hjemlandet. Guleroden er skattefradrag.Endelig kan en forælder til et sygt barn under behandling i Frankrig få humanitør opholdstilladelse i højst seks måneder.Populært projektProjektet har stor opbakning i den franske befolkning. Ifølge en meningsmåling, udført for Le Figaro, i begyndelsen af maj, støtter tre fjerdedele af de adspurgte initiativet.Dette store flertal støtter kravet om franskkurser og undervisning i hvad det vil sige at være borger i Frankrig til gengæld for opholdstilladelse. En idé, der i øvrigt også er i vælten i Holland og Tyskland. Samme antal er tilhængere af, at kun immigranter, der selv kan forsørge deres familiemedlemmer, skal kunne få dem ind i Frankrig.Næste to tredjedele (60 procent) finder ikke, at integrationen, som den er i dag, fungerer tilfredsstillende og langt mindre end en tredjedel (28 procent) er tilfredse.De 960 deltagere i undersøgelsen er temmelig enige trods placeringer rundt omkring i det politiske spektrum, der i Frankrig spænder fra kommunister helt til venstre, over socialister og gaullister henholdsvis til venstre og højre for midten og endelig yderst til højre, det højreekstreme Front National.

Bogligt bagstræberi

2006-06-07T12:38:00.000+02:00

Det franske forlag La Martinière bebuder sagsanlæg mod Google i Frankrig, Tyskland og USA. Anklagen lyder på pirateri og brud på intellektuelle rettigheder, og går på Googles planer om at digitalisere den del af verdens bogarv, hvis copyright er udløbet. Googles projekt handler om at scanne millioner af bøger fra flere af verdens største biblioteker. Jeg, der elsker bøger og aldrig går på biblioteket i New York, London og Paris, vil på et tidspunkt kunne få adgang til den fulde tekst af bøger, der ikke længere er beskyttet af copyright, samt uddrag af bøger, der stadig er beskyttede, via nettet. Jamen, hvilket slaraffenland, for en bibliofil! Måske vil jeg endda gerne ligefrem betale en håndøre eller to for at få adgang til en sådan service. Det kan selvfølgelig være en torn i øjet på det forlag, der måske ellers ville have tjent penge på at sælge en bog. Men ligesom jeg ikke låner alle bøger, jeg bladrer igennem på biblioteket eller i boghandelen, er det meget usandsynligt, at jeg ville have købt samtlige de bøger, som det vil interessere mig at skimme på nettet. Jeg tvivler imidlertid ikke på, at Googles digitale bogservice vil sende mit netforbrug i vejret, og meget muligt også mine bogindkøb. Ikke engang jeg, der ellers er ret trænet i at læse på en skærm, gider så meget som at overveje at læse en hel bog på den måde. Endnu i hvert fald... for det kan jo komme med e-bøger og monitorer, jeg kan tage med i seng. Jeg undlader helt at gætte på, hvor langt La Martinière er på dette felt. Definitionen på en bog I stedet kunne jeg fokusere lidt på det pudsige i, at det igen er en søgemaskine, der er primus motor i sådan et projekt, og ikke et forlag, som man ellers kunne formode befandt sig lidt tættere på bøgernes verden. Men det kommer nok an på, hvordan man anskuer begrebet bog: For forlaget er en bog bogstaver og tal trykt på papir og pænt bundet ind.

For søgemaskinen er en bog tekst, der kan scannes, digitaliseres og gøres søgbar. For mig er en bog da også mest interessant, hvis jeg kan tage den med, hvor jeg vil. Det er imidlertid ikke vigtigt for mig, at den er trykt på papir. Jeg har heller ikke plads til alle de bogreoler, og da jeg trods alt kun er 38 år, vil der formodentlig komme mange bøger til endnu på den ene eller anden måde. Fransk og anglo-saksisk La Martinière er nok mest til papir, så i stedet for at gå med i Googles projekt, som man - lidt højstemt - kunne kalde en demokratisering af verdens boglige kulturarv, har man valgt at prøve at stikke en kæp i hjulet for Google. Forlagets topchef, Hervé de La Martinière, forklarer til avisen Le Figaro, at Googles fait accompli tvinger hans gruppe til at reagere. Ligesom Google ikke har diskuteret tingene på forhånd med hans forlag, ønsker hans forlag derfor ikke at snakke sig frem til en løsning i al fredsommelighed med Google. Man lader sig ikke diktere i Frankrig. Man lader den galliske hane gale. Og måske er Google virkelig også fyldt med onde angel-saksere. Måske har de bare fået en god idé, og er begyndt at gennemføre den på ukompliceret, amerikansk vis. Den går bare ikke i Frankrig, og da slet ikke, når projektet kommer fra den engelsk/amerikansk-talende del af verden. Forsvar for la gloire Frankrig er, som nogle vil vide, fyldt med betydningsfulde franskmænd, og de kæmper en kulturkrig med dele af resten af verden. En kulturkrig, som ikke mindst internettets udbredelse og dets nære tilknytning til bl.a. det engelske sprog har spidset gevaldigt til. Det er muligt at resten af verden ikke har fået øje på fronten, men her i Frankrig er den spillevende, og Hervé de La Martinière ligner blot den seneste ridder, der galopperer til forsvar for den franske kulturs gloire. Han har da også fået myndighedernes velsignelse i form af det franske kulturministeriums værdsættelse, skriver Le Figaro. En mulig afslutning er, at Google simpelthen bare holder nallerne fra de franske tekster. Man må så umiddelbart gå ud fra, at det bare vil føre til en endnu større isolation af fransk kultur, og det ville da være trist... i dette oplysningsfilosoffernes, Montaigne, Fontaine, Stendhal, Proust, Baudelaire, France, Zola, Sartre, Camus og så mange flere store forfatteres hjemland. Det kan selvfølgelig også være, at man bare holder på de store, franske ord til fordel for et stort, fransk projekt, skudt i gang af selveste den store, franske præsident for et par måneder siden. Quero quoi? Tilbage i april donerede præsident Chirac en pose penge til at udvikle en europæisk søgemaskine. Den skal sørme tage kampen op med Google, 10 år efter at den amerikanske søgemaskine så verdens lys, og mindst fem år efter, at samme Google for længst er blevet global standard. Men begrebet søgemaskine er nok først nået helt frem til Elysée-palæet nu, og så må man selvfølgelig have en særlig EU-model. Tyskerne har ikke givet nogen penge, men de lægger da i det mindste navn til. Og alene den kommende europæiske søgemaskines navn - Quero (hvordan er det nu man staver til det?) - får projektet til at ligne den dødeste and i mands minde. Det kan undre selvfølgelig, hvorfor den franske stat ikke i stedet sætter nogle penge af til virkelige entreprenører, der har kapacitet til at få nye idéer, og så lader Google være i fred. AOC'ens hjemland har særlige myndigheder til at bekrige andre landes kopier af regionale franske produkter som for eksempel brie, camembert og champagne. Den, der har smagt en rigtig brie fra Meaux, ved godt, at det er en urimelig forbrydelse at kalde andre bløde, hvide oste ved samme navn. Hvorfor kan man så ikke leve med en amerikansk søgemaskine? Internettet har bundet verden sammen på godt og ondt, og intet har drevet brugen af det mere i vejret end udviklingen af såkaldte killer applications: Alt det, der gør, at man ikke længere kan undvære nettet: Email, søgemaskiner, blogs, chat og meget mere. Og mon ikke der ligger flere Columbus-æg i cyberspace, der bare venter på at blive samlet op og sat i værk af kreative - måske endda franske - sjæle? Den franske forlagsforening (SNE), der repræsenterer 400 forlag, har også fordømt bogprojektet og truet med retten, oplyser det franske nyhedsbureau, AFP. Men de lever selvfølgelig også af døde træer...

2006-04-27T19:59:00.002+02:00

Chirac vil have europæisk Google

2006-04-26T09:42:00.000+02:00

Den franske præsident Jacques Chirac vil have en europæisk pendant til den amerikanske søgemaskine Google. Et partnerskab med blandt andet tyske universiteter og masser af franske skattepenge skal sikre "Quaero" liv, og Frankrig et mere moderne image end det forandringsfjendtlige museumsland, der springer i øjnene i kølvandet på forfatningsnej, strejker og ungdomsuroligheder. Der er afsat 1,7 milliarder franske euro, hvoraf en del er til udvikling af den nye søgemaskine, og resten til fem andre projekter. Chiracs tyske modpol, kansler Angela Merkel, har betegnende valgt at holde tyskernes euro udenfor. Man forstår hende så godt. Alene at stave til det kommende fransk-tyske fællesprojekt lægger beslag på mindst et par stykker af de små grå. Men det er muligvis blot en træningssag. Efter otte års intensiv brug sidder bogstaverne i Google ret godt i fingrene. Og det er da muligt, at Quaero også kan havne der lidt i stil med et klassisk stykke klavermusik eller koden til ens cykellås. Det spændende er bare, om den nogensinde vil få den chance. Jeg mener... for otte år siden, da jeg hørte om Google første gang, skulle den stadig arbejde sig det meste af vejen op. Det klarede den nu hurtigt; det kunne ikke holdes hemmeligt, at dens søgninger på det tidspunkt var de bedste. Men hvor var Chirac dengang, da der virkelig var nyt og ukendt land at erobre? Nu er det selvfølgelig ingen skade at blive klogere. Men det er svært at forstå, hvorfor man ikke, når den offentlige tegnebog nu alligevel er åbnet - forsøger sig med noget, der rent faktisk er nyt. Noget andet. Udover søgemaskinen vil de 1,7 milliarder euro blive brugt til projekter om udvikling af en hybridbil, automatisk metrotog, plasticproduktion, bygninger, der kan spare på strømmen, og tv på mobiltelefoner. Hvem ved, måske er der virkelig et nyt hurtigtog (TGV), Airbus eller en Ariane i støbeskeen. Med lidt held kan Jacques Chirac måske ligefrem nå at skifte status fra døende dinosaur til fremsynet statsmand i løbet af det år, han har tilbage som præsident.

Nu vil Ségolène være præsident

2006-04-25T12:58:00.000+02:00

"Voilà, c'est dit!" Præsident for Poitou-Charente og deputeret i Nationalforsamlingen, Ségolène Royal (PS), til nyhedskanalen LC1. Der er et år, til franskmændene skal vælge ny præsident. Valget kommer formentlig til at stå mellem en socialistisk og en gaullistisk kandidat. Som det plejer. Fornyelsen denne gang kan - om man ønsker og for første gang i Frankrig - komme til at bestå i et valg mellem køn oven i købet. Den socialistiske deputerede og regionale leder, Ségolène Royal, erklærede for en uges tid siden omsider sit kandidatur: "Voilà, c'est dit." Ellers har hun sagt meget lidt - men så altså heller ingen dumheder - og med, hvad der således ligner ingenting, har hun gennem måneder domineret den ene meningsmåling efter den anden som vælgernes stadig mere absolutte favorit til at blive Frankrigs første Madame la Présidente. Nu skal man nok ikke dømme den sandsynlige, gaullistiske modkandidat, indenrigsminister Nicolas Sarkozy, ude af løbet. Jeg konstaterer derfor blot, at det interne kapløb mellem Sarko og den anden gaullist-kandidat, ministerpræsident Dominique de Villepin, foreløbigt er klart i den førstes favør. De Villepin synes helt udraderet af de voldsomme uroligheder om den omstridte ungdomskontrakt, CPE'en. Sarko og Ségolène ligger foreløbigt ret lige med i øjeblikket omkring 30 procent af vælgerne bag sig hver især. Der er selvfølgelig andre socialister end Ségolène Royal. Der er også både højere placerede i partiet og formentlig også ud fra deres erfaring bedre kvalificerede end hende. Men de kan få svært ved at indhente opkomlingen, som det foreløbigt ikke er lykkedes nogen at klistre til med selv det mindste lille stykke skidt. En kollega fra Nationalforsamlingen prøvede for nylig med oplysningen om, at damen ikke har sagt så meget som et ord i debatterne i sin tid som deputeret i Nationalforsamlingen. Det lader dog ikke til at have påvirket Ségolène Royals popularitet nævneværdigt. Måske efter devisen om, at så har hun i hvert fald heller ikke sagt noget dumt. Og taler hun ikke i det franske parlaments andetkammer, så har hun til gengæld travlt i medierne. Interviews til aviser, til magasiner af enhver art, til tv. Rejser med gode photo-opportunities. På nettet optræder hun i både fanblogs og med egne politiske tanker om fremtiden à la francaise. Desuden - og her skal jeg ikke gøre mig klog på, om det kan tages som egentlig indikator paa ens politiske betydning - jeg konstaterer blot, at Ségolène Royal har fået egen marionnetdukke i det satiriske tv-program les Guignols, inspireret af det britiske Spitting Image og udsendt ved spisetid hver aften. Første runde af præsidentvalget finder sted til april næste år. Sidste gang - det er fem år siden nu - skrev den højreekstreme leder, Jean-Marie Le Pen, historie ved at slå den socialistiske kandidat ud. Men mon ikke en stor del af de franske vælgere, der ikke stemmer Front National, godt kan huske chokket? Anden runde er til maj.

Hver tredje finder øre hos ekstremt højre

2006-04-21T23:21:00.000+02:00

En tredjedel af franskmændene finder genklang for deres bekymringer hos det ekstreme højre. Helt præcist drejer det sig om 34 procent, viser en meningsmåling fra analyseinstituttet IFOP. Det er især på områder som immigration (43 procent) og sikkerhed (31 procent), at den yderligtgående del af højrefløjen henter points hos dele af vælgerne. Men også arbejdsløshed (14 procent), udddannelse (syv procent) og social beskyttelse (fem procent) figurerer på listen. Lederen for IFOP's opinionsmåling, Frédéric Dabi, siger til dagbladet Le Figaro, at den seneste tids voldsomme begivenheder i form af først urolighederne i pariserforstæderne, siden demonstrationer landet over mod den upopulære ungdomskontrakt CPE forstærker den yderligtgående del af højrefløjen. For 48 procent af de adspurgte i målingen er det lederen af Front National, Jean-Marie Le Pen, der er den ekstreme højrefløj i Frankrig. Han sagde fredag morgen på fransk tv, at situationen i Frankrig i dag er mere katastrofal end i 2002, hvor det seneste præsidentvalg fandt sted. Netop i 2002 overraskede Jean-Marie Le Pen ikke mindst de franske vælgere ved at klare sig med i anden runde af præsidentvalget på den socialistiske kandidat, Lionel Jospins, bekostning. Le Pens modstander, den nuværende franske præsident, Jacques Chirac, vandt slaget.

Nu kommer blikkenslagerne

2006-03-20T15:12:00.000+01:00

Der er godt nyt til de berømte, polske blikkenslagere. Frankrig vil åbne for arbejdere fra de otte central- og østeuropæiskelande, der tilsluttede sig EU i maj 2004. Polakkerne er her allerede, forskellen er, at de fremover vil kunne arbejde legalt Hvis altså de kommer med noget. Det vil sige uddannelser indenfor felter, hvor Frankrig mangler arbejdskraft. Som for eksempel blikkenslager. Få franske unge gider være håndværkere. Den stående joke, når man efterspørger for eksempel en tømrer, murer eller blikkenslager er: "Ring efter en portugiser". Fagforeninger nu ikke imod Velkomsten vil dog blive udformet i samarbejde med de franske fagforeninger. Ministerpræsident Dominique de Villepin vil formentlig prøve at undgå at få ørerne endnu længere ind i maskinen. De massive protester mod den ekstremt, upopulære, første jobkontrakt for unge synes at leve sit eget liv nu, og urolighederne koster i hvert fald de Villepin popularitet, så det klodser. Skruer vi tiden 12 måneder tilbage til ugerne før den franske afstemning om EU-forfatningen i maj 2005, spillede frygten for netop den underbetalte, polske blikkenslager en af hovedrollerne. Det franske nej i maj kostede i øvrigt de Villepins forgænger jobbet. Det var dengang. Frankrig ingen frontløber Nu er den polske blikkenslager ikke længere nogen trussel. Han synes i hvert fald glemt, og de fleste af fagforeningerne har ifølge nyhedsbureauet AFP ikke længere nogen indvendinger mod en åbning. Ikke fordi Frankrig lige pludselig har taget teten paa det arbejdsmarkedsmæssige felt. Spanien, Portugal og Finland har allerede åbnet deres arbejdsmarkeder for folkene fra øst. Storbritannien, Irland og Sverige sænkede aldrig sølvtæppet. Fra jobfronten i Danmark er der intet nyt.

Yderligere fodfæste for Ségolène

2006-03-17T20:27:00.000+01:00

Den populære socialist Ségolène Royal begynder at ligne en sandsynlig favorit som socialistpartiets spidskandidat til det franske præsidentvalg til næste år. 60 procent erklærer hende nu deres opbakning. Siden årsskiftet har Royal ligget enten helt i top eller i hvert fald i socialisternes i snart sagt hver eneste meningsmåling. På det seneste har de mange protester mod ministerpræsident de Villepins upopulære ungdomskontrakter kun givet hende yderligere vind i sejlene. Flere kendte socialister har erklæret hende deres støtte, herunder Jacques Attali, en gammel kæmpe fra Mitterands dage. Royal er selv udvalgt af samme præsident. Nu melder den tidligere præsident-rådgiver sig "til hendes disposition". Også den gamle studenterleder fra 1968, Daniel Cohn-Bendit, nu i Europa-Parlamentet for det grønne parti, har erklæret sig som Royal-støtte. Foreløbig er det dog slet ikke givet, at en kvinde kommer til at repræsentere socialisterne. Partiet rummer sværvægtere som de tidligere ministre Jack Lang, Laurent Fabius og Dominique Strauss-Kahn, der alle - modsat Royal - har siddet på tunge ministerposter og næppe uden kamp til stregen opgiver spidskandidaturet. Så hvem der i sidste ende skal i sandsynlig tvekamp mod gaullisternes indenrigsminister Nicolas Sarkozy, er uvist. Spændingen er blot øget.

Asien bliver klogere end Europa

2006-03-14T10:31:00.000+01:00

For et år siden delte jeg skolebænk med en ung kineser. Vi deltog i samme franskklasse. Han kunne knap nok sætte tre ord sammen på fransk. Alligevel var han - støttet af sin familie - rejst jorden rundt for at gennemføre en biologi-uddannelse på universitetet i Reims i det nordfranske. Frankrig var hans anden prioritet. USA har de bedste biologer, forklarede han. Fem år alene i et land, hvor alt er anderledes, var denne 21-årige mands indsats. Jeg forstod, at et land med så arbejdsom og determineret en ungdom må have et nærmest ufatteligt potentiale. Asiens viden fås til lav løn Når studietiden er omme om tre-fire års tid, kan Jingji rejse hjem til Kina med et stykke papir, der vil bringe ham selv et formentlig behageligt liv. Men det vil også sikre hans land viden og ny know-how. Han vil tilslutte sig den nye og særdeles veluddannede generation af unge asiater, der er godt i gang med at give Europa økonomisk og nu også uddannelsesmæssigt baghjul. Det viser en ny undersøgelse fra OECD (Organisationen for Oekonomisk Samarbejde og Udvikling). "Den tid, hvor Europa primært konkurrerede med lande, der tilbød ufaglært arbejde til lave lønninger, er slut. I dag begynder lande som Kina og Indien at tilbyde høje kvalifikationer til lav løn," skriver Andreas Schleicher i sin rapport. Europa uddanner de bedst stillede De asiatiske boomøkonomier er dygtigere end Europa til at sikre uddannelse til også mindre priviligerede unge, hedder det i OECD-undersøgelsen. For Jingjis familie var det så vigtigt, at han skulle have en uddannelse i Vesten, at den skillingede sammen til hans ophold. Selve studiet er gratis i Frankrig. I Europa er det ikke alene stadig reglen, at videregående uddannelse er forbeholdt unge fra middel- og overklassen. Rapporten anfører, at skolerne i nogle lande ligefrem "udbygger eksisterende socio-økonomiske uligheder". Tyskland og Frankrig Tyskland bliver nævnt som et land, der ved at dele børn op i et akademisk og et fagligt spor helt nede i 10-års alderen giver børn fra middel- og overklassefamilier fire gange så stor mulighed for at ende med en universtetsuddannelse som børn fra mindre priviligerede familier. De seneste måneders uroligheder i Frankrig fortæller samme historie. Først ghetto-ungdommens oprør i november blandt andet som følge af nærmest ikke-eksisterende muligheder for at skabe sig en fremtid. Senest de universitetsstuderendes besættelse af Sorbonne-universitetet i Paris som protest mod regerings upopulære jobplan, der skal sikre flere unge arbejde. Frankrig har en skyhøj ungdomsarbejdsløshed, der med sine mere end 20 procent er dobbelt saa stor som alle for andre grupper. Begge lande bliver nævnt i rapporten som eksempler, der tidligere tilhørte verdenseliten, men i dag ikke i samme grad bidrager til den internationale forskning, viden og know-how. Sydkorea og Danmark Men sådan behøver det ikke være. Andreas Schleicher peger på "miraklet" i Sydkorea, hvor 97 procent af de 25-34-årige i dag har en uddannelse. Vel at mærke i et land, der i 1960'erne havde lavere lønninger end samtlige lande i Sydamerika tilsammen. Der er et stykke vej til den danske andel paa 20 procent unge, der aldrig får en kompetencegivende uddannelse. Et tal, der ikke har flyttet sig nævneværdigt gennem en årrække. "En opgørelse fra Videnskabsministeriet viser, at beløbet til undervisning per studerende - de såkaldte taxameterpenge - er faldet med syv procent siden 2000," skrev DR nyheder den 2. januar i år. Videnskabsminister Helge Sander (V) siger samme steds, at universiteterne samlet set har fået flere penge. Der kommer også midler fra andre kanaler end tilskuddet per studerende, siger ministeren. På universiteterne betyder det lavere taxameter-tilskud imidlertid - ifoelge DR - helt konkret færre undervisere og færre timer og til vejledning af de studerende. Stik modsat en af OECD's anbefalinger til EU-landene, hvis disse ønsker at tage konkurrencen fra de asiatiske tigre op.

Frankrig får sin første nyhedsneger

2006-03-08T10:00:00.000+01:00

En sort franskmand skal til sommer vikariere for Frankrigs kendteste tv-nyhedsværert. Det er den 32-årige Harry Roselmack fra Martinique, der kan sætte sig i stjernejournalisten Patrick Poivre d'Arvors varme sæde, mens denne er på sommerferie fra juli måned. Roselmack kommer også til at præsentere nyheder på TF1's 24 timers nyhedskanal, LCI. "Det kommer som en bombe for os. En sort, der skal præsentere 8-nyhederne på Frankrigs største tv-station, TF1. Det er en kæmpe fordel," siger Amirouche Laidi til nyhedsbureauet AFP. Han er formand for Club Averroés, der advokerer for mindretallenes synlighed i medierne. "Snart vil ingen lægge maerke til den sorte mand i fjernsynet, men kun se journalisten," siger han til det britiske avis The Independent. Opfordring fra Chirac Ansættelsen af den sorte journalist må formodes at interessere helt ovre i Elysée-palæet. Præsidenten opfordrede efter urolighederne i de franske forstæder i november medierne til at sikre sig en bedre afspejling af Frankrigs etniske sammensætning blandt deres ansatte. TF1 oplyser da også ifølge The Independent, at man har hyret Harry Roselmack efter præsidentens opfordring men også fordi "han er en dygtig journalist." Det er første gang, at et af fransk tv's nyhedsflagskibe vil blive præsenteret af en franskmand af afrikansk oprindelse. Så har man kun en araber til gode. Ministeren for Lige Muligheder, Azouz Begag kalder udnævnelsen et "stort skridt fremad", fordi tv er det "spejl hvori samfundet ser sig selv". Utroligt i øvrigt, at det i det 21. århundrede kan være en nyhed, hvilken farve en nyhedsoplæser har. Jeg nøjes med at konstatere, at Danmark så vidt jeg ved også har sin første ikke-hvide nyhedsvært til gode. Og sender en tanke tilbage til halvfemserne, hvor den sorte, jyske geolog, Maria Hørby, skrev dansk tv-historie som det komikeren Casper Christensen kaldte Danmarks første "vejrneger".

Dyrt at skrive engelsk i Frankrig

2006-03-03T15:09:00.000+01:00

Et fransk datterselskab af den amerikanske gigant General Electric må i gang med at oversætte alle sine sikkerhedsinstruktioner til fransk. Dertil kommer en klækkelig erstatning på 580.000 euro at betale til firmaets ansatte og til fagforeningen VCGT, der havde indbragt sagen. Det er en appelret i Versailles, der har stadfæstet en lavere domstols kendelse efter en lov fra 1994, der skal forsvare det franske sprog i det offentlige liv. Firmaet har nu tre måneder til at få oversat rub og stub. Hvad der eventuelt måtte mangle, vil koste 20.000 euro per dokument, det være sig paa print eller computer. Det er kontant afregning, må man sige. En interessant form for sprogkamp at følge, ikke mindst når man kommer fra et land, hvor indstillingen snarere er: Lær engelsk eller dø. Nu kan netop sikkerhedsinstruktioner være et spørgsmaal om liv og død, og de er dermed et godt eksempel på et felt, hvor intet må vaere overladt til tilfældigheder som for eksempel franske arbejderes normalt ikke-eksisterende kendskab til fremmedsprog.

Verden vil ikke have franske fugle

2006-03-03T14:49:00.000+01:00

Sidste uges udbrud af fugleinfluenza paa en kalkunfarm i det oestlige Frankrig har naesten halveret eksporten til lande udenfor EU med et styrtdyk paa 44 procent. Salget i Frankrig er tilsvarende ramt.

Frankrig er verdens fjerdestoerste eksportoer af fjerkrae - efter USA, Kina og Brasilien - saa foreloebigt 43 landes forbud mod import af franske fjerkraeprodukter vil efterlade spor paa handelsbalancen.

338.000 tons fransk kyllingkoed blev i 2005 solgt til lande udenfor EU, og 333.000 tons til EU-lande. 4.000 tons foie gras og 65.000 tons levende fugle blev eksporteret i 2005. Industrien henter samlede indtaegter paa godt seks milliarder euro hjem til Frankrig hvert aar og beskaeftiger 65.000 personer.

Af disse er de foerste allerede blevet ramt af krisen. 3.000 af 4.500 ansatte hos Doux-gruppen i Bretagne - det er Europas stoerste producent af fjerkrae - er blevet ramt af midlertidig arbejdsloeshed, oplyser en fagforeningskvinde fra CFDT til le Figaro. Yderligere behov for at sende folk hjem afhaenger af, hvordan salget udvikler sig de kommende maaneder.

Det er primaert lande i Afrika, Nord- og Sydamerika, Asien og Mellemøsten, der ikke oensker fransk fjerkrae. For EU-landene er det svaerere at indfoere restriktioner, men mon ikke forbrugerne i disse lande laeser oprindelsesetiketter med stoerre opmaerksomhed end normalt? Her i huset har vi i hvert fald gennem maaneder holdt os til fjerkraeprodukter, der er franske. Jeg tror soerme, vi lader det bliver ved det. Et eller andet skal vi jo spise... og influenzabakterierne doer, naar blot kyllingen faar lov at svede ordentligt igennem.

Koeb to kyllinger for la Patrie

2006-03-01T10:16:00.000+01:00

30 lande har nu forbudt enhver form for import af fjerkrae fra Frankrig paa grund af sidste uges udbrud af fugleinfluenza paa en kalkunfarm i Ain naer graensen til Schweiz.

Maaske boer vi, der er bosat i Frankrig, derfor fremover spise mindst to kyllinger om ugen i solidaritet med de stakkels fjerkraeavlere, der i parantes bemaerket producerer de bedste kyllinger i Europa.

Der kommer ogsaa en tid efter panikken, hvor jeg gerne vil kunne købe en dejlig, fransk kvalitetskylling med gult fedt langt op ad de velproportionerede laar. Saa jeg vil gerne i mellemtiden give en skaerv for at holde boenderne oven vande saa laenge. Mon ikke ogsaa Villepin og kompagni har en hjaelpepakke med nogle millioner euro parat.

Man skal blot huske at gennemstege henholdsvis gennemkoge kraet, inden man saetter det til livs. Men det har nu ikke aendret sig med fugleinfluenzaens ankomst.

Spis en kylling for la Patrie

2006-02-27T09:52:00.000+01:00

"Der er overhovedet ingen grund til at fremprovokere en psykose, en panik, det er skandaloest." Praesident Chirac på aarets store landbrugsundstilling i Paris.

Panikken over fugleinfluenza var i forvejen godt i gang med at sprede sig. I den helt naere families inderste kreds aandede det forsigtigste blandt familiens medlemmer naesten hoerligt lettet op, da der forrige soendag stod fisk paa programmet og ikke saa meget som et eneste vinget vaesen.

Tilbehoeret til den dampede torsk bestod godt nok blandt andet af hakket aeg, men den skaal kunne han jo springe over. De fleste af gaesterne - den ene kalkunbonde - forsikrede dog, at de ikke regner med at svigte fjerkraeet med det foerste.

Men det er der andre, der goer. Salget begyndte at dykke allerede sidste efteraar ved udsigten til fugleinfluenzaens snarlige ankomst paa Europas doertrin. Siden er virusset fundet i otte EU-lande, og med weekendens fund af den frygtede H5N1-streng hos kalkuner på en farm i Ain i det oestlige Frankrig, er den fri panik naeret yderligere.

Fundet er lidt af en katastrofe. Frankrig har EU's stoerste fjerkraeindustri med godt 30.000 bedrifter, 65.000 ansatte og en aarlig omsaetning paa omkring 6 milliarder euro. Siden begyndelsen af januar er salget faldet 12 procent sammenlignet med samme periode aaret foer, og det var endda inden de seneste ugers fund af fugleinfluenza i aender og kalkuner.

Senest er selveste praesidenten koert i stilling. Paa den 43. udgave af den aarlige landbrugsudstilling, der i disse dage loeber af stablen ved Porte de Versailles i Paris, kunne de naermeststaaende udover praesidentielle klap til koeer, heste og smaaboern ogsaa observere Jacques Chirac indtage kylling fra Bresse. Den regnes for noget af det bedste, som Frankrig kan praestere i den genre, og befinder sig dertil i naerheden af den inficerede kalkunfarm i Ain. Quod est demonstrandum! Tiden maa vise, om forbrugerne vil foelge i landsfaderens fodspor.

Vi spiser i hvert fald fortsat kylling cirka en gang om ugen. Gennemstegt eller kogt som sig hoer og boer, baade foer, under, efter og uden fugleinfluenza.

Mme Chirac: Kvindens tid er kommet

2006-02-22T23:00:00.000+01:00

"I fremtiden vil der blive flere og flere kvinder, som giver maend ordrer. Det kan vaere haardt for dem, men saadan er det bare." Praesidentfrue Bernadette Chirac til dagbladet Le Figaro.

Den franske foerstedame, Bernadette Chirac, der ellers oftest optraeder i magasinernes sladderspalter, er med nogle faa men velanbragte ord rykket over paa avisforsiderne med sin vurdering af, at "kvindens tid er kommet". Det er stort set umuligt ikke at tolke det som mindst et skulderklap til den fremadstormende, socialistiske praesidentkandidat-to-be, Ségolène Royal.

I oejeblikket er der ikke en weekend uden en meningsmaaling, der under en eller anden vinkel tildeler madame Royal en topposition, hvad vaelgertilslutning angaar. Hun begynder endda at ligne kamp til stregen til lov-og-orden gaullisten paa den modsatte floej, indenrigsminister Nicolas Sarkozy. Som praesident Jacques Chirac, Bernadettes aegtemand, i oevrigt hader af et godt hjerte.

Men... tilbage til Ségolène Royal. Hun ser ifoelge Bernadette Chirac godt ud, hvilket "betyder en masse i disse tider", er en "serioes kandidat" og "kan vinde". Praesidentfruens uden tvivl velkalkulerede udtalelser faldt overfor pariseraviserne Le Figaro og Le Parisien under et statsbesoeg i Indien foerst paa ugen.

Intern kamp forestaar
Bernadette Chirac mener dog ikke, at Ségolène Royals mandlige kolleger blandt socialisterne uden videre vil overlade hende spidskandidaturet.

En af de topsocialister, som madame Royal skal overhale, er hendes egen samlever, Francois Holland, der udover at vaere far til deres faelles fire boern, ogsaa er foerstesekretaer for det franske socialistparti og dermed umiddelbart hoejere i partigraderne end sin samleverske. Den 52-aarige Royal, der blandt andet er Présidente for den sydfranske Poitou-Charente region, har i oevrigt ikke erklaeret sit kandidatur i mere end forblommede vendinger.

Franskmaendene vaelger ny praesident til naeste aar.